Thursday, December 29, 2011

Les âmes grises - Philippe Claudel
























  • Fransk
  • 23.-29. december
  • 280 sider
  • Dansk titel: Grå sjæle
Philippe Claudel har det med at skrive bøger, der stille og roligt afdækker en enorm grusomhed - han gjorde det i den fantastiske Brodecks rapport, og det er samme vinkel han benytter i denne lille men intense krimihistorie, som er alt andet end bare opklaringen af et mord. Ligesom i Brodecks rapport er fortælleren anonym og skriver i første person og på lang tidsafstand af selve episoden.

Historien starter i en lille fransk landsby i december 1917, hvor den lokale værthusholders tiårige datter bliver fundet kvalt på bunden af landsbyens å. Det er under krigens sidste år, og landsbyen er tæt på fronten - og flere og flere desertører færdes i området. Hurtigt bliver to tilfældige desertører da også beskyldt for drabet - men alle disse oplysninger kommer dryssende i fortællerens forklaring, som viser sig at være en form for bekendelse og syndsforladelse.

Han er ikke morderen; men han har været vidne til landsbyens personligheders handlinger - fra de fine borgerlige til klunserdamen Joséphine, som en dag siger til ham, at sjæle ikke er sorte og hvide - men grå. Jeg-fortælleren var landsbyens politibetjent, og en nat efter mordet på den lille pige tilbringer han sammen med Joséphine, som så byens prominente anklager, Destinat, på aftenen for mordet sammen med den lille pige. Han drager afsted til nabobyen, så Joséphine kan aflægge forklaring til dommeren, som principielt har afskrevet sagen med de passende desertører som skyldige.

Han kommer ikke hjem til tiden, og mens han passer sit arbejde forbløder hans gravide kone derhjemme. Fortællingen om den lille piges død blandes sammen med selvmordet på en tilflyttende ung lærerinde - og tabet og skyldfølelsen ved hans egen kones død. Han har brugt de mellemliggende år til dels at finde morderen - uden at ville slæbe ham for en domstol; men for at afklare sine egne skyldsspørgsmål og de dem i forhold til den skyld, personer han har kendt må have følt - hvis de vel at mærke var morderen.

Jeg er meget begejstret for hans underspillede smukke brug af sproget; hans evne til at fortælle en grufuld menneskelig historie, så man ikke får det smidt i hovedet men langsomt drages ind i hans tanker og følelser og i hele landsbyens liv.

Det er absolut en filmatisering af en bog, som jeg gerne vil se - og så skal jeg finde flere bøger af Claudel!

Monday, December 19, 2011

Sauver Ispahan - Jean-Christophe Rufin

























  • Fransk
  • 16.-18. december
  • 644 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Sauver Ispahan er fortsættelsen til L'Abyssin, hvorman genfinder lægen Poncet og hans kone Alix tyve år senere, og langt fra Cairo. Første bind endte, da Poncet kidnappede Alix fra en diligence, som officielt skulle bringe hende til et kloster i Frankrig - men det var selvfølgelig alt sammen aftalt spil. De gemte sig en tid i Skt. Katarina-klosteret i Sinai-ørkenen, men nu tyve år senere bor de i Isfahan i det daværende Persien.

Deres venner - Alix' tjenestepige Françoise og Poncets tidligere partner Juremi - rejste tilbage til Frankrig for at hjælpe deres protestantiske venner mod den franske konges religiøse forfølgelse. Men tingene går - igen - galt, og de ender i Sverige og er så pludselig involveret i en krig mod Rusland. Da Juremi bliver taget til fange af russerne, tager Françoise afsted til hest mod Persien for at finde Poncet - vennen, som skal redde Juremi.

Det er selvfølgelig igen en værre røverhistorie - men af den gode og absolut underholdende slags. Der er intriger i Vatikanet, og skandalen fra Poncets besøg ved Solkongens hof forvikler yderligere alle historierne - hvoraf nogle er bevidste løgne, mens andre er misforståelser udledt af alle disse forskellige versioner af sandheden. Der er intriger i haremet, og krig med elefanter i bedste Hannibal-stil - og så er der beretninger fra Isfahan, så man (hvis ikke det lige lå i Iran) var taget afsted til lufthavnen med det samme.

Rufin kender som tidligere ambassadør diplomatiet og dets koder og sprog - og intriger; han formår i disse to bøger at føre sin moderne viden tilbage til det 18. århundrede med  en fin sans for historiefortælling samtidig.

Jeg fik absolut mere ud af at læse bøgerne nu mere end 10 år senere; fordi jeg i mellemtiden har besøgt langt flere af de steder, han beskriver og de kunstværker og historiske reelle personer, der optræder.

Thursday, December 15, 2011

L'Abyssin - Jean-Christophe Rufin

























  • Fransk
  • 12.-15. december
  • 699 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Rufins første roman købte og læste jeg for første gang i 1999; den kom frem igen under mit sygeleje, da jeg var løbet tør for ulæste bøger jeg var i humør til - og samtidig havde jeg i måneder haft lyst til at genlæse hans lange eventyrlige historie om Jean-Baptiste Poncet.

Jean-Christophe Rufin er en fransk læge, forfatter - og ambassadør; ligesom Kouchner har han haft en alsidig karriere, der dog med enhver franskmands fornemmelse for filosofi gør ham til en imponerende historiefortæller. Ydermere har han været ambassadør for Frankrig i såvel Senegal som Gambia - Senegal står jo mit hjerte nært; men historien foregår i et helt andet område af Afrika!

Den unge Poncet er havnet i Cairo efter en lidt skødesløs tilværelse og uden uddannelse; men han har en god viden om planter og naturmedicin, og bliver hurtigt efterspurgt som læge i byen. Men den franske konsul er ikke af samme opfattelse, da han ingen papirer har. Så komplicerer tingene sig for konsulen, da Ludvig XIV beslutter at sende en emission til Abessinien - i dag kendt som Etiopien - for at omvende dem til katolicismen.

