Thursday, December 20, 2012

The Great Railway Bazaar - Paul Theroux

























  • Engelsk
  • 16.-19. november
  • 400 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er tegn på rejsefeber, når jeg begynder at læse rejsebøger, tror jeg. Jeg har været jordbunden i flere måneder nu - og så begynder det at rykke i den gamle cirkushest!

I april læste jeg Paul Theroux's beskrivelse om rejsen med tog fra London til Østeuropa, Mellemøsten, Indien og retur med den transsibiriske jernbane. Det var en rejse, han foretog i 2006 men i et forsøg på at genskabe den rejse, han gennemførte i 1973.

Denne gang læste jeg så den originale historie - de to bøger er selvfølgelig vidt forskellige. Manden er mere end 30 år ældre - og det er verden sandelig også. Nogle lande har muligvis ikke ændret sig markant i den mellemliggende tid - mens andre har ændret sig til det værre som nogle af de mellemøstlige lande, som nu er i krig. Nogle lande var i krig i 1973 - som Vietnam, som Theroux alligevel rejser igennem uden problemer. Andre lande er i krig i 2006, og han kan ikke gennemføre den præcise tur.

Men først og fremmest er 1973 jo en anden tid. Det var også hippierne, der rejste med toget til Indien i en stor hashtåge; det er desillusionerede amerikanere i Asien efter en håbløs årelang krig. Det er det første møde med den elektroniske verden, som allerede dengang optog japanerne mere end europæerne. Men der er uendeligt meget narkotika på den tid.

Paul Therouxs fortællinger giver altid lyst til at tage toget, og selv begive sig afsted. Jeg kan dog forestille mig, at en enligt rejsende kvinde ville have haft endnu flere problemer end ham. I dag findes der uden tvivl stadig toge af den kaliber han beskriver - men mange er også udskiftet med mere moderne komfort.

Hans beskrivelse er som sædvanlig en fantastisk blanding af de små anekdoter - de mennesker, han møder - og de hurdler han må igennem med visa, togbilletter osv. Det giver virkelig lyst til at afprøve denne rejseform igen, for Theroux har virkelig forstået at gøre en kunst ud af selve rejsen - og ikke kun opholdet, Faktisk bliver tranporten til opholdet, da han sjældent opholder sig længere tid ad gangen på stoppene.

Dejlig inspirerende rejselæsning!

Sunday, December 16, 2012

Le Passage des Ombres - Isabelle Hausser

























  • Fransk
  • 12.-15. november
  • 441 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er umuligt at efterfølge en læseoplevelse som Pamuks enestående værk; derfor havde jeg med vilje valgt en ukendt roman, som jeg nuppede nede i avsikiosken en dag. Intet kendskab til forfatteren og ikke en umiddelbar tiltrækning ved resuméet på bagsiden - men man kan jo blive positivt overrasket. Det gjorde jeg slet ikke.

Jeg kunne slet ikke finde hovede og hale i, hvad forfatteren ville med dette - der var ganske enkelt alt alt for mange elementer, og det kunne ikke gå op i en højere enhed.

Vi følger i nutiden tre personer, der alle er ramt af sorg på den ene eller den anden måde:
- Samfundshistorikeren William, som forlader USA i afsky over Bush-regeringens politik og tabet af kæresten i 11. september-angrebene. Han rejser til Frankrig - til en lille landsby, hvor hans eneste ven bor - en ven, som han har mødt i USA, men nu kun har sporadisk og overfladisk kontakt til.
- Guillaume - vennen, som har mistet sin ni-årige søn og efterfølgende blev skilt. Han lever en eremittilværelse i enten det gamle hus i landsbyen, som han vil renovere eller sin arbejdslejlighed i den større by, hvor han arbejder som dommer.
- Elise - landsbyens læge og Guillaumes barndomsven, som mistede sin yngre og utro mand i en ulykke nogle år tidligere.

De tre finder sammen om at spille musik, og derfor er kapitlerne opkaldt efter variationer over musikstykker. Ikke ligefrem originalt - og endnu en tilføjelse, der blot bliver for meget. Udover disse tres usammenhængende og patetiske navlepillerier i deres sorg, som forfatteren ikke formår at gøre levende for læseren, er der en parallel historie om den protestantiske læge Elie Maurant, som boede i landsbyen i det 17. århundrede.

Mange af nutidens indbyggere nedstammer fra disse gamle familier, og bærer deres navne - intet usædvanligt i det. Sådan er det i mange små tillukkede landsbyer og ikke kun i Frankrig. Nu tilføjes så problematikken om religionsfriheden, som delte Frankrig på den tid - og Elies kærlighed til krofatterens datter.

Da William og Guillaume ansætter håndværkere til at istandsætte en tilbygning til det gamle hus, finder de en inskription, som skulle være tilståelsen på et mord. Af hvem? Hvornår? Samtidig har Guillaume en sag om en hovedløs dame, myrdet netop som William ankommer til området. I deres manglende evne til at kommunikere, begynder han at forestille sig, at William er morderen - mens denne blot sidder derhjemme og dyrker sin harme over amerikansk udenrigspolitik.

Det totalt usammenhængende. Det er på ingen måde svært at følge - men hvad er idéen med at blande så mange elementer sammen, at læseren sågar skal have reciteret en hel opsummering af baggrunden for oprettelsen af et stort kendt amerikansk firma? Jeg var faktisk ved at give op - men det gør jeg af princip ikke; dog var det det en pinsel at komme til sidste side, blot for at opdage, at min intuition fra de første ti sider holdt stik. Spild af tid!

Wednesday, December 12, 2012

Le musée de l'Innocence - Orhan Pamuk


























Jeg havde ventet i to år på, at denne roman skulle udkomme i pocket-udgave, så læsenydelsen skulle derfor strækkes tilsvarende. Man ved ikke, hvornår der kommer en ny Pamuk-roman, og jeg tvivler på, at der kan komme noget, der overgår denne - hvilket er temmelig sigende for en Pamuk-fan som mig.

Jeg ved knapt, hvor jeg skal starte - og hvordan; for ikke at spolere glæden for fremtidige læsere og dog alligevel opfordre alle til at få fat i dette mesterværk.

Pamuks absolutte styrke er hans måde at mestre ordene på; at få læseren til igen og igen at bladre tilbage for at genlæse en passage, og bremse læsningen i frygten for den sidste side. Den nåede jeg så i går, og var allerede helt elendig over, at det var slut.

Pamuks hovedperson i denne episke kærlighedshistorie er Kemal - en 30-årig rigmandssøn fra de bedre borgerlige kredse i Istanbul i 1975. Han skal forloves med den uendeligt smukke Sibel, som alle betragter som den bedst mulige brud for ham - og livet er tegner sig lyst og lykkeligt. Men en dag møder han Füsun - en fjern kusine, som nu arbejder i en modebutik. Füsun er blot 18 år gammel, men de to bliver magnetisk tiltrukket af hinanden, og indleder en hed affære - temmelig uhørt for den tids moralske normer (og måske er disse endog blevet strammere i Tyrkiet i dag end dengang?).

Det hele varer 44 dage, og deres sidste møde er eftermiddagen inden Kemals store forlovelsesfest om aftenen, hvor Füsun også deltager. Derefter forsvinder hun, og Kemal synker ned i en dyb depression hele sommeren igennem. imens han vandrer byen tynd for at finde Füsun.

Det ender med, at Sibel forlader ham, og han trækker sig stille og roligt tilbage fra sin kreds af jet-set venner og tilbringer sin tid i den lejlighed, hvor Füsun og han havde deres stjålne møder.

Füsun vender dog tilbage, og han finder vej ind i hendes liv igennem hendes mor, ,som inviterer ham til middag. Det bliver starten på næsten otte år, hvor Kemal aften efter aften ringer på døren for at sidde til bords med Füsun, hendes forældre og til tider hendes mand - hun er i mellemtiden blevet gift.

De otte års mellemtid fylder en del i romanen; tid, hvor der ikke foregår en hel masse på overfladen, og hvor detaljer gennemgås indtil flere gange - men netop disse sider er de mest markante i den tætpakkede historie. Kemal fortæller om de små ting, han stjæler - ting, som Füsun har rørt ved; hendes skoddede cigaretter, brugte glas eller saltbøsser... det hele ender opmagasineret i ungkarlehyblen som bliver et mausoleum over hans uforløste kærlighed.

Især et kapitel giver et glimrende billede af såvel denne tid i historien men også af Pamuks talent - kapitlet Nogle gange (muligvis anderledes i dansk oversættelse?), hvor han over ni sider starter hver sætning med Nogle gange.... for at forklare den ekstraordinære banalitet i disse otte år, som for Kemal jo selvfølgelig var højdepunktet af hans kærlighed, da han var tæt på Füsun omend kun platonisk.

Historien udvikler sig dramatisk og skal ikke afsløres her. Mod slutningen opdager læseren, at jeg-fortælleren ikke er Kemal selv, men derimod en Orhan Pamuk, som også deltog i Kemals forlovelsesfest som en lidt trist person. Han får jobbet med at nedskrive fortællingen og udarbejde kataloget til det museum, som Kemal opretter for at udstille alle disse normale småting, han igennem årene har samlet. Der er et motiv i bogen, som man ved at fremvise i dag kan få ombyttet til en indgangsbillet til museet.

Der er nu et reelt museum på den adresse i Istanbul, hvor Füsun i romanen boede med sine forældre. Alene idéen er jo genial - og man får straks lyst til at springe på en flyver. Om ikke andet så for at gå turene igennem Pamuks elskede Istanbul fra alle hans bøger - visse omtales i slutningen i dialogen mellem Kemal og Pamuk; et pudsigt lille fif.

