Les prisonniers de la liberté - Luca di Fulvio

 

• Fransk
• 21.-29. april
• 784 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er stadig ingen af Luca di Fulvios romaner, der er oversat til dansk - jeg ville ellers mene, at der er et publikum til dem. Jeg opdagede dem dog på fransk, og det passer glimrende til mig at læse dem på fransk fremfor fx engelsk. I sommeren 2019 skrev jeg, at jeg ventede på den næste, som skulle foregå i Buenos Aires - og samme dag den udkom i paperback bestilte jeg den.

Ligesom hans andre romaner er det historisk - men i nyere tid end de to sidste; denne gang er vi i 1912-13. Det er stadig historier om den lilles kamp mod den store; om de gode mod de onde - og de gode, der til tider må være lidt onde for at overvinde livets fortræffeligheder. 

Ligesom i den første roman starter det til dels i Italien; den unge Rosetta er blevet forældreløs - men det betyder blot, at hun har mistet en fordrukken og voldelig far. Dog er hun nu alene, og passer sin lille gård med jord og dyr. Den lokale adelsmand vil have fingrene i jorden, og i det hele taget provokerer det landsbyens beboere, at en ung smuk kvinde lever alene. Hendes dyr bliver dræbt, og hun bliver voldtaget - da hun endelig overgiver sig og sælger sin jord, vil baronen også forgribe sig på hende - og hun flygter ud af landet efter at have overfaldet ham.

I en siciliansk landsby kæmper Rocco for at undgå at komme i mafiaens kløer. Hans far døde, da han tog en kugle for den lokale mafiaboss, men Rocco vil ikke være en del af det - og kæmper for sin frihed og selvstændighed. Mafiabossen ender med at indse, at han er for farlig at have rendende som "løsgænger", og sender ham til Buenos Aires på en båd.

I Rusland lever den 13-årige jødiske Raechel med sin far og stedmor, da en pogrom dræber faderen. Lige inden har landsbyen haft besøg af en flok rejsende, der vil rekruttere unge piger til at være tjenestepiger i Argentina - et løfte om en bedre fremtid, som mange forældre med alt for mange sultne munde ikke kan stå for. Raechel stikker af fra stedmoderen, og indhenter vognen selvom hun umiddelbart ikke interesserer mændene - hun er ikke køn nok!

De tre skæbner mødes i Buenos Aires; Rosetta er undervejs blevet efterlyst, og anholdes ved ankomsten. Rocco foranstalter lidt tumult, så hun kan flygte - men aner ikke andet om hende end hendes fornavn. Raechel har under overfarten opdaget, hvad det i virkeligheden handler om - prostitution!

Nu starter deres kamp for at blive fri - som den franske titel siger... Frihedens fanger. De troede jo alle, at Buenos Aires ville gøre dem fri af fattigdom, vold, mafia og alt det andet onde. I stedet er de nu i en meget værre situation. Rocco må også her kæmpe for at klare sig uden mafiaen, som har arme helt til Argentina. Raechel slipper fri af bordellet; men må gå i skjul som dreng - og Rosetta lever godt men skjult efter sin flugt. Men så kommer baronen til Buenos Aires og det hele accelerer i en ret så hæsblæsende tempo.

Man er jo ikke i tvivl om, at de alle nok skal finde hinanden til sidst. Det starter som individuelle kapitler men som tiden skrider frem krydses deres fortællinger, og de tre hovedpersoner er til sidst en treenighed. Den er måske også lidt mere sukkersød end de tidligere romaner? Der var nogle steder, hvor jeg fik lidt anløb til kvalme - jeg overvejede faktisk om det er en anden oversætter; men det er det ikke. 

Historiens essens er dog interessant og universel ligesom i hans andre historier. Slaveri i en eller anden form har eksisteret siden vi for 11.000 år siden gik over til et jæger-samler-samfund. Det tog selvfølgelig en helt anden drejning med slavehandlen fra Afrika, som de lokale jo selv aktivt tog del i. Nazisterne holdt ild i ideen med deres teori om Untermenschen, og selvom det i dag er forbudt i hele verden florerer det jo stadig. 

