Jeg er den, der kan sige sådan - Anita Furu

 

• Dansk
• 30. december
• 182 sider

Jeg skyndte mig at finde fortsættelsen til Anita Furus debutroman om Ruths liv i håbet om, at det ville blive helt og ikke blot halvt.

Hvor vi sluttede i 1953 med Sigurds død og datteren Inges graviditet, så springer vi nu tyve år frem i tiden til 1973. Ruth var enke i nogle år; så mødte hun Aage, en barndomsven, som pludselig en dag krydser hendes veje igen. Men Aage dør også, og nu er Ruth alene i sit rækkehus. Inge er blevet en voksen kvinde, og barnebarnet David en ung mand. Veninden Inge bor i Frankrig, og den anden veninde Kamma er hendes ømme punkt. Hun har altid betragtet hende som lidt irriterende og dominerende - og ikke bedsteveninden; det var Inge, som hun opkaldte datteren efter.

Nu presser hendes familie på for at hun skal opsøge de søskende hun ikke har set siden 1906, da hun blev sendt ud af Rusland. Den lidt ældre søster bor i England, og er nem at finde - men Ruth ved ikke, om hun tør? Og hun taler jo ikke engelsk! Men en sensommer i sommerhuset med mødet med en ny mand, og Kammas sygdom og forestående død overbeviser hende, og Inge og Ruth drager på en uges rejse til England.

Mødet med søsteren er ikke nemt på grund af sprogbarriererne; men det løsner alligevel op for en masse ting. Hun møder også sin anden bror, Boris, som lever et hårdt og ensomt liv - men for de tre ældre søskende er der stadig en brik, der mangler. Storebroren Isak var den, der hjalp dem ud af Rusland som den ældste - og selv ville han til Amerika. Men de kan ikke finde spor af ham siden nogle breve, der er mere end halvtreds år gamle. Endelig finder de ud af, at han blev i Tyskland - og det blev fatalt for ham under 2. Verdenskrig, og han døde i en kz-lejr. 

Det bliver også en øjenåbner for Ruth, der i det meste af sit liv har fjernet sig fra sine rødder. Pludselig indhenter det hende, at hun blev reddet - og ikke blot én gang! Aage, som hun aldrig spurgte om hans historie, viser sig også at have lidt under krigen. Dermed finder hun på smertelig vis den anden halvdel hun manglede i sin identitet - den jødiske del, som hun har forsøgt at fornægte.

Det er næppe en usædvanlig familieskæbne; der var tusinder som disse, der blev splittet og aldrig fandt hinanden igen. Det gør den ikke mindre rørende; og iblandet historien om København og Danmark i 1970'erne giver det et fantastisk billede af en tid, som vi nu betragter som langt tilbage - men som ikke er mange generationer siden. Netop som disse to bøger inspireret af Anita Furus farmor viser os.

Det blev nok også den sidste bog i 2023; det blev til 111 bøger - hvilket er mere end jeg har læst i mange år. Der var mange fantastiske læseoplevelser imellem; og ikke mindst opdagede jeg virkelig, hvor meget jeg kan bruge biblioteket. Jeg havde sat mig for, at halvdelen skulle være fra biblioteket for at minimere udgifter - og ikke mindst opbevaringsplads! - det blev til 47 og dermed 42%, hvilket jeg er fint tilfreds med. Bibliotekerne giver nogle gange mulighed for at eksperimentere lidt mere - og blive dejligt overrasket, som det var tilfældet her.

Mit halve liv - Anita Furu

 

• Dansk
• 28.-29. december
• 253 sider

Da jeg læste Annas sang tidligere i december, læste jeg i epilogen om denne debutroman, og så var det straks ned at finde den på biblioteket.

Der er paralleller, men der er bestemt også mange forskelle. Anita Furus roman er ligesom Koppels inspireret af en livshistorie. I dette tilfælde forfatterens farmor, som kommer til Danmark som seksårig i 1906 - hun er født med århundredet. Oprindelig fra Rusland, hvor familien forfølges som del af de pogromer, jøder blev udsat for og de fire søskende sendes væk. Hver for sig.

