Sunday, July 30, 2017

L'origine de nos amours - Erik Orsenna



























  • Fransk
  • 30. juli
  • 249 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Franskmænd har et enormt behov for at tale - gerne med rigtigt mange ord, og med rigtigt mange krumspring.

De har også et stort behov for at tale om, hvem de er og hvorfor de er blevet sådan. En sådan selvransagelse ser man vist ikke så tit hos danske forfattere; men dog mere end hos engelske og amerikanske, fornemmer jeg. Men franskmændene vil altså til bunds i de her ting, og det er derfor helt legitimt for dem at skrive bøger om deres rødder, om forholdet til forældre, børn eller (eks)kærester og koner.

Alexandre Jardin har skrevet en række romaner om sin egen far; Amin Maalouf har skrevet den meget smukke bog om, hvordan han går på opdagelse i sin families historie. Eric Fottorino skrev om forholdet til sin far efter denne begik selvmord - og sådan kan man blive ved!

Orsenna har jeg tidligere læst romaner af; hans fantastiske afrikanske historier - men denne gang er det altså også en mere navlepillende historie. Sammen med sin far undrer de to mænd sig over, hvorfor de ikke kan få kærlighedslivet til at fungere - de bliver skilt samtidig i 1975. Faderen fra moderen som ca. 50-årig og Orsenna somca. 30-årig fra sin første kone. De mødes jævnligt på den samme restaurant, og diskuterer emnet. En forklaring må være deres cubanske rødder, mener faderen - al det musik, de smukke kvinder etc.

Faderen begynder som en gammel herre at grave i den historie, da Orsenna som 60-årig skal giftes igen - for nu skal den forbandelse altså hæves.

Historien springer meget frem og tilbage mellem alle deres samtaler og konklusioner; i tid og i sted.
Og samtidig kommer Orsenna ind på sit forhold til søskende, elskerinder og faderen selv. Det nye ægteskab er heller ikke særligt vellykket - men for at givedet en chance, forsvinder faderen. Han søger tilflugt langt ude på landet, og Orsenna og hans nye kone skriver rørende optimistiske breve om deres lykke for at lokkeham ud af sit skjul. Faderen gennemskuer dog det hele - men tilgiver sønnen, inden han dør som en glad gammel herre.

Man kan undre sig over, om det ikke er forstyrrende for forfatternes familie, venner og elskede således at blive udstillet; men den slags tager franskmænd forbløffende roligt. Det sker jo uden tvivl ikke uden de andres viden eller samtykke. Og så antager det pludselig en helt anden form, synes jeg.

Orsennas bog er på trods af sin lidt kaotiske opbygning meget smuk, og en hyldest til faderen og hans liv - og lige det kunne man måske godt lære af. Vi har så travlt med at forandre og fjerne os fra tidligere generationer, hvor man i andre lande og kulturer opsøger netop dette.

Saturday, July 29, 2017

Maigret og den gamle dame (Maigret XXXIII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 28.-29. juli
  • 189 sider
  • Originaltitel: Maigret et la vieille dame

Det begynder som det ofte gør - Maigret bliver opsøgt i sit kontor på Politigården af en 'kunde' - denne gang altså en gammel dame. Men hurtigt begynder jeg at tænke, at der da er noget helt galt? Simenon plejer at være meget grundig i sine fakta - men denne gang er han altså helt ved siden af!

Der er konsekvent "regnefejl" i hans kronologi. Damen kan ikke være mere end 61 år gammel. men hun giftede sig som 30-årig med en mand, der var 55 år og meget rig. Han dør så 25 år senere - som 70-årig??? Det er yderst usædvanligt med den slags rod, og det irriterede mig grænseløst må jeg nok indrømme.

Krimien er skrevet i 1950, hvor Simenon genoptager krimiformatet efter at have skrevet den sidste novelle; måske er han selv ved at køre lidt træt i det hele - og dog er der jo mange krimier endnu forude!

Men Maigret tager jo med ud til den lille landsby, hvor den gamle dame bor og hvor hendes stuepige er død af arsenikforgiftning; det var skjult i den sovepilleopløsning den gamle dame selv skulle have drukket. Og gamle damer er jo per definition søde og uskyldige?

Nu forholder det sig så således, at hele hendes familie havde været i huset den dag - stedsønnerne, som hun ikke kan fordrage og hendes egen datter, som er sin mand utro - selv under moderens tag. Der var engang en formue - men den forsvandt og stedsønnerne kan måske med rette bebrejde hende, at den smuldrede væk i ekstravagance og fine smykker.

