Thursday, December 19, 2013

Canada - Richard Ford


 
 


























  • Engelsk
  • 10.-18. december
  • 515 sider
  • Dansk titel: Canada
 
Jeg har vist sjældent været så lang tid om at læse sølle knap 500 sider; og der var virkelig øjeblikke, hvor jeg troede, at det ville være umuligt. Og alligevel er Fords store dannelsesroman udråbt til at være en af de senere års helt store mesterværker.
 
Den 15-årige Dell starter sin jeg-fortælling med at lægge hårdt ud; den indledende paragraf forklarer kort og kontant, hvorfor hans liv på en enkelt dag blev ændret, da hans forældre besluttede at røve en bank. Det er selvsagt lidt af en omvæltning i teenagerens og hans tvillingesøsters liv - og Dell forklarer med 50 års afstand, hvordan familien nåede til det voldsomme skillested i deres liv. Det hele foregår i et temmelig langsomt tempo, og måske var det det, der gjorde det svært for mig at holde godt fast. Hvis jeg kun læste 30-40 sider var der jo knap sket noget, og så følte jeg ikke, at det jeg kom godt ind i historien og personerne.
 
Samtidig må jeg indrømme, at jeg aldrig helt kom nok ind under huden på Dell til at kunne forestill mig ham. Han virkede som en lidt vag person, som lå under for søsteren. Som ikke gjorde oprør, da han vidste, at hele hans verden snart ville styrte sammen. Som accepterede at blive rykket rundt med, manipuleret og misbrugt. Selv som voksen virker det ikke som om, at han udvikler sig til en stærk karakter - muligvis fordi alle barndommens hændelser har ødelagt den mulighed.
 
Bogen er delt op i to vigtige dele - tiden omkring bankrøveriet i sommeren 1960 og tiden efter, indtil søsteren forsvinder og lader ham alene tilbage. Den anden del handler om de få måneder han tilbringer i en gudsforladt lille by i Canada i efteråret, hvor han er sendt hen for at undslippe ungdomsinstitutioner eller børnehjem i USA. Den periode af hans liv ender med, at han bliver vidne og medsammensvoren til et drab og igen bliver sat på en bus og sendt videre. Af andre - og uden selv at tage ansvar for sit liv. Måske er det hans apati i forhold til de utroligt voldsomme hændelser, der irriterer mig?
 
Selvfølgelig handler det meget om grænser. Der er den åbenlyse i bogens titel, hvor han flytter sig fysisk fra USA til Canada for at gemme sig. Der er grænserne, der overskrides af hans forældre og de konsekvenser det får for hans liv. Der er grænserne, han opdager hos den mystiske Arthur Remlinger i Canada - og den grænse, han selv er med til at overskride ved at være vidne til mordene på Remlingers fjender. Han må til stadighed forholde sig til disse ændringer, og han analyserer som aldrende, hvad det betød for ham som individ. Men igen med en vis fatalisme, som ikke overbeviser mig fuldstændigt.
 
Sproget er dog ganske underholdende og overraskende til tider. En af mine yndlingssætninger, er da, han fortæller om dagene lige inden bankrøveriet - og hvorfor moderen dog ikke strittede imod og sagde nej. Men som han siger:  "There was not access to common sense." Det er jo en fantastisk sætning - og set i det lys var det en god læseoplevelse. Blot ikke på højde med mine forventninger.
 

Tuesday, December 10, 2013

Le Piège de Dante - Arnaud Delalande


 

  • Fransk
  • 7.-9. december
  • 538 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
 
Jeg havde jo faktisk forsvoret at læse flere af Delalandes historiske krimier - men så trængte jeg til lidt let underholdning; og den lå lige og grinede op til mig med sin makabre venitianske maske.
 
Dantes fælde, som den danske titel ville være, er faktisk forløberen til den senere krimi - men de kan læses absolut uafhængigt. Det er tyve år tidligere og den noget yngre Pietro Viravolta sidder i fængsel i Venedig, dømt for sin lidet kristne opførsel med eventyr med både gifte kvinder og nonner. Hans cellekammerat er da heller ingen mindre end Casanova. Året er 1756.
 
Men Venedig er i fare; et bestialsk mord er foregået på et lille teater i byen - og samtidig forbereder man endnu en sæson af det berømte venetianske karneval, som skal åbne på Kristi Himmelfartsdag med den årlige bryllupsceremoni, hvor dogen kaster en guldring i Adriaterhavet som symbol på byens afhængighed af havet. Et symbosk bryllup mellem by og natur.
 
Nogle mener dog, at byens borgere efterhånden går mere op i tant og fjas, og ikke længere er interesserede i at udbygge byen som handelscentrum - og byens status er for hastigt nedadgående. De vil derfor have væltet dogen, og indføre et mindre demokratisk styre end det eksisterende, hvor dogen netop er begrænset af sine mange rådgivere.
 
Viravolta bliver frigivet under visse betingelser; og han skal arbejde som hemmelig agent for dogen for at opklare de mystiske mord, som hurtigt tager til. Hvert mord ledsages af en lille tekst, som illustrerer og fortolker måden, hvorpå mordet er foregået. Det tager ikke lang tid for Viravolta at finde oprindelsen i Dantes Guddommelige komedie. Jeg har aldrig selv læst den - men den optræder jo hyppigt i andre litterære værker på grund af sin symbolik og særprægede opbygning med de ni cirkler.
 
Murakamis Kafka på stranden er bestemt inspireret af Dantes helvedesforestillinger - men også den smukke bog af franske Gaudé, som beskriver en fars symbolske nedstigning til Helvede i helelsesprocessen ovenpå sin søns død. Jeg tror nu aldrig jeg får læst Dante selv, men det er fint at kende grundbegreberne så man forstår allegorierne, når man møder dem i andre værker.
 
Det er måske min eneste åbenbare interesse i Delalandes krimi; historien er ligesom i den næste lidt tynd, hvad angår spænding og overraskelse. Jeg fandt den faktisk udelukkende interessant ud fra netop de historiske aspekter med historien om det venetianske karneval og ritualerne deromkring - altid godt med en lille reminder af sin almenviden. Og så for uddragene og fortolkningen af Dante. Men min overordnede mening om Delalande har desværre ikke ændret sig. Jeg forstår dog bedre og bedre, at det være ham selv - den desillusionerede forfatter i hans enestående nutidige roman. Forhåbentlig fortsætter han i den retning i stedet!

Friday, December 6, 2013

Caravaggio

























  • Fransk
  • 6. december
  • 96 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Forberedende studier! Jeg har en romaniseret udgave af Caravaggios liv liggende fra en museumsbutik i Paris i august; og så var det en passende anledning til at læse Taschens kunstbog om den kontroversielle italienske maler.

Jeg har en del af Taschens bøger i dette format, som i forbindelse med deres 25-års jubilæum b lev solgt til den fantastiske sum af 10 EUR. De har alle samme sidetal og samme lækre papirkvalitet - og et format, som ikke egner sig til sporvognslæsning. Men jeg bruger dem som opslagsværker, og når jeg læser uddybende bøger om malerkunst, som fx om Van Eyck.

Caravaggio er intrigerende; han levede på en tid (1571-1610), hvor begrebet homoseksualitet ikke var åbenlyst, men afsløredes af detaljer som hans valg af unge smækre fyre i malerierne - og stort set ingen kvinder før han sent i sit liv var tvunget til at male religiøse motiver. At han har malet en del udgaver af Sankt Sebastian er ikke bevis nok - det er der heldigvis mange, der her; for det er netop et af mine yndlingsmotiver men allerhelst i El Grecos udgave, som hæner på Prado i Madrid.

Han var en udpræget ballademager, der nægtede at indordne sig og gang på gang chokerede med sine obscene fortolkninger af bibelske motiver. Han levede lige så godt i Roms luderkvarterer som i kardinalpaladserne - måske foretrak han ligefrem den katolske kirkes mandlige selskab fremfor de kvindelige ludere?

Men mest af alt er han jo kendt for sin chiarascuro-teknik, som mange andre har efterlignet siden - se blot Rembrandt! Men han kom altså efter Caravaggio, som måtte vente i århundreder på anerkendelse.

Når jeg læser kunstbøger med alle de smukke illustrationer har jeg altid min lup i nærheden; der studeres i detaljer - og selvom dette ikke er den komplette samling, så er det en fin gennemgang af hans vigtigste værker. De figurerer nemlig meget i romanen, så jeg er godt forberedt til en efter sigende fantastisk læseoplevelse.

Self Portrait - Man Ray

























  • Engelsk
  • 398 sider
  • 2.-5. december
  • Dansk titel: Ikke oversat

I starten af november var jeg på Gl. Holtegaard og se den fantastiske udstilling med Man Ray. Den kan i øvrigt nås endnu, og kan varmt anbefales. Der købte jeg hans selvbiografi - eller selvportræt, som det jo passende må hedde, når det er en fotograf.

Det er ikke tit, jeg læser selvbiografier - principielt er det vel selvhøjtideligt at sætte sig ned og dele hele sit liv med verden. Derfor ender det jo oftest med at være biografier - som regel posthume. Men visse mennesker har et liv, der er så spændende og anderledes, at det kan være underholdende og værd at læse om. Man Ray har altid haft en stor stjerne hos mig - et af hans fotografier fra hans afrikanske serie fra 1926 står indrammet på mit natbord - ikke en original, nej! Jeg så en anden del af den afrikanske serie på Quai Branly-museet i Paris i august - så en selvbiografi blev fluks revet med hjem.

