Saturday, November 29, 2014

Paganinikontrakten - Lars Kepler



























  • Dansk
  • 25.-28. november
  • 583 sider

Jeg havde jo desværre købt begge bøger samtidig, så selv efter den sidste Kepler-krimi, som efterlod mig lidt demotiveret, så gik jeg alligevel i gang med den.

Man må sige, at det sætter helt nye standarder for, hvad dårligt er. Det skyldes uden tvivl til dels oversætteren - som blandt andet formår at skrive hændelsesbeløb et sted!!! Kommasætning virker til at være helt og aldeles glemt, og der er utroligt mange fejl i den måske for oplagte oversættelse fra svensk til dansk?

Selve historien er ikke meget bedre; international våbenhandel og masser af bad guys - og så skal det kobles sammen til violinspil (en øvelse, der slet slet ikke lykkes her). Og en form fo morale eller løftet pegefinger på sidste side, som muligvis skal vidne om forfatternes politiske ståsted. Men det klinger lid hult efter knap 600 siders mangel på talent.

Jeg forstår endnu engang slet ikke, hvordan de kan sælge så meget - men de får da ikke solgt flere til mig. 

Monday, November 24, 2014

Adèle et moi - Julie Wolkenstein



























  • Fransk
  • 19.-24. november
  • 590 sider
  • Dansk titel; Ikke oversat


Nogle franske forfattere kan sagtens drive én til en lille smule vanvid med deres prætentiøse intellektuelle skriverier. Julie Wolkenstein - som var et helt nyt bekendtskab for mig, tenderer lidt i den retning. Der, hvor man skriver for at skrive - og så må det forfærdeligt gerne handle om familiens aner og alle de skandaler, der tales om (og især ikke tales om) ved franske spiseborde.

Julie Wolkenstein har skrevet en mammutbog på næsten sekshundrede sider baseret på spekulationer. Men det finder læseren først ud af i den sidste tiendedel af romanen; og så følte jeg mig faktisk en anelse ført bag lyset!

Det hele starter, da hendes far dør i 2011. og hun blandt hans gemmer finder tolv sider tekst, som handler om hendes oldemor på fædrene side. En dame, som var årsag til, at familien i årtier har holdt ved et sommerhus på kysten i Normandiet. En dame, som tilsyneladende var stækrt religiøs, temmelig kolerisk - og havde fået fire børn (deriblandt Julies farfar). Denne skrivelse er skrevet af en gammel tante, som lever i den anden ende af Frankrig - og som Julie møder. Tanten har selv en fantastisk livshistorie, som hun malende fortæller Julie - som dog affærdiger den som en mulig løgnehistorie.

Men hun kommer hjem med oldemoderens dagbøger, og derudfra fortæller hun om dennes liv fra 1870 til hun dør i 1941. Om hendes barndom, hvor moderen dør ung. Om opdagelsen af, at moderen måske havde haft en blakket fortid. Om hendes ægteskab og dens ret så fysiske aspekt i en senvictoriansk tid. Om børnene og dem, hun mistede. Om en alderdom tilbragt ved det elskede hus ved havet.

Al dette ublandet forfatterens egne historier om ferierne i huset ved havet med hendes - elsker? Kæreste? Mand? I hvert fald en person, der ikke er der konstant og som pludselig ophører med at være en del af hendes liv.

Pludselig opdager man så, at der aldrig har været et besøg hos den gamle tante. Dermed heller ingen dagbog - og sandsynligvis heller ingen elsker/kæreste/mand. At det hele er pure opspind, og at melomanen ikke er den gamle tante, men hende selv.

Det er vel en forfatters frihed; men hvorfor så ikke ganske enkelt opdigte en historie? Her får det lidt karakter af en midaldrende neurotisk fraskilt kvinde, der opfinder en familiefortid, der kan skabe lidt røre i andedammen? Og så mistede jeg pludselig energien til reelt at koncentrere mig om slutningen - og om formålet med hele denne historie. Det var ellers til tider en fin historie - omend langtrukken ... måske som et udløb af forfatterens flyvske tanker for at få skabt denne oldemor, som hun måske har haft og som måske var som hun beskriver det. Men snarere slet slet ikke ... 

