Demain j'aurai vingt ans - Alain Mabanckou

• Fransk
• 14.-17. marts
• 401 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Forleden læste jeg i et interview med Alain Mabanckou, at han ikke brød sig om etiketten 'afrikansk forfatter' - og at man i USA, hvor han bor, ikke anser ham for at være en afrikansk forfatter, som det er tilfældet i Frankrig. Ikke desto mindre synes jeg, at han netop er én den bedste nulevende afrikanske forfattere. Han mener, at der er en tendens til, at man forventer at afrikanske forfattere skal være bosat i Afrika og skrive afrikanske historier - hvilket jo ikke er hans tilfælde, da han flyttede til Frankrig fra Congo-Brazzaville som 22-årig.

Det var først efter denne flytning, at han begyndte seriøst at skrive, men hans romaner foregår jo som oftest i Afrika selvom han i samme artikel ganske rigtigt påpeger, at såvel négritude-bevægelsen som panafrikanismen opstod udenfor Afrika. Men især négritude-bevægelsen blev jo netop funderet af afrikanere som Senghor, som senere rejste tilbage til Senegal for at blive landets præsident. Mabanckou bor i dag i USA, hvor han underviser og ganske givet gøler sig friere end i Europa, og især Frankrig, hvor han altid vil være fra en tidligere koloni.

Ikke desto mindre og uanset hvilken etiket andre eller han selv pådutter sig, så er han altså en afrikansk forfatter for mig. I denne roman beskriver han sin barndom i Pointe-Noire med moderen Pauline og faderen Roger, som ikke er hans rigtige far. I bogen har den lille dreng navnet Michel, men i indledningen dedikerer han romanen til netop sine egne forældre Pauline og Roger, og aldersmæssigt passer Michels historier med Alains egen alder.

Historien fortælles derfor med denne drengs øjne og sprog - en dreng på lidt over 10 år med den naivitet i observationerne, som det medfører. I starten var jeg lidt forvirret over denne stil, som er så langt fra den knivskarpe satire, der ellers kendetegner Mabanckous bøger - og der var en del gentagelser af fænomener, som de ses igennem et barns øjne.

Men lige så stille vender Mabanckou tilbage og ind i historien med sine skjulte ironiske hentydninger til kolonisationen, til den korrupte kommunistiske politik, som præger landet i de år - om verdensbegivenhederne, som han hører dem over radioen: Shahen af Irans fald og eksil; Mother Teresas Nobel-fredspris og loven om abort, som vedtages i Frankrig. Vi er nemlig i slutningen af 1970'erne, hvor den kassettebåndoptager, som faderen bringer hjem er en revolution i det lille afrikanske hjem.

Han fortæller om sin barndomsforelskelse og om venskaber; om overtroen, der som altid omgiver børn og voksne i Afrika, og er afgørende for om hans yndlingshold vinder fodboldkampen eller om moderen kan blive gravid igen. Da først jeg var kommet ind i det anderledes sprog i denne roman var jeg helt solgt.

Jeg glæder mig som altid til hans næste bog - denne har jeg ventet temmelig lang tid på i Pocket-format, og nu er hans næste udkommet - et barsk opgør med politiske synspunkter på Afrika. Det er uden tvivl mere af det 'normale' Mabanckou - samfundskritisk og barsk; men det betyder ikke, at jeg ikke kunne lide denne mere poetiske side af barnet Mabanckous opdagelse af verden.