Man Ray startede som en almindelig ung mand i en ganske almindelig amerikansk familie, som så lidt ilde til drengens kunstneriske tilbøjeligheder. I starten af det 20. århundrede var det næppe vejen frem; men han holdt fast og forsøgte sig ved diverse kunstskoler og kurser. Men det var tilsyneladende heller ikke vejen frem at følge den klassiske stil, som dominerede på den periode, og hans malerier har da heller aldrig kategoriseret sig som klassiske.

I stedet tog han i 1920'erne til Paris; og kom ind i kredsen af dadaister og surrealister. Det var også her, at han først stiftede bekendtskab med fotografien, som ligeledes var klassisk i den forstand, at det var portrættering og tilmed en besværlig og dyr hobby.

Hemingway har skrevet en fantastisk bog om sine år i Paris; og når man læser Man Ray fortælle om sine kliker, kan man kun misunde dem lidt. Det virker som om, at de blot hoppede af båden og satte sig hen på Café Flore eller lignende med slænget - Dali, Giacometti, Picasso, Gertrude Stein, Paul Eluard, André Breton og man kunne blive ved. Absolut ikke kedelige venner at have - og Man Ray fortæller da også indlevende om alle de narrestreger de foretog sig såvel kunstnerisk som i private sammenhænge.

Men han fortæller også om sine turbulente parforhold; om kvinder, der blev slået - fordi de begge var oppe at slås. Han var ikke voldelig, men der var meget god vin og mange fyrige kvinder, som bestemt forstod at slå igen. Det viser dog den ærlige og oprigtige side af selvbiografien - der er ingen sminke her.

Han fortæller om sin kunst, om sin opfattelse af kunsten - og hvordan en dadaist samtidig kan være beundrer af Uccello og da Vinci. Det er virkelig de kunstretninger, jeg i malerkunsten, aldrig har været mest glad for - jeg er jo dyb tilhænger af Quattrocento og flamsk renæssance - men jeg kan forholde mig til det, når man samtidig snakker da Vinci!

Jeg kender som mange andre sikkert mest til Man Ray fra hans fotografier; et af hans mest berømte er Violon d'Ingres fra 1924, som er ryggen på hans mest turbulente elskerinde, danserinden Kiki. Det er inspireret af den klassiske maler Ingres, som var fascineret af violiner, og har dermed lagt navn til udtrykket un violon d'Ingres, som på fransk betyder, at man dyrker en hobby, som er milevidt fra ens oprindelige felt. Med Man Ray kan man spørge sig selv, om det er fotografiet, der er hans violin eller hans malerier og surrealistiske skulpturer?

I hvert fald en passioneret bog om et utroligt spændende menneske. som kun gør det mere interessant at se hans værker i fremtiden.

Sunday, December 1, 2013

Je vous écris du Vel'd'Hiv - Karen Taieb

























  • Fransk
  • 1. december
  • 214 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Skandalen i Vel d'Hiv - le vélodrôme d'Hiver - en cykelløbsbane i centrum af Paris er hovedtemaet i Tatiana de Rosnays roman fra 2008, Sarahs nøgle, som jeg omtalte her og som forfatteren selv kommenterede. Det er en rørende og barsk bog - men det er en roman. Historien om Vel d'Hiv er også en reel tragedie med reelle personer.

I juli 1942 tilfangetager politiet tusindvis af jøder i det indre Paris - oftest angivet af emsige portnerkoner, som efterfølgende tjente lidt håndører ved at fremleje de knapt efterladte lejligheder til franskmænd. Mændene havde i lang tid levet i skjul, og selvom der blev arresteret 3.000 mænd, var de ikke de hårdest ramte. Det var til gengæld kvinder og børn i den største massearrestation og massakre under 2. verdenskrig i Frankrig. Næsten 6.000 kvinder og mere end 4.000 børn under 12 år blev samlet op og ført til en indendørs cykelløbsbane, hvor de blev indespærret i et par dage. De blev overført til lejre udenfor Paris for at camouflere akten; her blev børn skilt fra deres mødre - de blev separat sendt til Auschwitz og direkte i gaskamrene.

Hele operationen var nøje planlagt gennem måneder, og blev udført af 4.500 franske politifolk. Det var ikke Gestapo, det var ikke tyskerne... det var franskmændene selv; det var Vichy-regeringens ønske om at 'hjælpe' tyskerne, der var baggrunden for det. En akt, som det tog den franske stat årtier at erkende og undskylde.

Begivenheden er siden de Rosnays roman også filmatiseret i den meget smukke franske film La Rafle fra 2010, som varmt kan anbefales.

Men her er det de berørtes ord, der rammer én. De jødiske kvinder, mænd og børn - langt flest kvinder og børn, der endte indespærrede. De anede ikke, hvilken skæbne, der ventede dem, men de bekymrede sig for deres lejligheder og for, hvordan de skulle skaffe mad. De skrev breve, og en stor del af dem blev smuglet ud af franske brandmænd, der efterfølgende fik fri fra arbejde for at styrte Paris rundt og fordele de mange hundrede breve i forskellige postkasser for at undgå, at de blev opsnappet.

Ikke mange af de breve findes i dag - eller også er de gemt steder, hvor man ikke tænker over det mere. Men måske er de ganske enkelt forsvundet, fordi brevene i sig selv ikke havde meget værdi for 70 år siden? De indespærrede holdt sig nemlig oftest til 'banaliteter', såsom at bede om pakker med sukker, brød, sæbe og tøj - de anede ikke, at næste etape var en fransk lejr i Drancy eller Pithiviers og derefter direkte med toget til Auschwitz og gaskamrene. Havde de vidst det, hvad ville de så havde skrevet? Og til hvem?

Det er historier om familier, der håbede, at de ville komme ud igen - eller komme igennem en arbejdslejr og vende tilbage til Paris. Det er historier om familier, der blev skilt ad og hvor de små børn helt ned til 2-3 års aldermen ofte var alene i en lejr inden de blev sendt med en børnetransport til Auschwitz uden et kendt ansigt omkring dem. Det er personer, der slet ikke kan forstå, at de som franske statsborgere kan ende det sted. Det er vidner om en uretfærdighed så stor, at man aldrig magter at forstå den.

Som bilag til bogen er der en afskrivning af den komplette ordre, som blev sendt af politichefen til alle politidistrikter i forberedelse af aktionen. Mange af kriterierne for anholdelse blev ikke overholdt - men uanset om de var polakker eller franskmænd på papiret, så blev de solgt til den sikre død uden hjælp fra det land, de havde valgt at bosætte sig i.

Der er ikke mange solstrålehistorier iblandt. Det kan der ikke være. Vel d'Hiv omfattede 4.115 børn, 5.919 kvinder og 3.118 mænd. Under hundrede personer vendte hjem og deraf var der ingen børn.

Friday, November 29, 2013

Ce qu'il advint du sauvage blanc - François Garde

























  • Fransk
  • 27.-29. november
  • 381 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En imponerende dejlig bog - måske også fordi min seneste læseoplevelse var så rædsom! Og så var der oven i købet lidt rejseri i den ...

Narcisse Pelletier var en ung fransk sømand, som i midten af det 19. århundrede stod ud på sin første store rejse. Narcisse eksisterede og levede fra 1844-1894, men Garde gør ham lidt ældre ligesom han ellers laver lidt om på historien; men det gør den jo ikke dårlig, når man ikke kender den oprindelige historie.

Narcisse strander på en øde ø - tror han - og venter naivt på, at hans skib vender tilbage for at samle ham op på hjemturen. Det sker aldrig - men han bevarer håbet i temmelig lang tid. Faktisk bliver han der i 17 år, indtil et engelsk skib samler ham op. Han bliver i Sydney overdraget til en franskmand, da det tilsyneladende er det eneste sprog han forstår en smule af. Men i det hele taget er han totalt uforstående overfor alt, der omgiver ham. Han skal vænne sig til klæder igen; han vil ikke spise det mad, han får serveret - og opfører sig som om, ingen følelser eksisterer.

Historien beskrives i skift - hvert andet kapitel fortæller hans historie om tiden på øen; i starten, da han kæmper for at forstå, hvordan han skal skabe sig en plads i den stamme, der lader til at have adopteret ham. Hvert andet kapitel er fortællingen fra den franske greve, som bliver hans formynder. Han skriver breve til præsidenten for Geografiselskabet for at fortælle om Narcisses fremskridt. Om turen hjem over Atlanten og mødet med familien i Frankrig, som selvfølgelig har opgivet ham for længst.

Det er en rørende fortælling, selvom den ikke kan verificeres fra start til slut. Men mange elementer er overensstemmende med det, man i dag ved om ham. Han endte sine dage som fyrtårnsbevogter - og det var måske en smuk gestus. Han kunne kigge ud over havet, og se imod den australske ø, som han uden tvivl savnede.

Jeg var i hvert fald godt underholdt, og levede mig fint i Narcisses historie og følelser.

Wednesday, November 27, 2013

Jeg vil give dig verden - Chufo Llorens
























  • Dansk
  • 23.-25. november
  • 861 sider

Puuuhhaaa! Den bliver altså lidt svær!

Jeg trængte til et totalt sceneskift efter de fire bøger i rap af eller om Anne Frank; og jeg trængte til lidt fiktion. For noget tid siden købte jeg denne spanske roman i lufthavnen i Kastrup. Jeg var begejstret for Folletts middelalderromaner, men også især for Falcones roman om katedralbygningen i Barcelona i det 14. århundrede. Så det kunne jo ikke være helt skævt, tænkte jeg.

