Friday, October 31, 2014

Kongens kvinder - Maria Helleberg



























  • Dansk
  • 29.-31. oktober
  • 429 sider

Langtrukken og desværre langt mere kedsommelig end Christian IV's kongedømme og rækken af hans elskerinder og børn!

Jeg var lidt begejstret over en ny bog om min absolutte yndlingsperiode i dansk historie - Christian IV og hans tid. Ydermere havde jeg set, at Maria Helleberg samtidig udkom med en roman om Leonora Christine - min heltinde over alle! Men hvilken skuffelse ...

Jeg ejer stort set alt,  der er skrevet om Christian IV og hans datter med Kirsten Munk - Leonora Christine; så der skal selvfølgelig en del til at imponere mig. Men Helleberg har heldigvis tidligere begået glimrende historiske romaner om de kongelige - Dronningeskolen, Kælighedsbarn, osv.

Men i denne roman går alt galt! Det er romantiseret - men tilsat breve fra Christian IV's hånd, så det får et falsk islæt af en biografi; hvilket det ikke er. Det er en dårligt skrevet moderne fortolkning af disse kvinders liv. Der er et par halvhjertede forsøg på at genfortælle visse episoder, der er reelt dokumenterede andetsteds; men det fungerer bare ikke. Desuden er sproget ubehjælpeligt i et forsøg på at nærme sig datidens og med indtil flere grammatisk fejl bogen igennem. 

Jeg kæmpede mig igennem de sidste mange sider i håbet om en seriøs vending, som aldrig kom. Hvis man læse om disse kvinder vil jeg langt hellere anbefale Bodil Warmberg eller Karen Plesner, som bidrager med reel historik. Den samtidigt udgivne roman om Leonora Christine kommer i hvert fald ikke ind i mine reoler, og jeg ærgrer mig blot over lidt spildte penge. Et behov for lette penge ser det ud til.

Tuesday, October 28, 2014

No Stone Unturned - Rosemarie Stone



























  • Engelsk
  • 27. oktober
  • 253 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En nærmest fast tradition for mig er at købe en bog med hjem fra mine rejser - lidt historie om landet eller andet. I sidste uge kom jeg hjem fra Jamaica, men der var ikke mange ting, der fristede mig der - kun denne ene bog fra et lille uafhængigt forlag (hvilket desværre ses i kvaliteten af stavekontrol).

Men det er måske den mest interessante bog jeg kunne finde i relation til netop jamaicansk kultur - hvis det ikke skulle være hele rastafari-kulturen. 

Rosemarie Stone er 44 år gammel, da hendes syv år ældre mand, Carl, pludselig begynder at blive syg i julen 1991. Symptomerne er mange og forskellige, og de render fra læge til læge - indtil en enkelt pludselig foreslår en HIV-test. Den viser sig selvfølgelig at være positiv, og Carl må indrømme de mange års utroskab - og dermed også nødvendigheden af at Rose lader sig teste. Et par dage senere falder dommen - de er begge syge.

Carl er en kendt mand i Jamaica - et i forvejen meget lille land med kun 2,5 millioner indbyggere; han er professor, og leder en del politiske undersøgelser og omgås landets øverste politikere. De beslutter derfor at sige, at det er en form for lymfekræft - og historien bliver godtaget. Nu skal de få et liv til at fungere med den brist på tilliden, men også med den hurtigt fremskredne sygdom, som ikke kan behandles som i dag og slet ikke i land med mindre adgang til den nyeste medicin.

Bogen handler om den kamp - men især også om fortielsen og om konsekvenserne, da Rose endelig efter Carls død efter blot 1½ års sygdom, beslutter at fortælle det til nogle få venner. Det koster venskaber og socialt liv.

At indrømme, at man lider af HIV (og i Carls tilfælde AIDS) er stadig tabubelagt i en stor del af verden; og det var selvsagt endnu værre for tyve år siden. Men derudover opdagede jeg en mindre behagelig side af den jamaicanske kultur under mine uger der. Det er ganske enkelt det mest homofobe land i verden, og historien om yderst brutale mord på homoseksuelle fylder jævnligt avisernes forsider. Selvfølgelig ved vi alle i dag, at homoseksualitet og HIV ikke er direkte forbundne - men sådan tænkte man heller ikke dengang. Og slet ikke i et land, der er så religiøst som Jamaica og hvor rasta-kulturen står bag den voldsomme fordømmelse af homoseksualitet (jeg vil aldrig længere høre Bob Marley på samme måde!)