I dag kender vi Etiopien som hjemland for Haile Selassie; som hjemsted for rastafari-religionen opkaldt efter Ras Tafari og mest af alt for sult og nød. Men i 1700 var det et uopdaget farligt land - langt syd for de egyptiske katarakter, og hvor hvide mænd ikke rejste. Især ikke som katolikker. For nok var kejseren ikke muslim - men han ville ikke underlægge sig Paven og den katolske kirke.

Men Poncet forelsker sig i konsulens datter, og beslutter sig for at deltage i en dødsdømt ekspedition til kejseren. Her er der lidt konfusion - eller litterær frihed - for i 1699/1700 hed kejseren Iyasou I selvom Rufin kalder ham for Yesu I. Det er nærliggende og tilgiveligt i en fiktiv roman. De tager altså afsted - og kommer tilbage. Poncet har opnået den diplomatiske fortrolighed med Yesu, og vil nu til Versailles for at blive akkrediteret som ambassadør, så han samtidig kan opnå den borgerlige status, der vil gøre det muligt at fri til Alix.

Selvfølgelig går alt galt i denne historie, der er skrevet som i periodens stil. Der er de gode og de onde; dueller og kampe, jesuitter og kapucinere (datidens store religiøse skisme i Frankrig)... der er diplomati og snyderi - og til tider er der aldrig langt mellem yderpunkterne i alle disse modsætninger. Der er samtidig en fantastisk dosis geografi og historie - og jeg var mere opmærksom ved denne genlæsning tolv år senere, da bogen slutter i det fantastiske Skt. Katarina kloster i Sinai-ørkenen, hvor jeg stod for 18 måneder siden. Det rører mig altid mere at læse om steder, hvor jeg også har været - og måske endnu mere, når disse er uændrede igennem århundreder.

Det er måske også en roman uden de store litterære overraskelser - ingen krumspring i sproget men en god dosis gammeldags ridderroman i moderne format; og det er vellykket også anden gang man læser den. Jeg tror ikke, at Rufin vidste, at denne roman ville indbringe ham en Goncourt-pris - men der kom en efterfølger, som selvfølgelig skal læses nu... og senere har han skrevet andre fantastiske romaner, hvoraf jeg har nogle til gode - heldigvis!

Sunday, December 11, 2011

Brandwashed - Martin Lindstrøm























Martin Lindstrøms seneste marketingbog blev massivt markedsført, da den udkom i efteråret - såmeget, at jeg fik bestilt den hjem inden den nåede de belgiske boghandleres hylder. For det første fordi den i kraft af mit arbejde interesserede mig; for det andet fordi jeg uden tvivl er akkurat så brandwashed, som bogens emne omhandler. For Martin Lindstrøm er jo selv et brand, og som sådan kan hans bøger sælge, inden de udkommer udelukkende baseret på reklame og løftet fra tidligere bøger eller de mange nyhedsbreve man kan modtage fra hans hjemmeside.

Jeg blev uendeligt skuffet må jeg med skam sige! Der er tale om en gang typisk amerikansk bla-bla-bog; hvis man alene fjerner alle hentydninger til - 'det kommer vi tilbage senere' fx, er der sparet nok 2-3 sider! Er det fordi man selv ved, at indholdet er så tyndt, at man konstant skal fastholde læserens interesse og undgå, at han lægger bogen væk?

Mange eksempler er baseret på amerikanske mærker, som udelukkende findes på det amerikanske marked - men det er stadig irrelevant; det mest irriterende er den manglende empiri. Der er oftest tale om eksempler taget fra andres studier, som Lindstrøm blot refererer. Det er altså ikke hans arbejde! Hans fyldtekst - for det betragter jeg den som - er tom snak for at fylde siderne ud. I USA bliver man jo betalt for at skrive ord - ikke kvalitet! Det er igen den gamle sang om, at vi ved faktisk det hele - Lindstrøm sætter det bare i ord. Men i alt for mange gentagende ord og floskler.

Emnet er absolut interessant og stigende relevant; der er tidligere skrevet glimrende bøger om brand marketing, som fx franske Jean Kapferers bøger - de er selvfølgelig mere tekniske og beregnet på en anden og mere professionel målgruppe end Lindstrøms bøger. Deraf måske min frustration over at læse en slags pseudojournalistik uden en eneste teoretisk grafik.

Samtidig er bogen selvfølgelig en personlig markedsføring af Lindstrøm som konsulent for store mærker; men især et eksempel irriterede mig grænseløst. Lindstrøm forklarer sin mission for et russisk firma, der vil lancere en ny vodka i et marked med i forvejen tusindvis af produkter, og med forbrugere, der historisk drikker for meget og for hurtigt. Her transformerer han nærmest sig selv til en Messias, der egenhændigt skulle have fundet hemmeligheden til et kæmpe lands alkoholproblemer - de vil faktisk ikke drikke så meget så hurtigt!!! Men de gør det fordi alle andre gør - men der var ingen, der havde spurgt dem om deres drikkeadfærd før Lindstrøm mirakuløst landede i Moskva eller hvor det var! Det virker totalt useriøst - og ikke mindst så selvforherligende, at det er smagløst!

Konklusionen er, at jeg også faldt i forbrugerfælden - jeg købte et brand; i dette tilfælde Martin Lindstrøm - men totalt uden indhold. Ren indpakning! Og en meget stor skuffelse...

Friday, December 9, 2011

Tintin au Congo de Papa
























  • Fransk
  • 8. december
  • 63 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
I forbindelse med retssagen og den stigende polemik omkring Tintin i Congo, har en belgisk avis udgivet en lille fin bog for at forklare baggrunden og historien bag. Det var årsagen til, at jeg først genlæste albummet for at have det frisk i erindring. Det var utroligt lærerigt!

Retssagen startede i 2007, da en congoleser bosiddende i Belgien, anlagde sag. Han ville have bogen forbudt - eller fjernet eller trykt med en stor fed advarsel udenpå for racistisk indhold. Sagen har nu været ved den belgiske domstol uden held, og er nu trukket videre til menneskerettighederne.

Hvis man ser på de reelle fakta beskrevet i denne bog kan man dog virkelig stille sig selv spørgsmålet om det er løsningen?

