Min ven Maigret (Maigret XXXI) - Georges Simenon

• Fransk
• 10.-11. juli
• 220 sider
• Originaltitel:  Mon ami Maigret

Efter hoppet tilbage til Maigrets debut i politiet, er vi tilbage i 'nutiden'.

Maigret sidder med en lidt krakilsk 'kunde' på Politigården, da han bliver ringet op af en kollega, som for tiden er udstationeret i Sydfrankrig, og nu er blevet kaldt til Porquerolles, hvor en tidligere kriminel nu er blevet dræbt. Det mystiske er, at han aftenen inden sin død pralede af sit venskab med kommissæren - og man er lidt nervøs for om nogen nu er ude efter Maigret selv.

Derudover har den stakkels Maigret besøg af en engelsk detektiv fra Scotland Yard - han har ikke meget til overs for denne kedelige mand, som ikke drikker - og han er vist også lidt bange for ikke at kunne leve op til det. Men der er jo ikke andet for end at tage englænderen med til Sydens sol.

Det er en af de mere morsomme af krimierne - måske også fordi man læser den i dag. Maigret undrer sig for eksempel helt legitimt over, at man kan ringe til ham fra den lille ø - det vil sige, at der er telefonkabler under vandet?

Og nutidens moderne luner finder også ind - som med 'den olie kvinderne smører på sig for at blive brune' .... moderne tider! Men 'le bagne' findes stadig - altså en straf som arbejder, som oftest på et af marinens skibe - og som er blevet udødeliggjort i Hugos De Elendige. Det blev afskaffet i 1938, og de sidste fanger blev løsladt i 1953. Denne krimi skrev Simenon i 1949 - og hans kriminelle bekendtskaber kunne altså ende der.

Der er mangt og meget lystigt i denne opklaring med englænderen ved hans side; det er pittoreske Sydfrankrig blandet med cougar-kvinder og professionelle kunstfalsknere. En anderledes og særdeles morsom historie. Maigret er altid meget underholdende på udebane!