Det var det muligvis heller ikke; men jeg må indrømme, at der er en årsag til, at jeg foretrækker at læse på originalsproget - der er alt for mange for dårlige oversættelser ganske enkelt.

Jeg kender ikke forlaget Jentas, men et hurtigt blik på deres hjemmeside, og jeg kan se, at de ikke er repræsentanter for de tunge drenge. Det hænger så igen måske sammen med, at deres ressourcer er begrænsede, og det går ud over kvaliteten. Der var så mange fejl, at det i stor udstrækning ødelagde min læseglæde. Blot et par eksempler:

- En højttravende mand giver nogle helt andre associationer med et t for meget
- Til gengæld er det bedre med et ekstra r i årene, når man er ude at ro
- Hvis man i starten af bogen er 10-12 år gammel, bør man ældes hurtigere end at være 13 år gammel 6 år senere!
- Facinerende har det også bedre med et s et sted
- En af hovedpersonerne har et sted 2 børn, et andet sted 3 børn - og da vedkommende samtidig er en reel historisk person, burde det være muligt at få styr på
- .....

Jeg giver op! Der var trykfejl, oversættelsesfejl, forfatterfejl (sådan forklarer jeg de mange årstalsproblemer), sjuskefejl - det er ganske enkelt alt for ringe; man burde få sine penge retur for en bog i den kvalitet til 169 DKK! Det undrer mig såre, at ingen af de anmeldelser jeg kan finde på nettet, påpeger den ringe kvalitet?

Men historien så? Jooo, det var vel OK. Det var kraftigt inspireret af diverse modefænomener indenfor litteraturen, og personerne manglede dybde. Der var passager med floskler om solnedgange, kærlighed og sol og måne og stjerner, så det ikke var Kleenex, men en pille mod kvalme man skulle bruge. Der var underholdning til et par dage - men det var absolut ikke en nydelse i hverken teknisk eller kunstnerisk udførelse. Men så er jeg advaret, hvis jeg møder forlaget Jentas igen.


Friday, November 22, 2013

Tales from the Secret Annexe - Anne Frank
























  • Engelsk
  • 21.-22. november
  • 207 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Som aflsutning på en nu temmelig komplet tur rundt om Anne Frank læste jeg hendes fiktive udgivelser. Det er en ukomplet samling af hendes skriverier, som hun arbejdede på parallelt med skrivningen af dagbogen under deres tid i skjul fra 1942-44.

Den første del indeholder en række små historier, som er optimerede udgaver af hendes dagbogsskriverier. De fleste af dem finde i små sætninger i dagbogen, men her bruger hun dem til at arbejde på sin skrivestil og arbejde med vinkler og personligheder.

Der er ligeledes et par små filosofiske betragtninger over livet - hvordan man skal være som menneske; opføre sig mod andre osv . - i bestræbelserne på at blive et godt menneske. Det var emner, som man også i dagbogen ser optage Anne Frank ikke mindst i hendes modvilje og konflikter med moderen,.

Den anden halvdel er små historier og noveller med fiktivt indhold; den sidste af dem om pigen Cady er langt mere gennemarbejdet, og i slutningen af dagbogen løfter hun selv sløret for sine videre planer med den historie. Anne Frank lagde i dagbogen ikke skjul på, at hun gerne ville være forfatter efter krigen - men hun var jo frygtelig ung, da hun begyndte at skrive, og det bærer det selvfølgelig præg af.

Nogle gange er det temmelig melodramatisk og naivt, som man kan forvente det af en teenager; men man ser også tydeligt, at hun arbejder med stilen i sine fortællinger. Og der er en del gennemgående temaer, som tydeligt afspejler hendes egne indre kriser.

Det er tit rollemodelsøde små piger eller det er elfe - hun lægger vægt på at tillægge dem nærmest helgenagtige karakterer. Er der forældre i historierne er det altid den perfekte far, og en mor, der ikke forstå sin datter. Igen lærer man næsten mere om pigen Anne Franks indre tanker ved at læse disse historier end selve dagbogen. En psykolog ville nyde det - og der er givetvis også flere af slagsen, der har fordybet sig i disse afslørende historier om hendes eget indre.

Derudover er de som regel meget ariske - altid blå øjne; som indespærret jøde er det en åbenlys måde at ønske sig ud i friheden. Ligesom historierne ofte handler om eksklusion eller aflukkethed. Historien om pigen Cady foregår på et hospital - men der er ikke langt til at forestille sig Annekset. Det er historier om personer, der vil ud i verden. Der vil sidde og nyde naturen. Der vil fjerne alt det onde i verden. Og selv være perfekte.

Det er måske naivt; men jeg synes, at det er flot skrevet af en så ung pige og selvfølgelig influeret af tidens mode indenfor litteratur til kvinder - og måske ville hun virkelig være blevet forfatter. Hun havde jo få referencerammer inden eksilet, og dermed er det hele udsprunget af hendes hånd, selvom historierne ligger tæt op ad de personer, hun lever med i Annekset.

Det er et perfekt supplement til dagbogen - og en glimrende afslutning på en uge, hvor jeg til sidst drømte om nazister efter at have læst fire bøger om den betømte pige!

Thursday, November 21, 2013

Journal d'Anne Frank - Anne Frank

























Jeg troede helt bestemt, at jeg havde læst Anne Fransk dagbog - jeg havde en fransk kopi i biblioteket; men den er indkøbt langt senere. Jeg tror faktisk, at jeg vist kun har læst uddrag af den i gymnasiet muligvis. Men nu var - er - jeg jo i gang med min Anne Frank-cyklus, så jeg fandt den franske udgave frem fra bogreolen.

"Jeg vil ikke som de fleste mennesker have levet for ingenting. [....] 
jeg vil fortsætte med at leve, selv efter min død."

Ovenstående er frit oversat af undertegnede fra den franske udgave; men det forklarer måske faderens valg at offentliggøre hendes dagbog efter hendes død. Det var ikke en åbenlys beslutning, da han stadig betragtede det som hendes private tanker - og flere steder tydeliggør hun endda, at den ikke skal læses af andre. Men nu er den her - og trods mange kontroverser om dens ægthed, er det et stykke historie. Og Anne Frank lever efter sin død - ja.

Dagbogen starter ret naivt - hun var kun 13 år gammel, da hun fik den foræret, og begyndte sine skriblerier. Men en lille måned senere, starter deres liv i Annekset, som hun kalder det. Og dagbogen fortsætter indtil den 1. august 1944 - et par dage inden de otte skjulte personer bliver hentet af tyskerne. 

I de mere end to år beskriver hun de store og små problemer, der er ved at leve så tæt op ad hinanden og med mennesker, der ikke er vant til at være spærret inde. Hun beskriver sine egne tanker - og man følger jo en tydelig udvikling i hendes forvandling fra barn til teenager - og en mere moden en af slagsen som følge af omstændighederne. Men også hendes spydige og til tider onde iagttagelser af de voksne i Annekset - hendes forældre, det andet voksne par samt den enlige herre. Især moderen får ikke en kærlig behandling - og det kan chokere læseren, at hun er så direkte i sin kritik af moderen.

Men man skal nok hele tiden have for øje, at enhver teenagepige identificerer sig med sin mor på godt og ondt. Anne gør meget ud af at forklare, at hun ikke vil ende som sin mor - hjemmegående husmor. Og moderen er jo hendes kvindelige spejling i de år; hvorimod en far for en teenagedatter er noget anderledes ophøjet. 

Samtidig lever de under et enormt pres, og jeg tror absolut ikke, at en teenagepige overhovedet kan forestille sig, hvad det må gøre ved et voksent ægtepar at måtte opgive enhver form for intimitet. Anne ser kun de negative sider - og bebrejder moderen, at der er en dårlilg stemning. Hun er for ung til at vide, at det for forældrene betyder afkald på enhver form for privatliv - end ikke at kunne snakke sammen i fred og ro; så småt og trangt var der i Annekset.

Der er passager, hvor hun bruger meget tid på at reflektere over sin egen personlighed - og man kan måske godt finde hende en anelse selvhøjtidelig; men igen er det jo et barns tanker; og med tiden en ung piges, der finder en første spæd kærlighed i den unge Peter. Den eneste dreng i huset - ellers var det næppe blevet ham, som hun også selv skriver. Hendes pompøse stil skyldes uden tvivl hendes drøm om at blive forfatter senere - og hun når efter D-day til at drømme mange drømme om at komme tilbage til skolen i efteråret. 

Men det nåede hun ikke. Da sad hun i Auschwitz. Det er måske  med til at gøre hendes berømmelse. Der fandtes mange skjulte jøder - men der findes ikke lige så mange dagbøger.
Der var mange toge til lejrene - men Anne var på den absolut sidste jødetransport ud af Holland.
Der var alt for mange døde - men Annes far kom mirakuløst tilbage for at kunne give hendes lille liv en stemme. Og den stemme forklarer os blandt alle hendes andre tanker også om det helt dagligdags liv i Annekset.

Jeg var mindre rørt end ved læsningen af Miep Gies' udgave af historien - eller ved at læse de skes kvinders udlægning af deres møder med Anne og efterkrigstiden. Det skyldes uden tvivl den gru, de fortæller om med erfaringens bagklogskab. Anne nåede at se den gru, men aldrig at skrive om den. Så på visse punkter - og hun er selv klar over det - er dagbogen en fortælling om et relativt beskyttet liv, mens mange andre var ved at dø. Hun gør sig forbløffende få tanker om selve døden - det var ikke en option for hende, mens de var skjult. Igen en ung piges opfattelse af tingene, hvor de voksne, som hun kritiserede, må have haft nogle meget tungere tanker at kæmpe med.