For det første skrev Hergé denne serie på bestilling til en avis i 1930; den var lavet efter tidens ånd for at promovere Congo som destination for unge katolske missionærer. I 1946 blev det omskrevet, farvelagt og omstruktureret til et album, som indgik i den stigende række albums med Tintins eventyr. I den forbindelse skete der en del ændringer - blandt andet tales der ikke længere om Belgien, ligesom landet ikke længere nævnes på nær på forsiden. Nu ankommer de blot til Afrika! Da Tintin skal agere skolelærer i den lille missionsskole var det oprindeligt en lektion i Belgiens geografi som deres fædreland, mens det nu er matematik.

Disse elementer er siden blevet fremhævet som racistisk forstærkende; at Hergé ikke blot ville nedgøre congoleserrne men alle af afrikansk afstamning i hele verden. Det er stærke ord, og for mig at se noget ude af proportioner med hensigten bag.

I 1960 blev Congo uafhængigt, og man stoppede salget af albummet på fransk - velvidende at det kunne støde. Men i 1969 genudgav en avis i Zaire (en af Congos midlertidige navne) serien i deres avis. Hvis de kunne gøre det i god tro og uden problemer, kunne forlaget i Europa også mente man, og derfor kom det igen på gaden i 1970.

Tegnere og intellektuelle i Congo udtaler i bogen, at de synes, at det er morsomt - at der for dem er elementer, som minder dem om det morsomme i de hvides opførsel - og det griner de af! Den omvendte verden.

Den berømte næsehornsepisode blev ændret i 1975 under pres fra forlaget Carlsen i Sverige - som vist også udgiver den danske udgave - som mente, at den slags brutalitet overfor dyr var for meget. Men den er forblevet i den franske udgave.

Hele diskussionen virker på mig lidt absurd; jeg kan godt se, at karikaturen er grov - men jeg kan da også gennemskue, at den viser en verdensopfattelse, der var anderledes for 80 år siden, da den oprindeligt blev skrevet. At den - som Hergé selv har udtalt - var en ungdomsfejl; og at den helt sikkert havde været anderledes, hvis han havde sat sine ben i Congo.

Men skal man så også forbyde al anden litteratur eller film, der vidner om jødeforfølgelse fx? Under påskud af, at det kan give ungdommen i dag ideer om at behandle jøder ligesådan? Skal man ikke netop benytte et album som dette til at undervise og lære nye generationer om kolonialismen på godt og ondt? Det er et historisk vidnesbyrd - og man kan ikke udslette historien. Den tankegang er jo i øvrigt helt absurd i mine øjne.

Der er stereotyper - som den dovne afrikaner, der ikke vil arbejde, da toget vælter; men der er også de morsomme stereotyper, som congoleserne selv er stolte af - selvsamme afrikaner i sit meget fine tøj, som inkarnerer den livsstil, som congoleserne selv kalder sapeur, som beskrevet i bogen af den congolesiske forfatter Alain Mabanckou. Jeg kan godt forstå den congolesiske kunstner, som udtaler, at der er grundlag for et godt grin - fra begge sider. Man skal bare huske, at det også skal bruges til eftertanke og udvikling.

Det var et interessant tillæg til debatten- og personligt lærte jeg meget nyt af denne lille bog ved at læse den sammen med selve albummet.

Tintin au Congo - Hergé





I 2007 da det forlød, at dette album kunne blive forbudt - eller i bedste fald totalt omskrevet, skyndte jeg mig at købe det. Der var ikke en advarsel hæftet udenpå, som det nu er tilfældet for bl.a. den engelske udgave. Tilmed er den franske udgave på nogle få punkter tættere på den originale end fx den danske - mere om det!

Ved første øjekast er det tydeligt, at dette er en tidlig tegneserie af Hergé; tegningerne er langt fra så detaljerede og finurlige som i senere albums - og de fleste af de velkendte personnager mangler. Faktisk møder vi kun Tintin og hunden (Milou på fransk), og i den indledende scene ses Dupont & Dupond blot som statister på banegården.

Dette album var bestillingsarbejde som en slags markedsføringskampagne for en katolsk belgisk avis, da Hergé var blot 23 år gammel. Avisen forsøgte at rekruttere folk til at rejse til belgisk Congo for at arbejde; og denne tegneseriestribe skulle være en del af en kampagne, som virker temmelilg moderne. Først annoncerede man afrejsen af Tintin - tilmed samme dag som det rigtige skib afsejlede på dets faste rute mellem Belgien og Congo. Dernæst kom de daglige bulletiner, og da serien var slut fik man en 14-årig udklædt dreng til at møde op på redaktionens balkon. Først senere - efter krigen - blev den samlet til et album, og totalt omskrevet.

Men den store polemik i dag går jo på det racistiske element - mere om det i næste indlæg - og hvorvidt den skal forbydes totalt. Hvis man dog udelukkende skulle dømme den ud fra de efterfølgende albums, så er det nærmest dårligt! En elendig storyline, hurtige skift - blandt andet er det påfaldende så meget jagt, der er, så Tintin kan få sine Big Five-trofæer. Jeg er ikke engang sikker på, at det var muligt i Congo på den tid! Hergé selv havde nemlig som 23-årig aldrig været i landet; han skrev og tegnede ud fra den opfattelse han kunne finde i Belgien. Selvsagt noget indskrænket og nedladende i 1930!

Det franske album adskiller sig stadig fra alle andre landes ved at have en anden scene på side 56 under næsehornsjagten. I den franske udgave bliver næsehornet sprængt i luften med dynamit, mens det i andre udgaver når at flygte ved lyden af et skud. Det er da også rent menneskeligt en mere brutal ung Tintin, man møder her - og uden de sædvanlige små moraler, som findes i senere albums.

Jeg synes ikke, at det skal forbydes - se næste indlæg; men det er heller ikke en perle i Tintin-samlingen. Men det er en del af processen, der gjorde Hergé til den tegner, han senere blev til!

Thursday, December 8, 2011

Marie-Antoinette - Antonia Fraser
























Selvom denne bog oprindeligt er skrevet på engelsk, og blandt andet ligger til baggrund for Sofia Coppolas horribelt overfladiske film om livet ved Versailles-hoffet, så var det for mig et åbenlyst valg at læse den på fransk. I modsætning til den danske kritik var der nemlig af samme grund ingen problemer med dårligt eller inkonsekvent oversatte navne og titler. Det er for mig væsentligt, når jeg læser en biografi fra fransk historie, hvor man er vant til den franske navne og titler.