Den lille pige kommer således til København, og bliver adopteret af en ældre dame, Sophie Ballin. Men da denne dør i 1913, skal hun bo hos en tante og onkel, som er strengere og mere ortodokse. Den lille Ruth får aldrig at vide, hvad der er sket med de andre søskende. Hun må skabe sig et liv og en identitet i de nye rammer i et nyt land, og samtidig jonglere med sin religion - for veninderne i skolen er danske protestanter, og der oplever hun sin forskel.

Ruth fortæller selv sin historie; fra sorgen og chokket over at miste den mama, hun var kommet til at elske til ægteskabet med den smukke norske Sigurd, som tager hende med til Spanien. Hun bor i Spanien i mange år afbrudt af borgerkrig, men senere også beskyttet i et neutralt Spanien, som ikke tog del i 2. Verdenskrig. Men hun praktiserer heller ikke sin religion, og taler aldrig om den. Det bliver et halvt liv på alle måder. Nogle rødder og tilhørsforhold er definitivt kappet over, og ingen kan hjælpe hende til at lappe dem sammen. Hun ved hun er jøde, men hun lever på mange måder hele tiden i periferien af alle de forfærdelige ting, jøder blev udsat for i hendes tid. 

Historien spænder fra 1913 til 1953, hvor hun er tilbage i Danmark. Sigurd har sat deres penge over styr; de er rejst sammen med datteren Inge hjem for at arbejde i onklens teforretning på Christianshavn, da Sigurd dør og efterlader hende som ung enke på blot 53 år.

Det er en historie med en stille smerte, der gennemsiver siderne - Ruth forsøger hele livet igennem at skabe sig identiteter. Som veninde, hustru, mor... men der mangler altid den historie, den anden halvdel, som barndommen tog fra hende. Hun opdager, at der har været forsøg på kontakt fra hendes søskende - men man tog beslutninger for hende; og så er det muligvis for sent?

En meget rørende historie, hvor man er i Ruth og føler med hende.

Fra hulemalerier til hotdogs - John Green

 

• Engelsk
• 25.-27. december
• 336 sider
• Originaltitel: The Anthropocene Reviewed

John Green er nok primært kendt for sine YA-romaner; og selvom jeg næppe var i målgruppen, så læste jeg da også En flænge i himlen i 2015. Men som så mange andre har han begået en Covid-bog - for det gjorde man åbenbart, når man sad derhjemme i lock-down.

Den engelske titel er unægteligt noget mere interessant end den danske banale oversættelse; antropocæn er betegnelsen for vores tidsalder. Det er perioden, hvor vi som individer påvirker kloden i udstrakt grad og former og påvirker kloden og naturen. Så en review af denne tid er en form for anmeldelse af objekter, vi skaber. De er både materielle og immaterielle. Green har ladet sig inspirere af vor moderne tids mani med at vurdere alting ud fra en skala med fem stjerne - som fx i anmeldelser på TripAdvisor, Amazon og stort set alt muligt andet.

Emnerne rækker vidt og springer fra emne til emne; der er sange og digte, som har haft en stor betydning for ham. Der er mad spist på eksotiske steder. Der er mere abstrakte koncepter som solnedgange og evnen til at kunne hviske. Der er personers individuelle bedrifter, som har imponeret ham; og opfindelser som internettet.

Er det så interessant? Både og. Visse af disse kortere indlæg er interessante; andre er nok for indviede. Green fletter dog en del af sin egen historie ind i stort set hver lille historie, og holder sig ikke stringent til det givne emne - det bliver også en personlig beretning om hans liv, familie, præferencer og karriere.

Men så irriteterer det mig - virkelig lavpraktisk - at han vurderer ud fra sin femstjerneskala, men bruger halve stjerner - for det stemmer ikke overens med den præmis han sætter i forordet.

