Lumières de Pointe-Noire - Alain Mabanckou

• Fransk
• 16.-17. marts
• 250 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Man skal uden tvivl have læst andre af Mabanckous bøger og/eller være lidt Afrika-tosset, som jeg, for at blive begejstret for denne bog. Jeg var selvfølgelig i en tåge af eksotiske dufte; af støvfyldte gader med skrammel og affald alle vegne men fyldt af halvnøgne børns leg og latter. Som hjemme i min senegalesiske landsby, som jeg savner umådeligt.

Alain Mabanckou beskrev i en af sine tidligere bøger, hvordan hans barndom i Congo-Brazzaville var. Men uden helt direkte at afsløre, at det var selvbiografisk og med den lille distance der er, når man skriver fra et barns synsvinkel. Humoren er med til at afdramatisere nogle minder, der kan rive op i nogle sår - og for mig er det tydeligt, at Mabanckou har et tosidigt forhold til sin afrikanske baggrund. På ingen måde fornægter han sine rødder; han er stolt af sin kultur og hans forfatterskab er absolut afrikansk helt ind i sjælen.

Men han er også mere klarsynet efter at have boet i årtier i Vesten; og han lægger ikke altid fingrene imellem, når han kritiserer sine afrikanske medmennesker, som han gjorde det i sin seneste bog. Det er en indstilling, som hurtigt kan vække harme i Afrika - jeg har selv forsøgt mig med den dialog (og som hvid er det selvfølgelig endnu sværere!); men faktum er, at mange afrikanere svælger lidt i offerrollen. Slaveriet, kolonialismen, imperialismen, den vestlige verdens stadig økonomiske overdømme.... listen er lang! Og han har bestemt ikke uret - læs fx Dowdens fænomenale værk eller Theroux og man vil møde mange af de samme kritikpunkter. Men det anses for forræderi, når de fremsættes af en sort!

Mabanckou lider derfor heller ikke af en voldsom nostalgi efter hjemlandet - men måske er der andet og mere bag? I denne bog rejser han nemlig tilbage til Pointe-Noire, hvor han voksede op med moderen Pauline og senere stedfaderen Roger. Han er inviteret af det franske kulturinstitut, og man fornemmer næsten, at han ellers ikke ville være rejst. Det bliver så anledningen til at se familie og venner igen - eller familie rettere.... for i Afrika er alle i familie; og alle forventer i den egenskab at få noget af den, der vender hjem fra Vesten.

Her afslører han også, at han ikke rejste fra Paris til Brazzaville, da moderen døde i 1995 - ej heller, da stedfaderen døde ti år senere. Visse familiemedlemmer bebrejder ham det nu og stiller op med en regning for begravelsen - med voldsom inflation ser det ud til. Han beskriver det med en vis afstandstagen, som den vestlige person han nu er mere end tidligere - men familien ser blot stadig den lille sorte dreng, der rejste ud i verden - og tiden går anderledes i Afrika! Det ved jeg.

Han erindrer sin barndoms steder og ikke mindst overtro; som enhver anden afrikansk familie er animismen den vigtigste religion og personligt ved jeg, at man ikke gør grin med gri-gris og andet "tingel-tangel", der holder det onde øje væk. Netop den del af sin kultur er da også en af de grundlæggende for historierne i hans absolutte mesterværk, hvor alle 'personerne' er dyr; for det er velkendt i Afrika, at du har en dobbeltgænger i form af et dyr - som beskytter dig. 

Der er en helt særlig respekt for mennesker og dyr i den afrikanske kultur; man kan grine af den eller man kan beundre deres fintfølende måde at se på tingene. Som da Mabanckou ved feriens afslutning indrømmer, at han ikke nåede at besøge forældrenes grav. Men som han siger "de døde bliver beklemte, når de levende træder ind i de liggendes have inden dagen for de dødes fest [1. november i den katolske tro]. De tolererer ikke, at nogen på den måde kommer ind i deres soveværelse og tvinger dem til hurtigt at trække i fint tøj for at modtage gæster.... " 

Det er jo en smuk og samtidig respektfuld anskuelse, som vi i Vesten sagtens kunne lære af - som generelt med afrikanernes forhold til døden.

Han kommer som sagt vidt omkring - sin skole, biografen, biblioteket - hvor han som barn troede, at man skulle starte ved A og arbejde sig fremad; og han forstod ikke, hvordan en anden dreng allerede kunne være i gang med at læse Zola.

En smuk lille finesse er, at hvert kapitel er opkaldt efter en film - mange af dem fra 1940'erne og 1950'erne - de gamle sort-hvide film han så som barn i Rex-biografen. Man opdager det ikke først; men pludselig blev det for påfaldende, og jeg måtte lige tjekke de par stykker, der ikke var indlysende for mig.

Men det fuldender en særdeles dejlig bog. Jeg er altså vild med ham - og drømmer stadig om at møde ham en dag. Selvom han ved bogens afslutning tydeligt tilkendegiver, at han måske aldrig vender tilbage til Pointe-Noire. Han  har forladt sine rødder, men benytter dem på anden vis i sin litteratur. Personligt drømmer jeg jo kun om at vende tilbage til Afrika... men det er en anden historie!