Der findes uendelige anmeldelser af denne roman på nettet, og fælles for dem alle er fortryllelsen over Pamuks kunst med ord. Det er virtuost og fantastisk; et absolut mesterværk, som man læser måske en håndfuld af i sit liv!

Friday, November 30, 2012

Revolution - Jakob Ejersbo


























  • Dansk
  • 30. november
  • 303 sider

Da jeg fik den første bog af Ejersbos trilogi for tre år siden var jeg lidt skeptisk. Min mor havde kàbt og sendt den til mig i fødselsdagsgave - og vi deler ikke just litterær smag. Men med Liberty ramte  hun plet, og det var samme fornemmelse jeg havde med Eksil. En fornemmelse af ikke at læse dansk litteratur, og ganske enkelt leve mig helt ind i Ejersbos billeder og selv spadsere gennem Moshis gader. Sikkert godt hjulpet på vej af selv i nogenlunde samme periode at have været i Afrika fem gange. Ikke i Tanzania og jeg ved ikke noget værre end at generalisere Afrika - men der er lighedspunkter imellem de byer overalt på kontinentet med deres gadekøkkener og livsdrømme.

Revolution er den første - men for mig den sidste - i hans trilogi. Det er ikke en roman, men en samling noveller, der dog indirekte har en rød tråd løbende igennem bogen. Samtidig supplerer den både Liberty og Eksil, og handlingen i historierne i Revolution er såvel tidligere som senere eller parallelle med Libertys store roman om Christian.

Vi møder igen de indiske piger fra kostskolen, og ser deres syn på Afrika og indernes position i et samfund, hvor de i stigende grad ikke er velkomne. Vi møder mulatten Panos, som med sin hudfarve og oprindelse har en udefinerlig plads i lokalsamfundet - men som forstår Afrika bedre end Europa:

"Det ligger ikke til sorte mennesker at planlægge,
for i morgen bliver alligevel ikke som du tror; den kan lige så godt være en drøm.
Det er ikke dovenskab. Hvide mennesker planter ting for at høste i fremtiden. Sorte mennesker ved, at Afrika kan spise hvad du sår, og efterlade dig nøgen til knoglen..."

Den længste novelle, Værtinde, handler om Rachel som i Liberty bliver hovedpersonen danske Christians kæreste på et sent tidspunkt i den roman - her får vi hele historien om, hvordan hun nåede hertil. Ligesom Eksil var en del af Revolution med Samanthas historie, og senere blev skilt ud til en selvstændig roman. Trilogien er en lang historie, som skal læses samlet - eller man skal genlæse Liberty senere for virkelig at få bipersonernes perspektiver, som de fremstilles i fx Revolution.

Der er historien nede fra minerne, hvor man kæmper for overlevelse og ikke længere regner liv for noget særligt. Eller historien om finnen Jarno, der er vendt tilbage til Helsinki med sine dreads, og svæver rundt i tilværelsen som den hvide afrikaner.

Ejersbo beskriver igen de hvide udstationeredes situation og desperation; deres druk og misbrug af de lokale kvinder - bagsiden af nødhjælpsmedaljen. Det hele er i det samme præcise korte sprog, hvor jeg nogle gange tænker, at han har skrevet det på engelsk inde i sit hovede inden det kommer på papiret på dansk. Til tider er det vulgært - måske unødvendigt vulgært; jeg har ikke behov for at man strør om sig med visse ord for at meningen siver ind. Men det er Ejersbos stil.

Til gengæld er det alarmerende og brutalt, så fint han har opfattet den afrikanske kultur - men også de andre, han som barn og teenager mødte, da han selv boede i landet. Jeg ville ønske, at der var flere romaner fra hans hånd. Samtidig ved jeg, at jeg ikke vil læse Nordkraft, som er en udelukkende dansk roman - for Ejersbo var en afrikaner med blå øjne.

Dette er ganske enkelt stor og uforglemmenlig litteratur!

Thursday, November 29, 2012

Som dag følger nat - Yasmina Khadra


























  • Fransk
  • 28.-29. november
  • 441 sider
  • Originaltitel: Ce que le jour doit à la nuit
  • Film

Jeg har været langsom til at komme i gang med Khadras bøger - og jeg har stadig hans trilogi stående ulæst på reolen; men jeg fik lidt mere smag for det efter at have læst hans roman om moderne pirateri ud for Afrikas kyst, som forhåbentlig bliver oversat til dansk.

Som dag følger nat er da heller ikke en nyudgivelse, men har taget sin tid ind i mine reoler. Til gengæld slugte jeg denne dannelsesroman, da jeg først åbnede den. Jeg lukkede den med en lille tåre i øjenkrogen. Der bliver spillet på følelserne og det er måske til tider lidt melodramatisk - men det er en historie, der omhandler så mange emner, at man kan ikke undgå at blive berørt.

I slutningen af 1930'erne bor den lille dreng Younes med sine forældre og søster på familiens gård i Algeriet. Faderen er ikke den dygtigste landmand eller forretningsmand, men han er ukuelig fatalist og troende, og er overbevist om, at lykken vender en dag. Det gør den ikke. Afgrøderne brænder; de mister alt og må tage til storbyen Oran. Algeriet er en fransk koloni, og i byen bor den rige onkel, som er gift med en katolsk franskmand.

Da skæbnen endnu engang vender sig mod faderen, ser han sig endelig nødsaget til at overgive drengen til den rige onkel, og nu hedder han Jonas. Han bliver en rig dreng, bor i et rigt hus og går i skole med de rige børn - hvilket på den tid vil sige en overvejende del af franske, spanske, italienske og jødiske børn. Algeriet var en skøn sammenblanding af kulturer i en tilsyneladende harmonisk sameksistens. Men de fattigste er stadig de indfødte.

Onklen blander sig i politik, og ender i fængsel i en kort periode. Men lang nok til at forstå, at de må væk fra Oran, og de flytter til Rio Salado (i dag El Malah), hvor Jonas må starte forfra. Her får han venner - de bliver de fire musketerer, og vokser op sammen uden at deres forskelligheder mærkes. Der er den jødiske Simon, den italienske Fabrice og den franske Jean-Christophe - og en periode, der mærkes af krigen i Europa for blot at blive efterfulgt af de sorgløse 1950'ere, hvor der festes og de er tyve år gamle og uovervindelige.

Indtil de alle møder Emilie - og alle bliver forelskede i hende. Det splitter venskaber, det skaber fjendskaber. Det river dem fra hinanden, og sætter deres ærekærhed på prøve. Men det er i optakten til den algierske uafhængighedskrig, og pludselig står også andet på spil.

Som Camus i Det første menneske beskriver Khadra denne befolkning, der i generationer kun havde kendt til Algeriet som deres fædreland. De var ikke alle overklassen, og de var ikke alle kolonialister - de var blot født der, og kendte intet til deres fædreland på papiret, som for en stor dels vedkommende var Frankrig. Uafhængighedskrigen strammer grænserne op mellem vennerne - en bliver dræbt, og pludselig er de muslimer og kristne; algiere og franskmænd. Jonas bliver konfronteret med sin oprindelse flere gange af den fattige tjener Jalloul, der bebrejder ham hans nemme liv blandt kolonialisterne og hans forsagen af hans eget folks tilstande.

Det er historien om de fires skæbner, om deres venskabs holdbarhed overfor kærligheden, overfor krigen, overfor politik og den uundgåelige afrejse for nogle. Det er stadig svært at forstå, at et land som i en lang periode husede alle religioner og folkeslag i dag er blevet så fundamentalistisk, og det er det, Khadra vil belære os om. Et land, som i dag er næsten lukket på grund af religion og som udstødte hundredtusinder fra det eneste liv, de kendte.

Det er ikke den den samme historie som kolonialismen i andre afrikanske lande, hvor det kun var militær og overklasse. Det var en integreret del af samfundet, og selv lokalbefolkningen var delt i samme sociale lag på tværs af religioner og nationaliteter.

Historien spreder sig over firs år, og selvom den til sidst springer et par generationer uden at gå i detaljer, er slutningen en fin sløjfe - en fredsslutning med megen melankoli og nostalgi. Den mindede mig mere om Drageløberens historie om drengevenskaber for livet end om det, jeg forestiller mig er handlingen i trilogien, som jeg stadig ikke rigtigt er tiltrukket af. Men her fik jeg en smuk og trist historie, som måske endda kan blive en smuk film - den er netop kommet i biograferne, og måske skal den ses!

Wednesday, November 28, 2012

L'Enquête - Philippe Claudel


























Claudels romaner er jo alrid bare lige ud af landevejen; der er altid et skjult element og der er sjældent navne eller stednavne. Men i Efterforskningen presser Claudel dette fænomen helt ud i ekstremerne, hvilket sikkert også har været medvirkende til den blandede modtagelse blandt franske læsere, som er vant til hans univers.

Claudels roman starter med Efterforskeren, der ankommer til en by, hvor han skal foretage sin efterforskning af selvmord i Firmaet - alle de bærende elementer er med stort forbogstav i hele bogen. Dette får selvfølgelig først og fremmest læseren til at tænke på den bølge af selvmord, der skete i den franske telekommunikationsvirksomhed, og som trak store overskrifter i de franske medier. Ligesom Pierre Lemaitres sociale thriller er Claudel også inspireret af dette samfundsfænomen, men han har bestemt også lade sig inspirere af Kafka.