For der er en hel del at holde styr på i denne lange og tætskrevne bog; de franske har jeg ingen problemer med - men Habsbourg-huset (Marie-Antoinettes mødrene ophav) er en anden historie - og ikke mindst, hvordan hendes søstre og brødre giftes videre ud i Europas kongehuse og fyrstedømmer. Det krævede lidt Wikipedia parallelt - men var dejligt lærerigt!

Jeg har tidligere læst Jean-François Chiappes mere overfladiske biografi fra 1988, samt selvfølgelig Stefan Zweigs mere psykologisk inspirerede værk fra 1933. Frasers biografi tager et lidt andet udgangspunkt, og er under alle omstændigheder et imponerende stykke historisk biografiarbejde. Hendes udgangspunkt er som hun nævner i forordet, at fortælle historien uden at lade sig influere af slutningen - som vi jo alle kender.

Hendes fortælling starter med fødslen og det kan undervejs ikke undlades, at man analyserer hendes beskrivelser som en årsag til det senere fald - den manglende uddannelse som næstsidste (og lidt oversete) barn i en søskendeflok på seksten børn; den katastrofale start på ægteskabet med en ung kronprins (og ret hurtigt konge), som ikke ville opfylde sine pligter i sengen.

Som sagt er der ikke meget nyt i historien - andet end, at den måske er nyere, og dermed har flere ressourcer til rådighed ligesom vi i dag dømmer anderledes end tidligere biografer har gjort. Muligvis er hendes tilgang også anderledes fordi hun er kvinde; hun anskuer uden tvivl Marie-Antoinettes handlinger anderledes end en mandlig fortæller - hvor mange kvinder ville ikke på den tid - og efter den tids normer - være faldet for fristelsen til pynteri og tant og fjas ved et hof, hvor man levede så afskåret fra virkeligheden?
Er man tilmed kun en teenager og adskilt fra sin familie og venner - og et nemt offer for intriger og geskæftige hofpersonnager, der vil indynde sig - så kan man forstå besværligheden ved at finde en rolle, som kunne have reddet kongeriget og undgået revolutionen.

Men det mest groteske i hele denne historie om revolutionen er og forbliver for mig, at franskmændene blot få efter at have kappet en masse hoveder, accepterer en mand, der selv proklamerer sig som kejser og på ingen måde står tilbage for Louis XVI's hofs ødselhed. Om man udsmykker sig selv, sine paladser osv. med liljer eller bier er vel i den henseende ligegyldigt? Tendensen vae præcis den samme - omend hans fald blev en anelse mildere.

Franskmænd er stadig i mine øjne den mest royalistiske republik i verden - og de nærer en oprigtig nostalgi overfor fortidens storhed. De behandler deres folkevalgte præsidenter på en helt anden måde end vi vore statsministre, og der er stadig reminiscenser af kongerøgelse i fransk kultur. Det er svært at dømme entydigt i dag, hvor vidnesbyrd er forfalskede og forældede - men en retfærdig rettergang fik de ikke; og dommen var ikke i relation til forbrydelsen men i relation til folkehadet.

Sunday, December 4, 2011

Habibi - Craig Thompson

























Habibi er intet mindre end breathtaking! En fuldstændig overvældende oplevelse - og et kunstværk af en bog. Jeg er absolut ikke fan af tegneserier, så jeg kiggede lidt undrende, da jeg hentede bogen i den engelske boghandel efter at have vundet den i en konkurrence. For det første er den enorm - stort format, tykt lækkert papir og vejer omkring 2 kilo - ikke den slags bøger, jeg normalt har i tasken! Den måtte da også læses liggende på et bord.

Men derudover opdager man hurtigt, at det ikke er en tegneserie - men en grafisk roman. Den er skrevet og tegnet af en amerikaner, men omdrejningspunktet er Mellemøsten - og hele verden på samme tid.

Det er historien om Dodola - i nogle kulturer kendt som vandets gudinde - der som lille pige bliver giftet bort til en meget ældre mand. Hun bliver fanget og sat på slavemarkedet, hvor hun finder den lille dreng, Zam (eller Cham eller Ham som i Noahs fordømte søn). De lever i mange år på en strandet båd i ørkenen - symbolet for Noahs ark; Dodola får mad fra karavanerne mod seksuelle ydelser, men som Zam vokser op, vækkes hans kødlige lyster for Dodola.

De bliver dog skilt fra hinanden; Dodola ender som kurtisane i sultanens palads, og Zam begiver sig langt om længe til byen for at lede efter hende, da mad og vand er sluppet op på båden. Her bliver han hjulpet af transseksuelle religiøse, og vælger at blive eunuk. Dermed ender han en dag i sultanens palads, og genfinder Dodola - og de slipper væk... men en fysisk kærlighed er jo umulig nu.


Det lyder umiddelbart som en infantil tegneserie om uforløst kærlighed; men det er blot rammen om en langt dybere historie. For det første er der ingen tidsperiode - der er 1.001 nats eventyr og paladser og sultaner; men i ørkenen udenfor paladsets mure er der olieledninger, og den store dam, som afskærer folket fra at få vand. Vand er et gennemgående tema i bogen - som den oprindelige kilde til overlevelse; som et moderne magtmiddel i politik. Men han berører samtidig emner, som slaveri og prostitution i både den gamle men også nye fortolkning; vores moderne verden i Vesten og den tredje verdens elendighed.

Zam - eller Ham - er sort som Noahs søn var det; og som Ham er blevet et symbol for slaveri - og Dodola er hvid og af arabisk afstamning. Det er én af modsætningerne i historien - for alt handler om dualiteten. Om seksuelle lyster i fysisk eller psykisk form - krop eller sjæl; om forurening og renheden i vand. Om kristendom og islam. Om himmel og helvede.


Thompsons historie er baseret på såvel muslimske som kristne beretninger - Noahs ark, Abrahams ofring af sønnen Isak, som afværges - og Moses' udsættelse på floden. Abraham som stamfaderen til både kristendom og islam - og hans to sønner Isak og Ismael, den hvide og den sorte. Historierne fortælles med citater fra såvel Koranen som den bibelske udlægning, men indflettet i romanen, som historier Dodola fortæller den unge Zam.