Og så er den gamle dame jo ikke så uskyldig, som hun ser ud. Jeg tænker også, at Simenon måske har ladet sig inspirere af filmen Arsenik og gamle kniplinger, som kom frem i 1944 - det var på den anden side af Atlanten og ikke helt frisk ... måske var det nemt inspirationsmateriale, hvis man selv var begyndt at løbe tør.

Altså ikke en af de bedste krimier; faktisk temmelig irriterende med de sjuskefejl!

Thursday, July 27, 2017

Les amants de Coyoacan - Gérard de Cortanze




























  • Fransk
  • 24.-27. juli
  • 352 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Et af mine formål med turene hjem til Bruxelles er jo bogindkøb; denne gang blev det dog kun til otte styks; en af dem var denne fantastiske romanbiografi af forholdet mellem Frida Kahlo og Lev Trotskij.

Jeg har tidligere læst den eminente biografi af Hayden Herrera, hvor hun selvfølgelig også kommer ind på den affære de to havde i slutningen af 1930'erne. Men Cortanze har sammenbragt alverdens informationer såvel som personlige breve fra alle, der omgav de to på den tid, og han har romantiseret det hele. Det bliver det bestemt ikke ringere af - og absolut plausibelt.

Trotskij blev udskibet til Mexico i 1937, og modtagelseskomiteen bestod af Frida Kahlo og hendes mand Diego Rivera, som begge var brændende kommunister, og stillede deres hus til rådighed for den eksilerede familie. Trotskij fatter hurtigt interesse for den excentriske maler - og hun leder altid efter adspredelse for at give modspil til Riveras notoriske utroskab.

Deres affære bliver relativt kort, da Trotskij ender med moralske skrupler overfor hans aldrende hustru, som altid har støttet ham. Men forholdet til Kahlo er mere og andet end blot fysisk. De skal først igennem en periode, hvor de ikke ser hinanden og hun skal provokere ham med diverse eskapader ... men deres forhold er i høj grad også et meget dybt venskab.

Ægteskabet med Rivera opløses, og Kahlo gennemgår operation efter operation og er dybt depressiv i perioder; her træder Trotskij til - selvom hans eget liv ikke er enkelt. Han fremstilles in absentia for retssager i Rusland; han bliver skydeskive for de mexicanske revolutionære kommunister og lever bag tykke mure overvåget nat og dag.

Historien her giver en detaljeret og indlevende gengivelse af det komplot, der endte med at slå ham ihjel i 1940. Den giver et billede af et smukt venskab mellem to specielle mennesker. Der refereres en del til Kahlos malerier, og det er spændende at se i hvilken kontekst hun malede dem, når man har set dem alle og straks kan se dem for sit indre øje.

Kahlos skæbne var ikke nem; men man tænker, at hun trods alt havde en oprigtig ven i russeren. En smuk lille bog!

Sunday, July 23, 2017

Helbrederen - Noah Gordon



























  • Engelsk
  • 16.-23. juli
  • 768 sider
  • Originaltitel: The Physician

Jeg så faktisk denne i et dansk supermarked - og på dansk; det var et rigtigt godt tilbud - men altså desværre på dansk. Men den fandtes jo derude i en originalversion, som jeg fik anskaffet mig. Jeg havde aldrig hørt om denne trilogi før - og dog er den fra 1986.

Det er faktisk tankevækkende, at der tilsyneladende var en bølge af historiske mammutromaner i den periode, som kommer frem igen nu. Folletts Jordens Søjler er fra 1989 - men fik jo sit helt store internationale gennembrud for ganske få år siden. Måske var interessen for middelalderen ikke stor nok i de hurtige 1980'ere, hvor alt jo gik så fantastisk?

I Helbrederen er vi endnu længere tilbage end Follett; han starter i 1021 i London med den lille knægt Rob Cole, hvis mor dør i barselssengen. Umiddelbart inden holder han hendes hånd, og kan der mærke, at hun vil dø. En skræmmende fornemmelse for en lille dreng. Ikke lang tid efter dør faderen - og nu er der fire forældreløse børn. De havner vidt forskellige steder; men Rob er den sidste tilbage i huset, da en omrejsende barber/kirurg, som var datidens tætteste svar på en læge. 

