Dage efter Pierre - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 5. oktober
• 396 sider
• Originaltitel: Il nous restera ça 

Jeg har nu læst fem romaner af Virginie Grimaldi; jeg var lidt skeptisk i starten og den første føltes da også som lidt for nem. Det var nummer to og tre bestemt ikke, og så var jeg lidt mindre imponeret over den fjerde. Jeg har ikke læst dem i den rækkefølge de er udgivet i - og nu er vi tilbage til 2022 med en af de to romaner, der er oversat til dansk indtil videre. Grimaldi udgiver i snit en roman om året - og jeg er sikker på, at flere vil komme på dansk.

I Paris møder vi tre vidt forskellige personer. Jeanne, der netop har mistet sin mand, Pierre, efter 50 års samliv. Han dør pludseligt, og nu sidder hun i den store lejlighed, som egentlig er lidt for dyr til hendes økonomi som enke. Jeanne er 74 år gammel og bruger nu sin tid på at besøge Pierres grav hver dag.

Iris er 33 år gammel, og arbejder som social assistent. Hun bor i et lille lejet værelse og man fornemmer, at der er nogle hemmeligheder skjult i det. Hvorfor arbejder hun ikke indenfor sir fag som fysioterapeut og hvem gemmer hun sig for i Paris?

Théo er mere ligetil selv med sit komplicerede liv. Han kommer fra en dysfunktionel familie med en alkoholisk mor og ukendt far. Hans eneste mandlige holdepunkt var Marc, der i en kort periode levede med moderen og fik hans halvbror. Men moderen begyndte at drikke igen, og Théo tilbragte resten af sin barndom på en institution. Som 18-årig er han nu i lære som konditor, og lever i en ramponeret bil.

Da Jeanne beslutter sig for at leje et værelse ud, bliver det til to værelser, da hun ikke nænner at skuffe den ene af de to unge mennesker. Det der blot skulle være en praktisk løsning for alle, ender med at blive livsforandrende på alle måder. 

Jeanne kommer videre i sin sorg, og finder et nyt formål med tilværelsen. 

Iris finder ro til at komme sig over sine bitre livserfaringer og gøre sig klar til en ny langt mere positiv forandring. 

Théo finder endelig en base, der kan give ham mod til at stole på andre - og måske opsøge sin fortid mens hans bygger en fremtid.

Det lyder jo frygteligt banalt - og det er det måske også meget af tiden. Men Grimaldi kan nu alligevel noget med at undgå det rosenrøde pladder og istedet blande en god del humor ind i sine historier. Jeg grinte højlydt flere gange - og så faldt der også en tåre eller to.

Tempoet er højt med mange små kapitler, der ofte brydes af en tom side. Så det er nem læsning og kunne nemt klares på en regnfuld søndag, hvor man trængte til lidt feel-good. 

Les heures fragiles - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 12.-13. september
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

De eneste bøger af Virginie Grimaldi, der er oversat til dansk er dem, jeg endnu ikke har læst. Men hun kan tydeligvis noget med at ramme ind i samfundsaktuelle emner, der virker relevante for de fleste læsere. Dog synes jeg denne var lidt under niveau i forhold til de tidligere romaner - især denne.

Diane er midt i fyrrerne, og bor sammen med sin anden mand, Seb, deres fælles søn og hendes datter, Lou, fra et tidligere ægteskab. Det er en genkendelig situation og familiekonstellation i dag - og igen rammer Grimaldi noget meget ordinært. 

Seb får pludselig en midtlivskrise, og føler sig fanget i forholdet - så han flytter midlertidigt ud af hjemmet. Samtidig går Lou igennem teenageårene med alle de spørgsmål, det medfører. Hun har et forhold til en lidt ældre fyr, der nok bare vil have sex, og nedbryder hendes selvtillid.

Lou begynder at få panikanfald, og dystre tanker - da Diane opdager dette, reagerer hun hurtigt og effektivt. Lou bliver taget med til en psykolog, og pludselig er hun på et center for unge med psykiske problemer.

Historien fortælles i skift af Diane og Lou. Den ene kæmper for sit ægteskab, for sin datter og for at opretholde en hverdag igennem alt dette. Samtidig vækker det spøgelser til live fra hendes egen ungdom, og på et punkt tilføjes dagbogsnotater, som man umiddelbart tror er Dianes egne.