Samtidig er der vanvittig humor i tegningerne, som i sig selv er rene kunstværker. Tegningen, hvor Noah fortæller dyrene, at de må afholde sig fra sex på arken på grund af pladsmangel, hvorefter man ser et hav af kaniner omkring ham. Det er ikke en pegefingerløftende religiøs fortælling heller - men en universel fortælling om, at de forskelle vi hele tiden håndhæver ikke er der i vores rødder. De er der ikke i den universelle fortælling, der er basis for vores kulturer og vores symboler - de har blot udviklet sig forskelligt; men i virkeligheden er det konstant modsætningerne, der komplementerer hinanden - som Yin og Yang, sort og hvidt, Zam og Dodola!


Thompson benytter sig udover den arabiske kalligrafi, som han mestrer til perfektion, også af figurers symbolværdi - de fire elementer, tal, stjerner og hvordan matematiske figurer har en anden symbolværdi

Tegningerne er en rigdom i sig selv; man kan dårligt forestille sig den tid, det har taget at komme ned i de utrolige detaljer samtidig med, at han behersker sin kulturhistorie - det er både en imponerende tegner og en god historiefortæller.

Den udgave jeg har er i en fantastisk læderindbinding med de små amuletter indsat på forside, bagside og i ryggen, som gør den til et reelt samlerobjekt. En bog, man kan tage frem for blot at beundre tegningerne - eller for at genlæse den både barske, utrolige, rørende, dramatiske, romantiske og realistiske historie om verden ganske enkelt. Virkelig et mesterværk blandt de bøger jeg har læst i 2011.

Saturday, December 3, 2011

Vi kan sove i flyvemaskinen - Ulla Terkelsen

























 Ulla Terkelsen har for mig altid stået som et forbillede af kvindeligt intellekt på samme niveau som Dronning Margrethe; iøvrigt synes jeg, at der er mange lighedspunkter mellem de to - uden at de jo direkte kan sammenlignes. Men de er begge stærke kvinder; ekstremt intelligente og måske ikke med det mest feminine yndige ydre - men med en enorm karisma og med ordet i deres magt.

Jeg fik tilsendt Ulla Terkelsens bog i fødselsdagsgave, og det er efterhånden sjældent, at jeg læser danske bøger - af naturlige årsager. Måske var det en kombination af eftervirkningerne af narkosen i torsdags og deraf følgende sentimentalitet, men jeg græd flere gange i løbet af denne læsning.

Ulla Terkelsen er præcist som mit billede af hende - og så meget mere; en stærk kvinde, som på mange måder har valgt utraditionelle veje. Som at blive skilt (to gange) og efterlade sønnen mest til faderen. At have en kæreste - Jørgen Grunnet - som hun ikke levede med i dagligdagen; og som døde mens hun var ude i verden for at dække en stor begivenhed... Obamas indsætning som præsident. Mange vil nok betegne det som meget kynisk - men de har sikkert haft deres overensstemmelse om det; og når man læser bogen får man en opfattelse af denne umådeligt stærke og selvstændige kvinde.

Jeg tror bestemt ikke, at det er uden omkostninger - som hun selv giver udtryk for da hendes eneste søn befinder sig i New York den 11. september, og hun ikke kan komme i kontakt med ham. Det er mere et kald - at rejse ud i verden og være der for at fortælle os andre om det. Men som hun selv understreger, så er det journalistikken, der er vigtigst - ikke de personlige følelser, når man står midt i brændpunkterne.

Alligevel fik bogen tårerne frem hos mig, da hun beskriver Polens optagelse i EU i 2004; i forholdet til familien ikke mindst da moderen er på plejehjem, og hun 'bekvemmeligt' er langt væk. Jeg blev begejstret over hendes beskrivelser af rejser og forhold til bestemte byer og lande - som Paris, Berlin, Irland og Polen. Ikke New York fordi jeg aldrig vil kunne tage noget fra det land eller den by seriøst eller interessant - men hun er en eventyrer i sjælen. Som hun beskriver synet af togskinnerne som barn - "eventyr var mulige'. Den filosofi passer mig!

Det er en hudløs bog, og derfor rørte den mig; jeg slugte den jo! Jeg kunne have læst meget mere - for som hun skriver i starten om en kompliment hun fik af en veninde: "Hun har mange gode historier at fortælle."
Jeg var overrasker over hendes tro - men på den positive måde; en bevægelighed følelsesmæssigt - en nyysgerrighed overfor Bibelen (bogen over alle) kombineret med kærligheden til kunst. Det er endnu et træk, der for mig understreger hendes lighed med Dronningen - spiritualiteten og intelligensen, og det faktum, at man kan tro i dag uden at være ignorant.

Jeg synes måske, at hun kunne have valgt en anden titel - denne virker for overfladisk til indholdet...men det er muligvis ikke hendes valg alene.

Det var også slutningen for mig på Bogudfordringen 2011. Jeg har gennemført dem alle - men det var jeg faktisk ikke i tvivl om. Jeg ved blot ikke, om det reelt har bibragt mig noget - udfordringer, jeg ikke selv kunne opstille? Og opdateringen og interaktiviteten på Bogudfordringens blog har været minimal. Det burde ikke tage nærmest en måned at opdatere tælleren - ej heller at finde et system, så man får opdateret sin tæller, hvis man uheldigvis er ude at rejse. Ideen var muligvis interessant - men ikke helt gennemført desværre.

Les hauts plateaux - Lieve Joris

























  • Fransk
  • 29. november - 3. december
  • 135 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Mange dage om en lille bog - men der kom lige en operation med fuld narkose og deraf følgende mathed imellem! Og muligvis også en snert af manglende begejstring.