Det var både en gøgler, en fupmager, der solgte mystiske miksturer (som slet ikke var så mystiske) og som samtidig kunne ordne mindre skader. Det meste var selvlært eller overdraget under en læretid, som den unge Rob nu kommer i. De rejser land og rige rundt - men det er også til tider farligt. Dør en patient efter deres indblanding er der ikke langt til anklager om hekseri.

Men Rob fascineres af lægekunsten, og opdager, at der findes nogle med mere avancered kundskaber. Ingen vil dog lære fra sig, men langt om længe møder han en jøde, der fortæller ham, at man i Ispahan kan komme på en skole, hvor kunsten læres. Dog accepterer de kun muslimer og jøder, så da hans læremester dør, begynder Rob stille og roligt at forvandle sig til jøde i udseende, og drager mod Persien.

Det er en enestående skildring af de religiøse forskelle mellem kristendommen og jødedommen; men også islam, som han må få et indgående kendskab til under sine studier i Persien. På en tid, hvor vi stadig var noget så barbariske i Vesteuropa, var araberne jo nået meget langt indenfor medicinvidenskaben - men der er stadig det helt store dilemma, som også Michelangelo døjede med 500 år senere - man må ikke obducere lig. Al viden om menneskekroppens indvendige sammensætning får man fra grise - og Rob er konstant ude efter at sprænge disse grænser.

Det er spændingsmættet med krig og kærlighed; men også filosofisk med hans religiøse skærmydsler - ikke mindst, da han gifter sig med en kristen. Og endelig vender han tilbage til England - men kan aldrig sige, hvor og hvordan han er blevet læge. Var det så det hele værd?

Det er en roman, der læser sig selv - man forsvinder hurtigt helt ind i den; jeg havde "desværre" fire dages ferie i Bruxelles undervejs, hvor jeg var sammen med venner konstant. Da lagde jeg den helt fra mig - men nu skal toeren også snart læses. Jeg så til gengæld en trailer af den filmatiserede version, og den tror jeg ikke, at jeg skal se - det virkede lidt fjernt fra den skrevne version.

Saturday, July 15, 2017

Maigret (Novellerne) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 1. april - 15. juli
  • 800 sider


Jeg startede jo på Maigret-serien i november 2016, og besluttede mig for at følge den helt kronologisk. Jeg lavede en liste med rækkefølge af romaner og også noveller, for dem skrev han nemlig også en del af.

Så jeg læste de første nitten krimier, og så holder Simenon en pause. Netop som Maigret er retur fra sin pensionerede tilværelse, og man tror, at det starter igen. Men det var i 1934, og politikken i Europa ændrede sig jo - og Simenon havde en besværlig tid under okkupationen. Han arbejdede for et tysk filmselskab - Continental - som var ejet af nazisterne. I sine unge år havde han skrevet indtil flere antisemitiske artikler, og hans standpunkt er vist ikke helt klart.

I novellesamlingen er der en enkelt novelle fra ca. 1938, som omhandler en togrejse med en fransk kvinde, der forsøger at smugle en jøde ind over grænsen til Belgien; men det er det tætteste Simenon kommer på at omtale krigen. Det er jo i sig selv bemærkelsesværdigt for en forfatter, der var så produktiv som han var. Derfor er hans præferencer til stadighed dubiøse - og det gør tjener ham bestemt ikke til ære.

Ì perioden efter krimi nummer nitten skriver han således enogtyve noveller, som også har Maigret som hovedperson - men måske er hans egen person lidt påvirket af krigen og hans holdninger. 

Ikke desto mindre er det rene mesterværker; mange af de første er knap femten sider lange - men de formår at indeholde opbygningen af et mysterie og opklaringen. Det er af en anden støbning, med en Maigret, der hurtigere finder ind til sagens kerne - men plottene er eminente. Det er særdeles fremragende at kunne formå dette på så få sider, og jeg var behørigt imponeret.

Efter den lange pause skriver han igen, og de sidste syv noveller strækker sig langsommeligt over årene 1942-1950; men jeg fulgte jo kronologien til fulde.

Netop ved at gøre det, ser man også, at han i den sidste del jonglerede mellem krimier og noveller - der er den samme tendens til at bruge et navn, et sted eller et plot fra den tidligere krimi eller novelle. Det er en perpetuel bevægelse, som også gør, at Simenon ikke kan slippe sin Maigret, som er blevet en så integreret del af ham selv - eller måske hans alter ego? 

