Hvor ilden brænder - Jesper Bugge Kold

 

• Dansk
• 13.-15. november
• 366 sider

Det er nogenlunde et år siden jeg læste første bind af Jesper Bugge Kolds fortælling om de danskere, der rejste til Amerika i det 19. århundrede. Det er vist tænkt at skulle være en trilogi - og som altid ville jeg ønske, at jeg havde tålmodighed til at vente til hele serien var der. Visse detaljer fra første bind var nemlig ikke helt knivskarpe i erindringen længere.

I andet bind starter vi i 1883, hvor Johanne og Jens trives på deres gård i Nebraska sammen med den gamle enarmede soldat Valdemar, og de mange børn. Men ulykken rammer, og Jens dør en dag ude på marken. Nu er Johanne alene om at sørge for afgrøder og pasning af familie og dyr - nok klarer de sig, men det kræver, at hver sæson går godt. Der skal lægges forråd til side til vinteren, og høsten skal ikke ødelægges af storme, hede, tørke og alle de andre lunefuldheder naturen har at byde på. 

Samtidig er Johanne nu et oplagt mål for egnens ugifte eller enkemænd. Det ses nok helst, at hun gifter sig igen og det er jo smartest med en mand i huset. Hun bliver hurtigt ombejlet på både den gode men især den mindre gode måde, men hun står fast.

Deres liv på prærien præges også af de gennemrejsende; således forsøger hun at hjælpe en norsk familie og kommer selv ud på flere rejser på tværs af landet. Der er endda en tur hjem til Danmark, som viser sig at blive et bittersødt møde med fortiden. 

Det er i bund og grund ikke mange generationer siden. Det er vel på mine oldeforældres tid - og alligevel er det nok svært for os i dag at forstå den fattigdom, der var grundvilkåret for mange danskere. Da Johanne rejser hjem ser hun den fattigdom, som er afhængig af ens arbejde for herremanden. I det mindste har hun fod under eget bord! 

Der sker en del for Johanne som enke - der er virkelig både cowboys og indianere i dette bind. Hvis man som barn har set eller læst Det lille hus på prærien kan man levende sætte billeder på beskrivelserne. Jeg glæder mig til sidste bind - selvom der nok går et år igen. 

Det kunne måske også give forlaget tid til at nærlæse korrekturen inden den går i tryk. Det hedder stadig ikke, at "man har reddet en hest" og hvis man taler om en hests muskler er det ikke scener muskulaturen. Det lugter af en computerkorrektur, da ordene eksisterer - blot ikke i den kontekst.

Hvor vinden vender - Jesper Bugge Kold

 

• Dansk
• 6.-9. november
• 448 sider

Jesper Bugge Kold har tidligere skrevet de to bøger om redningsaktionerne med de hvide busser og skibet Jutlandia sammen med Mich Vraa, og var meget begejstret for begge. Denne roman står han selvstændigt for, og det handler endnu engang om et stykke danmarkshistorie.

Bogen er inspireret af historien om en af hans families slægtninge, der drog til Amerika i slutningen af det 19. århundrede som så mange andre danskere, men også andre skandinaver, tyskere, polakker osv. - alle dem, der i dag udgør det brogede USA.

Johanne og Jens har et lille hus på Fyn, hvor de arbejder under den lokale proprietær. De har fem børn og pengene er små, så da Jens mister sit arbejde, mener Johanne, at de skal emigrere til Amerika. I den tid florerede mange historier om dem, der udvandrede. De sendte breve hjem om gader fyldt med mælk og honning, hvis ikke det pure guld! Tænk bare på Christian Winthers digtbog for børn fra 1900 - jeh erindrer stadig omslaget på bogen, som var i min familie fra nogle bedsteforældres barndom. Desværre var ikke alle disse breve jo helt sande - det var ikke nemt at indrømme, at drømmen brast og man levede i fattigdom og end ikke havde råd til at tage turen hjem igen.

Jens tager derfor først afsted, og hurtigt kommer da også brevene om det fine hus, der er bygget. Om dyrene og afgrøderne. Om rigdommen. Om drømmen, der er gået i opfyldelse.