Men det er et værdifuldt stykke historie, som absolut har en fortjent plads i litteraturen. Det er endnu mere trykkende at læse, når man netop har gået i de små værelser - i bogen lyder det meget større end det i virkeligheden er!

Sunday, November 17, 2013

Anne Frank Remembered - Miep Gies
























  • Engelsk
  • 16.-17. november
  • 326 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En anden af de tre bøger, jeg købte i sidste uge i Anne Franks hus i Amsterdam fortæller historien fortalt af den kvinde, der nok var tættest på Frank-familien - Miep Gies. Hun var østriger, men blev sendt til Holland som barn for at få god mad og blive fedet op, da hendes egen fattige familie ikke kunne sørge ordentligt for hende. Hun kom aldrig tilbage til dem - men måske var det med til at udvikle hendes omsorg for de svage. Hun var selv blevet frataget en mor og far i en ung alder, selvom hun endte med at blive lykkelig i sit nye hollandske liv.

Hun kom til at arbejde for Annes far i hans firma i starten af 1930'erne, og begyndte hurtigt at se familien privat, og lærte dermed Anne at kende, da Anne blot var fire år gammel. Miep var ikke jøde, men forstod hurtigt den fascistiske fare, og kæmpede imod den. Så da Otto Frank, Annes far, spørger om hun kan magte at bære hemmeligheden af deres skjulested lige midt på hendes arbejdsplads, siger hun ja. Og hun accepterer også at være budbringer for dem - sørge for mad, livsnødvendigheder, men også ganske enkelt en livline til verden udenfor.

Hendes beskrivelse er voldsom. Den er om livet i Amsterdam under krigen, og især den fare hun gennemgik ved at hjælpe de efterhånden otte personer i annekset, som Anne kaldte det. Problemerne ved at skaffe mad; angsten for sygdom og behovet for en læge - og selvfølgelig gruen den dag, de bliver arresteret i august 1944. Det var Miep, der sørgede for at fjerne Annes dagbog fra skjulestedet, da nazisterne var kørt med dem. Hun læste den aldrig, men gemte den i en skuffe til Anne kom tilbage.

Det gjorde hun ikke - men Miep gav den til Annes far, som jo som bekendt udgav den. Miep selv læste den faktisk først mange mange år senere, da hun følte sig klar til det.

Jeg græd en del tårer undervejs, må jeg indrømme. Det er en meget stærk historie, og Miep Gies levede til hun var 100 år gammel. Hun havde måske alt for mange år til at tænke tilbage og savne, da alle andre jo var døde før hende. I denne udgave er der et smukt interview med hende i forbindelse med hendes 100-års fødselsdag; et fint punktum for et utroligt liv og årsagen til Annes berømthed.

Efter at have læst beskrivelserne fra de andre piger og kvinder, der mødte Anne i lejrene, og nu denne, er det vist tid til at genlæse dagbogen, og få cirklen sluttet derefter med den sidste bog fra Annekset - Anne Franks fiktive historier, som jeg ikke anede også var udgivede.

Saturday, November 16, 2013

The Last Seven Months of Anne Frank - Willy Lindwer
























  • Engelsk
  • 15.-16. november 
  • 243 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Sidste weekend var jeg i Amsterdam, og et af de mange museumsbesøg var til Anne Franks hus. Jeg har selvfølgelig hendes dagbog, selvom det er rigtigt mange år siden, at jeg læste den. Så i stedet købte jeg tre andre bøger - det var bestemt et sted, der skulle minder med hjem fra.

Der er lavet flere dokumentarfilm om Anne Frank, hendes familie og alt, der overgik dem. En af dem er den hollandske forfatter Willy Lindwer, selv af jødisk afstamning, som lavede en dokumentarfilm om de kvinder, Anne mødte på sin rejse til Auschwitz eller fra de tidlige barneår i Amsterdam inden de gik i skjul. Han har skrevet en bog med minderne fra seks af disse kvinder, da de alle selvfølgelig var godt oppe i alderen mere end 40 år efter krigens slutning.

De kendte Anne i mere eller mindre personlig grad. En kendte hende særdeles godt fra tiden før krigen, mens andre mødte hende i enten Auschwitz eller Bergen-Belsen, hvor hun døde blot et par uger inden freden kom.

Men det er lige så meget deres personlige historie om, hvordan tingene foregik i lejrene. Primo Levi har beskrevet dem så grufuldt - men tilstandene var helt anderledes i mændenes lejr end i kvindernes. Der var måske mindre råhed hos kvinderne; men der var til gengæld kvinder, der var sammen med deres små børn - som måtte skilles fra dem eller se dem dø af tyfus, som især i Bergen-Belsen var den største dødsfaktor, da der ikke var gaskamre.

Kvinder oplever uden tvivl også tingene på en anden måde, og håndterer stresssituationerne anderledes. Begge sider var jo lige grusomme, men vinklen og anskuelsen er anderledes.

Ikke alle de jøder, der endte i lejrene var jo ortodokse - ikke mere end du og jeg er troende. Den religiøse tro og deres religion får derfor en betydning for dem. Enten opgiver de eller holder fast i højtiderne. Andre igen begynder pludselig at vende sig mere mod religionen - eller også bliver de bitre og tvivlende på, om der reelt kan være en Gud, der kan acceptere, hvad de ser ske inden for lejrens mure.

Den fortæller også om frigivelsen; om de mange måneder, de blot vandrede på tværs af Europa for at komme hjem til Holland uden at nogle tog sig af dem. Det er på mange måder afslutningen på Annes dagbog, som hun efterlod i Amsterdam, da de blev stukket og anholdt. Det er måske den fortælling hun ville have skrevet i toget, i Auschwitz, i Bergen-Belsen - men desværre ikke efter krigen.

Et smukt vidnesbyrd ikke kun om Anne Frank men om de millioner af skæbner, der blev ødelagt.

Friday, November 15, 2013

Zoo Time - Howard Jacobson

























  • Engelsk
  • 12.-15. november
  • 80 sider ud af 479 sider
  • Dansk titel: Det kan vist ikke betale sig at oversætte

Nå, jeg gav op! Jeg har forsøgt i fire dage at få en fornemmelse af, at forfatteren ville noget med sin historie. Skulle det være tragisk, komisk - eller tragikomisk ganske enkelt? Så læste jeg nogle anmeldelser på nettet og bladrede lidt frem og tilbage i den; og jeg fandt stadig ikke et spor af de rosende kommentarer, der er på forsiden og inderomslaget. Nu bliver den lagt til side, for jeg kan ikke overbevise mig selv om at lide yderligere firehundrede sider.

Historien skulle handle om en forfatter, som begynder at stjæle sine egne bøger og mener, at bogudgivelser som sådan er slut for verden. Ikke i den forstand, at det er overtaget af elektroniske bøger - blot, at menneskeheden ikke længere vil læse. Så svæver han rundt i historien om sin første roman, hans forelskelse i svigermoderen - og igen kommer det ingen vegne.

Hans pointe er blandt andet, at forfattere, der mangler inspiration skriver romaner, hvor hovedpersonen er en forfatter uden inspiration. Han siger det jo selv! Han skulle ikke have skrevet denne roman og mit liv er for kort til den slags. Måske kommer den frem igen en dag - men det må så være, når der reelt ikke skrives flere bøger.

Men hvis nogle har læst den, og fundet den interessant, hører jeg meget gerne.

Friday, November 8, 2013

Le dîner - Herman Koch
































  • Fransk
  • 7.-8. november
  • 356 sider
  • Dansk titel: Middagen

"Alle lykkelige familier ligner hinanden, 
men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig."

Sådan indledes Anna Karenina - en mytisk litterær sætning, men som selvfølgelig gør sig gældende for mange romaner med familien som tema. Det er også temaet i den hollandske forfatters roman, som har fået en enorm succes og nu skal filmatiseres - en spændende udfordring, når man tænker på bogens opbygning.

Jeg er ikke meget bekendt med hollandsk litteratur; men jeg fandt til gengæld mange træk fra hollandsk kultur og mentalitet i romanen. Det er jo ikke langt fra min dagligdag som boende i Belgien. Og visse emner er også blevet vendt grundigt i medierne i de senere års hollandske historie.

Romanen er historien om en middag, som titlen naturligvis angiver - den er opdelt i aperitif, forret, hovedret, dessert, digestif og drikkepenge; præcis som historiens plot også opbygges mod et momentum i hovedretten efter en tilnærmelse i forretten og med apoteosen i drikkepengene. Afregningen. Konklusionen. Efterveerne.

For der er bestemt ikke tale om en hyggelig familiemiddag, da Paul og hans kone Claire skal mødes med Pauls bror, Serge, som er topkandidat som den næste hollandske premierminister og hans kone Babette. Aftalen er lavet så de sammen kan diskutere, hvordan de skal håndtere et problem, som implicerer deres to teenagesønner men også Serge og Babettes adopterede afrikanske søn. Problemet er, at ingen ved præcist, hvor meget de andre ved. De to unge har uden tvivl begået noget kriminelt - men problemet er for den enkelte i familien at vurdere, hvor kriminelt det er set i lyset af de konsekvenser det vil have for både drengene men også for deres individuelle liv - Serges politiske karriere, Pauls tidligere karriere - og for familiernes lykke i helhed.