Wednesday, November 19, 2014

Catch A Fire - Timothy White



























  • Engelsk
  • 13.-18. november
  • 574 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

For lidt mere end en måned siden stod jeg foran Bob Marleys grav i landsbyen Nine Miles langt inde i bjergene i Jamaica. Rundt om mig stod en del personer, som var kommet langvejs fra og var dybt bevægede - for hvem, det var en ægte pilgrimsrejse, hvor de endelig stod foran deres store idols grav ... og gerne med en kæmpe joint i munden. Reglerne for besøg på dette museum er bestemt ikke som man er vant til andre steder fra!

Som alle andre kendte jeg selvfølgelig Marleys musik ganske indgående; som den smukke rytmiske reggae jo er. Men jeg kendte langt mindre til personen bag og historien bag hans tragiske død som blot 36-årig. Et par uger i Jamaica var jeg derimod konstant omgivet af tonerne af hans musik; man går ikke to skridt uden at høre sangene - visse af dem mere end andre. Og man møder ganske mange rigtige rastafari-men med deres dreads og deres vandrestokke - og deres kæmpe ganja-spliff i munden. 

Så da jeg kom hjem måtte jeg have fat i det, der betegnes som den ultimative biografi af manden. Timothy White mødte Marley allerede i midten 1970'erne, da han begyndte at blive alvorligt international kendt, og skrev videre på sin biografi selv flere år efter Marleys død i 1981. Han var tidligere musikanmelder på bladet Rolling Stones, men i denne biografi går han langt dybere ned i livet og religionen, der formede Marley.

Jamaica i sig selv er et finurligt sted; der er religion i overflod og hver lille landsby har mindst tyve kirker af forskellige gradbøjninger af religion. De har et helt specielt forhold til deres religion - men også til deres døde, som de tit og ofte begraver i baghaven. Ligesom animisterne i Afrika har de også et specielt forhold til ånder - gode som onde; og er overbevist om, at disse er med til at styre deres liv og den retning, det vil tage.

Allerede som barn var mange i familie og omgangskreds overbevist om, at Marley besad særlige synske kræfter. De var lidt bange for hans rolige men skarpe blik - senere var illusionen om Zions løve nærliggende. Han kom fra en relativt betragtet velstående familie - men de var fra bjergene, hvor velstand er lettere opnåelig. Da han flyttede til Kingston var mødet med ghettoen først et chok, indtil han begyndte at hænge ud med rastaerne og fik indblik i Haile Selassies historie og religion. I tiden op mod hans død var han endda så vidt som til at opfatte sig selv som en reinkarnation af Jesus. Måske en anelse for meget ganja i længden? Hele landet svæver vitterligt under en stor sky ...



Biografien fortæller detaljeret om netop Haile Selassies liv og religion; men også i detaljer om Jamaicas politik som tit førte til politivold og korruption; og Marley var tit involveret ud fra, hvor hans sympati lå. Disse dele fylder enormt meget - blandt andet er der mere end hundrede sider om tiden efter hans død, og hvordan retssager og familiestridigheder om hans arv forløb. En anelse for meget udenomssnak og for lidt reel Marley i mine øjne.

Jeg ville have foretrukket et mere dybdegående studie af netop rastafari-troen; jeg opdagede blandt andet i Jamaica, at det er det mest homofobe land i verden - og at denne modvilje i høj grad stammer fra rastaernes fordømmelse ud fra religiøse synspunkter. Marley mødte muligvis ikke mange homoseksuelle inden sin død på en tid, hvor det var mindre fremme, og AIDS endnu ukendt. Men teksterne til sangene er så dybt politiske og religiøse, at det strækker langt ud over den berømmelse, de opnåede. Næste trin må være at fordybe sig lidt i netop disse tekster og ikke kun lade sig rive med af musikken. 

Store dele af bogen er desuden skrevet på 'jamaicansk engelsk'- det skal man vænne sig til; men det har jo sin charme, når man læser om en brothers (breddahs) rhytm (riddim)! Og man skal vænne sig til rastaernes ord for en verden, hvor Jah er Jesus/Gud. Som der står over døren ind til Marleys grav ...

Uanset hvad så lærte jeg en masse, og det forlængede ferien med nogle dage!



