Dage efter Pierre - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 5. oktober
• 396 sider
• Originaltitel: Il nous restera ça 

Jeg har nu læst fem romaner af Virginie Grimaldi; jeg var lidt skeptisk i starten og den første føltes da også som lidt for nem. Det var nummer to og tre bestemt ikke, og så var jeg lidt mindre imponeret over den fjerde. Jeg har ikke læst dem i den rækkefølge de er udgivet i - og nu er vi tilbage til 2022 med en af de to romaner, der er oversat til dansk indtil videre. Grimaldi udgiver i snit en roman om året - og jeg er sikker på, at flere vil komme på dansk.

I Paris møder vi tre vidt forskellige personer. Jeanne, der netop har mistet sin mand, Pierre, efter 50 års samliv. Han dør pludseligt, og nu sidder hun i den store lejlighed, som egentlig er lidt for dyr til hendes økonomi som enke. Jeanne er 74 år gammel og bruger nu sin tid på at besøge Pierres grav hver dag.

Iris er 33 år gammel, og arbejder som social assistent. Hun bor i et lille lejet værelse og man fornemmer, at der er nogle hemmeligheder skjult i det. Hvorfor arbejder hun ikke indenfor sir fag som fysioterapeut og hvem gemmer hun sig for i Paris?

Théo er mere ligetil selv med sit komplicerede liv. Han kommer fra en dysfunktionel familie med en alkoholisk mor og ukendt far. Hans eneste mandlige holdepunkt var Marc, der i en kort periode levede med moderen og fik hans halvbror. Men moderen begyndte at drikke igen, og Théo tilbragte resten af sin barndom på en institution. Som 18-årig er han nu i lære som konditor, og lever i en ramponeret bil.

Da Jeanne beslutter sig for at leje et værelse ud, bliver det til to værelser, da hun ikke nænner at skuffe den ene af de to unge mennesker. Det der blot skulle være en praktisk løsning for alle, ender med at blive livsforandrende på alle måder. 

Jeanne kommer videre i sin sorg, og finder et nyt formål med tilværelsen. 

Iris finder ro til at komme sig over sine bitre livserfaringer og gøre sig klar til en ny langt mere positiv forandring. 

Théo finder endelig en base, der kan give ham mod til at stole på andre - og måske opsøge sin fortid mens hans bygger en fremtid.

Det lyder jo frygteligt banalt - og det er det måske også meget af tiden. Men Grimaldi kan nu alligevel noget med at undgå det rosenrøde pladder og istedet blande en god del humor ind i sine historier. Jeg grinte højlydt flere gange - og så faldt der også en tåre eller to.

Tempoet er højt med mange små kapitler, der ofte brydes af en tom side. Så det er nem læsning og kunne nemt klares på en regnfuld søndag, hvor man trængte til lidt feel-good.