Derfor er Rose Stones bog både modig og vigtig; hun lever heldigvis stadig og er nu i moderne medicinering, så det højst sandsynligt ikke bliver den sygdom, der ender hendes dage. Men det betyder ikke, at mange fattige lande ikke lader deres indbyggere dø på grund af fordomme eller mangel på kontanter. Diskussionen om tabu er stadig yderst relevant!

Sunday, October 26, 2014

Léon et Louise - Alex Capus



























  • Fransk
  • 22.-26. oktober
  • 313 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Alex Capus er halvt fransk og halvt schweizisk, og dette er den rørende historie om hans bedstefar på fædrene side,

Da bedstefaderen dør i slutningen af 1980'erne har hans familie efterkommet hans eneste sidste ønske - en højmesse i Notre Dame! Flere timers latinsk liturgi, som ingen ligefrem ser frem til - men alle møder de op. Alle børnene, børnebørnene og de af oldebørnene, der er store nok til den slags forlystelser. De ser frem til et par kedelige timer - for så sørgeligt er det jo heller ikke, når man går bort i den alder. Men det ændrer sig ...

Ind træder en lille spinkel kvinde, som uden at tøve går op til kisten (som jo ifølge fransk tradition står åben) - hun kysser kisten stille men længe og lader sine hænder hvile for at mærke Léon en sidste gang. Så tager hun en cykelklokke op og ringer højt og tydeligt med den midt i den højtidelige katedral - og lægger den ned til Léon. Og efter at have kigget længe og grundigt på alle familiemedlemmer, går hun lige så stille ud igen.

Det var Louise. Léons ungdomskærlighed fra 1. verdenskrig, som han mistede af syne, da de på vej hjem fra stranden endte i et luftangreb. De mistede kontakten - men fandt hinanden igen i metroen i Paris i 1928. Og siden var de altid på en mystisk måde i hinandens liv - ikke som konstante elskere; i næsten 12 år inden den næste krig holdt de sig fra hinanden, og Léon var tro mod sin kone, som kendte til Louise,

Men de holdt kontakten, og de elskede hinanden på afstand. Det var man nok bedre til dengang, hvor man ikke bare forlod kone og børn - selvom Léons kone ikke var helt psykisk stabil. Men han blev og levede sit lille embedsmandsliv med få farer - og endelig kom Louise hjem fra udlandet efter krigen.

Der tager hun tyrene ved hornene og de begynder endelig som midaldrende at ses jævnligt og have, hvad man ville betegne som et fast forhold. Og da Léon bliver enke finder de sammen uden at bo sammen - men de kan endelig leve som de vil.

Måske ikke helt - for familien troede aldrig, at hun ville turde dukke op i kirken. Men hun kom - som hun altid gjorde. Det er jo en fantastisk familieanekdote - især fordi ingen reelt led under deres forhold; og den fortjente bestemt at blive nedskrevet og delt!

Wednesday, October 22, 2014

The Invention of Wings - Sue Monk Kidd



























  • Engelsk
  • 19.-21. oktober
  • 137 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Forsiden lignede lidt endnu en amerikansk Kleenex-roman - men alligevel blev jeg tiltrukket af den, da jeg opdagede, at historien var baseret på den sande historie om Sarah og Angelina Grimké; to søstre, der i det 19. århundredes USA var banebrydende indenfor afskaffelsen af slaveri.

Historien er derfor en blanding af reelle hændelser fra de to søstres liv fra 1803 og  ca, 30 år frem i tiden og den fiktive fortælling om slaven Handful, som bliver givet til Sarah på hendes 11-års fødselsdag som hendes personlige slave, som det tit var for vane at gøre.

Sarah Grimké blev allerede meget tidligt frastødt af slaveriet, da hun så behandlingen af dem i hendes egen familie. Da hun som teenager blev gudmoder for den seneste lillesøster i familien startede hun med at indgyde den samme politiske fornemmelse i søsteren Angelina.