Situationen er nemlig grotesk; Efterforskeren ender på byens hotel, som hedder Håbet - den første nat har han en balsal af et værelse men med et mikroskopisk badeværelse - næste nat er det modsat. Den ene morgen får han en ussel morgenmad, mens resten af salen fyldt af Turister får et overdådigt måltid. Næste morgen får han et luksuriøst måltid, men han skal indtage det foran de Forflyttede - flygtninge, der er på gennemrejse.

Efterforskerens forsøg på at komme såvel til som ind i Firmaet er lige så groteske og håbløse, og han må på skift parlementere med Vagten, Guiden i alle sine forsøg på at finde frem til Stifteren af Firmaet. Undervejs spørger han sig selv om han er ved at blive rablende vanvittig - som vi alle vel tænker, når normaliteten pludselig virker i ubalance.

Er det så en historie om vanvid og selvmord? Eller er det en historie om Verden, hvor den sidste person Efterforskeren møder er Gud? Er det en satire over vores stigende umenneskeliggjorte samfund, hvor vi alle er roller og ikke længere individer, og hvor vi i stigende grad styres af teknologien? Det er nok meget individuelt, og det vil ganske givet ændre sig ved en genlæsning, da man faktisk bliver helt overrumplet af ironien første gang. Eller måske er det 'bare' en kombination af de tre?

Men der er ikke meget 'bare' over Claudels sidste roman - den er skræmmende, satirisk, grotesk, morsom - og absolut læseværdig, når man har abstraheret fra, at Claudel er mere barsk end nogensinde tidligere.

Saturday, November 24, 2012

Holy Fools - Joanne Harris


























Endnu en Joanne Harris-roman købt for 3 EUR hos OXFAM; og til lidt spredt underholdning i en uge med forkølelse og feber.

Vi er i 1610, og den franske kong Henri er netop blevet myrdet; det berører dog ikke i særlig grad det lille kloster på en ø ud for den franske kyst, som i stedet er optaget af de rejsende gøgleres optog igennem byen. Den unge nonne Auguste tænker tilbage på sin egen tid som sigøjner, gøgler og rejsende på landevejene. Et liv hun har lagt bag sig fem år tidligere, da hun søgte ind i klosteret under dække af at være en velhavende enke - og gravid. Siden har hun levet der i fred og ro op opdraget datteren, Fleur.

Men midt i gøglernes optræden kommer nyheden om priorindens død, og snart ændrer livet sig i det lille fredsommelige kloster. Auguste - eller Juliette, som hun tidligere hed - opdager nemlig, at som sjælesørger kommer den kun 13-årige nye priorinde med hendes tidligere elsker, sammensvorne og gøglerchef, som dog har forrådt hende, og hvem hun helst ser død.

Så starter en leg om kristendom, djævleuddrivelse og afpresning, da Le Merle i skikkelse af præsten, sender Augustes datter væk fra klosteret. Hans mål er hævn over den biskop, der tidligere fik dem drevet ud af Paris - og midlet er den unge priorinde.

Desværre var jeg slet ikke fanget af historien; den kunne have været interessant - men personerne fangede ikke; der var et hav af væven frem og tilbage. Plottet i sig selv var heller ikke spektakulært efter 380 siders venten, så det var lidt af en skuffelse.

Tuesday, November 20, 2012

Les règles du jeu - Amor Towles

























  • Fransk
  • 18.-19. november
  • 504 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat
  • Originaltitel: Rules of Civility
     
Normalt foretrækker jeg jo helt afgjort originale tekster - når det er sprog, jeg læser. Men en kollega havde lånt mig denne bog i fransk oversættelse, fordi hun var overbevist om, at det var noget for mig. Hun ser mig dagligt ankomme med en bog under armen, og kender I så den type, der (når de endelig selv læser en bog) absolut skal dele det med én . . . jeg er ikke god til ikke selv at vælge mine bøger, indrømmer jeg blankt. På den anden side er jeg også for høflig til at sige nej tak - så jeg læste den.

Amor Towles' debutroman er en slags chick-lit skrevet af en mand; det er også en slags omvendt The Great Gatsby - hvor der er to kvindelige hovedpersoner og en mandlig.

Det er New York i 1937, og det er nytårsaften. De to veninder Eve og Katey er i byen med deres hårdt sammensparede penge for at fejre årets sidste aften - og eventuelt møde mænd. De to piger kommer fra hvert deres miljø; Eve er en rig pige, som vil frem i verden i New York - men uden farmands hjælp. Katey er den fattige pige, som gør alt for at skjule sin baggrund - datter af en russisk immigrant, forældreløs og nu hårdtarbejdende for at tjene til dagen og vejen; men også for at komme frem i verden. Turen fremad og opad går dog som regel igennem mænd med penge.

Denne nytårsaften møder de Tinker - en ung rig fyr; og Katey og han har en øjeblikkelig tiltrækning. Men da de i starten af det nye år kommer ud for et færdselsuheld alle tre, påbyder Tinkers samvittighed som en gentleman ham at tage sig af den tilskadekomne Eve.

Towles fortæller deres liv som det trekantsdrama, der udvikler sig til - som i Gatsbys historie. Eve kan alligevel ikke falde til ro i rollen som den nu rigtigt rige pige, og Tinker er absolut ikke manden for hende. Katey holder sin afstand, og finder andre venner - men ikke kærligheden. Hun færdes blandt de unge og de smukke - hun indleder endda et forhold til den charmerende Dicky; men det er Tinker hun vil have.

Da hun endelig opdager sandheden om Tinker, føler hun sig dog svigtet. Han er ikke af den rige baggrund, han har givet udtryk for - men er en selfmade man som hende selv. Hvorfor skal det genere hende? Fordi hun føler sig forrådt på hendes klasses vegne? Fordi hun opdager, hvor falsk hele denne facade af rigdom og de rigtige venner egentlig er?

Bogen er skrevet som tilbageblik fortalt af Katey, da hun næsten tredive år senere opdager nogle portrætter af Tinker på en udstilling. Der er hun i den økonomisk komfortable situation, hun eftersøgte som ung - så hun har alligevel givet af sin integritet. Det er et glimrende tidsportræt af den periode efter depressionen og inden 2. Verdenskrig, hvor livet skulle leves, og hvor New York var the place to be i modsætning til det fattige og krigstruede Europa. En historie om sociale aspirationer og venskabers skrøbelighed og overfladiskhed.

Den er utroligt letlæst og ganske underholdende; men det er ikke en roman, der kan nå en klassiker som Gatsby.

Saturday, November 17, 2012

blueeyedboy - Joanne Harris

























  • Engelsk
  • 13.-17, november
  • 527 sider
  • Dansk titel: blueeyedboy

En skræmmende thriller om de værste aspekter af blogging og anden brug af sociale medier og fora; denne roman af Joanne Harris er vidt fra de fleste af hendes andre romaner, der foregår i fjerne tider og en eventyrlig fantasifuld verden af mad og dufte. Men der er lighedspunkter i det underliggende og det mystiske - og så er vi tilbage i byen, hvor Dobbetlspil foregår.Og ligesom i Appelsinens fem kvarte er der børn, der er kendetegnet - ikke ved frugt men ved farver.

Der er Gloria og hendes tre sønner, Nigel (den sorte), Brendan (den brune) og Benjamin (den blå) - det er de farver, hun iklæder sine drenge; for mere er der ikke tid til når man er enlig mor med få midler og endnu mindre tid. De tre drenge er hver især noget for sig; og de ender alle med at skuffe deres mor. Noget så forfærdeligt.

Hele familiens historie afsløres af blueeyedboy, som er den ene søns pseudonavn i en online gruppe, hvor diverse fallerede skæbner udveksler historier. Man forledes til at tro, at det er Benjamin, der er forfatteren - på grund af pseudoet og farverne? Den yngste bror, som har lidt under af være udråbt som det specielle barn af en manipulerende moder. Han bor stadig hjemme, og lyver overfor moderen om det fine arbejde, han tilsyneladende har. Men der er mange løgne også her. I stedet skriver han fiktion på nettet om, hvordan alle de mennesker, der har præget hans barndom bliver myrdet.

Han får kommentarer fra andre i den mere eller mindre lukkede gruppe - især Albertine; og stille og roligt afdækkes historierne, som de ses fra forskellige vinkler - hans og Albertines. Historier om misbrug af børn ved at fremhæve den ene frem for den anden; ved at skjule sandheder for dem og man er efterhånden i tvivl om, hvilken version er den rette.

For endelig er forfatteren heller ikke Benjamin - og intet er som det ser ud til at være. Jeg havde lidt svært ved at forstå, hvor Harris ville hen med dette - alle de endeløse versioner af mordene. Men det hele accellerer til sidst - til en endnu mere skræmmende sandhed end Benjamin selv kunne have skrevet. Hvis han altså havde været i live til at gøre det. En ganske effektiv thriller!

Tuesday, November 13, 2012

La rose pourpre et le lys - Michel Faber


























Efter syv år henslæbt i bogreolen fik denne mastodont endelig lov at komme frem. I mellemtiden er den selvfølgelig udkommet i to absolut mere læsevenlige pocket-udgaver; men nu var pengene investeret, så jeg måtte vænne mig til den enorme vægt og formatet, der gjorde det umuligt at læse andre steder end hjemme. Det er ikke sporvognslæsning!

Faber var 25 år om at skrive denne enorme historiske roman, som selv udspiller sig over knap et år - derfor er det vel kun rimeligt at bruge så lang tid på at læse den. Det var faktisk også en nydelse at have en og samme historie at befinde sig i over en længere periode, når man ellers læser så relativt hurtigt.

For elskere af Victoria-tidens London er det virkelig guf; det er en moderne form for Dickens, hvor vi møder alle sociale lag fra skøgen Sugar til rigmanden William. Sugar er kendt som Londons bedste skøge; hun gør ting, som andre piger ikke vil nedlade sig til - og så er hun samtidig intelligent, og læser bøger til forskel fra størstedelen af de stakkels ludere, der ellers befolkede Londons gader i 1875.