Det var lidt pinsomt for mig at have en bog liggende i måneder; det strider imod alt, hvad jeg ellers plejer at gøre - men det giver bestemt mening at gøre tingene ordentligt!


Friday, July 14, 2017

Skæld ud på Gud - Preben Kok




























  • Dansk
  • 14. juli
  • 120 sider

Jeg kan godt lide bøger skrevet af præster; som mange andre, startede jeg vel med Johannes Møllehave, som var så populær i 1990'erne. Jeg læste Kathrine Lilleørs smukke bog for 2½ år siden, og tænkte dengang, at jeg skulle genlæse Bibelen - det skete så ikke.

Min tro er meget privat - netop fordi det er så tabubelagt i Danmark. Hos mig spirede den først med de mange besøg i katolske kirker, da jeg boede i katolske lande. Jeg elsker katolske kirker med al deres pragt og overdådighed af malerier, skulpturer og symboler - der er danske kirker desværre en tam sammenligning!

Derfra startede min interesse for især renæssancekunsten, og der bliver man nødt til at forstå bibelske historier og symboler for at forstå malerierne. Jeg besøger altid kirker, når jeg rejser - i Danmark er de trist nok altid lukkede ... pånær søndag morgen. Det forstår jeg ikke? En kirke bør stå åben hver dag. Derfor besøger jeg dem i udlandet; jeg beder; jeg tænder et lys - og til tider snakker jeg med en præst.

Herhjemme ville jeg ikke vide, hvor jeg skulle henvende mig? Måske fordi jeg ikke er så tæt på en så nærværende præst som Preben Kok, som lader til at være meget tilgængelig for sine sognebørn. Det er nok ulempen ved at bo i København og ikke i Engum! 

Preben Kok arbejder til dels som sygehuspræst, og hans historier i bogen er derfor tit taget fra situationer med døende eller efterladte. Det er stærke historier om, hvordan man finder roen til sidst. Der er dog også historier om andre, der lider på den ene eller den anden måde - en enkelt fik mig til at græde i bussen i morges. Længe leve sommeren og solbriller! Det var et intimt øjeblik i fuld offentlighed.

Blandet med disse historier er der fine betragtninger om livet og personlige forhold - hvad enten der er familie, par, arbejde, venner.... smukke filosofiske betragtninger.

Men det jeg måske var mest rørt over var hans genfortælling af Klods-Hans, hvor han netop drager parallellen til Peter, Paul og Johannes - alt, alt for få ved, hvor meget Bibelen er omnipresent i vor dags historier. Bibelen er den ultimative røverhistorie - den har alt! Men samtidig stammer alting jo derfra - navne, mønstre, symboler, handlinger ... det hele kan trække tråde tilbage til kardinalsynder og bibelske historier. Men i dag er det jo nærmest skamfuldt at læse en Bibel ... hvorfor jeg endnu engang må love mig selv, at jeg vil gøre det!

Thursday, July 13, 2017

Arizona-mysteriet (Maigret XXXII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 12.-13. juli
  • 189 sider
  • Originaltitel: Maigret chez le coroner

Knap er Maigret tilbage fra sin tur sydpå med den engelske detektiv, før han sætter kursen mod Amerika. Dog er der gået to år, som det nævnes i historien - men Simenon skrev den nu alligevel i 1949 også.

Men nu er han altså blevet inviteret til Amerika for at observere deres metoder - og man kan næppe forestille sig noget menneske mere uegnet til Amerika end netop Maigret. Alt, hvad han står for, kan jo ikke lade sig gøre her, opdager han hurtigt, da han sidder i en retssal. Fem unge mænd er fremstillede for en eventuel forbindelse med en ung kvindes død. Men de afhøres offentligt - og en jury skal derefter afgøre, om de skal anklages eller ej. Det er langt fra de lidt mere håndfaste metoder Maigret ynder at anvende i sit kontor med udsigt over Seinen.

Og spørgsmålene!!! Der bliver jo ikke gået til dem???

Han irriteres over stort set alle amerikanske skikke - colaerne, at alle kalder ham ved fornavn ... og det bliver lidt pinligt, da han også må indrømme, at han intet kørekort har. I Paris går han jo meget - men herovre kører alle om så det er for hundrede meter. Ordentlig spiritus har de heller ikke, og i det hele taget ser han hurtigt igennem deres dobbeltmoral.

Hele historien foregår stort set i retssalen, hvor han lytter og observerer - som den første i hele serien, er denne krimi illustreret med vidnernes tegninger af de jernbanespor, hvor den unge kvinde blev fundet død.

