Sunday, December 10, 2023

Når det er slut - Clare Mackintosh

 

  • Engelsk
  • 8.-10. december
  • 384 sider
  • Originaltitel: After the End

Jeg havde et mål for 2023, at halvdelen af alle læste bøger skulle være fra biblioteket - eller lånt andetsteds. Det når jeg ikke i mål med, da jeg kun er omkring 40% nu. Men i forhåbningen om at modtage en masse dejlige bøger i julegave, var jeg på biblioteket for at forsyne mig med læsestof til årets sidste uger. Så falder jeg altid over noget, jeg måske ikke selv ville have fundet.

Denne roman er helt bestemt én af den slags, jeg aldrig ville have købt - og da jeg kom i gang med den, var jeg også lige ved at stoppe. For når man selv har kræft, og har mistet andre familiemedlemmer til kræft - så er det barsk læsning. Det gør det ikke mindre barsk, når det handler om børn.

Mark og Pip er lykkeligt gift med en lille søn, Dylan. Mark er amerikaner og en succesfuld managementkonsulent. Pip var stewardesse, da de mødtes på et fly - men nu er hun hjemmegående husmor. Dylan er syg; en hjernetumor opdaget, da han var to år gammel. 

Efter tumoren er fjernet, når de til et punkt, hvor man erkender, at der er omfattende hjerneskade og han vil aldrig komme til at få et "normalt" liv. De engelske læger anbefaler en palliativ behandling, og de regner ikke med at det vil vare længe inden den lille dreng dør. Men Mark har undersøgt sygdommen, og mener, at man i USA kan behandle ham. Ikke at han vil blive rask - eller endog genfinde evner som at kunne gå, tale osv. Men det kan give dem lidt længere tid sammen med sønnen.

Problemet er dog blot, hvordan man definerer, hvad der er et "godt" eller "normalt" liv? Disse sager læser man jo til tider om i medierne, Hvor forældre kæmper for deres børns ret til at få mere behandling eller prøve alternative behandlinger - alt dette i forældrenes desperation og afmagt for at forhindre det uundgåelige.

Men Pip og Mark er ikke enige i dette tilfælde. Pip mener nok er nok - og Mark vil kæmpe for alle muligheder. Derfor ender sagen i retten, hvor uvildige eksperter skal afgøre Dylans skæbne.
Historien fortælles på skift fra de to forældres perspektiv; og i slutningen af første del ser man Pips oplevelse fra retssalen, hvor dommen afsiges. Dylan skal have lov at dø i fred og værdighed og behandles palliativt. 

Men... det stopper ikke der. For næste kapitel er Marks version, og her giver retten ham ret til at tage sønnen til USA for mere behandling.

Derfra kører historien i to spor. I det ene dør Dylan relativt hurtigt og det fortælles af Pip. I det ander spor får han lidt længere tid; men med en diskutabel livskvalitet. Denne fortælles af Mark.

Fælles for begge spor er, at Pip og Mark skal finde ud af, hvordan de håndterer deres ægteskab og parforhold midt i dette. For sorgen kommer jo i begge tilfælde - og den ene situation er jo ikke værre (eller bedre faktisk) end den anden. Der er også spørgsmålet om tvivl og skyld, der konstant plager dem - for hvad er den rigtige beslutning? For dem? For Dylan?

Forfatteren har et trist grundlag for at kunne skrive denne historie, da hun og hendes mand selv stod i samme situation med en for tidligt født søn med massiv hjerneskade. De blev bedt om at vælge, og har siden måttet leve med de spørsgmål, som ingen nogensinde kan svare på - hvad nu hvis? 

De to spor i historien er begge meget plausible og tragiske - og lidt uventede; det eneste, der irriterede mig var, at den ender med at de to spor på en måde kører sammen i en lidt for happy ending. Der var andre mulige slutninger, som i mine øjne var lige så lykkelige. Men det var en stærk og voldsom historie.

No comments: