Ikke at ville se - Jan Guillou

• Dansk
• 9.-10. november
• 352 sider

Og straks fortsatte jeg med fjerde bind af Guillous serie om det tyvende århundrede, da jeg i lørdags fandt den nyeste udgivelse til en fordelagtig pris. Og så alligevel ikke, når den er læst på to dage, vel?

I det hele taget var jeg irriteret over indtil flere elementer, og har lidt på fornemmelsen, at Herr Guillou er ved at tabe pusten og ikke når til vejs ende med sine ambitioner.

Det irriterede mig ved første øjekast, at formatet ikke er det samme som tredje bind, som jeg også havde købt indbundet - og som faktisk var samme format som paperback-versionerne af første og andet bind. Det ser bare ikke pænt ud, når de står sammen i reolen.

I første bind var kapitlerne opdelt efter personen, der "fortalte" det samt tid og sted. I andet bind var det udelukkende Sverre, og der var tid og sted som kapitelangivelse samt en titel. I tredje bind var vi nede på kun årstal og sted - og i fjerde bind er der seks afsnit; et per år. Som sagt virker det som om, at entusiasmen er ved at forsvinde en anelse.

Derudover fortælles det stort set kun fra Lauritz' perspektiv, og han er hårdnakket i sin overbevisning om, at tyskerne vil vinde krigen og desuden bliver uskyldigt beskyldt for diverse uhyrligheder - som fx koncentrationslejrene. Vi følger Ingeborgs langsomme kræft mod kampen - heller ikke her vil Lauritz se det indlysende; og bogens titel er glimrende ramt. Men man bliver jo lidt irriteret på ham Lauritz - og så savner jeg virkeligt, at der er mere diversitet i synsvinklerne.

Jeg er nervøs for om dette kan holde århundredet ud, når det bliver for ensporet - selvom anden generation praktisk nok har sørget for, at der er en tredje generation på vej - og praktisk nok født på samme tid, så man kan arrangere dem med og mod hinanden i kommende afsnit.

Krigen beskrives igen med til tider penslende detaljer - og troen på den tyske sejr - men så ignorerer man fuldstændig D-day, som ellers om noget blev beviset for Tysklands endeligt. Måske skyldes dette, at Lauritz foretrækker sine nyheder fra en tysksindet avis, der ikke er synderligt nuanceret i sine holdninger. Men historien overordnet set bliver for ensformig og kedelig.

Som sagt er to dage ikke en god læseoplevelse for mig, når jeg havde glædet mig til at se hans familiekrønike folde sig ud.