Med andre ord - der er underholdende elementer; men som med så mange andre Covid-værker, er det måske diskutabelt om den har sin eksistensberettigelse!

The House of Fortune - Jessie Burton

 

• Engelsk
• 21.-24. december
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er næsten ni år siden jeg læste Burtons debutroman, Dukkemageren; siden har jeg læst andre romaner, som absolut ikke fungerede for mig. Så jeg var spændt på at se om hun kunne genskabe magien fra Dukkemageren i denne opfølgning til hendes store succes.

Det er de samme personer vi møder - men atten år senere i 1705. I huset i Amsterdam bor de tre voksne, der var en del af Dukkemageren. Nella, som var den unge og naive brud og hvis man Johannes døde anklaget for sodomi. Hans tjener, Otto, som er en tidligere slave fra Surinam og tjenestepigen Cordelia, der har tjent familien i årtier. Otto havde jo en affære med Johannes' søster og Nellas svigerinde, Marin, og det kom der den lille Thea ud af. En mulatpige, som i det tidlige 18. århundrede normalt ikke ville være at finde i det bedre borgerskabs saloner - men snarere som tjenestepige.

Thea har det da også svært med sin identitet; hun forstår ikke alle hemmelighederne omkring hendes forældre og hendes fortid. Da hun forelsker sig i en kunstner, er det hendes måde at gøre oprør på. Men pludselig begynder de små pakker med miniaturemodeller at dukke op på husets dørtrin igen. Thea mener de er til hende, og gemmer dem for familien. 

Det skaber basen for flere hemmeligheder, der vokser sig større og større alt imens familien håber at kunne gifte Thea godt. For de er faktisk ved at være fallit - det har ikke været nemt at leve med skammen efter Johannes, og samtidig forsvare at have Thea i huset, som de ikke kan forklare.

Det er både Theas og Nellas historie; og selvfølgelig en interessant historie om Amsterdam på den tid. Man føler sig hensat til Oude Kerk, når man læser scenerne derfra - jeg var der så sent som i pinsen i år, og beundrede de selvsamme træudskæringer, der omtales i bogen.

Det er historien om generationer, der skal finde hinanden - modsætningerne mellem nye og gamle traditioner, som er arketypiske for alle forhold gennem tiden. Men det er også Nellas historie om en fortid, hun har forsøgt at glemme i så mange år.

Den er absolut bedre end hendes andre romaner; men præcist som med Dukkemageren følte jeg ved slutningen, at noget manglede? Vi får aldrig svaret på, hvem der aflevere pakkerne med miniaturemodeller - eller hvem, de oprigtigt er tiltænkt? Det forhastes til sidst for at få en lidt rosenrød afslutning. Det lykkes ikke for Burton at få det hele til at gå helt op desværre.

ABANDONED (Forladte steder Volume 5) - Jan Elhøj & Morten Kirckhoff

 

• Dansk
• 20. december 
• 210 sider

Da jeg jo havde gjort et kup (troede jeg selv) ved at købe to bind i serien om forladte steder til en fordelagtig pris, så havde jeg det nyeste bind, som jeg nemt kunne læse til morgenmaden.

Det er bøger man nok vil kigge i igen fra tid til anden; men der er jo ikke meget læsestof i dem.

Den sproglige kvalitet er en anelse bedre - men langt fra tilfredsstillende. Der er ikke mere uddybende information om de steder, de besøger - men i indledningen dog lidt mere information om hvordan det foregår. Det savnede jeg i andet bind.

Det er stadig trykt på tykt papir og sorte baggrunde; personligt synes jeg ikke det bringer det bedste frem i billederne, hvoraf mange virkelig er smukke.

Mine forventninger var desværre nok lidt for høje - og overordnet set var det alt for mange penge for alt for lidt. 

ABANDONED (Forladte steder Volume 2) - Jan Elhøj & Morten Kirckhoff

 

• Dansk
• 19. december
• 210 sider

Jeg faldt over denne serie i en reklame på Instagram; og faldt lige pladask i fælden om et godt tilbud og købte den seneste udgivelse sammen med andet bind, der er nogle år gamle.