William er en ung mand; søn af en industrimand, og dermed ikke en født aristokrat. Ikke desto mindre er det lykkes ham at blive gift med den smukke, rige og aristokratiske Agnes, som til gengæld ikke er helt ved sine fulde fem. Han lever et driverliv, og har derfor ingen penge, da faderen skærer mere og mere af hans 'apanage' indtil han overgiver sig, og går ind i familiens parfumefirma. Den ældste søn, Henry, vil nemlig være præst - men får aldrig ligesom taget sig sammen til andet end at snakke om det.

Der er en del forskruethed i alt dette. Henry, som i bund og grund er ret depraveret og ender med at rende rundt til byens ludere - udelukkende for at tale. Men alligevel ligger han søvnløs hver nat med forestillinger om nøgne kvinder - uden aldrig at have set en. Agnes til gengæld er knap klar over, hvordan hendes nøgne krop ser ud; hun tror stadig, at de månedlige blødninger er en alvorlig sygdom, og nægter at have født et barn.

William leder derfor efter lidt adspredelse udenfor hjemmet, da han møder Sugar. Han forelsker sig hovedkulds og kan endelig tage sig sammen til at arbejde for faderen. Han skal tjene penge, så han kan installere Sugar i et hus og have hende for sig selv. Hun forlader slummen i London, og sidder i sit fine hus med sine fine kjoler - og temmelig alene. William er for travlt optaget af firmaet, en skør kone og at styre et fint hus med tjenestefolk.

Da William endelig indser, at datteren Sophie skal have en guvernante, får Sugar bestemt, at det skal være hende - hun kan flytte ind i huset og være sammen med William hver dag.

Desværre vil skæbnen det ikke helt som Sugar. Hun udvikler sig fra at være luder til at være en pæn dame, og håbet om at overskride den sidste sociale barriere, fremmes da Agnes forsvinder og findes død ... dog lidt hjulpet på vej af Sugar. Hun ser pludselig verden anderledes; fra at foragte de fine damer og have medlidenhed med mændene - hendes tidligere kunder - ser hun nu de fine damers fængsel, og mændenes hykleri. William er absolut ikke den stærke personlighed; han er svag af karakter, brokker sig over alt og alle i sit liv og har end ikke sindsfornuft til at indse, at det må være hans barn, da Sugar bliver gravid. Han forstøder hende - og er allerede godt på vej til at gifte sig igen. Med et respektabelt parti forstås.

Desværre ender det hele lidt brat; Sugar forsvinder med den lille Sophie; William leder efter hende - og er muligvis på dødens rand. Og punktum. Efter knap tolv hundrede sider var det lidt tamt følte jeg. Man kan forsvare interessen for en åben slutning; men resten af bogen er så udpræget detaljeret, at det virkelig bliver et antiklimaks.

Derudover er det en glimrende roman om en tid, hvor seksualitet sjældent var normal; men altid endte i fortrængning eller i depravitet. Den giver et fremragende billede af tidens kønsroller, religionens rolle - men også børns rolle som statister i en voksenverden.

Man kunne tænke, at slutningen var lagt an på en fortsættelse - men forhåbentlig ikke om tredive år så?

Wednesday, October 31, 2012

The Expats - Chris Pavone
























  • Engelsk
  • 29.-31. oktober
  • 487 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Chris Pavones krimi havde jeg set anmeldt ret hurtigt efter, at den udkom; men igen er en hard cover altså ikke egnet til os voldsomme bogslugere. Nu fandt jeg den så i paperback, og så er det fint nok i betragtning af, at de knap 500 sider læses på 2½ dag udenfor arbejde og andre bedrifter.

Jeg var tiltrukket af omtalen, fordi den foregår i Luxemburg - rundt om hjørnet hernede; og den handler om udstationerede - for en amerikansk krimi i USA orker jeg ikke. Dertil er alt amerikansk ganske enkelt for fordummende.

Historien er måske umiddelbart simpel - en CIA-agent, der får skrupler over sine gerninger og stopper den aktive del af jobbet, der indebærer mord. Hun lever et stille liv med sin mand og to børn, men med løgnene, der følger med. Han ved intet om hendes fortid, så da forslaget om en flytning til Luxemburg kommer på bordet, siger hun ja. For at slippe for løgnene.

Da de er på plads, opdager hun dog, at de overvåges - og, at mandens job måske ikke er helt så uskyldigt. Slet ikke da hun opdager, at FBI er efter dem - men hende eller ham?

Det er ret hæsblæsende. Det er ret teknisk med IT-gåder, som jeg lige skulle vende to gange i mit lille hovede. Men et godt plot - og uden overdramatisering og unødigt blod.

Sunday, October 28, 2012

Pompeii - Mary Beard


























  • Engelsk
  • 25.-28. oktober
  • 360 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, fik jeg en pludselig trang til at læse og lære om Pompeji efter at have læst den franske "krimi". Både fiktion men især også non-fiction for at se, hvor meget, der var opdigtet og for generelt at lære noget nyt. Jeg kan godt lide at blande min læsning med fakta, så jeg faktisk også bliver lidt klogere undervejs!

Mary Beards bog er tilsyneladende en reference indenfor feltet, og hendes bog er også blevet til en udsendelse på BBC. Det er tydeligt at se, hvor Robert Harris har fået sin inspiration fra - men det er jo samtidig en erkendelse af, at hans fiktive roman er skrevet med bagrrundsarbejdet i orden.

Beards roman er opdelt efter en interessant indfaldsvinkel - fra at starte 'udefra' med historien bag dramaet, bevæger hun sig videre ind i byen via dens arkitektur; dernæst til håndværkeri og kunst, som prægede husene og videre ind til kapitler om mad og drikke, om leg og spil, om religion osv. Bogen er opdelt i ni kapitler, som hver især beskæftiger sig med et specifikt aspekt af livet, og det gør den såvel interessant som mere givende at læse. Den er samtidig udstyret med gode oversigtskort og illustrationer i såvel sort-hvid som farve. Man får et enestående indblik i, hvordan denne verden hang sammen.

Mary Beard er dog også kritisk - ikke mindst forskønner hun ikke billedet; men hun understreger også, hvordan en del af byens indbyggere var flygtet inden vulkanudbruddet - alt sammen veldokumenteret udfra fundene i udgravningerne. Hun erkender også blankt, at der er utallige mysterier og spørsgsmål vi aldrig får svar på - ud fra devisen "absence of evidence is not evidence of absence".

Ikke mindst er der en utrolig fyldestgørende kildeliste med utallige weblinks til videre studie og hendes anbefalinger til et vellykket besøg af stedet. For det må jo blive det næste - nu vil jeg altså se det. En virkelig interessant og belærende bog.

Thursday, October 25, 2012

Pompeii - Robert Harris

























  • Engelsk
  • 23.-24. oktober
  • 397 sider
  • Dansk titel: Pompeji

Da jeg i sidste uge læste den franske historiske roman, hvor en del af handlingen vævet ind i historien, foregik i Pompeji gik det pludselig op for mig, at jeg faktisk aldrig havde læst meget om den periode - eller den bys historie. Så dagen efter skyndte jeg mig ned i boghandlen for at finde bøger om Pompeji. Det blev til to stykker, og jeg startede med den fiktive - så kan jeg passende afrunde med at opdage, hvor meget fup og fidus, der er i romanerne. Hvis jeg gør det modsat bliver jeg jo blot irriteret på romanforfatterne!

Den engelske forfatter, Robert Harris' roman Pompeji kategoriseres som en thriller, hvilket jeg slet ikke forstår. For mig at se er det en roman - men en lille kærlighedshistorie vævet ind i den for at tiltrække et bredere publikum. Men det er først og fremmest en historie om dagene op til vulkanudbruddet i august 79.

Harris inddeler bogens kapitler efter den romerske opdeling af dagen, og hvert kapitel indledes med et citat fra videnskabelige kilder om det tekniske aspekt i vulkanens aktivitet på netop det sted i handlingen. Samtidig blander han fiktive med reelle personer, og lidt søgning undervejs bekræftede4 mig i hvert fald i, at han ikke havde snydt med disse oplysninger.

Man kan mene, at det er svært at finde en ny indfaldsvinkel til en gammel historie; og endnu mere når det drejer sig om reelle hændelser, som vi til gengæld ikke har gengivet nøjagtig totusinde år senere. Men Harris har en original indfaldsvinkel - som jeg desværre har svært ved at bedømme ud fra dens videnskabelige soliditet. Hans hovedperson er ingeniøren Attilius, som er sendt fra Rom til Napoli-bugten som ny overordnet tilsynsførende for den gigantiske akvædukt Aqua Augusta, som forsyner alle byerne langs bugten med vand - deriblandt Pompeji men også Herculaneum, som ligeledes forsvandt under asken og ilden fra Vesuv.

Da Attilius ankommer til Misenum (en anden kystby i bugten) bliver han indblandet i en affære om en slave, der bliver fodret til ålene fordi han har ladet ejerens fine fisk dø. Han opdager hurtigt, at fiskene er død på grund af et unaturligt højt svovlindhold i vandet. Akvædukten er ved at forstoppe og dermed blokere vandforsyningen til hele området. Netop vandforsyningen var det romerske riges stolthed, og deres enorme fremskridt i civilisation i forhold til så mange andre folk fra samme periode. Ingen vand er derfor et meget dårligt tegn, og vil øjeblikkeligt føre til massehysteri og opstandelse.