Som middagen skrider frem - fortalt af Paul - skrælles lagene af stille og roligt. Andre ting dukker op under overfladen - alle årsagerne til, hvorfor de befinder sig, hvor de gør. Adfærdsmønstre og familiære forhold som definerer deres relationer til hinanden og den forhåndenværende situation. Gerningen skal ikke afsløres her - men den afspejler et fænomen, som er yderst velrepræsenteret i medier ikke kun i Holland. Der røres ved fundamentale ideologier om, hvor meget et menneske er værd og om der er forskel på menneskers værdi? Er et ondt eller et ynkeligt menneskeliv mindre værd? Hvor meget skal man gøre i en familie for at dække over hinanden - og kan man hele efter sådan en hændelse?

Jeg slugte den ganske enkelt uden at kunne lægge den fra mig; det var både en krimi, en psykologisk thriller og et enestående samfundsportræt. Det er faktisk en bog, jeg kunne tænke mig at se i filmudgaven for at se ikke mindst, hvordan de vil gribe det an. Der er så meget usagt, som alligevel bliver klargjort i kraft af Pauls tanker - og hvordan overfører man det til den store skærm. En virkelig stærk roman. 


Thursday, November 7, 2013

Dandy - Jan Guillou

























  • Dansk
  • 4.-6. november
  • 357 sider

Andet bind i Jan Guillous serie om Det Store Århundrede kom med hjem fra Danmark i weekenden. Tredje bind er allerede udkommet; men endnu ikke i paperback, så den må vente lidt endnu - og der er jo også planlagt hele ti bind.

Første bind startede jo med historien om de tre brødre, Lauritz, Oscar og Sverre - men ganske hurtigt forsvandt Sverre ud af billedet, da han lod brødrene i stikken i Dresden i skam over sin homoseksualitet og selvfølgelig også for at følge sin elskede, den engelske lord Albie.
Så det er der vi starter - i 1901, hvor de to unge mænd ankommer til England, til familiens gods og til en verden, hvor Oscar Wilde havde været fængslet for sin afvigende seksualitet.

Familien er næppe naiv; men med den velkendte engelske koldsindighed accepterer  man, at der ikke skal tales om det. Sverre falder ind og de to mænd lever et relativt almindeligt herregårdsliv afbrudt af de lidt vildere aftener i London, hvor de har en form for diskussionsklub. Her er der løssluppent, og det er her de mødes med deres homoseksuelle åndsfæller - kunstnersjæle og bohèmer, der ikke kan indfinde sig i det stive klassemiljø. Visse af dem gifter sig med en kvinde - det bliver skalkeskjulet, som gør, at de kan udleve deres andet liv i kulisserne.

Der er få tråde tilbage til den oprindelige slægtshistorie, som jo er de tre brødres historie - blandt andet da Albie og Sverre sammen med Albies søster, Margie, rejser til Norge og møder moderen. Det er rejsen, der skal give Sverre syndsforladelse. De er ligeledes på et tidspunkt i Afrika - hvor broderen Oscar jo bor; men uden at møde denne. De cirkler således lige uden om hinanden, men mødes aldrig.

Historien kulminerer med 1. Verdenskrig, hvor dilemmaet spidser til, da Albie ikke har meldt sig under fanerne. Det er med til at understrege deres homoseksualitet og betyder en heksekrig i engelske medier - han er jo trods alt lord. Så han ender med at vælge den lette løsning, og tager til Afrika - mens Sverre som neutral nordmand kan blive derhjemme.

Det ender selvfølgelig galt; Sverre forlader England og rejser til Berlin. Her møder han tilfældigt de to brødre i den afsluttende scene og trådene samles. Det er stort set den samme afsluttende scene som i Brobyggerne blot udvidet med Sverres ankomst. Så nu er der lagt op til, at de tre brødres historie kan fortsætte parallelt i tredje bind - og sikkert i Tyskland?

Overordnet set er det en glimrende historie. Jeg synes, at det fungerede perfekt med et bind helliget England og Sverres eventyr der. Men det irriterer mig med al den name dropping! Ken Follett gør faktisk præcis det samme i hans trilogi om det 20. århundrede - de helt almindelige opdigtede personer skal absolut altid i nærkontakt med de personer vi kender.

I Dandy er der meget malerkunst involveret; og de bliver nærmest venner med fx Matisse. De møder Denys Finch-Hatton; Lytton Strachey, Virginia Woolf, etc. Det er næsten for meget - og hvorfor kan man ikke fortælle familiens historie uden at iscenesætte den i en historisk kendis-kontekst?

Men det er stadig en god sproglig historie - skrivestilen er tilpasset tiden; det bliver så spændende at se om den kan følge med udviklingen i de næste bind?


Sunday, November 3, 2013

La Chambre des Dames - Jeanne Bourin

























  • Fransk
  • 26. oktober - 3. november
  • 634 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

La Chambre des Dames er en historisk roman fra 1979, som blev filmatiseret af fransk fjernsyn i 1983. Det var inden jeg flyttede til Frankrig første gang, men titlen er kendt, så da jeg fandt den til 2 Euros i Paris langs Seinens bredder, så var der ingen tvivl. Den er anerkendt for at være historisk veldokumenteret for den periode, den beskriver - midten af det 13. århundrede i Paris.

Det er anderledes at læse romaner fra den periode; man bruger ikke paragraffer eller afsnit, men skriver bare derudaf! Det kan virke lidt bastant til tider - især hos Bourin, som bruger en sætning til et sceneskift eller et skift i vinkel fra en person. En dør åbnes, og vi har historien fra en ny vinkel; i stedet for at indskyde en lille linie som pause.

Men historisk er det veldokumenteret. Måske for meget til tider. Det er tydeligt, at forfatteren vil vise, at hun har dokumenteret perioden - hvad man spiser, hvordan man klæder sig ... og det bliver lidt pedantisk. Hvis det er en historisk roman skal man netop fornemme, at det er personernes historie man kommer ind i; og personerne vil ikke stille et spørgsmål med alle svarene i spørgsmålet, som når en karakter spørger om maden er klar - og er lavet med de og de ingredienser. Eller turene igennem Paris, hvor hvert gadenavn nævnes. Det irriterede mig i starten, og det tog mig næsten 200 sider at komme ordentligt ind i personerne og abstrahere fra dokumentationen.

Men der er en god historie bag om livet i middelalderen især set fra kvindernes vinkel. Vi følger ægteparret Brunel - Etienne og Mathilde - som er guldsmede. De har seks børn; fire piger og to drenge. Den ældste datter, Florie, skal giftes med den unge troubadour, Philippe, men på bryllupsdagen dukker en lækker ungersvend op. Han bliver håbløst forelsket i Florie - men det er Mathilde, der bliver forelsket i ham. Hun er kun 34 år gammel, men efter tidens traditioner gift med en meget ældre mand, som ikke længere kan give hende fysisk glæde. Hun er for ung til at opgive den del af sit liv og så dukker Guillaume op.

Man følger de to kvinders livsbane - mor og datter. Florie, der ender med at give efter, og bliver udstødt af mand og familie. Men også søsteren, Clarence, der bortføres og voldtages af unge ballademagere - en anden slags end i dag; men efter tidens ånd.

Bogen er opdelt i to store tidsafsnit - 1246 og 1253; imellem de to perioder er Florie taget fra Paris for at udleve sin skam i ensomhed. Men Guillaume finder hende igen, og hun falder igen i. Sat op mod hendes seksualitet er Mathildes ensomhed i et ægteskab, hvor det udelukkende er ømheden, der er tilbage; men også bekymringen over at skulle passe på sine børn. Og nu er turen kommet til de yngre døtre, der skal i vej.

Den anden del samler historien med de hjemvendte sønner fra korstog; med episoder fra fransk historie og med udviklingen som familiens kvinder skal igennem. Der bliver det reelt, og man fornemmer personerne bag navnene bedre.

Dog er jeg overordnet lidt skuffet; selvom der er en masse viden om middelalderen at hente. Ikke et dårligt køb, men en bog, der ikke er ældet så godt som andre.

Saturday, October 26, 2013

A Life with Books - Julian Barnes
























  • Engelsk
  • 25. oktober
  • 27 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er ikke en bog; det er snarere en pamflet eller et manifest - men ikke desto mindre skal det med fordi det ikke kan være anderledes, når man selv er bogelsker.

Barnes er en velbevandret forfatter; jeg har selv aldrig læst nogle af hans romaner - det skal nok komme. Men jeg blev intrigeret over titlen på dette lille hæfte, som jo læses som en længere avisartikel.

Barnes fortæller om sine første oplevelser med bøger, om hans jagt på af finde førsteudgaver ud fra et samlerprincip mere end interesse for den pågældende roman. Han modnes som læser, og morer sig over sine fejlkøb og erindrer med glæde, hvordan det er at stå med fingrene i bogreolerne.

Hvordan han nyder kontakten med bøgerne - det æstetiske og særdeles fysiske aspekt ved en bog. Samlet set - og han skriver det selv afsluttende - er det et manifest for bevarelsen af papirbogen i modsætning til e-bøger. Og her kan jeg jo ikke være mere enig!

Tanken om en Kindle eller andet teknologisk grej som læseanordning er utopi! Blasfemi! Jeg kommer aldrig nogensinde til at overveje det blot et sekund - selvom det betyder, at lejligheden efterhånden invaderes af bøger alle steder.

Som forfatter kan Barnes jo principielt være ligeglad med om hans bøger sælger i den ene eller den anden form; men her skriver han som mennesket og bogelskeren. En god påmindelse om, hvorfor vi elsker bøger.

La rêveuse d'Ostende - Eric-Emmanuel Schmitt

























  • Fransk
  • 23.-24. oktober
  • 311 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg har nævnt det tidligere - jeg er vild med Schmitts evne til at skrive små, korte men kraftfulde historier. Dog var jeg lidt skuffet over den seneste, jeg læste og det gik ud over denne novellesamling, som endte i 7 år på reolen. Det var ganske ufortjent!

