Les monuments de Paris - Violaine Huisman

 

• Fransk
• 13.-17. oktober
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En bog, jeg havde ventet uendelig længe på i paperback-udgave, og jeg placerede min ordre netop som den var tilgængelig. Så forventningerne var høje efter kritikken i visse franske medier. Jeg kendte ikke forfatteren - eller meget til historien; det skulle jeg måske have undersøgt!

Jeg måtte kæmpe indrømmer jeg - havde det været en biblioteksbog, havde jeg opgivet for længst - men nu var der jo investeret penge i den, og jeg tænker altid, at det måske bliver bedre undervejs. Det gjorde det ikke for mig.

Violaine Huisman kommer af en familie af berømte mænd. Hendes far, Denis, er forfatter, filosof og en levemand Hendes farfar var blandt andet stifteren af Cannes Film Festival, og kabinetssekretær i den franske regering ved 2. Verdenskrigs udbrydelse. Og de var jøder. 

Under Covid-pandemien er Denis over 90 år, og helbredet begynder at svigte, så Violaine tager mand og børn med fra New York til Paris, og installerer sig der de sidste måneder af faderens liv. De taler om fortiden - om især farfaderens fald fra tinderne, da han i et bagholdsangreb blev smidt ud af regeringen, da Pétain overtog magten i det besatte Frankrig i samarbejde med nazisterne. 

Men hele historien er virkelig svær at få et greb på. Det er ikke en biografi, for en del nøglepersoner har aldrig eksisteret - som farfaderens elskerinde, som spiller en stor rolle, og er ren fiktion. Hendes egen veninder, som støtter hende i den sidste tid, er også fiktive. Desuden springer den rundt i tider og steder, og det er svært at gennemskue, hvem det handler om.

Det synes at være på mode at skrive erindringer eller biografier om ens berømte forfædre for tiden. Den franske journalist, Anne Sinclair, gjorde det med sin familie - og også her var det hendes jødiske rødder, der var i spil. Det blev til en glimrende og interessant bog, selvom den også var lidt rodet. Men måske er det ikke alle familiehistorier, der har behov for at blive publiceret til hele verden? Man kan synes ens egen familie er nok så interessant - men synes alle andre det også?

Jeg kan til dels forstå hendes behov for at genoprette familiens ære - men jeg synes ikke denne bog lykkes særlig godt med det. Jeg forstår slet ikke den store entusiasme omkring bogen - desværre!