Attilius bliver indblandet i de politiske intriger for Pompejis rigeste (fiktive) person, og bliver tiltrukket af hans datter Corelia. Han gennemskuer den korruption, der er foregået med den tidligere tilsynsførende - men mistænker også denne for at have fornemmet, at noget andet og større var på færde - han kom nemlig fra Sicilien, og kendte til Etna.

Akvædukten skal repareres, og Attilius finder blokaden - en del af det forestående vulkanudbrud. Han vender tilbage til Misenum til Plinius den Ældre, hvor han befinder sig, da helvede bryder løs. Vi følger dermed både hans kamp for at redde Corelia og den reelle historie om Plinius, som nåede at beskrive det hidtil totalt ukendt fænomen inden han døde på stranden ved Stabiae. Han døde ganske vist - men har givet eftertiden beskrivelsen plinian eruption efter hans nøjagtige beskrivelser af Vesuvs opførsel den dag.

Alt i alt en medrivende roman, som er med til at danne mine indre billeder af en by og en tid - og med respekt for de historiske fakta. Det er vigtigt!

Tuesday, October 23, 2012

Le cas Sneijder - Jean-Paul Dubois


























  • Fransk
  • 22. oktober
  • 237 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En roman om en elevator er ikke det mest gængse - ikke desto mindre er det hovedingrediensen i Jean-Paul Dubois' seneste roman. En kontrast til hans tidligere ret morsomme romaner, og på trods af, at omslaget fremhæver den som hans sjoveste roman. Personligt syntes jeg, at det var trist læsning. Det var ikke en dårlig bog - men emnet og handlingen - og ikke mindst slutningen, var så sørgelig i al sin groteskhed.

Paul er 60 år gammel, og har været gift to gange. Den første gang med en alkoholiker med hvem han har datteren Marie. Den anden gang med Anna - den fantastisk succesfulde forretningskvinde - med hvem han har to tvillingedrenge, som han hader af et godt hjerte. Ikke mindst efter, at Anna som nygift forbød ham at se datteren i deres hjem. Hele sit liv har han måttet holde jul andre steder for at se sin datter - og nu er han sammen med Anna flyttet til Montréal. Hvor hun har et stort job, og han bare skal have tiden til at gå.

Men så kommer Marie på besøg, og den lykkelige ferie ender tragisk med en elevator, der styrter til grunden og dræber Marie og tre andre passagerer. Paul er den eneste overlevende, og nu kan han endelig tage Marie med hjem ... i sin urne. Han har - naturligt nok - lidt svært ved at komme sig over dette traume, og begynder at opleve angstanfald, når han er i en lidt klaustrofobisk situation. Derfor tager han et job som dog walker - den ypperste ydmygelse for den snobbede Anna.

Paul nyder sin nye tilværelse ude i naturen, og kommer fint ud af det med hundene. Om natten læser han alt, hvad han kan om elevatorer - professionelle tidsskrifter, historier om folk, der har været indespærrede og sågar kataloger over reservedele. Han bliver besat af tanken om, at han må rejse til Dubai for at køre en tur i verdens højeste elevator i Burj Khalifa-tårnet. Han har en enkelt ven i advokaten for elevatorfirmaet som mod alle odds råder ham til at sagsøge dem for en gigantisk sum penge. Men Paul vil faktisk bare have fred og være sammen med Marie.

Da tingene langsomt begynder at glide fra hinanden, ender det med slagsmål med hundeejerne, og skænderier med Anna. Da han beslutter ikke at sagsøge elevatorfirmaet, men blot indgå et forlig, mener hele familien, at han har mistet forstanden.

Så han ender lukket inde på et mentalsygehus - umyndiggjort ...  og uden Maries urne.

Faktisk en tragisk slutning, hvor de onde vinder. Derudover synes jeg, at der manglede noget overordnet udefinerbart i romanen. Der er jo et helt klart formål med elevatoren som symbol, og Dubois bruger også sider på at illustrere dens symbolik i en overbefolket verden - men det forbliver lidt overfladisk desværre.

Sunday, October 21, 2012

La parole perdue - Frédéric Lenoir

























  • Fransk
  • 17.-21. oktober
  • 690 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Selvom Frédéric Lenoirs romaner til tider irriterer mig en anelse, så fanger de mig 'desværre' også. For det første fordi de er milevidt fra Dan Brown junkstilen - men også netop fordi de er det. Ulogisk?

Lenoir har skrevet en del faglige værker om verdensreligionerne, og hans historiske viden er umådelig stor. Det kan så samtidig blive til lidt af et handicap, fordi han ikke er nede på Dan Browns niveau i kundskab, og derfor går meget i dybden med de historiske detaljer. Da han gør, men uden tvivl samtidig henvender sig til Dan Browns målgruppe i nogle tilfælde, så er han nødsaget til at udpensle detaljer, som for mig er indlysende - at Hades er dødsriget og Kerberos vagthunden indtil det. Der spiller min almene kultur også imod mig, fordi jeg er tvunget til at læse deisse forklaringer på ting, jeg ved.

Men derudover var dette en absolut bedre thriller end den sidste, som foregik på Mont St. Michel med arkæologen Johanna i centrum. Vi genfinder Johanna seks år senere og med en lille datter, Romane og nu arbejder hun som arkæolog i Vézelay-basilikaen, som jeg desværre aldrig har besøgt. Den er kendt for at være tilegnet Maria Magdalene, og historien om, hvorfor en kirke i Bourgogne pludselig begyndte at dyrke denne helgeninde i det 11. århundrede er i sig selv fascinerende.
Der skal selvfølgelig knyttes en historie om et mystisk religiøst sagn til denne historie, men Lenoir formår at knytte hele to andre historier til.

Den første del foregår i Rom, og starter i 64 e.Kr., da kristendommen var en truet religion i det romerske rige. Her følger vi den den unge pige, Livia, som er den eneste overlevende efter en omfattende massakre på de kristne. Hun må skjule sin tro, som alle andre på den tid, og ender femten år senere i Pompeji ... hvor hun så ender under et lag lava. Hele beskrivelsen af det romerske liv, og detaljerne fra livet i Pompeji er en periode, jeg kender meget lidt til med min lidenskab for den middelalderlige (gotiske og romanske) kristendom og dens kunst. Her lærte jeg mange nye ting, og stoppede endda læsningen for at se en hel dokumentar på nettet om netop vulkanudbruddet den 24. august 79. Så nu vil jeg selvfølgelig til Pompeji og helst i morgen!

En anden historie er fortællingen om munken Roman, som vi kendte fra den tidligere roman på Mont St. Michel, og som efter fjorten under et ny navn i Cluny-klosteret pludselig bliver bedt om at tage til Vézelay, hvor der er kommet en ny abbed. Her rives han ind i historien om at gøre Vézelay til et pilgrimssted, og grundstenen til kulten for Maria Magdalene bliver lagt. Denne del er selvfølgelig en del spekulationer og med en vis frihed - men det er dokumenteret, at der er en del polemik om relikvierne i Vézelay, og at de levede en kummerlig tilværelse i skyggen af de store kirker i den periode - som Cluny, Mont St. Michel etc.

Endelig er der den nutidige historie om Johanna og hendes arkæologven, Tom, som arbejder i Pompejis udgravninger, hvor der pludselig er flere mord. Der er hendes lille datter, som pludselig bliver syg, og under hypnose snakker om vulkanen i 79 og tror, at hun er Livia. Der er Johannas genfunde nysgerrighed, som g8r det umuligt for hende at holde sig udenfor problemer - og selve mordopklaringen selvfølgelig.

De tre historier fungerer uafhængigt af hinanden glimrende og skiftet imellem det er eminent lavet, så man ikke mister tråden men heller ikke interessen. Selvfølgelig er den mystiske meddelelse, som skulle være nedskrevet af Maria Magdalene after Jesu egne ord ren opspind, og man finder en hensigtsmæssig måde for ikke at afsløre det. Hvilket i øvrigt er ret irrelevant, da resten af romanen er absolut læseværdig - især hvis man kan se bort fra, at han er overkvalificeret til at skrive 'nedad' - og jeg er derfor stadig overbevist om, at jeg må have fat i hans mere seriøse værker!

Wednesday, October 17, 2012

Un billet d'avion pour l'Afrique - Maya Angelou



























Jeg må med skam melde, at jeg intet kendte til den amerikanske forfatter og ikke mindst  absolut imponerende kvinde Maya Angelou. Jeg blev fanget af titlen og omslaget, da hendes selvbiografiske roman fra 1986 blev genoptrykt og udkom på fransk for et par uger siden; og dermed overskred jeg mine regler om at altid at læse på originalsproget. Men efterfølgende vil jeg nu forsøge at finde resten af hendes forfatterskab på engelsk.

Maya Angelou er en kvinde med et spændende liv; hun har arbejdet som topløs danserinde, korpige, journalist, fjernsynsproducer - men også sammen med personer som Martin Luther King og Malcolm X. Et temmelig varieret CV må man sige!

I 1962 flyttede hun fra Cairo til Accra i Ghana sammen med sin 17-årige søn. Årsagen var blandt andet en smertefuld skilsmisse, men også trangen til at finde tilbage til sine rødder, og opleve at bo og leve i Afrika, hvor hun jo selvfølgelig stammede fra. Oprindeligt var destinationen Liberia, som jo som bekendt blev etableret af sorte amerikanere udskiet fra USA mange år tidligere; men hendes søn kommer ud for en alvorlig trafikulykke, og hun ender med at blive tæt på ham, og finder en mindre klike af ligesindede.