Thursday, November 13, 2014

Svalerne i Kabul - Yasmina Khadra



























  • Fransk
  • 11.-12. november
  • 148 sider
  • Originaltitel: Les hirondelles de Kaboul
Khadras trilogi om terrorisme har stået i uendelige tider i min reol; måske magtede jeg det ikke, når vi samtidig dagligt bombarderes i nyhederne om taliban, Al Qaida og anden form for terrorisme? Samtidig har jeg med fornøjelse læst andre romaner af ham, og jeg var vild med hans finurlige melankoli og empati i begge romaner.

At skrive en trilogi om dette emne er selvfølgelig farligt; som forfatter risikerer man at stemple sig selv i integristernes øjne. Dermed sætter han sig selv nogle grænser - for som forfatter vil han udtrykke sig om dette sprængfarlige emne, men ordene skal vælges med omhu. Khadra er tidligere officer i den algierske hær, og selvom han optræder med foto på bogens omslag, så skriver han under pseudonym.

Historien - og sikkert også de to efterfølgende i trilogien, som jeg har til gode - er derfor et universelt blik på et Afghanistan i opløsning. Der er individer, men de repræsenterer de arketyper, som i dag findes i denne form for samfund.

Der er Atiq - fangevogteren, som samtidig er en umådelig svag mand; krigen mod russerne har knækket ham fysisk og til dels psykisk.
Hans hustru, Mussarat, er syg og hans mandlige bekendtskaber forstår ikke hans modvilje mod at smide hende ud og i bogstaveligste forstand erstatte hende med en yngre model.

Der er Mohsen, som er gift med den gudeskønne Zunaira. De er uddannede mennesker fra den lavere overklasse, som nu har mistet alt og sidder i et usselt hus, som de ikke vil forlade - Zunaira fordi hun ikke vil ydmyge sig ved at iklæde sig en tchadri - eller burqa. Deres ægteskab har været reelt og baseret på kærlighed; usædvanligt på disse breddegradder.

Rundt om disse fire personer drejer en ubarmhjertig verden, hvor man tvinges til at sidde i timevis og høre mollahens bønner og taler; hvor kvinderne ydmyges og hvor ingen har den mindste rest af selvrespekt og værdighed tilbage. Den mest klarsynede er måske landsbytossen, der i årevis har drømt om at gå .... gå til han når havet. Og som pludselig en dag forlader byen. Næppe når han havet - men han besluttede sig for at handle, hvor de andre er apatiske.

Kun en af de fire overlever den korte periode, som denne historie omhandler og hvor læseren ser, hvor langt ud et menneske kan presses, når omstændighederne er som de er under taliban. Det er både en langsom historie om manglende menneskeligt overskud og mod; og en hurtig og tragisk historie om, hvor lidt, der skal til før det går galt. En brillant lille roman.

Tuesday, November 11, 2014

Ikke at ville se - Jan Guillou



























  • Dansk
  • 9.-10. november
  • 352 sider

Og straks fortsatte jeg med fjerde bind af Guillous serie om det tyvende århundrede, da jeg i lørdags fandt den nyeste udgivelse til en fordelagtig pris. Og så alligevel ikke, når den er læst på to dage, vel?

I det hele taget var jeg irriteret over indtil flere elementer, og har lidt på fornemmelsen, at Herr Guillou er ved at tabe pusten og ikke når til vejs ende med sine ambitioner.

Det irriterede mig ved første øjekast, at formatet ikke er det samme som tredje bind, som jeg også havde købt indbundet - og som faktisk var samme format som paperback-versionerne af første og andet bind. Det ser bare ikke pænt ud, når de står sammen i reolen.

I første bind var kapitlerne opdelt efter personen, der "fortalte" det samt tid og sted. I andet bind var det udelukkende Sverre, og der var tid og sted som kapitelangivelse samt en titel. I tredje bind var vi nede på kun årstal og sted - og i fjerde bind er der seks afsnit; et per år. Som sagt virker det som om, at entusiasmen er ved at forsvinde en anelse.

Derudover fortælles det stort set kun fra Lauritz' perspektiv, og han er hårdnakket i sin overbevisning om, at tyskerne vil vinde krigen og desuden bliver uskyldigt beskyldt for diverse uhyrligheder - som fx koncentrationslejrene. Vi følger Ingeborgs langsomme kræft mod kampen - heller ikke her vil Lauritz se det indlysende; og bogens titel er glimrende ramt. Men man bliver jo lidt irriteret på ham Lauritz - og så savner jeg virkeligt, at der er mere diversitet i synsvinklerne.