I dag eksisterer det mere under begrebet Human trafficking - eller menneskehandel; og en stor del af denne handel er sexslaver. Fulvios roman bygger også i høj grad på et sådant netværk, som jeg aldrig havde hørt om - og som er uhørt afskyeligt. Zwi Migdal-organisationen blev grundlagt i 1906 af polske jøder; og i bogen er det den gruppe, der får Raechel og de andre unge piger til at følge med. Under dække af religion og velgørenhed lokkede de forældre til at sælge de unge piger - eller betale for deres rejse til et bedre liv, som det hed sig. I realiteten blev de under rejsen allerede misbrugt - det var deres måde at betale for billetten. Ankommet til primært Buenos Aires kom de direkte til et bordel, og mange kom aldrig nogensinde ud af de huse. Organisationen ejede mere end 2.000 bordeller med tusinder af kvinder, der havde op til 350 "kunder" om ugen. De døde ganske enkelt af udmattelse!

Ligesom mafiaen havde de beskyttelse direkte fra politiet og embedsmænd, som til gengæld fik gratis "service"; i virkelighedens verden var det en ung jødisk kvinde, Raquel Liberman (ikke langt fra historiens Raechel), som til sidst fik politiet til at gå  ind i sagen og stoppe dem. Ikke desto mindre fortsatte netværket stadig under det nye navn Zwi Migdal, og den endelig slutning på dette mareridt kom paradoksalt nok med 2. Verdenskrig, da det ikke længere var muligt for dem at "rekruttere" unge piger i Centraleuropa. 

Det er polsk og italiensk mafia op mod hinanden i en hæsblæsende historie, som også har absolut burleske karakterer som den italienske baron, der går amok i en kokainrus. Så til trods for lidt for meget sukker nogle steder, så var det en fantastisk historie som altid.

Une minute quarante-neuf secondes - Riss

 

• Fransk
• 15.-19. april
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For en del år siden læste jeg en teori om, hvor lang tid, der skal gå før man "bearbejde" store traumer i kunsten - film, romaner, etc. Det kan være krige, naturkatastrofer - men også voldsomme begivenheder som fx terrorangreb. Den periode er kortere og kortere; fordi vi i forvejen bombarderes med så meget information i reel tid, at vi allerede har fået de voldsomste indtryk. At læse om skyttegravskrigene under 1. Verdenskrig, når man aldrig havde set det live var langt mere problematisk, og det krævede, at sårene var helet. Efter 9/11 gik der også nogle år inden nogen "turde" skrive om det - men ikke så lang tid som tidligere.

Den franske forfatter Philippe Lançon skrev allerede i 2018 sin historie om vejen tilbage til livet efter angrebene på Charlie Hebdo i januar 2015. Han var en af de hårdest sårede, og det var voldsom læsning fordi de reelle nyhedsdækninger var så friske i erindringen - og ikke mindst fordi der var en vis sammensmeltning med angrebene senere samme år også i Paris.

I slutningen af 2019 udkom så en anden førstehåndsberetning fra den dag januardag i redaktionslokalet; denne gang skrevet af Riss, som i mange år havde arbejdet på Charlie Hebdo. Han var med til redaktionsmødet som aktionr og nøgleperson på redaktionen - men det var ikke ham, de primært var ude efter. Målet var Charb; chefredaktøren, som terroristerne specifikt sikrede sig var tilstede. Og død.

Riss kastede sig på gulvet, og ventede. I et minut og niogfyrre sekunder, som den franske titel siger. Han spillede død; og da det var ovre forsøgte han med hjælp at komme ud af lokalet uden at se sig omkring. Han var meget bevidst om, at de otte andre var døde og han besluttede med sig selv, at han ikke ville se på dem. Selv var han såret i skulderen af en kugle direkte igennem; og måtte igennem flere måneders hospitalsophold og genoptræning. 

Men han skulle også finde tilbage til en helt ny verden. Uden de mennesker, der havde været hans nærmeste venner i årevis. Med reduceret mobilitet i armen. Uden at kunne færdes frit længere - nu var det under konstant overvågning. Med interne stridigheder omkring genstarten af avisen, da nogle forsøgte at udnytte den bølge af velstand, der momentant fulgte i kølvandet på angrebet.

I bogen beskriver han til dels, hvad der skete - men ikke i modbydelige detaljer; men også hans tidligere møder med døden, som var begrænset og selvfølgelig langt mere fredelig. Der er et kapitel omhandlende hver af de kolleger, han mistede, som er vikrelig hjerteskærende.

Riss mener ikke selv, at han lider af PTSD i overdreven grad; alligevel er det tydeligt, hvor voldsomt dette har været. Han gentager datoen mange, mange gange - det er ikke nok at referere til 'angrebet' fx; nej, han har behov for at skrive det. 7. januar 2015. 7. januar 2015. 7. januar 2015. Han vil ikke glemme dagen, kollegerne, hadet, kampen, uretfærdigheden, ideologien....