Der er fem forskellige historier, som dog har en rød tråd i sig - nemlig at der er en form for mystisk skæbne, der afgør folks lykke. Den første historie handler om en ældre dame, der udlejer værelser i Ostende ved den belgiske kyst - Schmitt er stor fan af Belgien, og opholder sig meget her. Hun får en logerende, der er forfatter og fortæller ham sit livs historie, hvor hun var elskerinde til en prins; hvilket kongehus vil hun ikke røbe. Forfatteren antager hende til sidst for at være mytoman - men da hun dør må han alligevel erkende, at noget mystisk er foregået, og at han aldrig finder forklaringen.

Samme mystiske ukendte forekommer i historien om den ældre dame, der i årevis venter på en togperron med en buket blomster. Ingen ved, hvem hun er eller hvem, hun venter på. En dag er hun væk, og det fortælles, at hun blev mødt af en mand, der steg af toget. De gik sammen hjem til hendes hus og næste morgen findes hun død! Manden er pist væk og intet kan forklare, hvad der er sket - var det kærligheden eller døden, hun ventede på?

De er hver især magiske, og formår på få sider at fortælle en fuld og komplet historie, hvor ringen sluttes. Jeg er helt bestemt blevet genforenet med Schmitt!

Thursday, October 24, 2013

Stealing the Mystic Lamb - Noah Charney

























  • Engelsk
  • 17.-22. oktober
  • 319 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg læste Girl in a Green Gown fik jeg genopfrisket min passion for van Eyck, og jeg var især begejstret for ideen om i en bog at fortælle hele maleriets historie - såvel det symbolske som maleriets færden gennem århundrederne. Så læste jeg en romaniseret version af en historie fra van Eycks liv, men også her handlede det en del om hans mest berømte kunstværk. Jeg besluttede mig for, at det var på tide med en udflugt til Gent for at beundre det igen - men fandt så en biografi af maleriet ud fra samme princip som Arnolfini-portrættet. Så skulle den læses inden maleriet skal ses!

Altertavlen i Gent betegnes som verdens vigtigste maleri - mange vil måske mene, at det er Mona Lisa; men det er i den populære folketro, og ikke blandt fagfolk. Det er en moderne version af tingene, som ikke tager højde for århundreders kunst. van Eycks altertavle adskiller sig nemlig på mange kunstneriske punkter ved at have været banebrydende - i hans valg af maleteknik, i hans valg af portrættering af ansigter osv. Og det blev også det mest værdifulde maleri at stjæle - selvom Mona Lisa havde været nemmere i stedet for de 12 paneler i tunge trærammer.

Hvis man vil nærstudere maleriet, er der et glimrende websted, hvor man kan granske alle detaljer - og det var en nødvendighed for mig, da jeg læste bogen, hvis illustrationer selvsagt ikke kan få de helt små detaljer med.

Myterne er mange - der skulle være skjulte budskaber i maleriet, som fx en henvisning til den hellige gral eller Jesu' regalier såsom tornekronen. Der er bittesmå detaljer, som ikke anes med det blotte øje, men som kunsthistorikere i århundreder har forsøgt at finde løsningen på - og ganske givet er det kun van Eyck selv, der havde den. Men havde han et skjult motiv i sit maleri eller er det blot en fortolkning af datidens måde at udlægge Bibelen på? Det er fascinerende nok til, at man kan tilbringe timer med at zoome og kigge på detaljerne.

Charneys bog kan slet ikke nå i bund med samtlige detaljer af det enorme maleri, og det er heller ikke hans hensigt. Han fortæller om de overordnede symoler i hvert enkelt panel, og derefter om den omtumlede tilværelse det har gennemlevet siden det blev præsenteret for offentligheden i 1432.

Det er det maleri i verden, der har været stjålet flest gange - ikke mindst i forbindelse med krige og uro; den franske revolution og den omfattende plyndring, som Napoleon satte i gang i starten af det 19. århundrede. Men hver gang vendte det tilbage til katedralen i Gent i mere eller mindre komplet stand. Der var altid et panel, der manglede og befandt sig et andet sted - indtil Versailles-traktaten i 1919, hvor Tyskland måtte returnere de paneler, de var i besiddelse af. I ganske få år var det hele samlet, hvor det hørte hjemme!

I 1934 blev det ene af de nedre paneler stjålet - men hvert af vingepanelerne har jo to malerier. Det ene blev hurtigt returneret til katedralen mod en løsesum, mens det andet stadig er forsvundet. Der er stadig mange fantastiske teorier om, hvor det kan være - en del mener, at det stadig er i kirken men gemt et sted. Det er en af belgisk histories mest underlige krimisager, hvor en mand på sit dødsleje afslører nogle ting til sin advokat - men er det sandheden eller blot advokatens mulighed for at tillægge en død mand en ugerning? Det er nu erstattet af en kopi, som igen skaber myter - det skulle efter sigende indeholde et portræt af den belgiske konge Albert I, som ligeledes døde i 1934 under, hvad der anses for mystiske omstændigheder - et kamoufleret mord?

Med starten på 2. Verdenskrig ændrede tingene sig igen. Maleriet blev bragt i sikkerhed i Frankrig, men tyskerne var ude efter det. Nazisternes kunstplyndring er et stort, mørkt og mere ukendt kapitel i den grumme krigshistorie. Men Hitler ville bygge det ultimative museum i sin hjemby, Linz, i Østrig. Han var jo som bekendt selv kunststuderende til han blev smidt ud af akademiet i Wien - en torn i øjet på den lille mand. Med dette museum ville han hævne sig, og det skulle indeholde alt det smukkeste kunst i verden - malerier, skulpturer, møbler. Nazisterne rømmede kæmpe museer, og såvel Hitler som Göring nuppede samtidig anselige samlinger til personligt brug. Desværre fik de også ødelagt en del vigtig kunst - fx Klimt, hvoraf der i dag stort set ikke findes meget af det originale; det hørte til den 'degenererede kunst', som nazisterne udryddede.

De fik fat i altertavlen - som for dem også havde en symbolsk betydning. Hitler var overbevist om, at det mytologiske Thule var en form for nordisk Atlantis; et hemmeligt mytologisk sted, som var oprindelsen for den ariske race. Og van Eycks 'hemmelige' inskriptioner i maleriet ville angive, hvor Thule kunne findes!

Man behøver ikke at læse Dan Brown - virkeligheden overgår som sædvanligt langt fantasien; og det er til tider mere end gyser end en kunstbiografi man har i hænderne.

Nazisterne samlede al denne kunst fra hele Europa i en saltmine i Østrig - Altaussee. Det var en hårrejsende kamp til stregen for de allierede at få adgang til minen, da dens pedantiske inspektør havde fortolket Hitlers ord som, at alt skulle ødelægges i tilfælde af nazisternes nederlag. Det kunne være endt med, at tusindvis af verdens mest kendte værker var blevet ødelagt. En skræmmende tanke!

Da jeg læste biografien af portrættet af Rothschild - som ligeledes endte i Altaussee - refererede den til en Rose Valland, som arbejdede på Jeu de Paume-museet i Paris, og samtidig for den franske modstandsbevægelse. Hun optræder også i denne bog, og har en afgørende rolle i redningen af mange af disse kunstværker. Pudsigt nok opdagede jeg forleden, at der er en film på vej om de amerikanske Monuments Men - den særlige division af de allierede, som var ansvarlige for udgravningen af minen og efter krigen at restituere kunstværkerne til deres retmæssige ejere.

Bogen i sig selv var fascinerende - mere end nogen fiktiv roman kan blive; men emnet om Altaussee og nazisternes kunstplyndringer skal udforskes nærmere. Og jeg skal tilbage og sidde foran altertavlen og nyde den i timer!

Wednesday, October 16, 2013

Sarah - Bleu Blanc Rouge III - Max Gallo
























  • Fransk
  • 15.-16. oktober
  • 332 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Afslutningen på Gallos familietrilogi starter på en fransk kirkegård i 1920. Der er et monument med alle familiens døde tilbage til revolutionen - de personer, man har fulgt i den ene af de seks familier i de to tidligere bind.

Nu er det sårene efter 1. Verdenskrig, der skal slikkes - men også de fører politiske uroligheder med sig. Der er bolsjevikkerne i Rusland, og den spirende kommunisme i Europa. Der er Hitlers indtræden i verdenshistorien men også store franske politikere som de Gaulle og Pétain, og det er ikke ligegyldigt hvilken side man vælger i det spil.

Historien accelerer som tiden gør det i hvert nyt århundrede med nye opfindelser; der er igen ingen fokus på selve kampene men i det poltiske spil bag, som får konsekvenser for forældre og børn, for elskere og venner - og forræderne ligeledes.

Den tredje del er den mindste af dem, og perioden fra 1945 til 2000 foregår meget hurtigt. Her kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere dybde - måske mest fordi jeg var ærgerlig over, at de i alt 1.200 sider var ovre, og jeg slet ikke havde forventet, at den kun skulle vare i seks dage.

Men det fik åbnet mine øjne for Gallos forfatterskab og jeg har endda flere stående på hylden. De har blot ventet i alt for mange år!

Monday, October 14, 2013

Mathilde - Bleu Blanc Rouge II - Max Gallo

























  • Fransk
  • 13.-14. oktober
  • 425 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Anden del af Gallos trilogi starter, hvor den første slutter - med den nye Napoleon som præsiden af Frankrig. Perioden strækker sig fra 1848 til umiddelbart efter afslutningen af 1. Verdenskrig, hvoir vi stadig følger de seks forskellige familier.