I 1879 drager Johanne afsted med fire af børnene, og det bliver en farefuld færd over Atlanten inspireret af virkelige hændelser. Men da hun kommer frem, er virkeligheden heller ikke her, som Jens beskrev den i brevene og de kan ikke rejse hjem igen. 

Bogen foregår over de få år fra Jens rejser i 1878 til 1882, hvor de endelig kan se tilbage på eventyret. Det er en historie om Johannes stædighed og modning som kvinde, mor og menneske - men det er også historien om drømmene og mandens rolle i at sikre familiens overlevelse. Udover Jens, Johanne og børnene optræder to andre vigtige skikkelser - den enarmede soldat Valdemar og den energiske Astrid, som er på sin anden tur over Atlanten. Begge får en fremtrædende rolle i familiens liv.

Især Johanne, men også Jens, træder fint frem som helstøbte personer man føler med - derfor er det også virkelig ærgerligt, at forlaget ikke har gjort sig umage med korrekturlæsningen. Der er alt for mange sjuskefejl - som fx på side 360: "Havde hun vist, at den gamle aldrig havde reddet før, ..."

Det ødelægger så meget af glæden og virker som en ret overskuelig opgave at korrigere.

Tre dage i april - Jesper Bugge Kold / Mich Vraa

 

• Dansk
• 20.-23. oktober
• 394 sider

Efter deres succesroman om hospitalsskibet Jutlandia er forfatterduoen trådt et skridt længere tilbage i Danmarkshistorien - men temaet forbliver det samme, og der bindes en fin sløjfe til Pigen fra det store hvide skib til sidst.

I 1945 nærmede krigen sig endelig sin slutning, og den svenske greve Bernadotte har indgået en aftale med tyskerne om at hente danske kz-fanger hjem i det, der skulle blive kendt som de hvide busser.

Dagmar er 27 år gammel, og gift med Poul, som er avisredaktør i Vamdrup i Jylland. De har to små døtre, men i 1944 bliver Poul taget til fange for illegale publikationer. De danske kz-fanger skulle efter sigende være samlet fra forskellige lejre, og nu alle sidde i Neuengamme syd for Hamburg. Der er skevet meget - og der kan findes meget information om disse forhandlinger; og der er også nogle moralske skrupler at fordøje. For evakueringen af skandinaver var også en studehandel, hvor andre blev transporteret til den visse død.

Men nu tager Dagmar afsted med en af busserne - nummer 474. Hun er tidligere næsten færdiguddanet som sygeplejerske, men alligevel blver turen en barsk oplevelse for hende. Allerede lidt syd for grænsen ved Padborg opdager de krigens gru; selvom Danmark var besat, var huse ikke i ruiner. Nu ser de resultatet af fem års krig og ikke mindste nazisternes sidste krampetrækninger for at slette spor, og redde sig selv forud for de krigsdomstole de jo ved må komme.

Historien er opdelt i tre lige store dele - f ned til Neuengamme, som reelt set er én lang dag. Dernæst historien om evakueringen og turen hjem til Danmark igen. Det hele tog nemlig jun tre dage - men tre dage, der mærkede de frivillige for livet.

Den sidste del handler om livet efter; Dagmars mand, Poul, er hårdt psykisk medtaget - han vil ikke tale om, hvad der skete i lejren. Men Dagmar kan se, at det er anderledes end for de danske fanger, hun så i "sin bus", og som generelt var nogenlunde godt behandlet. De danske politiske fanger havde en højere status end fx jøderne, og der var andre diplomatiske hensyn at tage.

Dagmar inden krigen var en ung kvinde, som levede et relativt privilegeret liv som redaktørfrue i en provinsby; en stor villa, to dejlige børn - og ikke andre bekymringer end at sætte håret og sørge for, at maden stod på bordet, når manden kom hjem.

Turen med de hvide busser ændrer dette; og i slutningen af bogen ser vi en helt ny Dagmar, som nu står på egne ben og magtbalancen i ægteskabet er forandret. Det er jo ikke ulig den frigørelse mange kvinder oplevede lige efter krigen. De havde pludselig haft en anden rolle, og var ikke længere tilfredse med at vende tilbage til kødgryderne. Det var ikke "blot" en verdenskrig; det var også en kulturel brydningstid.