Jeg er nervøs for om dette kan holde århundredet ud, når det bliver for ensporet - selvom anden generation praktisk nok har sørget for, at der er en tredje generation på vej - og praktisk nok født på samme tid, så man kan arrangere dem med og mod hinanden i kommende afsnit.

Krigen beskrives igen med til tider penslende detaljer - og troen på den tyske sejr - men så ignorerer man fuldstændig D-day, som ellers om noget blev beviset for Tysklands endeligt. Måske skyldes dette, at Lauritz foretrækker sine nyheder fra en tysksindet avis, der ikke er synderligt nuanceret i sine holdninger. Men historien overordnet set bliver for ensformig og kedelig.

Som sagt er to dage ikke en god læseoplevelse for mig, når jeg havde glædet mig til at se hans familiekrønike folde sig ud. 

Saturday, November 8, 2014

Mellem rødt og sort - Jan Guillou



























  • Dansk
  • 6.-8. november
  • 377 sider

Fortsættelsen til Guillous episke historie om det tyvende århundrede starter i 1919; de tre norske brødre blev genforenet i Berlin ved afslutningen af 1. Verdenskrig, og kan videreføre familiens forretninger.

Den homoseksuelle Sverre, som man fulgte i Dandy, bliver i Berlin sammen med Oscar, hvis afrikanske penge jo blev grundlaget til familiens formue. Lauritz er nu i Sverige sammen med sin tyske hustru og deres fire børn.

Historien handler nu om at få sat børnene i karakter - med ti planlagte bind er det jo i sagens natur dem, der skal løfte historien videre. Det lykkes til dels med Harald - Lauritz og Ingeborgs ældste søn, som hurtigt udviser særdeles kærlige følelser for tyskernes naturlige overlegenhed, og krig og magtbrug som en naturlig del af tilværelsen. Han bliver jo familiens sorte får senere hen - men også bindeleddet i historien om Stockholm og Berlin, da han sendes til Tyskland for at fortsætte sin skolegang.

Oscar og hans tyske hustru Christa lever lykkeligt med Oscar i en total politisk uvidenhed på en tid, hvor Europa samler sig efter sårene fra Verdun - og inden længe kan ane, at nye skyer trækker sig sammen. Deres børn er endnu for små til reelt at kunne indtage en rolle i historien; og generelt er det svagheden i denne tredje del af historien, at børnene ikke formår at udfylde en personlighed. Det samme gælder til dels de to tyske hustruer - og den homoseksuelle Sverre tvinges tilbage til en rolle som den stilfærdige onkel, som absolut ikke længere har et liv efter hans egen overbevisning.

Der er ligeledes en irriterende tendens til at ville forklare de politiske og samfundsmæssige forhold, som nok kan gavne en yngre moderne læser uden viden om de reelle årstal og forhold. Men det gør desværre historien lidt for langsommelig til tider; og man savner virkelig at komme ordentligt ind i deres personer. Det var nemmere i de to første bind, hvor der var færre personer at forholde sig til. Men som forfatter skal man jo inddrage hele familien, hvis man vil skrive en sags af disse dimensioner.

Lauritz' søn Harald bliver selvfølgelig en tro tjener af Hitler; men hjælper også brødrene til at sikre deres formue, som nu står i bygninger i Berlin og Dresden ... i parentes bemærket de to byer, der om muligt blev hårdest ramt af bombardementer - man kan ane en økonomisk krise nogle bind senere!

Der er stadig en del namedropping, som jeg også var irriteret over i andet bind - Guillou anfører selv Erik Larsons fremragende biografi om den amerikanske ambassadør Dodd, som kilde - men hvorfor indføre ham og datteren Martha i en enkelt ligegyldig sætning for derefter at lade dem forsvinde?

Nå, jeg er jo alt i alt glimrende underholdt på trods af disse småfejl - og købte straks fjerde bind; der er trods alt nemmere end at skulle vente et år på at komme videre med familien Lauritzen.