1960'erne var uden tvivl et oplagt tidspunkt for Afro-Americans at rejse tilbage til kontinentet; en tid, hvor mange afrikanske lande fik deres uafhængighed, og Ghana var dengang et foregangsland, hvad angik demokrati og fremgang. Så de sorte amerikanere troede naivt, at de ville blive modtaget med åbne arme og hyldet som børnene, der endelig kunne vende tilbage til arnen. Helt så nemt skulle det vise sig ikke at være.

Angelou beskriver denne splid mellem at være amerikaner af oprindelse og opdragelse, men samtidig have sine kulturelle rødder i Afrika. USA var i 1962 endnu ikke et frit land for sorte - man kan den dag i dag betvivle om det nogen sinde er blevet det? Men uanset deres trængsler derhjemme, så er de opdraget med amerikanske værdier om demokrati og alt andet, der former et menneske. De har ikke den samme blinde tiltro til skæbnen og ånder, som er en integreret del af den afrikanske kultur uanset hvor på kontinentet, man befinder sig.

De lokale tog heller ikke imod dem med samme entusiasme, som de selv følte ved at bevæge sig rundt i et land, hvor alle pludselig var sorte. For ghaneserne var de pudsigt nok stadig udlændinge - ikke af den hvide kolonialistiske race; men stadig mennesker, der i bund og grund (og på trods af hudfarve) kom og tog deres arbejde i især de liberale erhverv. For de sorte amerikanere var det en følelse af enorm stolthed at se et land fungere, blive regeret og administreret udelukkende af sorte - her kunne de se, at de ikke var de andenrangsmennesker, som de i århundreder var blevet betragtet og stemplet som i USA.

Angelou beskriver hendes egne erfaringer med landet og hendes møde med de indfødte - glæden ved at betragte deres stolthed som mennesker; hun beskriver i øvrigt hvert menneskes farve forskelligt - et pudsigt træk, som man aldrig ville opleve hos en hvid - men som jeg tidligere har været inde på, så har afrikanere helt andre kriterier for skønhed end vi har i Europa. Her møder Angelou hele denne kultur, og hun møder også mørke eksotiske mænd; men at blive kone nummer to tiltaler hende dog ikke.

På et tidspunkt rejser hun rundt i landet og kommer blandt andet til Elmina, som er for Ghana hvad Ile de Gorée er for Senegal, og Juffureh for Gambia. Her rammes hun virkelig af historiens magt - og begynder at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor hun egentlig er i Ghana? Den søgen efter rødderne, som Angelou gennemlever, så jeg i sommers i Juffureh, hvor utallige Afro-Americans rejser til i en nærmest religiøs higen. Det kan antage groteske dimensioner, som disse steder lever godt af - men Angelou i 1960'erne er noget mere pragmatisk.

Hun ender med at blive for splittet i sin identitet; ærlig i sin erkendelse af, at ghaneserne aldrig vil opfatte hende som en af deres og også klar over, at der stadig er meget - og måske vigtigere - arbejde at udføre i USA for at fremme de sortes rettigheder. I 1965 rejser hun "hjem" til USA for at arbejde for OAAU. Men det overordnede spørgsmål er identiteten - et essentielt spørgsmål for alle, der nedstammer fra slaver; og spørgsmålet om, hvorvidt de føler sig hjemme i Afrika eller i USA?

Maya Angelou selv har sagt ...

For Africa to me... is more than a glamorous fact. It is a historical truth.
No man can know where he is going unless he knows exactly
where he has been and exactly how he arrived at his present place.

Et bedre bud på temaet Ude og Hjemme kan jeg vist ikke finde, derfor bliver det mit bud på denne kategori i årets Bogudfordring. Hvis I kan finde hendes værker på engelsk, så læs dem!

Sunday, October 14, 2012

HEFT - Liz Moore


























Der er mange ensomme mennesker i verden, Af mange forskellige årsager. En af dem er Arthur Keller, en 58-årig tidligere universitetsprofessor, som er stoppet med at arbejde. Han er også stoppet med at gå udenfor sit hus - for snart ti år siden. Han er til gengæld ikke stoppet med at spise, og vejer nu omkring 300 kilo. Derfor går han ikke udenfor. Derfor er hans hus en svinesti, Og derfor er han umådelig ensom.

En anden ensom person er Charlene Keller. Hun er kun 38 år gammel, men fik et barn som meget ung, og giftede sig tidligt. Manden forlod dem, da drengen var fire år gammel. Hun forsøgte at få et godt liv for sig og sin søn; men ensomheden blev for stor, og hun blev alkoholiker. Hendes gode år var inden hun blev moder. Da hun tog et aftenkursus hos Arthur og de udviklede et venskab. Da tingene spidser til, er det derfor Arthur hun skriver til for at få hjælp til sin søn.

Arthur kan først ikke rumme denne kontakt efter så mange års tavshed. Han bliver desperat i skammen over sit hjem, dets forfald og hans eget. Så han hyrer Yolanda - en ung argentinsk pige, der uden at løfte et øjenbryn, får sat skik på hans hus. Men Charlene ringer aldrig tilbage.

Charlenes søn, Kel, er ensom på sin egen måde. Hans mor har sat ham i den fine skole, selvom de bor i et slumkvarter. Han må lyve om sin mor, og hvordan det er at komme hjem og finde hende døddrukken i sofaen. Hans eneste håb er at blive udtaget til at spille på et af de store baseballhold - og måske også blive kæreste med den perfekte og rige Lindsay. Indtil han en dag kommer hjem, og moderen har slugt et glas piller.

Charlene har som en sidste redningsaktion forsøgt at skubbe Kel i retning af Arthur, ved at fortælle ham, at det er hans rigtige far. Arthur venter i måneder på at høre fra hende; men det bliver en slags udvej for ham - han tvinges til at se sin situation i øjnene igennem Yolandas øjne og oplevelse af ham.

Charlenes selvmord bliver på grotesk og sørgelig vis redningen for både Arthur og Kel. En vej ud af deres ensomhed, livsløgne og indelukkethed. Et glimt af håb i en uendelig trist historie.

Historien veksler mellem Arthurs og Kels fortælling; men især i den overvægtige mands ord kan man fornemme en skæbne. Selvom det er så fjernt fra ens virkelighed kan man fornemme duften af take-away, der rådner under sofaen; det umulige i at gå op til soveværelset på første sal og den nyfundne livsglæde i den unge rengøringspiges besøg.

Det var et absolut spontant køb - men af 2012-udgivelser er det den, der indtil nu har markeret mig mest og derfor mit bud på Bogudfordringens 2012-kategori. En bog, der absolut må komme på dansk men ellers er interessant i sin også finurlige anvendelse af sproget på engelsk.

Saturday, October 13, 2012

The Cat's Table - Michael Ondaatje

























  • Engelsk
  • 9.-13. oktober
  • 372 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Michael Ondaatje fik global berømthed med sin roman Den engelske patient - eller muligvis var filmatiseringen mere berømt end romanen? Jeg har ikke læst den, men set filmen og kendte intet andet til hans forfatterskab; men jeg havde lyst til at læse engelsk igen efter en del franske bøger.

Michael Ondaatje er selv født i Sri Lanka, dengang det var Ceylon og bogen kan derfor forekomme selvbiografisk, da han selv som 11-årig foretog sørejsen hjem til England - et ukendt land for den lille dreng. Ondaatje skriver selv, at det ikke er selvbiografisk - men inspireret af hans rejse som barn. Han siger, at han ikke selv kan huske detaljerne så præcist og at denne roman er en forestilling om, hvad der kunne være sket og hvordan en 11-årig kunne have opfattet og husket tingene.

Det er en sentimental roman fuld af barndommens fascination for det nye og ukendte, blandet med den voksnes erfaring og viden om livets mysterier. Den unge Michael bliver under rejsen placeret ved The Cats Table - jeg kender ikke den præcise fortolkning af dette engelske begreb; men forestiller mig, at det er bordet, hvor man placerer alle de lidt skæve personer, der er tilovers i et selskab. Der ender han med at sidde sammen med en stum skrædder, en mystisk ung kvinde, der transporterer brevduer og ikke mindst to jævnaldrende drenge - Cassius og Ramadhin.

De tre drenge udforsker skibet, og laver alverdens ulykker; men dette er ikke en humoristisk bog om deres drengestreger. De forsøger at finde hemmeligheden bag den mystiske fange, der luftes på dækket hver aften sent; de hører de voksne tale om emner, de endnu ikke forstår. Michael har selv en kusine på skibet - hun er ældre og færdes i andre cirkler på skibet, men bliver også indblandet i den mystiske historie om fangen.

De bliver alle del af de mysterier, der udspilles om bord - som den mystiske død af en ceylonsk rigmand - og oplevelserne i de kun tre uger kommer til at mærke dem for livet.

Ramadhin er den svagelige af de tre drenge; han er også den, som Michael bibevarer kontakten til og den, som dør ung. Michaels ungdom er så knyttet til Ramadhin og deres bådrejse, at han gifter sig med dennes søster for at erstatte drengen i familien. Hvilket selvfølgelig ikke holder, og de senere foreteelser får vi serveret som sidespor i løbet af fortællingen om rejsen.

Det er denne bittersøde erfaring, der giver hele bogen sin nostalgiske charme. En fortælling om at blive voksen; om at undergå en betydningsfuld oplevelse. Jeg havde lidt svært ved at komme ind i den i begyndelsen - jeg kunne ikke helt gennemskue, hvor Ondaatje ville hen - en drengebog eller en voksenbog? Men den voksede sig bedre hen ad vejen.