En hel del år efter hendes første rejse til Congo, som beskrevet i den første bog jeg læste af hende, tager Lieve Joris tilbage til Congos østlige grænse - i højlandet ved Tanganiyaka-søen, og grænserne til Burundi og Rwanda. Hun vil gå turen til fods fra sletterne og ned - en fem uger lang tur med guider og lokale bærere; hvilket nok var det første element, der generede mig. Som forfatter og menneske gjorde hun i sin første bog meget ud af at reparere kolonialisternes magtdemonstrationer - for derefter at hyre lokale til at bære sin kuffert. For hun rejser oven i købet med en Samsonite-kuffert, som næppe egner sig til den slags udflugter... ikke engang en dertil indrettet rygsæk!

Desuden syntes jeg, at det lugtede for meget af lette penge - når man skriver en roman på 135 sider for at fortælle om sin ferie... så er det beregnende. Kvaliteten er desværre også derefter - der er ganske enkelt ikke kød på det. Jeg kunne uden tvivl have skrevet en lignende roman om mine rejser til Senegal - men da jeg ikke allerede har et navn, ville det ikke sælge! Men det skurrer i mine ører, og jeg kom aldrig rigtigt til at holde af hendes fortælling.

Måske får hun en chance til - måske ikke. Men der skal altså være mere gods i!

Tuesday, November 29, 2011

Dark Star Safari - Paul Theroux

























  • Engelsk
  • 21.-28. november
  • 495 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Nogle mennesker kan tillade sig at skrive en rejseskildring - andre kan ikke! Paul Theroux hører i mine øjne til dem, der kan - præcis som Ryszard Kapuscinski. For begge gælder det, at de ikke blot rejser - men, at de rejser på den mest hudløse og ekstreme måde. De forsager den moderne rejsendes trang til bekvemmeligheder med en næsten religiøs foragt; men de oplever så meget mere!

Paul Theroux' store rejse er muligvis opstået i forbindelse med en mindre personlig krise, da han styrede mod sin 60-års fødselsdag i foråret 2001; i indledningen giver han udtryk for den trang til at være væk - ikke bare at være væk; men at blive væk. I den forstand, at man ikke kan ringe ham op, maile ham eller sågar sende et brev med posten. Han vil være alene og fri af tidsfrister og den vestlige verdens klokkestrenge. Han vil også opsøge nogle af de steder, hvor han levede som ung, da han underviste i Malawi.

Så han flyver til Cairo for at påbegynde sin rejse, og han har sat sig selv primært to mål (udover at blive væk): Han vil ikke flyve men benytte transportmidler som tog, bus, taxi - til fods, hvis det skal være! Og han vil ende i Sydafrika og dermed krydse en lang række østafrikanske lande. Hans første hurdle bliver et visum til at komme over grænsen til Sudan; et land præget af borgerkrige og meget lukket for fremmede. Derefter går turen til Etiopien, hvor han finder Rimbauds afrikanske gemmested; videre til Kenya, Tanzania, Malawi, Uganda, Zambia, Zimbabwe, Mozambique og Sydafrika, hvor han ender ved Cape Point - det absolut sydligste punkt af det afrikanske kontinent - og han får sin drøm opfyldt.

Men udover selve drømmen - den oprindelige plan - ser og oplever han kontinentet indefra; han undgår tit de større byer, men passerer igennem fordi det er nødvendigt af logistiske årsager. Han rejser med lokale busser, på ladet af en lastbil proppet med køer, i en taxa for at krydse obskure grænseposter - eller i en lille båd ned af en flod for at komme den nemme vej ind i et nyt land. Han oplever skudepisoder og tyverier; han oplever, at fremmede lokale uden at tøve tilbyder ham en plads i deres bil - mens de hvide nødhjælpsarbejdere konsekvent afslår hans bøn om autostop.

Netop kritikken af nødhjælpsarbejdet - og personerne bag - i Afrika, er et emne, som optager ham en del. Muligvis fordi han selv kom til Afrika som ung i 1960'erne, da de fleste lande fik deres uafhængighed og så mange år senere har han nærmest indtryk af, at tingene er blevet værre. Ifølge Theroux er det fordi afrikanerne ikke selv er involveret i processen, og dermed er blevet umyndiggjort og hænger fast i en skrøne om, at den hvide mand skal betale og at de blot skal modtage uden at yde. Uden på nogen måde at være specialist i den slags, vil jeg dog mene, at han ikke har helt uret! Men udtalelser som nedenstående har selvsagt chokeret:

"Aid workers in rural Africa are in general, oafish selfdramatising prigs and, often, complete bastards."

"...the only people dishing up the food and doling out the money are foreigners. No Africans are involved". 

Det er den umyndiggørelse, der betyder, at hvide stadig antastes konstant for at give penge og mad; men da han fx spørger en tiggende mand, hvorfor han ikke beder Theroux om arbejde - så er tiggeren nærmest fornærmet. Det er samtidig den attitude, der desværre skræmmer mange fra at rejse til og i Afrika, og giver visse nødhjælpsorganisationer et dårligt rygte. Der er mange debatter om effektiviteten af det arbejde, der udføres - og det er en ømtålelig debat, hvor man nemt bliver stemplet som racist, hovmodig, kynisk etc.

Mange har kritiseret Theroux for ikke at kende nok til arbejdet, der udføres lokalt - det er uden tvivl rigtigt; men gælder det ikke os alle? Vi er ude af stand til at gennemskue, hvor de penge vi giver til store indsamlinger reelt ender? Derfor er hans objektive personlige mening vel lige så værdifuld som en andens - problemet for nødhjælpsorganisationerne er selvfølgelig, at han sætter den på skrift!

Theroux laver et par faktuelle fejl - han er ikke perfekt heller; præcis som Kapuscinski kritiseres for at have romaniseret sine fortællinger - det har jeg intet problem med. Ingen af dem forestiller at være journalister, der skal give en endegyldig sandhed; de formidler deres kærlighed til Afrika set udfra deres personlige oplevelser! Men derfor kan det godt irritere mig, at manden ikke kan citere de fem dyrearter i The Big Five korrekt!

Men jeg fascineres af de mennesker, der rejser på denne interimistiske måde; som kan leve med faren og den manglende komfort - og som oplever så meget mere. Jeg forsøger at undgå masseturismen - men jeg er endnu ikke på stadiet, hvor jeg vil krydse en afrikansk grænse til fods midt om natten med skudsalver i ryggen... men at læse om det giver mig fornemmelsen af at leve!

