- Engelsk
- 14. oktober
- 352 sider
- Dansk titel: Endnu ikke oversat
- Bogudfordringen 2012
Der er mange ensomme mennesker i verden, Af mange forskellige årsager. En af dem er Arthur Keller, en 58-årig tidligere universitetsprofessor, som er stoppet med at arbejde. Han er også stoppet med at gå udenfor sit hus - for snart ti år siden. Han er til gengæld ikke stoppet med at spise, og vejer nu omkring 300 kilo. Derfor går han ikke udenfor. Derfor er hans hus en svinesti, Og derfor er han umådelig ensom.
En anden ensom person er Charlene Keller. Hun er kun 38 år gammel, men fik et barn som meget ung, og giftede sig tidligt. Manden forlod dem, da drengen var fire år gammel. Hun forsøgte at få et godt liv for sig og sin søn; men ensomheden blev for stor, og hun blev alkoholiker. Hendes gode år var inden hun blev moder. Da hun tog et aftenkursus hos Arthur og de udviklede et venskab. Da tingene spidser til, er det derfor Arthur hun skriver til for at få hjælp til sin søn.
Arthur kan først ikke rumme denne kontakt efter så mange års tavshed. Han bliver desperat i skammen over sit hjem, dets forfald og hans eget. Så han hyrer Yolanda - en ung argentinsk pige, der uden at løfte et øjenbryn, får sat skik på hans hus. Men Charlene ringer aldrig tilbage.
Charlenes søn, Kel, er ensom på sin egen måde. Hans mor har sat ham i den fine skole, selvom de bor i et slumkvarter. Han må lyve om sin mor, og hvordan det er at komme hjem og finde hende døddrukken i sofaen. Hans eneste håb er at blive udtaget til at spille på et af de store baseballhold - og måske også blive kæreste med den perfekte og rige Lindsay. Indtil han en dag kommer hjem, og moderen har slugt et glas piller.
Charlene har som en sidste redningsaktion forsøgt at skubbe Kel i retning af Arthur, ved at fortælle ham, at det er hans rigtige far. Arthur venter i måneder på at høre fra hende; men det bliver en slags udvej for ham - han tvinges til at se sin situation i øjnene igennem Yolandas øjne og oplevelse af ham.
Charlenes selvmord bliver på grotesk og sørgelig vis redningen for både Arthur og Kel. En vej ud af deres ensomhed, livsløgne og indelukkethed. Et glimt af håb i en uendelig trist historie.
Historien veksler mellem Arthurs og Kels fortælling; men især i den overvægtige mands ord kan man fornemme en skæbne. Selvom det er så fjernt fra ens virkelighed kan man fornemme duften af take-away, der rådner under sofaen; det umulige i at gå op til soveværelset på første sal og den nyfundne livsglæde i den unge rengøringspiges besøg.
Det var et absolut spontant køb - men af 2012-udgivelser er det den, der indtil nu har markeret mig mest og derfor mit bud på Bogudfordringens 2012-kategori. En bog, der absolut må komme på dansk men ellers er interessant i sin også finurlige anvendelse af sproget på engelsk.
No comments:
Post a Comment