Præmissen er jo interessant og principielt ret simpel; man rejser rundt i verden, og opsøger forladte bygninger. Det er sikkert ikke nemt - det forklarer de to forfattere da også; man skal finde en vej ind uden at blive opdaget. Nogle steder er under opsyn af sikkerhedsvagter som fx kraftværker eller større tidligere offentlige steder. Andre er private hjem, der ligger øde hen og måske er nemmere tilgængelige.

De to forfattere tager så billeder inde fra alle disse steder, hvor historien står stille og dokumenterer dem i deres bøger. Langt de fleste er blot ledsaget af et generisk navn og sted - som fx Slangelaboratorium Japan; mens andre har en kortere ledsagende tekst.

Alle billeder er trykt på en sort massiv baggrund og på kraftigt papir; det harmonerer ikke helt med deres livsfilosofi om at passe på verden osv. Det må være en særdeles miljøskadelig måde at trykke bøger på! Som det ofte er med små forlag, der selv trykker og sælger, er der også en kreativ tilgang til det danske sprog. Den er rent ud sagt proppet med grammatik- og stavefejl. Som fx i følgende paragraf:

Første gang, vi hører om dette unikke slot i Toscana, er vi solgt.
Det smukt beliggende slot med udsigt over Toscana opføres i 1605 af Ximenes d'Aragona, en af datidens rigeste familier i Europa. Deres portugisiske oprindelse og samhandel med Afrika, skabte et kæmpe familie dynasti som voksede sig større gennem flere hundrede år.
Frem til 1800 tallet var det i familiens eje og husede sågar den Italiens kong Umberto i en periode.

Der er absolut smukke fotos; men helhedsindtrykket ødelægges for mig både af opsætningen, sprogkvaliteten og den manglende baggrundshistorie om, hvordan de rent praktisk arbejder. Det er muligvis beskrevet i første bind, men hvis man starter et andet sted i serien, er det vel lige så relevant for læseren. Der mangler historier bag billederne! Det er givetvis for at beskytte stedernes "gravfred" at de forbliver så anonyme; men lidt mere information havde gjort det til en reel oplevelse at læse.

Annas sang - Benjamin Koppel

 

• Dansk
• 17.-19. december
• 509 sider

Der er jo langt imellem, at jeg læser danske forfattere - jeg trives ikke godt i den danske litterære skrivestil; men der er nogle undtagelser og jeg bliver vel også bedre til det med tiden.

Denne roman har jo været rost til skyerne, og flere gange har jeg næsten lånt den med hjem - og så gav jeg den en chance. Heldigvis!

Det er en virkelig smuk, men også tragisk menneskeskæbne vi møder i Benjamin Koppels tante Anna, som i romanen bærer navnet Hannah Koppelman. Det vibrerer jo unægteligt af jødiske rødder, og Anna er da også født ind i en jødisk skrædderfamilie, som boede i Fiolstræde. Hun er født i 1921 og med fire store brødre var det en livlig familie med ikke mindst en skrækindgydende mor, der tog livets fortrædeligheder med stort drama.

Det giver sig virkelig til udtryk efterhånden som de fire sønner gifter sig med blonde danske piger uden en dråbe jødisk blod i årerne; det betyder jo, at familiens rødder ikke videreføres. Så Hannah bliver den, der skal indfri alle moderens drømme og de finder hende en passende ægtemand i den franske jøde François, som jo bor i Paris. De bliver forlovet inden krigen, selvom Hannah er forelsket i Aksel - en kommunist, der kæmper i den spanske borgerkrig, og senere i den danske modstandsbevægelse.

Krigen sætter det planlagte ægteskab på pause, og Hannah får lidt mere tid til at hellige sig sin store drøm om at blive koncertpianist. Men krigen er også kampen for overlevelse - især i 1943, da de danske jøder i hast må forlade landet; mange via Gilleleje og videre til Sverige.