Thursday, November 6, 2014

I am Pilgrim - Terry Hayes


























  • Engelsk
  • 1.-5. november
  • 895 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Årets krimi - intet mindre! Det er postulatet, der har ledsaget denne bogs lancering med massiv opbakning af sociale medier og anden brug af marketing til at skabe en vis hype. Lykkes det så?

Det er en meget omfattende bog, som til tider kan lede sin læser lidt på sidespor og det kan man så enten lide eller ej. Med så mange sider er det også vigtigt for en forfatter, at researchen er i orden og der ikke kommer uoverensstemmelser undervejs. Det klarer Hayes egentligt fint - men der er visse basale fejl, som virkelig skyldes elendig research - men som jeg havde særlige forudsætninger for at kunne 'gennemskue'. 

Historien er som sagt vidtrækkende - det starter med et mord i et usselt hotel i New York; en kvinde er myrdet, og alle hendes kendetegn er væk - tænder, fingeraftryk etc. Dermed er hun fuldstændig umulig at identificere. Mordet skal opklares af betjenten Ben Bradley, men med i hotelrummet er også den mystiske mand uden navn. Det er pilgrimmen, som han dog først bliver til langt senere i historien.

Pilgrimmen er en agent i USA's hemmelige tjeneste, som har været med i adskillige af verdens brændpunkter inden 11. september. Da tårnene i New York faldt sammen, besluttede han, at tiden for den slags agenter måtte være ovre - da de jo netop havde fejlet deres fornemste opgave.
Han går på en form for tidlig pension efter at have skrevet en bog om, hvordan man udfører det perfekte mord - og det er netop den bog, der har været brugt ved mordet i hotelværelset - og Ben Bradley har gjort det umulige .... fundet manden, der i årevis har levet under falske identiteter og burde være beskyttet af regeringen. Og hvis en 'simpel' betjent kan finde ham, så kan andre også - deriblandt nogle, som Pilgrimmen oprigtigt ikke vil findes af!

På den anden side - den onde side selvfølgelig - er der Saraceneren; hele opsætningen bliver lidt bibelsk og linjerne er skarpt trukket op allerede i deres navngivelse. Saraceneren er saudiaraber og oplevede som barn sin far blive offentligt halshugget. Det blev kimen til en hard core islamisk terrorist, som vil styrte landets kongedømme og tage hævn over faderen. Men med tiden beslutter han sig for, at de lande, der er med til at støtte landets styre og andre lande (som Israel) er dem, der skal ødelægges - og USA er selvfølgelig den største fjende af dem alle.

Det er en roman, som nemt kan kamme over i generaliseringer og dermed en lidt farlig vej at tage for en forfatter, da det er en hårfin grænse at balancere på. Han får da også trukket tråde tilbage til 2. verdenskrig og nazisterne, og en hel del til nutidens kamp mod terrorisme med saracenerens idé med at inficere landet med kopper - en sygdom, der for længst er udryddet.

Historien følger hver deres livshistorie separat indtil det øjeblik, hvor Pilgrimmen trækkes tilbage til tjeneste af ingen mindre end den amerikanske præsident, og man kan allerede se filmudgaven for sig. Derefter kæmper de to 'usynlige' mænd mod hinanden og mod tiden, for virusen er produceret og skal nu dræbe den amerikanske befolkning.

Dermed kommer man vidt omkring - stort set samtlige mellemøstlige taliban-styrede lande men også Tyrkiet, Balkan, Italien, London, Paris .... der en meget fart, og med de relativt korte kapitler og skiftet mellem de to personers historie skaber det konstante cliffhangere, som får læseren til at holde ved.

Og så er der de virkelige graverende fejl! Jeg kunne selvfølgelig være stolt af, at det firma, jeg arbejder for nævnes så mange gange, at det virker suspekt - men desværre er han gået temmelig forkert med præcis, hvad firmaet kan og ikke kan. Det er ganske enkelt elendig research - og enormt irriterende, da det jo rent faktisk kan give et forkert indtryk af et brand.

Men alt i alt er det jo en hæsblæsende underholdende actionkrimi - hvor man også fra starten ved, at de gode vinder over de onde! Den må være dejlig læsning for en amerikansk præsident, da den er temmelig selvforherligende i fremstillingen af USA, som verdenshersker.