Dagmar ender bogen med at stige ombord på Jutlandia; de nævnes ikke ved navne, men hun er en af de kvinder, som Molly fra den roman møder.

Det er interessante historier om kapitler i dansk historie, der er vigtige at fortælle. Den faktuelle research er imponerende - men der var nogle fejl i tidsangivelse, som var virkelig overflødige og irriterende. Men alt i alt en hurtigt læst interessant bog. Men de skal selvfølgelig også passe på det ikke bliver for permanent en skrivestil eller emnekilde.

Pigen fra det store hvide skib - Jesper Bugge Kold / Mich Vraa

 

• Dansk
• 13.-14. december
• 416 sider

For den yngre generation er historierne om Jutlandia nok udelukkende en diffus baggrund for en velklingende Kim Larsen-sang; men i 1950'erne var Korea-krigen en reel ting. En ny krig så få efter, at en verdenskrig var slut. Godt nok isoleret til et andet kontinent, og fjernt fra os - men Danmark fik alligevel en rolle at spille. 

FN var blevet dannet efter afslutningen af 2. Verdenskrig, og med den igangværende krig lovede Danmark at støtte med humanitær hjælp i form af et hospitalsskib. Skibet M/S Jutlandia blev udstyret med kahytter, operationsstuer og sengeafdelinger til 356 patienter, og der var enorm interesse for jobbene ombord ikkemindst som sygeplejerske.

Historien følger Molly, som arbejdede som sygeplejerske i Odense under krigen - men under befrielsesnatten i maj 1945, udsættes hun for et groft overfald efter at have arbejdet med sårede frihedskæmpere hele natten. Hun så nemlig en tysk soldat, og nu skal hun straffes - familien slog hånden af hende, og hun forlod byen for at slikke sårene... og gemme sig! Hun har derfor intet at miste ved at rejse ind i en krigszone, og har behov for at rense tavlen ren.

I Korea har den lille pige Yun mistet sin familie i et bombardement af sin landsby, og er nu på flugt.

Mens Molly rejser den lange vej gennem Suez-kanalen, hvor tiden ombord bruges på at forberede sig teknisk og mentalt på det, de vil møde, er Yun på vej mod Busan i det nuværende Sydkorea.

Skibet skulle tage sig af sårede amerikanske soldater; men det viste sig hurtigt, at der ikke altid var fyldt op i sengene - nok fordi de alvorlige skader virkeligt var fatale for ofrene. Molly møder selvfølgelig den lille pige, Yun, og bringer hende ombord for at yde akut førstehjælp. Yun bliver der i længere tid, selvom de forsøger at skjule hende for lægerne - men der er andre civile og ikke mindst forældreløse børn, som smelter deres hjerter.

Der bliver et stigende pres mod FN for at udnytte den tomme plads, og det ender med, at der oprettes en børneafdeling på skibet. Mollys og Yuns forhold bliver den helende forløsning, de begge har brug for og de finder hinanden.

Der er beskrivelser af selve skibet og dets historie; men også førstehåndsberetning af, hvordan de første operationer foregik under de specielle forhold. Men det er jo også en humanistisk historie om håb og forsoning.

Bogen er skrevet af to forfattere, og hvordan det er fordelt, er svært at vide? Det virker til, at Kold er den mere faktuelle og med en stor viden om krigen mens Vraa har stået for persongalleriet, og den personlige historie. Vraa begejstrede mig med sin vestindiske trilogi - han kan noget med historier; også historien om hans egen familie i Vaniljehuset. Derfor kan det jo godt give mening at arbejde sammen og man fornemmer, at research og faktatjek har været grundige.

Jutlandia tjente som hospitalsskib frem til 1953, og behandlede næsten 5.000 soldater og mere end 6.000 civile - så det var en god beslutning at ændre strategi. Da det endelig vendte hjem i efteråret 1953 var det til en massiv menneskemængde og en heltemodtagelse på Langelinie - og altså en hyldestsang mange år senere.