Hannahs ægteskab gennemføres; men det bliver aldrig lykkeligt. Hun kommer til at tilbringe resten af sit lange liv i Frankrig med en utro, voldelig charlatan af en mand, der foragter hende for kun at give hende tre døtre og ingen sønner. Musikken er der, men det bliver hendes hemmelige lidenskab, som manden ikke må vide for meget om.

Benjamin Koppel møder denne tante sent i hendes lange liv; hun bliver 98 år gammel. De taler om hendes bemærkelsesværdige liv, og det er der kommet denne smukke roman ud af. Det er en blanding af fakta og fiktion - hvor grænsen går er jo svært for læseren at vide. Men betragt det som en fantastisk historie om en jødisk familiehistorie, hvor traditioner betyder alt. Om en kvinde, som ikke fik de valg mænd havde til rådighed. Det er dejlige beskrivelser af København - og Paris - i en anden tid; og en fryd fra ende til anden at læse.

Vinden kender mit navn - Isabel Allende

 

• Engelsk
• 14.-16. december
• 272 sider
• Originaltitel: The Wind Knows My Name

Jeg har vist ikke læst en eneste roman af Isabel Allende siden Åndernes hus - og det er mere end tredive år siden. Den var jo fantastisk med sin magiske verden, der mindede om Garcia Marquez. Men de efterfølgende virkede så anderledes, at jeg aldrig rigtigt forsøgte.

Da romanen starter i 1938 i Wien er min umiddelbare tanke da også, at vi er langt fra Sydamerika og magi - det kommer dog til at ændre sig. Samuel Adler er seks år gammel, da Krystalnatten sætter en ende for hans lykkelige barndom. Faderen forsvinder, og moderen sender ham med et tog til England i håbet om, at familien vil blive genforenet for at kunne emigrere til Amerika. Det sker selvfølgelig ikke, og han ser aldrig forældrene igen. I stedet vokser han op som en stille og forsigtig dreng mest glad når han kan spille på sin violin. I 1950'erne rejser han til New Orleans for at udforske jazzmusikken, og her møder han den ukonventionelle og dragende Nadine, som trodser familiens raseri og tager til England for at gifte sig med Samuel. De får en datter, men de kæmper også med deres forskelligheder i temperament og natur.

I vor tid flygter Marisol fra et fattigt og kriminelt El Salvador til USA; men Trump vil have en mur ved den mexicanske grænse, og Marisol bliver skilt fra sin otte-årige næsten blinde datter Anita. 

Den lille pige er traumatiseret, og forsvinder ofte ind i fantasiverdenen Azabahar, hvor hun taler med sin afdøde lillesøster Claudia.

Imellem de to ekstremiteter møder vi Selena, som kæmper for at genforene alle de familier, der bliver adskilt i flygtningelejrene ved grænsen. Hendes familie er selv kommet fra Sydamerika, og hendes bedstemor er synsk. Hun ser ikke gode ting for Marisol!

Selena får hjælp i sin kamp for den lille Anita i karriereadvokaten Frank, hvis familie oprindeligt kom fra Sicilien til Amerika. Hans motiver, der først var motiverede af Selenas smukke hofter, ændrer sig til at være rent filantropiske - næsten!

Historien springer fra person til person og i tid; således introduceres også Letizia, som flygtede med sin far til USA i 1981 efter regeringen udraderede hendes families landsby i El Salvador. Hun arbejder nu som husholderske for den gamle Samuel Adler, der er blevet enkemand. 

Det er rigtigt mange historier og skæbner til en roman på under trehundrede sider; nok lidt for mange, da der var potentiale til at skabe virkeligt facetterede protagonister og flere af dem bliver lidt overfladisk behandlet. 

Men moralen er der selvfølgelig. At vi gentager de samme fejl igen og igen. At vi intet lærer af historien. At jødeforfølgelserne bliver til moderne racisme overfor alle flygtninge, og at der stadig er totalitære stater, der dræber uskyldige civile.