Sarah drømte om at blive jurist - hun drømte om at slippe fri af kvinderollen; hun giftede sig aldrig efter en mand behandlede hende skidt. Hun var tit oppe at toppes med familien på grund af de kontroversielle synspunkter, og ikke mindst, da hun senere skiftede til Quaker-kirken, som var ualmindeligt ilde set i Charleston, hvor hun kom fra.

Handfuls historie er vævet ind i det, og er den typisk tragiske historie om behandlingen af slaver - en uendelig tragedie, som en evig skamplet. Men så er der jo solstrålehistorierne som denne om de to søstre, som ender med at ture landet rundt for at holde foredrag om det forfærdelige i slaveriet men også om kvinders rolle i samfundet i det hele taget.

Det var ikke en Kleenex-roman - men en vel gennemført historie om to stærke kvinder.

Sunday, October 19, 2014

Immortelle randonnée - Jean-Christophe Rufin



























  • Fransk
  • 16.-18. oktober
  • 278 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Rufin er endnu en favorit hos mig; hans smukke historier og hans livsskæbne beundrer jeg - og det undrede mig derfor ikke spor, at netop han havde gået Caminoen - vejen til Santiago de Compostela i Spanien for at bruge det som en selvransagende og ikke helt spirituel rejse.

Rufin tog turen fra Frankrig - og som jeg skrev var det absolut ikke med et religiøst formål; snarere en pause! Ro fra hverdagen og til til at tænke over sin næste roman.

I bogen beskriver han såvel de praktiske overvejelser, og hvordan man griber det an - men stor humor og selvironi. Men også tankerne igennem de mange uger, hvor han vandrer alene - de personer, han møder og da hans kone endelig kommer for at gå de sidste hundrede kilometer sammen med ham.

Jeg grinede oprigtigt og morede mig over hans hændelser; men følte bestemt også samtidig storheden og sværheden i at gå denne tur. En fantastisk lille bog som altid fra Rufin!

Thursday, October 16, 2014

En attendant Robert Capa - Susana Fortes



























  • Fransk
  • 13.-15. oktober
  • 238 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


Jeg er stor elsker af smukke gamle sort-hvide fotografier, og der er visse stjernefotografer, som jo bare er et must - Doisneau, Cartier-Bresson og Capa! Jeg læste hans egen biografi for mere end fem år siden efter at have set den smukkeste fotoudstilling med ham på det jødiske museum i Bruxelles. Hans liv var absolut fascinerende - men det var hans kærlighedsliv også. Hans store kærlighed var Gerda Taro - en tysk jøde, som flygtede til Paris i 1934. Hun var ung og smuk - men også revolutionær og ikke indstillet på den gængse kvinderolle, som man forestillede den sig i 1930'erne.

I Paris møder hun slænget af Picasso, Hemingway, Matisse - samt et utal af andre - og selvfølgelig Capa. Han lærer hende at tage fotografier, og så rejser han til Spanien for at dække borgerkrigen. Da han vender tilbage til Paris bliver de elskende og hun følger ham tilbage til Spanien i 1936.

Taro bliver verdenshistoriens første kvindelige krigsfotograf og hun er totalt og fuldstændigt frygtløs. Mere end Capa var på daværende tidspunkt - men som han selv bliver det år senere, og som bliver årsagen til hans død. Men i 1936 vil han faktisk helst bare gifte sig med den rebelske Gerda og have børn.

Men Gerda vil ikke tøjles, og deres historie er lidt af en had-kærlighedshistorie, hvor hun skubber ham væk hver gang hun føler, at hendes vinger stækkes.

Historien er faktuel med de billeder Gerda tog og de datoer tingene foregik; men romantiseret i dialogen mellem hende og Capa - og den filosoferer endvidere over rollen som fotograf og de hændelser, der kom efter Taros død. Om Capas sorg og hans måde at udfordre døden på gang på gang.

Taro dør i Spanien efter et hændeligt uheld - men bliver begravet i Paris som en nationalhelt; absolut en af sit køns første af sin slags - og en smuk smuk lille bog, der flere gange fik mig til at stoppe op rørt af historien og ordene. 