Denne periode er tiden for Pariserkommunen, Dreyfus-affæren, skandalen med Panama-kanalens aktier og selvfølgelig optakten til den store krig.
Men igen er det symptomatisk, at Gallo fokuserer på de politiske aspekter, og slet ikke giver os udpenslende skrækbilleder af skyttegravene - den slags romaner er der vist også skrevet nok af!

Derimod er der et træk i personerne, der bliver mere og mere gennemgående. Det er stærke politiske mænd - uanset deres herkomst. Mænd, der brænder for deres overbevisning, hvad den så end måtte være - i en udstrækning, så de tit forlader hjem og børn for at hellige sig denne kamp. Gallo får dem tit placeret tæt på historiens personligheder; det kan man selvfølgelig diskutere sandsynligheden for - men det gør det jo muligt at udnytte hans historiske kendskab og biografiske evner. Men det tillægger jo historiske personer dialoger, som ikke har kunnet finde sted - men som er sandsynlige i en anden sammenhæng. Den slags skal man kunne lide i en historisk roman - personligt generede det mig ikke.

Jeg er absolut også modtagelig overfor islættet af en slægtsroman; at se hvordan man fra generation til generation enten følger i sporene eller gør oprør. Det er med til at fange læseren, og gøre det muligt at presse så mange årtiers handling ind i relativt få sider handling alt taget i betragtning. Den kunne for min skyld sagtens have været dobbelt så lang!

Sunday, October 13, 2013

Mariella - Bleu Blanc Rouge I - Max Gallo

























  • Fransk
  • 11.-13. oktober
  • 457 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Utroligt nok har jeg aldrig læst noget af Max Gallo - det er lidt af en bedrift i betragtning af de mange romaner, han har skrevet - og som regel også er af historisk karakter, og derfor burde interessere mig. Han er uddannet journalist og historiker og medlem af Académie française; det plejer at borge for kvalitet!

Han har skrevet et utal af historiske romaner - med en forkærlighed for romerne men også Napoleons-tiden samt flere historiske biografier af fx Victor Hugo. De er som regel i flere bind, selvom de udgives simultant. Denne trilogi er fra 2000, men jeg købte den i en nyudgivet udgave, hvor de tre romaner er samlet i en mursten på 1.200 sider. Det gør den en anelse besværlig i paperback-format, men er prismæssigt interessant.

Historien starter i 1792 - umiddelbart efter den franske revolution. Vi følger seks forskellige familier - selvfølgelig fra forskellige sociale klasser og af forskellige politiske overbevisninger. Det er absolut en historisk roman, og skrevet af en mand med et enormt kendskab til de politiske detaljer.

Det er ikke en kærlighedsroman - selvom de selvfølgelig gifter sig (også lidt på kryds og tværs). Det er heller ikke en krigsroman - der er ikke mange blodige detaljer om guillotiner og de de efterfølgende Napoleons-krige, selvom de figurerer omfattende i den politiske sammenhæng. Det er snarere den politiske idealisme og dens konsekvenser i perioden fra revolutionen hen over Napoleons regeringstid til valget af hans nevø som præsident af Frankrig i 1848 - en anden vigtig skæringsdato i fransk politisk historie.

Der er en del politik at holde styr på; netop fordi fokus er meget på de forskellige overbevisninger, og der er en del bevægelser i tiden efter revolutionen. Men ved at fokusere på politikken og ikke krigene, formår Gallo at gøre det fordøjeligt for en læser, der ikke er dybt inde i detaljerne. Godt nok var jeg på ferie, og havde mere tid - men den var fængende, og jeg havde virkelig svært ved at lægge den fra mig og komme videre i historien.

Thursday, October 10, 2013

Le portrait - Pierre Assouline

























  • Fransk
  • 9.-10. oktober
  • 327 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Pierre Assouline er manden bag romanen om Camondo-familien; den jødiske familie, der var en del af samme etniske jet-set i Paris i slutningen af det 19. århundrede. Deres skæbne endte tragisk, som så mange andre jødiske familiers - selvfølgelig. Men en af de familier, som kun 'heldigt'ud af 2. Verdenskrig var Rothschild-familien. De blev ikke udryddet; de kom ud af Frankrig i tide og i sikkerhed i USA fx.

En af de tidligere familiemedlemmer var Betty Rothschild - gift med James de Rothschild. Han var den lidt kejtede og hun var den noget yngre og yderst elegante og mondæne hustru. I 1848 fik hun sit portræt malet af en af datidens mest populære kunstnere, Ingres. Det er portrættet, der taler til læseren i den lille finurlige roman. Det er Betty, der taler som en person gemt væk inde bar lærredet - og giver læseren en ny vinkel på hendes liv.

Romanen starter stort set med hendes død i 1886, hvor hun ser ned på de efterladte - hendes børn. Derfra springer hun tilbage i tiden, og fortæller om det overdådige liv, det jødiske borgerskab førte i Paris på den tid. Men også om, hvordan hendes efterkommere senere blev ramt af Dreyfuss-affæren som alle andre velhavende jøder på den tid.

Hun fortæller om de berømte mennesker, der blot var dagligdag i hendes salon, som blev anset som en af de mest raffinerede i Paris - og hun fortæller om anekdoter bagom portrættet. Men også om portrættets videre færd - om udstillinger, hvor hun længes hjem til sin egen væg. Og den helt store og grumme rejse, da tyskere under 2. Verdenskrig plyndrer kunstkollektioner over hele Europa og gemmer dem væk i en saltmine i Østrig, hvor de var tæt på helt at blive destrueret.

Portrættet af fru Rothschild var langt fra det mest berømte eller dyrebare maleri tyskerne havde gemt af vejen, men som portræt fortæller det en bedre historie end et landskabsmaleri - og man griner nærmest, da "hun" forklarer udtrykket af væmmelse på Eigrubers ansigt, da det går op for ham, at det er et portræt af en jøde, han beundrer.

Personligt er det for mig en nydelse at finde ne bog, som er velskrevet og samtidig omhandler malerkunst selv i romantiseret form. Det er jo den bedste kombination af mine hovedinteresser, og det slutter samtidig cirklen med andre bøger fra samme miljø og periode.

Wednesday, October 9, 2013

Utu - Caryl Férey

























  • Fransk
  • 6.-9. oktober
  • 410 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Min udgave af maori-krimien var faktisk en dobbelt-krimi, idet bogen indeholder de to krimier, som tilsammen udgør en samlet historie. Haka udkom i 1998, og Utu først i 2004, men det er en logisk fortsættelse af den første del.

Hovedpersonen fra Haka, Jack Fitzgerald, er ikke længere hovedpersonen. Det er derimod hans ven Paul Osborne, som er mindst lige så mentalt forstyrret, som man ikke forventer det af en politibetjent. Han er hvid, men er nærmest ekspert i maori-kultur efter de mange års samarbejde med vennen Jack. Som ung teenager var han håbløst forelsket i en  ung maori-pige, og da hun blev voldtaget af en gruppe drenge, besluttede han sig for at hævne hende - og måske dermed vinde hendes hjerte.

Den historie fortælles til at starte med parallelt; men tiden indhenter både Paul og Hana, som i dag er militant maori-forkæmper. Det er en kamp om politisk undertrykkelse af minoriteter, om korruption, der har til formål at udrydde et stort landområde, som for maorierne er helligt land.

Det er bestemt ikke mindre voldsomt end i Haka; der er muligvis lidt mere kulturel indførelse i maoriernes kultur og den er mere politisk orienteret. Men eksplosiv og ikke hyggelæsning; så man suser igennem for at få spændingen udløst, og den egenskab har vist ellers kun Jo Nesbø, når det gælder krimier.

Sunday, October 6, 2013

Haka - Caryl Férey

























  • Fransk
  • 3.-6. oktober
  • 404 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat
Caryl Férey slog vist først rigtigt igennem internationalt med sin hårdtslående thriller Zulu, der foregår i Sydafrika. Men allerede en del år inden, nemlig i 1998 udgav han den første af to krimier, der foregår i New Zealand, og har maorisk kultur og tro som omdrejningspunkt - helt perfekte til en 11 timers flyvetur og følgende feriedage!

Hovedpersonen er den desillusionerede politibetjent, Jack Fitzgerald, hvis kone og datter et kvart århundrede tidligere forsvandt ud i den blå luft. Politibetjente skal åbenbart være helt ude i tovene for at egne sig som hovedpersoner i krimier, og personligt vil jeg blot håbe, at mit lokale politikorps er lidt mere fredeligt, hvis jeg en dag skulle møde dem!

Tabet af konen og den spæde datter får ham til at blive politibetjent med det ene formål at finde familien - eller i hvert fald de skyldige. Ikke det bedste udgangspunkt for en karriere, og hans handlemåder bærer præg af den uortodokse motivation.

Forbindelsen til den maoriske kultur kommer både igennem Jack, der er halvblod men især igennem de lig, der begynder at dukke op. Alle sammen kvindelig, som er skamferet - de har fået deres kønslæber skåret af - og en anden temmelig makaber detalje, som ikke skal røbes her!