Det er til dels en "Covid-roman"; en stor del af historien foregår mens alle er i lock-down. Om Allende startede skriveriet under lock-down ved jeg jo ikke; men jeg mistænker det. Der havde været potentiale til en virkelig stor roman ved at ekspandere lidt en del steder; i stedet bliver det en hyggelig roman med en alvorlig morale.

Lystægteskabet - Tahar Ben Jelloun

 

• Fransk
• 11.-13. december
• 272 sider
• Originaltitel: Le mariage de plaisir

Det er en del år siden jeg sidst læste noget af den marokkanske forfatter, der i 1987 vandt den prestigefyldte Goncourt-pris for Den hellige nat. Selvom han i mange år har boet i Frankrig er hans litterære univers stadig hjemlandet; i denne roman fra 2016 udvider han feltet til at inkludere det subsahariske Afrika - nemlig Dakar og Senegal, som har en stor plads i mit hjerte.

Amir bor i Fès, hvor han handler med varer importeret fra blandt andet Senegal. Han er gift i et traditionelt arrangeret ægteskab og har fire børn. Hvert år rejser han afsted for at finde sine varer, og under disse langvarige rejser indgår han et lystægteskab, som islam tillader det. Det betyder, at han i en nærmere defineret tidsperiode kan "gifte" sig med en lokal kvinde, så det ikke er i synd, at han får opfyldt sine basale behov. Men han forelsker sig i den unge Nabou, og nu vil han have hende med hjem - han er jo trods alt tilladt fire hustruer! Han ved godt, at hustruen derhjemme ikke bliver begejstret og at Nabou risikerer racisme og chikane på grund af hendes mørke hudfarve.

Ben Jelloun italesætter her den racisme, der foregår ikke blot mellem europæere og maghrebinere - men også internt på kontinentet, hvor hakkeordenen i allerhøjeste grad angives af hudfarven.

Historien strækker sig fra slutningen af 1940'erne, hvor Marokko begynder at røre på sig politisk efter mange års fransk kolonistyre og indtil i dag. Dermed dækker denne saga også landets historie - omend perifært grundet det lille antal sider.

Nabou får det ikke let i Marokko; den første hustru er ydmyget og rasende. Ikke blot overm at manden har taget endnu en hustru - men at han også er forelsket, og så i en med så mørk hud! 

Nabou føder ham tvillinger; en hvid og en sort. De to børn bliver symbolet på racismen, da de får hver deres livsbane. Den ene perfekt integreret og den anden udstødt på grund af sin hudfarve - og da han bliver taget uden papirer bliver han deporteret til Senegal.

Det eneste lyspunkt i historien er Amirs søn, Karim, der har Downs syndrom, og beskytter Nabou og hendes sønner. 

Men der foregår mange ting - måske for mange til en så kort roman? Ben Jelloun vil favne over alt fra social racisme til etnisk racisme. Han behandler religioner - Amirs islam mod Nabous animisme. Kvinders status i samfundet. Flygtningestrømmene. Marokkos egen kamp for at finde et ståsted som traditionelt samfund i en moderne verden.

Det bliver desværre lidt for mange ting på én gang, og det er ikke den stærkeste af hans romaner. 

Når det er slut - Clare Mackintosh

 

• Engelsk
• 8.-10. december
• 384 sider
• Originaltitel: After the End

Jeg havde et mål for 2023, at halvdelen af alle læste bøger skulle være fra biblioteket - eller lånt andetsteds. Det når jeg ikke i mål med, da jeg kun er omkring 40% nu. Men i forhåbningen om at modtage en masse dejlige bøger i julegave, var jeg på biblioteket for at forsyne mig med læsestof til årets sidste uger. Så falder jeg altid over noget, jeg måske ikke selv ville have fundet.

Denne roman er helt bestemt én af den slags, jeg aldrig ville have købt - og da jeg kom i gang med den, var jeg også lige ved at stoppe. For når man selv har kræft, og har mistet andre familiemedlemmer til kræft - så er det barsk læsning. Det gør det ikke mindre barsk, når det handler om børn.

