Le Piège de Dante - Arnaud Delalande

 



• Fransk
• 7.-9. december
• 538 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

 

Jeg havde jo faktisk forsvoret at læse flere af Delalandes historiske krimier - men så trængte jeg til lidt let underholdning; og den lå lige og grinede op til mig med sin makabre venitianske maske.

 

Dantes fælde, som den danske titel ville være, er faktisk forløberen til den senere krimi - men de kan læses absolut uafhængigt. Det er tyve år tidligere og den noget yngre Pietro Viravolta sidder i fængsel i Venedig, dømt for sin lidet kristne opførsel med eventyr med både gifte kvinder og nonner. Hans cellekammerat er da heller ingen mindre end Casanova. Året er 1756.

 

Men Venedig er i fare; et bestialsk mord er foregået på et lille teater i byen - og samtidig forbereder man endnu en sæson af det berømte venetianske karneval, som skal åbne på Kristi Himmelfartsdag med den årlige bryllupsceremoni, hvor dogen kaster en guldring i Adriaterhavet som symbol på byens afhængighed af havet. Et symbosk bryllup mellem by og natur.

 

Nogle mener dog, at byens borgere efterhånden går mere op i tant og fjas, og ikke længere er interesserede i at udbygge byen som handelscentrum - og byens status er for hastigt nedadgående. De vil derfor have væltet dogen, og indføre et mindre demokratisk styre end det eksisterende, hvor dogen netop er begrænset af sine mange rådgivere.

 

Viravolta bliver frigivet under visse betingelser; og han skal arbejde som hemmelig agent for dogen for at opklare de mystiske mord, som hurtigt tager til. Hvert mord ledsages af en lille tekst, som illustrerer og fortolker måden, hvorpå mordet er foregået. Det tager ikke lang tid for Viravolta at finde oprindelsen i Dantes Guddommelige komedie. Jeg har aldrig selv læst den - men den optræder jo hyppigt i andre litterære værker på grund af sin symbolik og særprægede opbygning med de ni cirkler.

 

Murakamis Kafka på stranden er bestemt inspireret af Dantes helvedesforestillinger - men også den smukke bog af franske Gaudé, som beskriver en fars symbolske nedstigning til Helvede i helelsesprocessen ovenpå sin søns død. Jeg tror nu aldrig jeg får læst Dante selv, men det er fint at kende grundbegreberne så man forstår allegorierne, når man møder dem i andre værker.

 

Det er måske min eneste åbenbare interesse i Delalandes krimi; historien er ligesom i den næste lidt tynd, hvad angår spænding og overraskelse. Jeg fandt den faktisk udelukkende interessant ud fra netop de historiske aspekter med historien om det venetianske karneval og ritualerne deromkring - altid godt med en lille reminder af sin almenviden. Og så for uddragene og fortolkningen af Dante. Men min overordnede mening om Delalande har desværre ikke ændret sig. Jeg forstår dog bedre og bedre, at det må være ham selv - den desillusionerede forfatter i hans enestående nutidige roman. Forhåbentlig fortsætter han i den retning i stedet!