Men han er jo også irriteret - for det er ikke sådan han ville gøre det. Han forsøger at influere 'the coroner' - og denne hører da også på ham. Men amerikanske metoder har deres eget kodeks. Endelig kommer der dog et frembrud i sagen, og netop der må Maigret rejse videre til Hollywood, så han ikke får slutningen på sagen.

Men han havde jo også inden gætte, hvordan alt hang sammen!

Tuesday, July 11, 2017

Min ven Maigret (Maigret XXXI) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 10.-11. juli
  • 220 sider
  • Originaltitel:  Mon ami Maigret

Efter hoppet tilbage til Maigrets debut i politiet, er vi tilbage i 'nutiden'.

Maigret sidder med en lidt krakilsk 'kunde' på Politigården, da han bliver ringet op af en kollega, som for tiden er udstationeret i Sydfrankrig, og nu er blevet kaldt til Porquerolles, hvor en tidligere kriminel nu er blevet dræbt. Det mystiske er, at han aftenen inden sin død pralede af sit venskab med kommissæren - og man er lidt nervøs for om nogen nu er ude efter Maigret selv.

Derudover har den stakkels Maigret besøg af en engelsk detektiv fra Scotland Yard - han har ikke meget til overs for denne kedelige mand, som ikke drikker - og han er vist også lidt bange for ikke at kunne leve op til det. Men der er jo ikke andet for end at tage englænderen med til Sydens sol.

Det er en af de mere morsomme af krimierne - måske også fordi man læser den i dag. Maigret undrer sig for eksempel helt legitimt over, at man kan ringe til ham fra den lille ø - det vil sige, at der er telefonkabler under vandet?

Og nutidens moderne luner finder også ind - som med 'den olie kvinderne smører på sig for at blive brune' .... moderne tider! Men 'le bagne' findes stadig - altså en straf som arbejder, som oftest på et af marinens skibe - og som er blevet udødeliggjort i Hugos De Elendige. Det blev afskaffet i 1938, og de sidste fanger blev løsladt i 1953. Denne krimi skrev Simenon i 1949 - og hans kriminelle bekendtskaber kunne altså ende der.

Der er mangt og meget lystigt i denne opklaring med englænderen ved hans side; det er pittoreske Sydfrankrig blandet med cougar-kvinder og professionelle kunstfalsknere. En anderledes og særdeles morsom historie. Maigret er altid meget underholdende på udebane!

Sunday, July 9, 2017

Maigrets første sag (Maigret XXX) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 9. juli
  • 189 sider
  • Originaltitel: La première enquête de Maigret

Nå, nu er vi da virkelig ude i noget helt andet!

Efter at have fulgt en stort set kronologisk fortælling af Maigrets liv og sager, så er vi pludselig tilbage ved hans allerførste opklaringssag i 1913. Der er Maigret 26 år gammel, og han har været gift i fem måneder. Han og fru Maigret er netop flyttet - midlertidigt - ind i den berømte lejlighed på Richard-Lenoir ... hvor garvede læsere jo ved, at han stadig bor fyrre år senere.

Men lige nu er han en lille kontormus - han sidder bag et skrivebord på et inferiørt politikontor i en bydel af Paris. Han tager sig af administrativt arbejde, mens han drømmer om at nærme sig det store politihovedkvarter inde i centrum af byen.

En sen nat kommer en yngre mand ind, og fortæller, at han har forsøgt at komme ind i et hus, hvor en ung kvinde råbte om hjælp fra et åbent vindue. Han blev slået ned af butleren - og vil både melde volden, men også hente forstærkninger. Huset tilhører en rig familie, og Maigret bliver hurtigt gjort til grin - de påråber sig deres forbindelser til hans chef og hele Paris' elite. 

Maigret er dog overbevist om, at der er et lig et sted - og den unge mand beslutter sig for at hjælpe ham. De to begynder deres egen lille efterforskning, og chefen tager det til dels pænt - han føler vist, at Maigret skal løbe hornene lidt af. Men da tampen brænder, så stikker de høje herrer kæppe i hjulene for ham.

Det er morsomt at se den unge Maigret; han er lidt forarget over drikkeriet fra morgenstunden. Han forarges over de riges magt, og han imponeres voldsomt af kontorerne på Politigården. Alt det, som senere ændrer ham - men dog bevarer han jo altid sin forkærlighed for de svage i samfundet.