Det var hård læsning; jeg måtte tage det i små bidder fordi det ganske enkelt gjorde ondt ned i maven at læse om det. Det er måske her tesen om, hvor lang tid, der skal gå, er relevant? På den anden side kan vi ikke fornægte det - og endelig så er jeg jo ikke berørt. Blot en læser, der ikke skal leve med det daglige mareridt at have overlevet.

Lançons bog udkommer snart på dansk; og måske med tiden kommer denne også. Jeg vil ikke sige den ene er bedre end den anden; for de to personer havde to vidt forskellige skader men var selvfølgelig også inden angrebet to vidt forskellige mennesker. De havde hver deres 7. januar 2015.

Offer 2117 - Jussi Adler-Olsen

 

• Dansk
• 11.-13. april
• 488 sider

Ottende bind om Afdeling Q - som vist udkom for lidt tid siden; men først kom på min radar nu. Det er jo typisk garanti for god og underholdende spænding, selvom man måske kunne ønske en lidt højere kadence. Ikke mindst for at følge baggrundshistorierne om Rose, Carl og Assad lidt bedre. 

Dette bind var ingen undtagelse fra reglen; faktisk synes jeg næsten det er den absolut bedste i hele serien. De første bind var lidt mere famlende; Specielt Fasandræberne var virkelig ikke vellykket med dens imitation af reelle personer. 

Senere har Adler-Olsen bevæget sig mere mod højaktuelle emner, og i dette niende bind er det virkelig relevant og dermed også interessant. Ligesom ottende bind fokuserede mere på Roses liv og historie, så er det her - endelig - mysteriet om Assad, der opklares. Det er en barsk historie om krig, Abu Ghraib-fængslet (eller et anneks deraf) og flygtninge.

Dem, som hver dag skyller op på strande i Sydeuropa - og offer 2117 er netop en kvinde med en forbindelse til Assads fortid. Denne kvinde bliver for to andre protagonister et symbol - den ene er den lidt patetiske spanske journalist Joan, som leder efter sit store gennembrud. Den anden er den unge Alexander, som lever i en fiktiv gamer-verden. De to sætter sig mål for at offer 2117 ikke forbliver et nummer i statistikken; og Assad, Carl og Rose skal finde den danske dreng - mens hele Europa pludselig fanges i jagten på Joan.

Journalisten er nemlig uforvarende kommet i meget forkerte hænder på nogle terrorister, som planlægger angreb i større europæiske byer. Den slags aktioner, som vi har set i de senere år med selvmordsbomber i folkemængder - og som jo også rejser spørgsmålet om, hvem der kommer over grænserne. For de er ikke alle nødvendigvis blot flygtninge!

Assads historie er gribende og voldsom; mod slutningen kan man så spekulere over, om han kommer tilbage i det, der lader til at skulle være to afsluttende bind? Det virker som en god plan for Adler-Olsen - to bind mere vil strække sig nogle år ud i fremtiden; og så har Afdelign Q fyldt meget. Man kan sagtens forstå, at han vil lukke den ned nu.

Jeg kunne sagtens læse de to bind lige nu; for dette var virkelig en sjælden fornøjelse i en genre, jeg gør mig mindre i!

Den tavse patient - Alex Michaelides

 

• Engelsk
• 9.-10. april
• 352 sider
• Originaltitel: The Silent Patient

Der var en enorm venteliste til denne krimi på biblioteket; hvorfor jeg selvfølgelig antog, at den måtte være virkelig god! Jeg læser jo ikke mange krimier, men hvis den er virkelig spændende, så er det en fornøjelse.

Alicia Berenson er kunstner og i begyndelsen af 30'erne, da hun dræber sin mand. Hun bliver fundet med pistolen i hånden, blod over det hele og mandens hoved skudt sønder og sammen. Det burde jo være en nem tilståelsessag. Men problemet er, at hun ikke taler. Ikke et ord siger hun i årevis. Da man mener hun er mentalt syg kommer hun ikke i fængsel, men modtager en forvaringsdom på en sikret institution.

Theo Faber er psykoterapeut, og fascineret af Alicias historie. Så da der er et ledigt job på selvsamme institution vil han absolut have det. Han mener, at han kan få hende til at tale. Allerede der fornemmer man jo, at der må være grunde til denne iver.

Institutionen viser sig at være fyldt af mennesker med en mystisk forbindelse til Alicias fortid; alle nogle, som måske ikke er interesseret i, at hun begynder at tale? Ligesom hendes svoger, som bestyrer boet efter Alicias mand - og vennen Jean-Félix, som var hendes gallerist, og nu lever højt på, at hendes malerier er efterspurgte på grund af dramaet omkring dem.