Lous fortælling er fra centeret og mødet med de andre unge. En fortælling om, hvor svært det kan være at være teenager med det stigende pres fra sociale medier om præstation og fysisk fremtoning. Hun ser de andre unge, og opdager, at hun ikke er alene - men også, at hun faktisk har et godt netværk i familien.

Der er et lille element af overraskelse til sidst - men jeg synes ikke det var helt så troværdigt som i de andre bøger. Ikke desto mindre er det relevante emner, og der er ingen tvivl om, at det er årsagen til hendes succes som forfatter. Det er let tilgængelige historier alle kan relatere til. Men jeg skal nok have en pause fra Grimaldi nu!

Une belle vie - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 29. juli
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er uden tvivl easy-read bøger - men dermed ikke være sagt, at det er banalt eller indholdsløst! Jeg kan sagtens forstå Grimaldi har så overvældende succes i Frankrig, og op mod ferieperioden ser jeg jævnligt artikler i franske medier med lister over hendes bedste bøger til ferien. Det er dog også bøger jeg nu ved ikke skal indkøbes - for jeg startede lidt mandag aften i denne, så kom jeg rigtigt ind i den tirsdag morgen med min kaffe, og lige ved sengetid lukkede jeg den. 

Det kører i et højt tempo med mange korte kapitler, der skifter i tid. Vi starter i 1980, da Emma er fem år gammel og får en lillesøster, Agathe. De to pigers vinkler deles i parallelle spor op igennem de næste fyrre år. Hver tredje kapitel foregår så i nutiden, hvor de to søstre mødes i deres farmors hus ved stranden i Baskerlandet. Hun er død nogle måneder inden, og huset er solgt. De to søstre har ikke set hinanden i fem år eller endog talt med hinanden. Men nu tager Emma initiativ til, at de skal tilbringe en uge sammen.

Igennem de mange tilbageblik forstår vi den komplekse baggrund. En skilsmisse, og en far, der dør alt for tidligt. En mor, der er voldelig og alkoholisk. Agathe, der kæmper med det, der senere viser sig at være en bipolar diagnose. Emma, der kæmper med at blive gravid. De to søstre, der kæmper først for at beskytte sig mod moderen og senere for at skabe deres egne liv uafhængig t af hinanden. De er meget tætte og farmoderens hus er deres fristed i barndommen og ungdommen. Men det er også så symbiotisk, at det kan være svært at stå på egne ben.

Der er mange elementer i deres relation, som vil virke bekendte for alle søskende - måske endda mere for søstre (eller søskende af samme køn). Der behøver ikke at være så mange alvorlige elementer - vi kender nok alle følelsen af jalousi eller at sammenligne os med en søskende.

Deres ene uge sammen skal hele det sår. men Emma har også opsøgt Agathe i et andet ærinde. Jeg havde gættet, hvor det ville bære hen - og det var godt, jeg sluttede den hjemme. For der kom tårer til sidst!

Les possibles - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 29.-30. juni
• 378 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nu opdagede jeg jo den franske forfatter Virginie Grimaldi med en af hendes nyere romaner, og det var bedre end jeg forventede. Som sagt i min anmeldelse er det nok litteratur, der bliver lidt ensformig i længden, men det er også god sommerunderholdning. Selvom jeg endnu ikke er på ferie, så kan man jo godt nyde lidt lettere underholdning. Denne historie var dog absolut også alvorlig og tankevækkende.

Juliane er 39 år gammel, gift med Gaëtan og sammen har de Charlie på syv år, som lider af nogle mindre udviklingshæmninger. Hendes forældre har været skilt i mange år, og faderen bor alene i et lille hus. Han er og har altid været en original. Den type, man elsker som mindre barn, når der er skøre påfund og sjove lege - men som man skammer sig over som teenager. Han er fascineret af indianere, motorcykler og sin hund - og Charlie synes han er en fantastisk morfar selvfølgelig.

En dag brænder hans hus, og Juliane må huse ham mens huset bliver genopbygget. Det bliver en øvelse i tålmodighed, for faderen har en del skøre idéer - men hurtigt bliver hun nervøs for, at det bunder i noget helt andet. Han er glemsom, han er irritabel, han overspiser og shopper løs af ubrugelig ting, der hurtigt fylder huset op. Han vil sove i en tipi i haven. Han vil beskytte kirsebærtræet mod fugle midt om vinteren - og alle mulige andre små tegn, der foruroliger hende.