Mark og Pip er lykkeligt gift med en lille søn, Dylan. Mark er amerikaner og en succesfuld managementkonsulent. Pip var stewardesse, da de mødtes på et fly - men nu er hun hjemmegående husmor. Dylan er syg; en hjernetumor opdaget, da han var to år gammel. 

Efter tumoren er fjernet, når de til et punkt, hvor man erkender, at der er omfattende hjerneskade og han vil aldrig komme til at få et "normalt" liv. De engelske læger anbefaler en palliativ behandling, og de regner ikke med at det vil vare længe inden den lille dreng dør. Men Mark har undersøgt sygdommen, og mener, at man i USA kan behandle ham. Ikke at han vil blive rask - eller endog genfinde evner som at kunne gå, tale osv. Men det kan give dem lidt længere tid sammen med sønnen.

Problemet er dog blot, hvordan man definerer, hvad der er et "godt" eller "normalt" liv? Disse sager læser man jo til tider om i medierne, Hvor forældre kæmper for deres børns ret til at få mere behandling eller prøve alternative behandlinger - alt dette i forældrenes desperation og afmagt for at forhindre det uundgåelige.

Men Pip og Mark er ikke enige i dette tilfælde. Pip mener nok er nok - og Mark vil kæmpe for alle muligheder. Derfor ender sagen i retten, hvor uvildige eksperter skal afgøre Dylans skæbne.

Historien fortælles på skift fra de to forældres perspektiv; og i slutningen af første del ser man Pips oplevelse fra retssalen, hvor dommen afsiges. Dylan skal have lov at dø i fred og værdighed og behandles palliativt. 

Men... det stopper ikke der. For næste kapitel er Marks version, og her giver retten ham ret til at tage sønnen til USA for mere behandling.

Derfra kører historien i to spor. I det ene dør Dylan relativt hurtigt og det fortælles af Pip. I det ander spor får han lidt længere tid; men med en diskutabel livskvalitet. Denne fortælles af Mark.

Fælles for begge spor er, at Pip og Mark skal finde ud af, hvordan de håndterer deres ægteskab og parforhold midt i dette. For sorgen kommer jo i begge tilfælde - og den ene situation er jo ikke værre (eller bedre faktisk) end den anden. Der er også spørgsmålet om tvivl og skyld, der konstant plager dem - for hvad er den rigtige beslutning? For dem? For Dylan?

Forfatteren har et trist grundlag for at kunne skrive denne historie, da hun og hendes mand selv stod i samme situation med en for tidligt født søn med massiv hjerneskade. De blev bedt om at vælge, og har siden måttet leve med de spørsgmål, som ingen nogensinde kan svare på - hvad nu hvis? 

De to spor i historien er begge meget plausible og tragiske - og lidt uventede; det eneste, der irriterede mig var, at den ender med at de to spor på en måde kører sammen i en lidt for happy ending. Der var andre mulige slutninger, som i mine øjne var lige så lykkelige. Men det var en stærk og voldsom historie.

Le commerce des allongés - Alain Mabanckou

 

• Fransk
• 4.-7. december
• 264 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ventet længe på denne paperback-udgave af Mabanckous seneste roman; den femtende af hans bøger, jeg har læst siden jeg startede bloggen. Han er en favorit selvom det er meget svingende - og han fortrinsvis skriver erindringer og essays om Afrika og sortes vilkår nu. Men så kaster han sig igen over den genre, der blev hans gennembrud - satire, animisme og totalt flyvske historier. 

Direkte oversat ville titlen lyde noget i retning af "Forretningen i at ligge ned" - det er lidt kryptisk på dansk; men på fransk er det underforstået, at dem, der ligger ned i denne sammenhæng er de døde.