Tuesday, October 9, 2012

The 500 hidden secrets of Brussels - Derek Blyth

























  • Engelsk 
  • 8. oktober
  • 251 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg måtte overgive mig i går, da jeg så denne lille guide over Bruxelles' hemmeligheder. Selvom man har boet i byen i 12 år, så kan der jo sagtens findes små gemmesteder, man endnu ikke har set. Det er i hvert fald, hvad jeg forventer af en guidebog som annoncerer mig dette. For de fleste storbyer har jo små kroge, som ikke mange kender til - heller ikke byens rigtigt indfødte.

Denne englænder hat boet i byen i mange mange år; han har skrevet andre bøger om Bruxelles og været journalist på den største avis for udstationerede i byen. Og han skriver sin egen blog om byen med gode tips. Det måtte give et solidt grundlag for at overraske mig!

Desværre blev jeg meget skuffet. Det er muligvis interessant for en nytilflytter eller en turist; men det er bestemt ikke hemmeligheder at annoncere de mest kendte barer eller caféer, som fx den berømte Pain Quotidien-kæde, som enhver i byen kender.

Jeg læste samtlige tips igennem; og uden at lave en præcis opgørelse vil jeg skyde på, at der var under 50, som jeg ikke kendte. De fleste af disse skyldes primært, at det er relativt nyåbnede steder, som jeg har hørt om men endnu ikke besøgt.

Men af de historiske seværdigheder, regner jeg det absolut ikke for en hemmelighed at 'afsløre' byens mest besøgte Art Nouveau-huse. Det var ganske enkelt ikke overraskende for mig - selvom jeg har fundet 3-4 små fiduser, jeg dog vil afprøve. Men det er ret beset ikke nok til at sælge en hel bog på, så derfor en lidt overordnet skuffelse.

Sunday, October 7, 2012

Cadres noirs - Pierre Lemaître

























  • Fransk
  • 7. oktober
  • 442 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

I modsætning til den sidste krimi, jeg læste af Pierre Lemaitre - og jeg lod mig alligevel overtale til endnu en - så holdt denne mig virkelig fanget i historien.

Det er vel heller ikke en rigtig krimi - det er snarere et utroligt skræmmende billede af vores samfund i krisetider; og en reflektion over, hvor ansvaret ligger, når folk bliver skubbet virkelig ud over kanten.

Da denne bog udkom var Frankrig endnu dybere i en økonomisk krise end i 2012; mange af landets store arbejdspladser er - og var - samtidig i en social krise med blandt andet France Telecoms medarbejdere, hvoraf hele 46 begik selvmord alene i årene 2009-2010 på grund af interne omstruktureringer. Men også en periode, hvor topchefer tjener mere end nogensinde før - og hvor franske toppolitikere har måttet se sig selv trukket i retten for dubiøse transaktioner.

Set i det lys er Lemaitres roman absolut aktuel og samfundskritisk; meget mere end den er en krimi!

Alain Delambre har arbejdet i mere end tyve år som mellemleder i en personaleafdeling i et stort firma - indtil de skal fusionere med et udenlandsk firma, og han som en aldrende medarbejder bliver fyret. Efter fire år som arbejdsløs arbejder han om natten for at skrabe sølle 585 EUR sammen per måned. Brutto. Det er en desværre en ganske almindelig situation i Frankrig i dag - og sikkert også i lande som Spanien, Grækenland osv. Den lange arbejdsløshed dræner ham, den ændrer hans mentalitet og ydmyger ham som menneske - indtil han en dag nikker sin tyrkiske teamleder en skalle og definitivt er uden job ... og penge!

Da han mirakuløst bliver indkaldt til en samtale på en stilling, som matcher hans profil, vil han derfor gøre ALT for at få dette job. Han har heller ingen moralske skrupler, da han erfarer, at den sidste test skal foregå ved hjælp af en iscenesat gidselsituation. Fem ledere fra det rekrutterende firma skal gennemgå en test, hvoraf vinderen bliver ansvarlig for massefyringerne for en af gruppens fabrikker. De eksterne jobkandidater skal være sufflører for skuespillerne, der afhører 'gidslerne' og kan selv få et job i virksomheden.

Alain sætter alt ind på at få jobbet; han lokker de sidste sparepenge ud af sin ene datter for at ansætte privatdetektiver og dermed finde alt snavs frem om de fem kandidater. Han kommer i konflikt med sine døtre og sin kone, men tror på, at alt vil løse sig, når han får jobbet. Men dagen inden opsøges han af en tidligere desillusioneret ansat i rekrutteringsbureauet, som gør det klart for ham, at han blot er statist - beslutningen er taget.

Selvom han allerede var ude på et skråplan i sine vanvittige forberedelser, så eskalerer det, da han møder op til 'gidseltagningen' med et ladt våben. Fra at være en camoufleret øvelse med løst krudt (hvad de fem medarbejdere selvfølgelig ikke ved), så bliver det nu en reel gidseltagning med en desperat mand med et våben. Og han ender direkte i fængsel!

Lemaitres romaner har alle det til fælles, at de gode som regel aldrig er helt uskyldige - og at bedst som man undrer sig over, hvad han vil bruge de næste par hundrede sider på, så kommer der nye elementer i sagen. Hvor det fremgår, at Alain i al sin desperation var meget bedre forberedt end det kunne syne. Men er han forberedt på livet i fængsel med beskeder fra den rekrutterende kunde, som udmønter sig i tortur? Kan han få sin yngste datter, som er advokat til at forsvare ham og slippe for tredive års fængsel?

Alain formår med en umådelig kynisme at spille alle sine kort - og viser sig alligevel at være en kriminel; men ikke en morder! Det hele ender i en aktionfyldt slutning og en banal morale om, hvad der er vigtigst i livet. Men ikke på nogen sukkersød måde.

Lemaitre stiller nemlig nogle vigtige spørgsmål om såvel jobrekrutteringsmetoder - diverse rollespil er blevet mere og mere moderne i takt med, at de tit går langt over grænsen. Der er en større afgrund og uretfærdighed imellem høvdinge og indianer i såvel løn som etik - en egenskab, som synes mere og mere fraværende i visse konglomerater.

Alain bliver måske den lille mand på gaden, der vinder over de store grimme kapitalister - men som i sidste ende intet vinder, og stadig er slave af jobmarkedet. Men som ham, er der uden tvivl mange, der bliver drevet uforsvarligt langt ud af en situation i arbejdsløshed, og det er et stigende problem, at disse 'tilfælde' ender i en retssal, hvor de skal forsvare sig mod et samfund, der har skubbet dem derud.

Så det er langt mere end en krimi, selvom spændingen er der. Det er tankevækkende, barsk og overraskende.

Saturday, October 6, 2012

L'équation africaine - Yasmina Khadra

























  • Fransk
  • 3.-6. oktober
  • 349 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg må med skam indrømme, at jeg endnu intet har læst af Yasmina Khadra - selvom trilogien har stået på mine hylder i flere år efterhånden. Men det bliver der uden tvivl lavet om på nu!

Selvfølgelig blev jeg tiltrukket af forsiden, af titlen - Den afrikanske ligning -  og af historiens aktualitet. Samtidig et emne, der mig bekendt endnu ikke er skrevet en roman om. Forfatterens omdømme gjorde også, at jeg mente, at nu måtte det være tid at gøre bekendtskab - og det blev et smukt smukt møde. En oplevelse med tårer i øjenkrogene og gåsehud!

Historien starter med den tyske læge Kurt Kraussmann, som lever sit helt normale lykkelige liv i Frankfurt uden de store udsving. Men han er lykkelig, han elsker sin kone selvom hun den senere tid har opført sig mere fraværende, og han ikke kan trænge ind til hende. Indtil han en aften kommer hje, og finder hende i badekarret. Selvmord. Tilsyneladende på grund af en forbigået forfremmelse på arbejdet.

Efter at sumpet i sin egen selvmedlidenhed et stykke tid, ender han med at tage imod vennen Hans' tilbud om at sejle med denne til Afrika for at uddele nødhjælpsudstyr til et lokalt hospital. De bliver kidnappet ud for den sudanske kyst, og gennemlever det mareridt mange hvide har måttet igennem de seneste år, hvor kidnapning er blevet en givtig forretningsmetode.

Historien fortæller om deres tid i en lejr med selvbestaltede generaler og deslignende. En broget blanding af tidligere soldater fra Somalia eller Sudan; almindelige mennesker, hvis liv er radikalt ændret og får dem til med ét at hade alt vestligt. Mennesker, som ingen samvittighed har og ikke ser dem som mennesker.

I lejren er et andet gidsel; den karismatiske franskmand, Bruno, som har levet i Afrika i årtier, og mener at kende alt til den afrikanske mentalitet. Han bruger enhver lejlighed til at instruere Kurt i hans totale uvidenhed og naivitet; men også forklare ham, at det de gennemgår her, ikke er det Afrika, han elsker. Et svært argument at sluge for den pragmatiske læge, som udelukkende ser ulykke, had og misere.

Hans får en bedre behandling, da han har penge og er mere værd på gidselmarkedet. Og en dag forsvinder de overordnede med ham - og inden længe går det op for de resterende, at de er blevet snydt af deres egne. Deriblandt er den modbydelige Joma, inkarnationen af hadet mod den hvide race og hans boy, som vil kaldes Black Moon. En ung dreng, som Kurt til tider når ind til - i de øjeblikke, hvor denne ikke er på vagt over for de djævle, som man har fortalt ham, at hvide mennesker er.

Handlingen eskalerer, da de to gidsler og de to fangevogtere rejser fra lejren. Kurt ender med at dræbe Joma, og Bruno og Kurt er nu overladt til sig selv i ørkenen.

De finder til sidst en gruppe flygtninge sammen med nogle hvide Røde Kors-medarbejder, og opdager, at de er midt i Darfour - helvedes forgård. De kommer til en flygtningelejr, og kan endelig komme i kontakt med Europa og komme hjem. Men Kurt vil først finde Hans; og i mellemtiden lever han blandt lejrens folk og ser deres dagligliv. Hans syn på Afrika må nødvendigvis ændres. Han fastholder dog, at Afrika er et helvede, og at han aldrig mere vil sætte sine ben der.

Da han kommer hjem, er der intet, der fungerer. Han konfronteres igen med konens død og med den manglende forståelse for, hvad han har gennemgået. Han forarges over den vestlige overfladiskhed og ender med at foragte hustruen for det overfladiske i sit selvmord. Når man har set elendighed i den størrelsesorden, er et selvmord for en forfremmelse det ypperste personlige hovmod.

Titlen er intet mindre end fantastisk, for Afrika er en uforståelig ligning for Kurt og for mange andre. Det er en ligning med så mange ubekendte for den uindviede. Det er en ligning, der ikke kan gå op - der er ikke en fornuftig løsning på en problematik, der indeholder så grusomme bestanddele. Det er en ligning, som kun kan gå op, hvis man betragter den med sit hjerte og ikke sin fornuft. Det er den ligning, som gør, at de fleste bliver bjergtaget af dette kontinent og dets mysterier, som jeg selv er blevet det. Jeg kunne lugte og føle Afrika dybt i mig under denne læsning - og blot savne det på trods af alt det grimme og grumme, det barske og brutale men også det smukke væsen, der er i de mennesker, som har så lidt og giver så meget.

Samme lektion må Kurt igennem, og moralen er muligvis, at uanset, hvor store vores dramaer kan virke i Europa, så er der værre. Der er også muligheden for at overvinde de helt store dramaer, og der er en historie bag alle mennesker. Bødlen Joma viser sig at være en poet, hvis kone blev dræbt - det blev hans historie som gidseltager og lejesoldat.

Det er helt sikkert en bog, der vil blive oversat til dansk som hans fire seneste romaner - og den skal læses. For såvel sin hyperaktuelle historie om kidnapningerne men også for den ganske universelle historie om menneskeheden på godt og ondt.

Wednesday, October 3, 2012

Sors de ce corps, William - David Safier
























  • Fransk
  • 1.-2. oktober
  • 357 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har læst andre af Safiers humoristiske romaner - og det er bestemt ikke tung litteratur. Det er som en god let komedie sat på tekst i stedet for billeder; og da jeg er meget mere til romaner end til film, er det glimrende underholdning fra tid til anden. Det bliver muligvis lidt repetitivt i længden, og måske er det på tide at finde en anden genre for ikke at hænge for meget fast i denne stil. Derfor nupper jeg blot en, når jeg synes, at jeg trænger til noget virkelig nemt.

Hovedpersonen i denne roman er en kvinde midt i trediverne - en Bridget Jones-type, som havde den perfekte kæreste, men mistede ham, da hun kyssede en kollega. Nu skal han giftes med den selvfølgelig ligeså perfekte ungdomskæreste, og Rosa flæber over sin triste skæbne i armene på sin bøsseven, Holgi. En aften går hun alligevel i cirkus med en kollega, og ser en tryllekunstner/hypnotisør; efter forestillingen opsøger hun ham, og ender pludselig i det 16. århundredes London - i Shakespeares krop!

Alt dette er selvfølgelig totalt overdrevet; og vittighederne (såvel de gode som de dårlige) kan godt blive lidt for søgte og lidt for mange. Men alt i alt følger vi Rosa i Shakespeares krop; de to kan tale sammen, men det er hende, der styrer kroppen. Hun kan ikke slippe fri, før hun har fundet svaret på den ægte kærlighed - og selvfølgelig møder hun både eksen og hans nye kæreste også et par århundreder tidligere.

Der sker forviklinger, og Shakespeare kommer også en tur med til nutiden - og det er mindst lige så underholdende; ligesom det faktum, at de begge oplever at leve i kroppen af det andet køn.

Man skal til gengæld ikke hænge sig for meget i fakta; for de stemmer absolut ikke med virkeligheden. Således er Shakespeares hustru død en tragisk død - hvilket ikke sker i virkeligheden; og det er Rosa, som inspirerer ham til at ændre sin skrivestil, og dermed er årsag til store dramaer som Hamlet.

Altså ikke revolutionerende - men underholdende til tider og i små doser.

Sunday, September 30, 2012

L'écrivain de la famille - Grégoire Delacourt

























  • Fransk
  • 30. september
  • 235 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det var med et vist vemod, at jeg lukkede denne lille perle af en bog. At jeg også pudsigt nok læste i efterordet en tak til Jean-Louis Fournier, hvis roman jeg læste i går. Om denne tak skyldes, at der også i denne roman er en handicappet søn eller om det skyldes Fourniers anden karriere som humorist, ved jeg ikke. Historien fik mig også til at tænke på Lionel Duroys romaner om hans egen families kaotiske verden, eller Jean-Paul Dubois' fantastiske familiekrønike i takt med det tyvende århundredes Frankrig, som jeg læste inden jeg startede bogbloggen.

Delacourts roman har vundet adskillige franske priser, og ikke uden grund. Den griber én om hjertet med dens stille melankoli over et liv, som bliver så anderledes end man forestiller sig det som en lille dreng i en perfekt familie, hvor alle er lykkelige. Hvor man er så stolt af den 7-årige søn, der skriver et lillebitte rim, der straks får forældrene til at udråbe ham som kommende forfatter. Men det er for meget forlangt, når ordene forsvinder i takt med, at tallerkenerne i det lille gule køkken falder til gulvet under forældrenes skænderier. Når man skal forholde sig til forældrenes skilsmisse, og ikke kan overskue studierne.

I stedet starter man selv den samme skæbne med et for tidligt ægteskab med den helt forkerte; med børnene, der kommer for tidligt og af forkerte årsager. De kan ikke bringe ordene tilbage i et parforhold.

Så forsøger Edouard at bringe ordene frem i sin karriere; ikke i den bog, som aldrig blev til noget men som reklametekstforfatter (som forfatteren selv). Her virker ordene; de flyder og bringer penge til familien og det bliver i sidste ende årsagen til bruddet.

Familiens historie er banal set i den store sammenhæng; det er en hverdagshistorie om de tre børn af de uforlignelige forældre. Om sønnen, der må på institution og ender med at kaste sig ud af et vindue. Om søsteren, der bare vil have et stille og roligt lykkeligt liv, men ender som enlig mor og derefter slår sig til tåls med, hvad livet kan byde hende i form af en enkemand.

Om sønnens forsøg på at jonglere det hele og samtidig gøre forældrene stolte, selvom han ikke blev forfatter. Men da er faderen forlængst gledet ind i Alzheimers grab, og tiden går og der kommer nye produkter til i verden. Der er nye sange og politiske hændelser, som også markerer vores liv i de tre årtier historien spænder over.

Jeg var fuldstændigt opslugt - og både trist og glad ved sidste side; historien reflekterer vores egne liv og den giver håb og glæde.

Saturday, September 29, 2012

Hvor skal vi hen, far? - Jean-Louis Fournier




  • Fransk
  • 29. september 
  • 145 sider
  • Originaltitel: Où on va, papa?

Jean-Louis Fournier er en kendt person i Frankrig; som forfatter, som humorist etc. Han er også far til to multihandicappede sønner, og i 2008 udgav han en lille bog om denne del af sit liv. En bog, der dengang vakte en del opsigt og postyr. Måske for det første fordi det var en del af hans liv, som den franske offentlighed ikke kendte meget til. Men også fordi det var en kontroversiel måde at behandle det ømtålelige emne på. Og ikke mindst fordi moderen til børnene, som han nu var skilt fra, tog kraftigt afstand fra bogens indhold og det udviklede sig til en retssag.

Bogen beskriver i små øjebliksbilleder de frustrationer man kan have som forælder til et handicappet barn. Alle de drømme, der aldrig bliver til virkelighed. Alle de ønsker, man har for sit barn og som er uopnåelige, fordi de aldrig vil blive selvstændigt fungerende. Der er tanker om, at det måske ville være nemmere at gøre en ende på det - men skrevet med meget sort humor, og sikkert en sund ventil for at kunne komme videre i en så barsk situation.

Det kan selvfølglig støde. For Fourniers ekskone blev det for meget, da hun læste den trykte bog uden at være konsulteret inden. I bogen fremstilles hun som konen, der skred og efterlod Fournier alene med de to handicappede sønner. Den yngste, Thomas, er årsagen til titlen, da Fournier gentagne skriver, at det var hans standardsvar til alting.

Det tager hun kraftigt afstand fra på sin hjemmeside, som dog er kraftigt censureret af den dom, der er faldet i sagen mellem de to. Så voldsomt, at hun end ikke må citere romanens navn på hjemmesiden, men hun understreger, at der er tale om en roman, og langt fra om virkeligheden.

Det er selvfølgelig sørgeligt, at den slags skal resultere i en åben krig mellem to mennesker, der tidligere elskede hinanden. Men det er stadig en glimrende lille bog - på trods af det triste emne. Den er ikke udelukkende møntet på personer i samme situation - selv har jeg ingen børn, men har en fætter i samme situation. Den giver måske andre et syn på de reaktioner en forælder med et handicappet kan have. Nogle kan finde det morbidt at gøre grin med det, som Fournier til tider gør - men det er netop den galgenhumor, der har gjort det muligt for han at komme igennem det. Jeg er som læser ikke i tvivl om, at han elskede sine drenge, hvoraf den ene døde som femtenårig.