Theo har selv en broget fortid med en voldelig far, og et psykisk belastet barndomshjem. Alligevel er han psykoterapeut for stærkt syge mennesker; det virker jo lidt for utroligt for mig. Vi følger ham i hans privatliv, hvor hans alt for perfekte hustru begynder at være ham utro - og det får alle barndommens dæmoner til at gro frem igen.

Det er ret freudiansk! Din barndoms traumer vil uundgåetligt komme tilbage - og Alicias barndom var også tragisk, da hendes mor døde i en trafikulykke og faderen senere ønskede, at det var hende, der var død i stedet. Koblet op med en klassisk græsk tragedie, som spiller en rolle for Alicia bliver det detonatoren....

Det hele foregår i høj hast; man blæses fra det ene kapitel til det næste; med skift til Alicias dagbog, hvor man kronologisk følger dagene op til mordet.

Jeg vil bestemt ikke sige, at slutningen var overraskende. Faktisk forstår jeg ikke helt, hvorfor den skulle være så populær? Men det er uden tvivl fordi krimier ikke er min foretrukne genre. Det er rigtig god og meget letlæselig underholdning - helt bestemt.

Mit livs mottoer - Karen Blixen

 

• Dansk
• 5.-8. april
• 337 sider

Gode danske klassikere læser jeg ikke mange af - men det skulle der gøres noget ved, da jeg så denne meget smukke bog. Som undertitlen siger, er det ikke en roman - men en samling af essays fra en længere årrække, og omhandlende vidt forskellige emner.

De første essays er fra starten af 1920'erne - altså knap hundrede år gamle - og er en længere filosofisk betragtning over ægteskabet. Dette var jo blot nogle år efter, at Blixen var blevet gift med Bror Blixen, ar ankommet til Afrika og havde opdaget hans utroskab, hans syfilis etc. Hendes opfattelse af ægteskaber var ikke længere specielt positivt! Det mærkes tydeligt i teksterne.

Andre er fx betragtninger over forskellen mellem hvide og sorte; der har gennem tiden været diskussioner om Blixen vra racist i sin tid i Afrika; eller om hun behandlede de lokale som laverestående.

På den ene side er det jo bevist, at Blixen gjorde uendeligt meget for de folk, der arbejdede for hende. Hun oprettede skoler for dem og også deres børn; og behandlede dem uden tvivl langt bedre end mange andre hvide i perioden. På den anden side kan det ikke undgås, at hun var farvet af sin tid. Ligesom det ikke giver mening - i mine øjne - at omskrive Tintin i Congo; ligeledes må vi i dag acceptere at holdninger heldigvis ændrer sig. Men vi kan stadig læse de originale tekster, se de gamle malerier og lære af det i stedet for at forarges.

Denne del lærte mig tværtimod langt mere om hendes "moderne" holdning til kolonialismen; Blixen var klar over, at hun var gæst og at de hvide europæere tog fra de lokale og ødelagde deres land. Men at de også hjalp med at skaffe dem arbejde. Alt dette var jo ydermere årtier inden de blev frie - hvilket Blixen jo næppe kan kunne stå til ansvar for, at de ikke var.

Andre essays er radiotaler Blixen holdt til nationen; der er én fra London nogle år efter 2. Verdenskrig; en anden tale er en pudsig historie om hendes hjems Rungstedlundshistorie fra slutningen af 1950'erne. Her fortæller hun om sine planer om at oprette en fond og lave et fuglereservat så stedet kan bevares. Heldigvis findes huset jo i dag som museum; men dengang kunne hun næppe forestill sig, at hun skulle tiltrække turister fra hele verden. Til slut beder hun lytterne om at støtte med 1 krone hver - det var sandelig andre tider!

Den måske mest interessante del er hendes rejse til Tyskland i foråret 1940 som en del af en rejseplan til også London og Paris. Den blev ikke til mere, da Danmark blev invaderet i april 1940 - men hun nåede at være en måned i nazi-Tyskland med ledsagelse af Propagandaministeriet. Igen skal man jo huske på, at dette er skrevet mens tingene skete - og krigen var ung. Der var endnu ikke rygter om gaskamre osv. - og ikke mindst skal hun jo passe lidt på, hvad hun skriver som gæst i landet. Ogs hjemvendt til Danmark, som jo var besat og med censur; men der er nogle interessante - nærmest komiske - betragtninger over ligheden mellem islam og nazisme! Jeg er ikke sikker på, hvad Adolf ville have sgat til det!

Den er til tider særdeles kringlet i sproget; det er tiden - men man ser også en forskel i teksterne fra begyndelsen af 1920'erne til dem 40 år senere.

