Historien om et nyt navn - Elena Ferrante

• Engelsk
• 23.-29. november
• 473 sider
• Engelsk titel: The Story of a New Name

Anden del af den mystiske forfatter Ferrantes fortælling om de to veninder, startede en anelse tungt måske. Første bind stoppede med lidt af en cliff-hanger ved Linas bryllup med den voldelige og dæmoniske Stefano, som dog også elsker hende højt - men ikke kan tøjle sin sydlandske jalousi. Lina/Lila er heller ikke nem - hun vil spille fin dame, men hun vil ikke røre sin mand efter bryllupsnatten.

Elena fortsætter i skolen, og er det tavse vidne til venindens op- og nedture i ægteskabet - men også i deres venskab. Til tider behandler Lina veninden så grumt, at man har lyst til at smide bogen hen i et hjørne. Og så er det, jeg begynder at overveje, hvor meget selvbiografi der er i denne historie?

Elena Ferrante er jo et pseudonym - men jeg er sikker på, at hun beskriver en reel historie om hendes eget liv. Muligvis er veninden nu ikke længere, for uanset hvad kunne man måske genkende sig selv i fortællingerne? 

De kæmper en indbyrdes kamp om, hvem der er den mest intelligente - Lina har droppet skolen, men hver gang hun kommer i nærheden af noget, der skal tillæres, så går det som en leg - hvorimod Elena må arbejde intenst for at holde karaktererne oppe i skolen. En nødvendighed for at kunne fortsætte på trods af familiens modstand.

Det gør ikke tingene bedre, da Lina uden problemer render med Nino, som Elena har være håbløst forelsket i gennem flere år. For Elena virker det jo som om, at alt kommer let til Lina - og denne har jo ingen skrupler. Man kan undres over, hvor langt Elena vil gå i sin ydmygelse - hun afbryder kontakten og holder afstand. Men hver gang det brænder på i Linas liv, så vender hun enten selv tilbage eller bliver hidkaldt af bekymrede familiemedlemmer, der ser Elena som den eneste, der kan tale hende til fornuft. 

Man får jo sympati med Elena i denne ulige kamp; men så vender billedet pludselig og hendes små hævnakter virker smålige set i lyset af Lilas problemer. Det er en ulige kamp mellem to personer, der er i et konstant had-kærlighedsforhold og forestiller man sig, at det er virkeligt, så må det have været opslidende at have et sådant menneske i sit liv. Gensidigt! De burde jo have holdt sig langt væk fra hinanden.

Men Lila bliver Elenas målestok for alt - skolen, succes, kærlighed ....

Selv da hun i slutningen af andet bind opnår en form for succes, så piller Lila hende effektivt ned af piedestalen uden overhovedet at sige noget konkret. Der er uden tvivl en stærk ubalance i forholdet. De er nu i midten af tyverne - tiden er lige inden ungdomsoprøret i 1968; og deres historie skal fortsætte fyrre år endnu. 

Og så er der jo endnu en cliff-hanger i denne slutning, så man straks kan kaste sig over tredje bind. Jeg er da glad for, at jeg forleden købte de to sidste bind - de skal læses i fortsættelse af hinanden tror jeg. Ellers ville jeg bestemt miste tråden.