- Fransk
- 1. december
- 214 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Skandalen i Vel d'Hiv - le vélodrôme d'Hiver - en cykelløbsbane i centrum af Paris er hovedtemaet i Tatiana de Rosnays roman fra 2008, Sarahs nøgle, som jeg omtalte her og som forfatteren selv kommenterede. Det er en rørende og barsk bog - men det er en roman. Historien om Vel d'Hiv er også en reel tragedie med reelle personer.
I juli 1942 tilfangetager politiet tusindvis af jøder i det indre Paris - oftest angivet af emsige portnerkoner, som efterfølgende tjente lidt håndører ved at fremleje de knapt efterladte lejligheder til franskmænd. Mændene havde i lang tid levet i skjul, og selvom der blev arresteret 3.000 mænd, var de ikke de hårdest ramte. Det var til gengæld kvinder og børn i den største massearrestation og massakre under 2. verdenskrig i Frankrig. Næsten 6.000 kvinder og mere end 4.000 børn under 12 år blev samlet op og ført til en indendørs cykelløbsbane, hvor de blev indespærret i et par dage. De blev overført til lejre udenfor Paris for at camouflere akten; her blev børn skilt fra deres mødre - de blev separat sendt til Auschwitz og direkte i gaskamrene.
Hele operationen var nøje planlagt gennem måneder, og blev udført af 4.500 franske politifolk. Det var ikke Gestapo, det var ikke tyskerne... det var franskmændene selv; det var Vichy-regeringens ønske om at 'hjælpe' tyskerne, der var baggrunden for det. En akt, som det tog den franske stat årtier at erkende og undskylde.
Begivenheden er siden de Rosnays roman også filmatiseret i den meget smukke franske film La Rafle fra 2010, som varmt kan anbefales.
Men her er det de berørtes ord, der rammer én. De jødiske kvinder, mænd og børn - langt flest kvinder og børn, der endte indespærrede. De anede ikke, hvilken skæbne, der ventede dem, men de bekymrede sig for deres lejligheder og for, hvordan de skulle skaffe mad. De skrev breve, og en stor del af dem blev smuglet ud af franske brandmænd, der efterfølgende fik fri fra arbejde for at styrte Paris rundt og fordele de mange hundrede breve i forskellige postkasser for at undgå, at de blev opsnappet.
Ikke mange af de breve findes i dag - eller også er de gemt steder, hvor man ikke tænker over det mere. Men måske er de ganske enkelt forsvundet, fordi brevene i sig selv ikke havde meget værdi for 70 år siden? De indespærrede holdt sig nemlig oftest til 'banaliteter', såsom at bede om pakker med sukker, brød, sæbe og tøj - de anede ikke, at næste etape var en fransk lejr i Drancy eller Pithiviers og derefter direkte med toget til Auschwitz og gaskamrene. Havde de vidst det, hvad ville de så havde skrevet? Og til hvem?
Det er historier om familier, der håbede, at de ville komme ud igen - eller komme igennem en arbejdslejr og vende tilbage til Paris. Det er historier om familier, der blev skilt ad og hvor de små børn helt ned til 2-3 års aldermen ofte var alene i en lejr inden de blev sendt med en børnetransport til Auschwitz uden et kendt ansigt omkring dem. Det er personer, der slet ikke kan forstå, at de som franske statsborgere kan ende det sted. Det er vidner om en uretfærdighed så stor, at man aldrig magter at forstå den.
Som bilag til bogen er der en afskrivning af den komplette ordre, som blev sendt af politichefen til alle politidistrikter i forberedelse af aktionen. Mange af kriterierne for anholdelse blev ikke overholdt - men uanset om de var polakker eller franskmænd på papiret, så blev de solgt til den sikre død uden hjælp fra det land, de havde valgt at bosætte sig i.
Der er ikke mange solstrålehistorier iblandt. Det kan der ikke være. Vel d'Hiv omfattede 4.115 børn, 5.919 kvinder og 3.118 mænd. Under hundrede personer vendte hjem og deraf var der ingen børn.
No comments:
Post a Comment