Men det er jo charmen ved at læse ældre litteratur.

Der, hvor det virkelig er beskæmmende er Gyldendals sdvanlige sjusk, som jo ikke kan undskyldes med alderen. Bogen er så utrolig lækker at have i hænderne; smuk forside og tryk i inderomslaget.

Men.... i starten er sidetallet trykt i den forkerte side; indholdsfortegnelsen er konsekvent forkert, da den er forrykket hele bogen igennem.

I slutningen af bogen finder man forklaringer på, hvorfra hvert kapitel stammer - det ville jo være mere belejligt at have i hvert kapitel! Det er relevant at vide, at det er en nedskrevet radiotale fx.

Det er så irriterende, at man altid skal ærgre sig over at investere i Gyldendals produkter; men tilsyneladende er kvalitet ikke del af deres strategi.

Miroir de nos peines - Pierre Lemaître

 

• Fransk
• 1.-4. april
• 576 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Endelig kom sidste bind i Lemaîtres trilogi, som har den franske titel Katastrofens børn; dette skal jo ses overført - vi er alle børn af en tid. I trilogien er det 1. Verdenskrig med de to venner og soldater, der fusker med krigsmonumenter. I anden del var det mellemkrigsårene med børskrak og kvinders frigørelse; hvor vi følger søsteren til en af de to soldater fra første bind.

Tredje og sidste del foregår i starten af 2. Verdenskrig; den slutter faktisk i sommeren 1940 og Lemaître gør derfor her det samme som i første bind. Det er ikke hele krigen vi følger, men snarere enkelte dele, som summerer helheden i sig selv.

Louise er tredive år gammel og arbejder både som skolelærerinde og servitrice på Mr. Jules' lille restaurant i Paris. Umiddebart virker hun som en helt ny person; men hun viser sig at være den lille pige, som legede med de to soldater og deres masker, da de boede i hendes mors hus efter 1. Verdenskrig. Nu er hendes mor død, og hun opsøges af en stamgæst i restauranten, som vil betale hende en uhyrlig sum for at hun viser sig nøgen for ham. Da hun accepterer, skyder han sig en kugle i hovedet!

Samtidig møder vi Raoul og Gabriel; to soldater, som skal i krigen for at forsvare Frankrig - man afventer tyskernes invasion; men ingen ved, hvilken vej de har tænkt sig at tage ind i Frankrig. 

Raoul er en lurendrejer - han snyder med hærens midler, og har en lukrativ sortbørsforretning kørende. Men da tyskerne kommer, viser det sig at Raoul virkelig træder i karakter og vil kæmpe. De to mænd ender sammen på en flugt fra først tyskerne, så som desertører fra den franske hær - og endelig fra fængslet under en transport fra et fængsel til det andet som franskmændene erkender, at tyskerne nærmer sig.

Historien er til tidwer absurd, burlesk og utrolig præcis som i første bind - langt mere end i andet bind, synes jeg. Som fx denne Désiré, som er en mester udi forvandlingens kunst. Han skifter efternavn og profession for underholdningens skyld; han optræder som pilot, læge - og ender som højt betroet medarbejder i det franske Informationsministerium. Når han mærker jorden brænde, forsvinder han brat og finder en ny identitet. I sommerne 1940 finder man ham således igen som præst i et lille kapel, der modtager flygtninge. Her arbejder han sammen med Alice, som er gift med Fernand. Fernand er fangevogter for Raoul og Gabriel.

Man følger de forskellige protagonister separat i hvert kapitel; men de færdes hurtigt alle på de franske landeveje ned mod Loire-dalen. Det var her den store exodus fandt sted, da millioner af mennesker nordfra søgte mod syd i sikkerhed væk fra de fremmarcherende tyskere.

Der er elementer af sandhed i nogle af de historier Lemaître bruger; som fx exodus; men også Informationsministeriet, og de halvhjertede forsøg og successer med at forsvare Frankrig, som jo bekendt blev invaderet af tyskerne. 

Hans karakterer er fantastiske; levende og personlige og alle med et gran af originalitet i sig; og som historien skrider frem opdager vi, at der er mere, der binder dem sammen end blot krigen.

Det er overordnet et mesterværk - det er syv års arbejde lagt i de tre storslåede romaner; som måske ikke går over i verdenslitteraturen, men er et skævt og underfundigt blik på en katastrofal periode i historien. De to første bind er oversat til dansk, og det bliver denne uden tvivl også - med fordel kan man så læse alle tre bind selvom de ikke er sammenhængende.