Simenon formår virkelig at skildre ham som man ville forestille sig ham som ung. Det er underholdende og lidt underligt, da man lige skal situere ham. Og så er tiden jo også en helt anden, end da de første 'rigtige' sager starter i 1930'erne! Det er 'biler' med heste foran - og et andet moralkodeks, som i virkeligheden er det, der skal beskyttes - fremfor at finde den rigtige morder.

Men for at lukke munden på den unge betjent kommer han da til Politigården - så det er vel i sidste ende hans held, at han fandt sig i den løgn, der blev den offentlige historie.

Thursday, July 6, 2017

Det ukendte offer (Maigret XXIX) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 5.-6. juli
  • 220 sider
  • Originaltitel: Maigret et son mort

En sen nat deponeres et lig midt på Concorde-pladsen i Paris. Det undrer jo Maigret - for her er man da sikker på, at det ikke kan holdes hemmeligt i lang tid. Men det er tilsyneladende heller ikke meningen. Det er snarere en magtdemonstration og et tegn på, at 'man' ikke vil finde sig i at blive intimideret.

Maigret skal først finde ud af, hvem den døde mand er - tilsyneladende en uskyldig lille caféejer, som aldrig har været i klammeri med nogen. Men alligevel er der en hel bande af tjekkiske mafiafolk løs i Paris' gader, som har dræbt ham.

Mysteriet bliver derfor snarere at fange dem; det foregår i uendelige forfølgelser rundt i byens gader. I stedet for blot at anholde dem, så følges de til bens eller i bil i timevis - det er udmattelsestaktik. Desværre bliver nogle af dem dræbt af deres egne - når faren kommer for tæt på. Og de ender jo med at føre Maigret direkte til åstedet.

Gruppen viser sig at stå bag indtil flere yderst bestialske mord på gårde lige udenfor Paris. Og hvrofr skulle den uskyldige mand så dø? Han havde såmænd blot opdaget, at det var den berømte bande, som politiet ikke kunne finde.

Det er dejligt at læse de krimier, hvor man føler sig hjemme i Paris - selvom mange ting er anderledes, så kommer man på en guidet tur rundt i byen med Maigret; gadenavnene er familiære og man er næsten med ham derude.

Tuesday, July 4, 2017

The Rival Queens - Nancy Goldstone



























  • Engelsk
  • 1. - 4. juli
  • 448 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


Jeg har læst flere biografier af begge de damer - Catherine de Medici og hendes datter, Marguerite de Valois - eller Margot, som hun også kaldtes.
Den mest berømte af datteren er vel nok Alexandre Dumas' skildring; men jeg har også læst den mindre dramatiserede version af historikeren Garrisson.

Af moderen eksisterer der ligeledes en del - og ingen af dem er helt til hendes store fordel må man sige. Denne biografi beskriver lidt tættere netop deres forhold, og koncentrerer sig derfor mest om de år fra datteren bliver gift i 1572, og til moderen dør i 1589.

Det starter selvfølgelig med Pariserblodbrylluppet, hvor moderen foranlediger nedslagtningen af tusinder af protestanter, på trods af datterens bryllup med protestante Henry af Navarre. Dernæst følger år, hvor moderen konsekvent spiller datteren ud mod hendes sønner - og hun nåede jo som bekendt at sætte tre styks på den franske trone som konger.

Catherine de Medicis unge ægteskabsår var særdeles ulykkelige - med en notorisk utro mand - og måske blev hun derfor ret så kynisk, og alt skulle opgøres i politisk interesse. Der var ikke meget plads til følelser - og da slet ikke overfor datteren, som jo blot var et aktiv, der skulle investeres fornuftigt.

Marguerite de Valois er blevet beskyldt for alt fra incestuøse forhold til sine brødre, til at at være en maneater. Men hun blev gift som purung med en mand, der virkelig ikke ville hende - eller hendes familie eller hendes kongedømme. Han var ligeså utro som faderen havde været - og hun forsøgte vel blot at skabe sig sin egen lykke.

Bogen i sig selv kaster ikke noget nyt lys over nogen af begivenhederne; men ved at holde fokus på mor-datter-forholdet, giver det et andet perspektiv end de andre bøger, hvor forfatteren muligvis 'forsvarer' sin protagonist i biografien. 

Desuden var den særdeles velskrevet, og der var ingen - som i slet ingen - historiske fejl i den. Det er jo nærmest et særsyn!