Jack kaster sig ud i jagten på morderne, og ser hurtigt det rituelle i mordene og får assistance af en ekspert i maori-ritualer. De bliver det umage par - som også er nødvendigt i en god krimi! - men skaber en fantastisk dynamik og rædsel i bogen. De er begge temmelig uligevægtige, og deres opdagelser får dem helt ud i de psykiske sfærer, hvor det kun kan ende galt. Det gør det også - Férey skriver ikke krimier med happy endings og alting opklaret. Det er mindst lige så meget en social gyser, hvor maoriernes skæbne som landets outcast vækker både medlidenhed men også angst; for en ulmende befolkningsgruppe vågner en dag op til dåd, og måske med det krigsråb, som har lagt navn til romanen, og som primært i dag kendes fra rugby-kampe men absolut har en anderledes krigerisk baggrund.

I mine øjne var Haka mere interessant at læse end Zulu; men den er bestemt ikke mindre voldelig - ikke for sarte sjæle!

Wednesday, October 2, 2013

Une jeunesse à l'ombre de la lumière - Jean-Marie Rouart





















  • Fransk
  • 25. september - 2. oktober
  • 428 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

I Paris i august købte jegen del bøger i museernes butikker; der er altid guldkorn at finde, som man ikke nemt kan finde i almindelige boghandler og selvfølgelig med en relation til museet og/eller udstillingen. Dette museum var en samling af Monet, Manet og Berthe Morisot, og dermed en indsigt i de komplicerede familieforhold, der knyttede mange af dem sammen.

Jean-Marie Rouart nedstammer fra denne familie, og voksede op i huse, hvor kunstværker hang i overflod på væggene. Nok til, at han nærmest følte afsky for alt, der havde med impressionisme og malerier at gøre. Ydermere måtte familien begynde at sælge ud af dem for at få penge - der var for mange kunstnere og for lidt handlekraft i dem. Det påvirkede den unge Rouart voldsomt, og han vender sig i protest mod litteraturen.

Han forsøger sig med en roman, som bliver pure afvist, men slår sig så over journalistikken. Han bliver senere en berømt forfatter, og er da også medlem af Académie Française. Men det tog lang tid for ham at komme så langt, og fjerne sig fra familiens skygge.

Det er en fortælling i mange brudstykker - et sammensurium af tanker og minder; af steder og indtryk; af følelser og fornemmelser. Derfor tog det mig virkelig tid at komme igennem den; for det summer af referencer til malerier og malere; til forfattere og digtere - han får på et tidspunkt en forkærlighed for alle, der har begået selvmord under tragiske forhold. En måde at overkomme sine egne problemer på.

Han drager paralleller til blandt andet Napoléons efterfølgere, så jeg igen stødte på Letizia og hendes børn. Han rejser fra Italien til Grækenland til Spanien i jagten på andre ulykkelige skæbner, og alligevel er det ikke sørgeligt. Det er en dannelsesroman for ham selv. Det er en bearbejdelse af den genetiske arv, og en måde at skrive om familien på uden at gå i direkte clinch med dem, men i stedet sammenligne med andre.

Det er derfor ikke helt nemt, men det var en imponerende bog med hans enorme intellekt og kulturelle indsigt.

Nu står den på nem ferielæsning og en længere pause. Der er lidt mere end to ugers eksotiske strande og palmer forude - og så bliver der givet tid til at læse nogle bøger!

Tuesday, September 24, 2013

Philippe V d'Espagne - Philippe Erlanger

























  • Fransk
  • 21.-24. september
  • 409 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er et temmelig elendigt billede af mit sidste fantastiske køb ved bogboderne langs Seinen - men sådan er det jo med de ældre udgaver, der ikke længere fås i almindelig handel. Ikke desto mindre var jeg lykkelig for mit køb af denne biografi udgivet i 1978. Philippe Erlanger er en af de største institutioner indenfor fransk historieskrivning - ikke på fransk men om fransk historie. og i særdeleshed de kongelige familier og intriger. Dog var den sidste biografi jeg læste skrevet af Erlanger om den legendariske kejser Karl V.  Men jeg ved, at det er kvalitet, når Erlanger står bag.

Filip V af Spanien var ikke udset til at være konge af Spanien; født som han var som prins af Frankrig. Men nummer to i rækken i en tid, hvor Ludvig XIV levede langt og længe, og ingen forestillede sig, at man en dag ville mange tronfølgere.

Ludvig XIV's søn døde; dernæst hans barnebarn - Filips storebror, men da var Filip selv allerede sendt til Spanien for at udfylde den tomme trone efter Den spanske Arvefølgekrig. Han startede sin tid i Spanien med befolkningen imod sig - man brød sig ikke om franskmænd og deres løsslupne hofliv. Til gengæld var Filip ikke glad for det stive katolske hofceremoniel; og hans dronning nægtede i starten pure at iføre sig den traditionelle spanske hofdragt. Det er temmelig imponerende at læse, hvordan man fremstillede en dukke og sendte til Versailles for at få den gamle kong Ludvig XIV's mening om sagen. Det har taget måneder at korrespondere - men svaret kom: Behold dragten, og gør dig respekteret!

Filip endte pludselig som den eneste arving i direkte linie - hvis man ser bort fra den lille prins på fem år. Hans regeringstid var derfor i mange å præget af denne arvefølgekrig, selvom han officielt havde frasagt sig al ret til den franske trone og krone. Men ærgerrighed driver mennesket!

Den lille prins overlever dog sin barndoms skavanker, og bliver til Ludvig XV og Ludvig XVI's far. Filip må love, at den franske og den spanske trone aldrig kan forenes - hvilket var englændernes og Habsburgernes absolut største skræk.

Filip V var også en mand domineret af kvinder. Han var ikke en stærk person, og med alderen udviklede han flere psykiske symptomer mindende om den sindssygdom, der plagede vores egen Christian 7. Samtidig havde han et voldsomt libido, som gav kvinderne i hans liv en usandsynlig magt over ham. Det blev i mange henseender dem, der kom til at bestemme den politiske retning Spanien tog i de forskellige konflikter - ikke mindst med 'fædrelandet' Frankrig.

Det var også Filip, der 'opdagede' den unge kastratsanger, Farinelli - det siges, at hans sang var det eneste, der kunne dæmpe kongens kriser; og Farinelli blev hofsanger med forbud mod at synge for alle andre end kongen.

Som så mange andre kongelige skæbner var Filips både trist og tragisk; men også spændende. Min foretrukne tidsperiode ophører omkring starten af det 18. århundrede. Dog havde jeg selvfølgelig læst en del om Arvefølgekrigen - det er uundgåeligt, hvis man vil gøre sig bekendt med Ludvig XIV. Men hans barnebarn og hans personlige historie kendte jeg ikke i detaljer - og som altid med disse historiske biografier bliver jeg virkelig fænget.

Jeg vil stadig jagte de sjældne udgaver - for det er rene perler som både underholdning og lærdom!

Friday, September 20, 2013

Le reste est silence - Carla Guelfenbein


























For nogle år siden - faktisk hele seks allerede - læste jeg en roman af den chilenske forfatter, Carla Guelfenbein. Det var da jeg endnu ikke skrev anmeldelser af alle bøger, jeg læste og bloggen var relativt nystartet. Men den roman kom med, selvom jeg ikke var udpræget imponeret af den. Alligevel købte jeg denne, som udkom i 2008 efter at have haft den i hænderne et par gange - og fordi jeg vist trængte til at læse en Babel-bog, som hører til mine favoritter i kvalitet.

Jeg blev betydeligt mere imponeret denne gang - måske den anden var for indspist med sin politiske drejning, som muligvis interesserer chilenere mere end europæere?

Tommy er en lille dreng på 12 år, som bor sammen med sin far, Juan, sin stedmor, Alma, og halvsøster Lola på 7 år. Han har en hjertelidelse, som adskiller ham fra andre børn. I stedet er han mere indelukket, og observerende. Han lytter til de voksne, og derigennem opdager han også hemmeligheder, som en dreng på hans alder og med hans alvor ikke skal vide.

Som at hans mor, Soledad, begik selvmord. At hans mor var jøde - og dermed er han det også. At bedstefaderen ikke kan lide jøder - måske fordi Tommys mor var psykisk syg? At forholdet mellem faderen og Alma ikke er så lykkeligt, som det burde være. At Alma ser en anden mand, der ringer til hende og sætter hende af derhjemme sent om aftenen, når faderen sover.

Historien om Alma og Juan og deres sammenbragte familie fortælles på skift af de tre - Tommy, Alma og Juan; hver del symboliseret ved et tegn; en pil, tre bølger og et timeglas. Stille og roligt får man historien om deres møde, men også om Almas kaotiske barndom med en løssluppen mor og for mange elskere og for meget hash. Juans erindringer om tiden med Soledad, og hvordan hun langsomt gled fra ham ind i en verden for sig selv.

Hvorfor brister det så lige nu? Tommy vil have sandheden om sin mor at vide; og faderen er presset på arbejde - og Alma møder en ungdomsflirt. Det bliver en usandsynlig samling af tilfældigheder, der får hver deres verden til at smuldre. Men når tre individer i familien pludselig falder ud af helheden, så må helheden nødvendigvis gå i stykker.

Tommy har tegnet en smuk tegning af Minotaurus og Theseus - en af de smukkeste fabler fra den græske mytologi, som naturligt nok er tilbagevendende i al kunst. Bogen indeholder nogle smukke illustrationer af tegninger og objekter Tommy laver - og denne er usædvanlig med Ariadnes tråd, der gennemløber både Theseus og Minotaurus. Tråden er samlingen i familien; den redning, der skal komme for at hele dem ud af deres labyrint.

Det bliver et tragisk udfald og en tung vej ud af labyrinten; men det er så uendeligt smukt beskrevet. En bog, der varmt kan anbefales på engelsk - og forhåbentlig kommer på dansk.