Self Portrait - Man Ray

• Engelsk
• 398 sider
• 2.-5. december
• Dansk titel: Ikke oversat

I starten af november var jeg på Gl. Holtegaard og se den fantastiske udstilling med Man Ray. Den kan i øvrigt nås endnu, og kan varmt anbefales. Der købte jeg hans selvbiografi - eller selvportræt, som det jo passende må hedde, når det er en fotograf.

Det er ikke tit, jeg læser selvbiografier - principielt er det vel selvhøjtideligt at sætte sig ned og dele hele sit liv med verden. Derfor ender det jo oftest med at være biografier - som regel posthume. Men visse mennesker har et liv, der er så spændende og anderledes, at det kan være underholdende og værd at læse om. Man Ray har altid haft en stor stjerne hos mig - et af hans fotografier fra hans afrikanske serie fra 1926 står indrammet på mit natbord - ikke en original, nej! Jeg så en anden del af den afrikanske serie på Quai Branly-museet i Paris i august - så en selvbiografi blev fluks revet med hjem.

Man Ray startede som en almindelig ung mand i en ganske almindelig amerikansk familie, som så lidt ilde til drengens kunstneriske tilbøjeligheder. I starten af det 20. århundrede var det næppe vejen frem; men han holdt fast og forsøgte sig ved diverse kunstskoler og kurser. Men det var tilsyneladende heller ikke vejen frem at følge den klassiske stil, som dominerede på den periode, og hans malerier har da heller aldrig kategoriseret sig som klassiske.

I stedet tog han i 1920'erne til Paris; og kom ind i kredsen af dadaister og surrealister. Det var også her, at han først stiftede bekendtskab med fotografien, som ligeledes var klassisk i den forstand, at det var portrættering og tilmed en besværlig og dyr hobby.

Hemingway har skrevet en fantastisk bog om sine år i Paris; og når man læser Man Ray fortælle om sine kliker, kan man kun misunde dem lidt. Det virker som om, at de blot hoppede af båden og satte sig hen på Café Flore eller lignende med slænget - Dali, Giacometti, Picasso, Gertrude Stein, Paul Eluard, André Breton og man kunne blive ved. Absolut ikke kedelige venner at have - og Man Ray fortæller da også indlevende om alle de narrestreger de foretog sig såvel kunstnerisk som i private sammenhænge.

Men han fortæller også om sine turbulente parforhold; om kvinder, der blev slået - fordi de begge var oppe at slås. Han var ikke voldelig, men der var meget god vin og mange fyrige kvinder, som bestemt forstod at slå igen. Det viser dog den ærlige og oprigtige side af selvbiografien - der er ingen sminke her.

Han fortæller om sin kunst, om sin opfattelse af kunsten - og hvordan en dadaist samtidig kan være beundrer af Uccello og da Vinci. Det er virkelig de kunstretninger, jeg i malerkunsten, aldrig har været mest glad for - jeg er jo dyb tilhænger af Quattrocento og flamsk renæssance - men jeg kan forholde mig til det, når man samtidig snakker da Vinci!

Jeg kender som mange andre sikkert mest til Man Ray fra hans fotografier; et af hans mest berømte er Violon d'Ingres fra 1924, som er ryggen på hans mest turbulente elskerinde, danserinden Kiki. Det er inspireret af den klassiske maler Ingres, som var fascineret af violiner, og har dermed lagt navn til udtrykket un violon d'Ingres, som på fransk betyder, at man dyrker en hobby, som er milevidt fra ens oprindelige felt. Med Man Ray kan man spørge sig selv, om det er fotografiet, der er hans violin eller hans malerier og surrealistiske skulpturer?

I hvert fald en passioneret bog om et utroligt spændende menneske. som kun gør det mere interessant at se hans værker i fremtiden.