En udredning begynder, som faderen tager med stoisk ro, mens Juliane opdager, at hendes far er ved at forsvinde for hende. Hendes søster bor i USA, og ser derfor ikke de daglige udfordringer. Men diagnosen om demens er et hårdt slag for dem alle. Først insisterer hun på at minde han om ting; hun hidser sig op, når han stiller det samme spørgsmål for tiende gang. Så erkender hun, at det ikke hjælper og beslutter sig for at gå ind i hans verden, som hun siger. Hun spiller med på hans nye spilleregler, og pludselig bliver sameksistensen mindre problematisk - men selvfølgelig ikke mindre trist og tragisk.

Jeg ved ikke, hvor meget erfaring, der er i historien fra hendes eget liv. Hendes egen far døde af Alzheimer, men efter denne romans udgivelse. Han var muligvis allerede syg, og at nedskrive historien kan være en del af ventesorgens proces. Den sorg er hård at bære uanset hvad. At vide, at tiden rinder ud men ikke hvor meget tid, der er tilbage, er barsk. Jeg husker det fra min egen fars død af kræft, da jeg var ung. Men det ræsonnerer også med mig nu med en ældre mor, som ganske vist ikke er syg - men følelsen af konstant at være opmærksom på tegn på svaghed. Man er til stede på en anden måde og det fjerner den uskyld og lethed, der tidligere var i en relation.

Det var absolut ikke en nem feel-good roman; der var morsomme passager, men der var også gribende melankolske momenter, der greb mig og forhindrede mig at slippe den. Præcis som jeg havde det med Stadig Alice, som jeg læste for ti år siden. Jeg har ingen personlige erfaringer med Alzheimer, men det er ikke svært at forestille sig, hvor voldsomt og smertefuldt det må være.

Plus grand que le ciel - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 24.-25. juni
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er nogle franske forfattere, der lider lidt under det dårlige rygte at være for "lette" - jernbanelitteratur, som det også kaldes. Det gælder fx Marc Lévy og Guillaume Musso, hvis bøger jeg ikke har læst i mange år. Men de er også bare gode til fx ferielæsning og grunden til, at jeg stoppede er nok mere, at det bliver for ensformigt. Grimaldi falder nok i denne kategori, men hun sælger enorme mængder bøger i Frankrig og to er allerede oversat til dansk.

Da de findes på fransk på biblioteket, besluttede jeg mig for at se, hvad det var - det her Grimaldi-fænomen.

Elsa er 42 år gammel, fraskilt og enlig mor til Tristan på 15 år, Hun har for nyligt mistet sin far, hvilket har forårsaget en dyb depression.

Vincent er jævnaldrende. En succesfuld forfatter, der også er fraskilt med to piger på 7 og 10 år. Hans forlægger har rådet ham til terapi, men hans ar ligger dybere og er mere private.

De to krydser ved en fejl hinanden i psykiaterens venteværelse, hvor de ellers skulle være garanteret anonymitet. Elsa er da også ret tillukket; det bliver ikke bedre, da hun lærer, at han skriver litteratur, der ifølge hende ikke er netop det.

Men stille og roligt møder de hinanden i humor over deres situationer. Det bliver ikke til mere - foreløbigt. Elsas sår er for dybe, og hun føler ikke hun må have det godt eller more sig. Vincent får endelig åbnet op for sit traume, som desværre minder temmelig meget om One Day i en kortere version (ingen point for opfindsomhed til forfatteren for dette twist!).

Det skal dog ikke være slut for dem, og de mødes igen tre år senere med nye erfaringer i bagagen.

Det er absolut en feel-good roman; men flere steder grinede jeg højlydt over deres sessioner hos psykiateren, som foregår imellem historien om deres møder. Vi får flere historier i én og selvfølgelig ender det godt. Dog med en interessant drejet slutning.

Det er uden tvivl som med Lévy og Musso - det er fint nok til tider, men jeg er bange for, at man også bliver træt i længden. Perfekt afkoblende læsning som en god film.