Monday, October 13, 2014

Bellman & Black - Diane Setterfield



























  • Engelsk
  • 9.-12. oktober
  • 407 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

En morgen dræber den ti-årige William Bellman en ravn med en slangebøsse og høster behørig beundring fra sine kammerater. Men hvad med fuglene - glemmer deres venner, at de mistede en af deres egne?

Det er absolut en lidt fantastisk fortælling men også historien om at leve med skylden og blive sin gæld kvit.

William er den heldige dreng, for hvem tingene lykkes på trods af en lidt uheldig baggrund. Han bliver direktør for sin forsvundne fars spinderi selvom han ikke er anerkendt som barn af familien. Han finder sit livs kvinde, gifter sig og får fire børn - men hver gang der er den mindste modgang i hans liv kommer der en råge forbi - som et varsel om, at handlingen ikke er glemt af fuglene.

Ind i mellem præsenteres læseren for kapitler om ravnene, som beskrives som Odins fugles Hugin og Munin, som betyder Tanken og Mindet. De er ravne, og som alle ravne bærer de alle angreb på en af deres egne videre og forsøger at vende det tilbage mod udøveren.

En dag indhenter pesten byen, og William mister alt på nær sin ene datter, som dog invalideres voldsomt af sygdommen. Hun overlever udelukkende på grund af det løfte William har givet den mystiske sortklædte mand, som nu dukker op til samtlige begravelser William går til. Han kender ikke mandens navn - men kalder ham Mr. Black - og lover ham, at han vil arbejde så hårdt, at han kan give Mr. Black en stor sum penge.

Han afhandler alt andet, og tager til London for at bygge en nyt forretning op, som udelukkende skal handle med begravelsesartikler - sort tøj, kister, etc. Det bliver hurtigt byens mest succesrige forretning, og William arbejder mere og mere. Han ser end ikke sin eneste overlevende datter, og går aldrig ud for at more sig. Han tænker kun på at skaffe penge nok til den mystiske Mr. Black - og snart også på, hvordan han kan finde ham igen. 

Det bliver et livs jagt på at betale en gæld, som han har misforstået fra starten. En skrøbelig livshistorie om at fejle, der hvor det gælder. Nok lidt for forudsigelig - men glimrende læsning til ferie og strand!

Wednesday, October 8, 2014

Ulvenes rige - Jean-Christophe Grangé



























  • Fransk
  • 573 sider
  • 4.-7. oktober
  • Originaltitel: L'empire des loups

Anna er ung og smuk - og tilsyneladende lykkeligt gift; selvom hun begynder at glemme sin mands ansigt og er bange for at lide af en mystisk sygdom. Hendes mand tager hende med til et militærhospital, hvor de foreslår hende en hjerneoperation, som hun afslår. I stedet tager hun selv kontakt til en psykolog - og opdager hurtigt, at hun ikke kun lider af hukommelsestab men også har undergået en voldsom plastikkirurgisk operation, Hendes ansigt er ganske enkelt slet ikke hendes eget - men hvem er hun så?

Denne thriller af Grangé er ældre - og fjernere fra de mere esoteriske og mystiske dramaer, der udspiller sig i de senere romaner. Men den besidder alle de gode Grangé-egenskaber og er fantastisk skrevet.

Vi bliver hevet med i det tyrkiske miljø i Paris, som er en underverden i underverdenen i området omkring le Sentier i det 2. arrondissement. Anna er flygtet sammen med psykologen, da hun opdager, at hendes egen mand ikke vil hende det bedste - de har fundet lægen fra militærhospitalet, der har indrømmet at have foretaget operationen. Hun var fundet som et skælvende offer for et skyderi i det tyrkiske miljø. For den franske stat er hun blot en brik i spillet - de var ligeglade med hendes baggrund, men skulle bruge hende til at eksperimentere i at udviske personidentiteter og skabe helt nye.

Med Anna har de dog valgt det forkerte offer - for hun er eftersøgt af hele den tyrkiske mafia. Stille og roligt finder Anna frem til sine tidligere minder, og må selv konfrontere sin fortid. Der er fart, drama og vold i lige mængder - og en barsk og uigenkaldelig afslutning; men det er storslået læsning i thrillergenren!

Saturday, October 4, 2014

Pour seul cortège - Laurent Gaudé



























  • Fransk
  • 2.-3. oktober
  • 186 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Smukke, storslåede Gaudé! Hans prosa er ganske enkelt af en anden verden - uanset hvilket emne, han kaster sig over.

Han har bevæget sig en del omkring Afrika og Italien - men skiftede scene med Ouragan; og nu er han endnu længere tilbage i historien ved Alexander den Stores død i 323 før JC, da han var kun 32 år gammel.

Det er en lille historie; men som med alle Gaudés romaner formår han at give fornemmelsen af en sags på få sider. Vi følger Dryptéis, som er hans svigerinde, og har et barn med en ukendt far. Da Alexander får et ildebefindende samler hans verden sig omkring ham - i ventetid; som ender med døden. Dryptéis tager med på sørgerejsen, hvor hundreder af grædekvinder skal ledsage den store krigsherre ud i alle hjørner af hans domæne for at begræde ham.

Hun ved, at hun selv og hendes søn er i fare. Søsteren Strateira blev dræbt på foranledning af Alexanders første hustru Roxane - og hun har selv en blodforbindelse til slægten.

Hele historien emmer af sorg og erkendelse - det er et gennemgående tema hos Gaudé. Så undrer jeg mig over, hvem man er som forfatter? Han er ung - men hans historier er altid mørke og filosofiske. De drejer omkring sorg - men bestemt også om overlevelse. I denne historie er der en overnaturlig essens, da Alexander kommunikerer med Dryptéis - som selv må dø men alligevel lever videre for at overlevere historien om den store kriger.

Det er måske den vinkel, der også er interessant. I dag kender vi stadig Alexanders bedrifter som kriger og hersker - og nogle har jo overleveret dem i mere end totusinde år?

Under alle omstændigheder leverer Gaudé igen og igen gåsehud, ordfryd og ren læseglæde.

Friday, October 3, 2014

Tais-toi et meurs - Alain Mabanckou



























  • Fransk
  • 30. september - 1. oktober
  • 218 sider
  • Dansk titel; Ikke oversat

Mabanckou er tilbage i topform! Efter sine mere reflekterende romaner er han tilbage i den satiriske karikatural genre, hvor han excellerer som i sine tidligste romaner. Jeg var meget begejstret for hans 'biografi' om rejsen hjem til rødderne; men han er altså fænomenal, når han beskriver den congolesiske koloni i Paris - når man genkender hvert gadehjørne og beskrivelsen af deres farvestrålende jakkesæt - og kender hele kulturen bag. Det hjælper både at have boet i Paris men også at have levet sammen med en congoleser, som jeg.

Mabanckou er samtidig ved siden af sit forfatterskab underviser i fransk litteratur ved et amerikansk universitet - og der er ingen tvivl om, at manden kender sine klassikere. Måske er det fordi jeg netop har læst den - men jeg tænkte Hugo, da jeg læste denne seneste roman fra ham.

Der er mange forskelle - men det er netop alle disse modsætninger, der understreger, at der er paralleller med Hugos historie om den dødsdømtes sidste nat.

Her møder vi Julien Makombo - eller José Montfort, som han hedder på sit falske franske pas. Han er fløjet til Paris på falske papirer, og klarer sig nu gennem tilværelsen med snyd og humbug i fællesskab med de andre landsfæller, der alle bor i en lille lejlighed i Rue du Paradis - midt i det mest congolesiske kvarter af Paris. Hans beskytter, Pedro, lokker ham en dag med på en 'opgave' - men den ender med en hvid kvinde, der falder ned fra femte sal og lander død for hans fødder. Og der står han så i et skriggrønt jakkesæt, bordeaux sko og en gul skjorte - fin i tøjet til den vigtige opgave. Men også let genkendelig - og ligeledes en fare for miljøet.

Mabanckou fortæller hele protagonistens historie - Hugo fokuserede på det principielle i dødsstraffen og hans person var anonym. Men det er alligevel reflektionerne over deres skæbne - over uretfærdigheden og hvordan de er narret ind i en umulig situation, som kommer til at koste dem alt.

Til slut ved man faktisk ikke rigtigt, om José bliver straffet eller ej - det er en fantastisk slutning med mulighed for en begyndelser, eller en grusom afslutning. Og samtidig er det hele serveret med et glimt af humor og Mabanckous (selv)ironi over sit eget folk. Storslået!