Monday, November 21, 2011

L'empreinte du renard - Moussa Konaté

























  • Fransk
  • 20. november
  • 265 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Når man flyver til Afrika fra Bruxelles er flymagasinet altid en særlig udgave, som udelukkende omhandler afrikanske nyheder indenfor diverse emner. Da jeg fløj til Dakar for nogle uger siden, var der en spændende artikel om afrikanske krimiforfattere - lidt af en sjældenhed! Afrikanske forfattere er enten poeter, som de fleste var det inden eller umiddelbart efter uafhængigheden, eller ironiserende over deres kontinents skæbne som Alain Mabanckou eller med grusomme historier om krige og elendighed som Léonora Miano eller Chimimanda Ngozi Adichie for blot at blive i de mere nutidige forfattere, som når til Europa.

Desuden er der nok en tendens til, at de kommer fra bestemte lande - Congo, Nigeria, Sydafrika etc. - man har givetvis andre primære bekymringer i Etiopien end at sætte sig ned for at skrive. Eller også er det igen fordi, at det ikke appellerer til et europæisk publikum.

Under alle omstændigheder er det småt med krimiforfattere - så jeg skrev lystigt forslagene ned, og har bestilt et par stykker nu efter min hjemkomst. Denne krimi er således skrevet af en malisk forfatter - og det var absolut første gang for mig!

Historien starter med en duel mellem to unge drenge, som er bedste venner. Den ene har en affære med den andens forlovede - en forlovelse, som har været aftalt mellem børnenes forældre allerede inden deres fødsel - for vi er i et traditionelt afrikansk samfund; hos Dogon-folket, hvis verdensopfattelse bygger på kosmogoni. En verdensopfattelse, hvor deres skæbner bestemmes af forfaderen Lébé og ikke mindst af de forudsigelser, som tolkes ud fra rævenes spor.

Det er almindelig praksis hos dogonerne, at man stiller en firkant af pinde i jorden; indenfor denne firkant smider man jordnødder og om natten kommer rævene og spiser nødderne; og samtidig vælter de pindene i et mønster, som tolkes af de vise mænd. Deraf navnet på romanen - Rævens spor!

Duellen ender tragisk med, at den forurettede dreng dør; hans søster angriber den udfordrede ven, men de styrter begge ud over kløften - men kun søsteren dør. Rævene har allerede forudset, at der vil blive spildt meget blod i landsbyen i den kommende tid - og næste morgen finder man den anden unge mand død. Han er voldsomt opsvulmet og med sort størknet blod i mundvigene - og han er ikke alene; en af hans venner findes død i sin seng umiddelbart efter.

I Bamako - Malis hovedstad - får kommissæren Habib besked på at tage til landsbyen Pigui for at opklare sagen; og han tager afsted sammen med sin yngre kollega, Sosso. De bliver mødt med en mur af tavshed - og endelig blot en angivelse af, hvem man mener morderen er. En mand, som kan myrde på afstand ifølge deres overtro.

De to politimænd stifter bekendtskab med den særlige animistiske tro og levevis, som den lille etniske gruppe forsøger at efterleve på trods af, at de unge får andre impulser - og værdier - udefra igennem skolen. Langsomt går det op for dem, at mordene har en rituel betydning - og at motivet er en konflikt mellem deres værdier og de unges trang efter vestlig verdslighed. Det er en etnologisk krimi med humor i forholdet mellem de to politimænd, vittigheder på absolut afrikansk vis og kontroverset mellem at ville bevare en uddøende kultur eller overgive sig til den vestlige verdens livssyn - selv fra hovedstaden Bamako til denne egn er der lysår mellem deres religioner og generelle levestil.

Jeg var absolut mere begejstret for denne end for Zulu, som også skal forestille at være en afrikansk krimi - men som er skrevet af en franskmand. Zulu er meget rå - og ekstremt voldelig; her er der snarere tale om det psykologiske spil mellem de to befolkningner, der mødes - og der er spænding om, hvem morderen er som i en 'gammeldags' krimi. Endelig synes jeg, at det var interessant at lære om deres kultur - forfattere fra så fremmede lande er altid spændende. Nu glæder jeg mig til de næste afrikanske krimier ankommer - for der er et nyt uopdaget marked for læsning, kan jeg fornemme!

Sunday, November 20, 2011

Vol 714 pour Sydney - Hergé


































Det var lidt sværere med denne måneds bogudfordring - jeg kunne finde forslag; men enten var de umulige at opdrive i diverse boghandler eller også havde jeg allerede læst dem. Men inspireret af den eufori, der har præget min adoptionsby de sidste par uger efter premieren på den nye Tintin-film, fik jeg faktisk lyst til at læse Tintin på fransk. Mine sidste Tintin-eventyr var da jeg var teenager og på dansk selvfølgelig - så nu har jeg købt nogle albums i hensigten at have dem alle på et tidspunkt; og netop dette udkom i 1968, som var det år jeg skulle bruge.

Det var derfor retur mange år tilbage, at jeg gik i gang med læsningen - jeg kunne faktisk ikke erindre at have læst dette album på dansk; men det må jeg have gjort for nok 25 år siden.

Der er alle de kendte skikkelser - dog ikke Dupond og Dupont - men det var sjovt at se Haddocks franske eder og forbandelser, og forsøge at fremkalde de tilsvarende danske. Det var kærlige gensyn med Professor Tournesol og Tintin, og hunden, som hedder Milou på fransk.

Samtidig er der lidt overnaturligt over det hele, da de misser et fly i Djakarta og ender midt i en skrækkelig historie - som sædvanligt. De når at stifte bekendtskab med overnaturlige væsener - og idéen om at prehistoriske statuer skulle være formet efter rumvæsener er ganske underholdende - og med rumskibe, der hypnotiseret bringer dem tilbage til den virkelige verden. Det er vel nok det eneste album, hvor Tintin & Co. efterfølgende rent faktisk ikke ved, hvad de har udrettet?

Jeg tror ikke, at jeg som teenager var klar over, hvor gamle historierne egentlig var? Jeg læste dem som nutidige tegneserier - lidet anende, at selv dette næstsidste i serien faktisk stammede fra mit fødselsår. Men de er stadig lige morsomme og finurlige - og aktuelle!