Den unge Liwa er nemlig død; han blev dræbt efter den store fest den 15. august, der fejrer Congos uafhængighed. Nu er han på kirkegården Frère Lachaise - et fint ordspil på Paris' berømte Père Lachaise kirkegård. Det er et gennemgående og tilbagevendende tema for Mabanckou at drage paralleller til det Frankrig, som congolesere både hader og elsker; og beundrer! Det er en den tidligere kolonimagt - men det er også drømmedestinationen for mange, og målestokken for succes for de fleste. Man gør tingene som de gør det i Paris!

Nu ser Liwa sig selv udefra i de dage, der går inden han skal begraves. Han møder andre beboere fra kirkegården, som fortæller ham deres historie. Det farer i alle retninger, som det ofte gør med Mabanckou - men han kommer altid tilbage til historien. Det er med til at tegne et billede af det samfund og de personer, han beskriver - og det er baseret på den animistiske tro, som er allestedsnærværende i afrikansk kultur. Der giver det hele mening, og intet er mere naturligt end at gå igen eller reinkarnere sig for at tage hævn.

Det er netop det, den unge Liwa vil efter at være blevet forgiftet af faderen til en ung pige, han mødte på en natklub den skæbnesvangre nat. Hvad han dog ikke ved, er at denne pige også var et "spøgelse", der selv ville hævne sig. De mødes - og opnår sammen deres mål, inden de kan lægge sig til ro. Sammen.

Jeg nød virkelig hans retur til denne prosa. Den er dog skarpere i sin satire end i de første romaner; der er mere underliggende kritik af styrkeforholdene mellem Afrika og resten af verden, og den korruption, der desværre præger kontinentet. Han er modnet - men bibevarer sit skarpe blik for sit lands kultur.

Syv m2 med lås - Jussi Adler-Olsen

 

• Dansk
• 29. november - 3. december
• 544 sider

Jeg ved ikke hvem, der er mest lettet? Mig over endelig at være kommet igennem det tiende og sidste bind i serien om Afdeling Q - eller forfatteren over at kunne lukke et kapitel, der måske førte ham andre steder hen den det var tiltænkt fra første bind? Jeg havde mine bange anelser efter niende bind, som virkelig var noget langhåret - og jeg blev desværre ikke positivt overrasker. Jeg er klar over, at en stor del af den danske befolkning nok vil være uenig i dette - men dette er jo min personlige holdning.

Carl blev fængslet i slutningen af sidste bind efter fundet af en kuffert på hans loft, som gemte på både kontanter i bunkevis samt narko; altsammen noget, der viste sig at stamme fra et tyveri fra et internationalt narkokartel på det tidspunkt, da Carls makker Anker blev dræbt, og den anden, Hardy, lammet fra nakken og ned.

Det er mere end én gang blevet insinueret, at drabschefen, Marcus Jacobsen, måske kunne have en finger med i spillet eller måske ligefrem samarbejde med de slemme drenge. I hvert fald er der nogle inde i politistyrken, der ved og gør mere end de bør.

Carls gode venner - Rose, Assad og Gordon - forsøger at hjælpe ham udefra; men inde i fængslet konfronteres Carl med en del personer, han selv har hjulpet derind. De ser ikke med milde øjne på en politibetjent, der potentielt har samarbejdet med kriminelle - og hans liv er i fare.

Det meste af de mere end femhundrede sider handler således om de angreb, Carl udsættes for i Vestre Fængsel og senere Slagelse Arrest. Nogle indsatte modtager ordrer udefra, der trækker tråde til Holland, hvor bagmændene sidder - og også i Holland forsvinder en masse mennesker over ganske få dage.

Men som mysterie er det uendeligt uopfindsomt; det er uendelige gentagelser af situationen og udviklingen - for tungnemme læsere?

Jeg tror Jussi Adler-Olsen er mere træt end Carl Mørck efter denne har været udsat for fire mordforsøg!

Det har jo aldrig været stor litteratur; men lige her rammer vi virkelig bunden og jeg måtte slide mig igennem den til sidste side. Nu er det heldigvis slut - og Carl er pensioneret! Så der kan vel ikke komme flere krimier i den serie - eller allerhelst ingen overhovedet.