Giganternes fald - Ken Follett

























  • Engelsk
  • 10.-18. november
  • 941 sider
  • Originaltitel: Fall of Giants
Jeg er en af dem, der aldrig tidligere har læst Ken Follett - ikke hans krimier, og ikke hans to kæmpeværker om den engelske middelalder og katedralbyggeri. Jordens søjler mindede mig for meget om Havets Katedral uden, at jeg skal kunne sige om den ene eller den anden har ladet sig inspirere - eller ej!

Men så tænkte jeg alligevel, at Giganternes Fald måtte være velegnet ferielæsning. Så langt kom jeg dog ikke - men jeg kom langt nok ind i bogen til, at den måtte læses færdig.

Det er en voldsom sag, og faktisk synes jeg ikke, at det er behageligt med så stor en bog imellem hænderne - men det er et mere praktisk argument. Da jeg først åbnede den, og så de seks sider med personregister blev jeg også en anelse beklemt - men jeg havde reelt ikke behov for det senere i bogen.

Historien glider selvfølgelig utroligt nemt lige fra starten; der er tale om en slægtsroman af de helt store - forstået, at der er flere slægter, flere historier og mange personer. Der er lidt Herskab og Tjenestefolk over det hele - en klassekampshistorie flettet ind i tiden op til og under 1. verdenskrig, hvor vi følger personer i England, Tyskland, Rusland og USA. Persongalleriet er nøje udvalgt, så de repræsenterer de lande, hvor Follett har behov for at positionere dem tæt på historiske personer som fx den amerikanske præsident Wilson, som spillede en afgørende rolle i forbindelse med krigen.

Til tider irriterer det mig, at fiktive personer er placeret i dialog med historiske personer. Follett skriver selv i sit efterord, at det udelukkende er sket i situationer og med ord, som er sagt - blot til andre personer. Men i mine ører skurrer det, og jeg ville foretrække en udelukkende historisk roman - men dette kan selvfølgelig ikke lade sig gøre med krigen som baggrund, og med den historiske fortælling Follett også vil skabe.

Det historiske researcharbejde er imponerende - til tider lidt påtaget; som situationen i skyttegravene ved jul 1914, hvor de kæmpende mødes og fejrer jul sammen. Den historie er så velkendt, så Follett har syntes, at den skulle placeres et sted - men det sker på en utroligt klodset måde. Den ene person - englænderen - har på det tidspunkt intet at gøre ved fronten, men befinder sig ved et tilfælde lige der lige den dag. Det er for konstrueret blot for at få indsneget en velkendt anekdote.

Taler man om krig, taler man også om kærlighed - og selvfølgelig er der flere af den slags historier - den umulige kærlighed på tværs af klasseskel eller nationaliteter; igen er dialogen i de fleste af disse situationer temmelig triviel og man mærker, at det ikke var som romanforfatter, at Follett startede.

Alt i alt er det ikke en dårlig bog - men det er absolut heller ikke et mesterværk. Det er en populær bog, der læses nemt og hurtigt på trods af sine mange sider. Man fornemmer allerede, at der er lagt op til den annoncerede efterfølger - og det sker måske lidt for påfaldende.... introduktionen af Hitler i en parentes i slutningen, og alle de små børn, der fødes igennem bogen. De har stort set alle samme alder, og vil være parate som soldater til 2. verdenskrig - det er meget tydeligt, hvor Follett vil hen med sin trilogi. Måske lidt for tydeligt?

Wednesday, November 9, 2011

Mon oncle du Congo - Lieve Joris

























  • Fransk
  • 7.-9. november
  • 361 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Der er næppe nogen, der kan begejstre mig som Kapuscinski, når det gælder rejsebøger. Men jeg havde fra flere kilder hørt meget godt om denne flamske forfatters forskellige bøger, som alle omhandler Afrika og hendes rejser til især Congo.

Som tidligere belgisk koloni rejste mange belgiske missionærer til Congo i starten af det 20. århundrede - ligeledes forfatterens onkel. Som barn hørte hun historierne og så minderne han bragte med hjem til Belgien, og endelig den gamle mand, som døde i et belgisk kloster, men allerhelst ville være blevet i Congo; det land, som var blevet hans efter næsten 50 års udstationering.

I midten af 1980'erne - som trediveårig - beslutter hun sig for at rejse i onklens fodspor for til dels at se med egne øjne, men også forsøge at forstå, hvorfor Congo i den grad fascinerede onklen. Rejsen starter på den samme gammeldags måde, som onklen rejste - med skib fra Antwerpen og hele vejen sydpå. Undervejs møder hun forskellige andre rejsende, som alle advarer hende mod landets utallige farer. Selv er hun nok mere naiv - og opdager hurtigt, at der er både sandheder og overdrivelser i de andrs historier. Men mest af alt er der generaliseringen af 'de sorte' som værende dovne, utilregnelige og uærlige.

Da hun lander i Congo besøger hun først forskellige missionærstationer, hvor hun møder gamle mennesker, der husker hendes onkel. Men som også ser hans efterfølger i hende og forventer hendes finansielle hjælp, da onklen jo desværre ikke kan hjælpe dem længere. Det er essensen af det afrikanske folks dilemma for selv at komme videre uden de hvides hjælp!

Endelig beslutter hun sig for at ville se landet uden missionærfolkenes hjælp og tilstedeværelse, og tager med en båd ned af Congo-floden. Denne rejse er mere rustik, og igen møder hun et broget udpluk af folk og skæbner og lærer mere og mere om kulturen og problemerne i landet.

Hun rejser i Mobutu-tidens Congo, og ser konsekvenserne af hans politik, som ikke er meget forskellig fra den politik andre afrikanske ledere udviser i dag - og som plyndrer folket og forhindrer deres intellektuelle og økonomiske fremgang. Det leder hende også i situationer, hvor hun overskrider grænsen for, hvordan en hvid kvinde kan opføre sig i et afrikansk diktatur - men da hun endelig er klar til at rejse hjem, er hun som mange andre, omvendt af Afrika,

Hun har senere skrevet en række andre bøger om rejser i Congo, men også andre lande - og jeg vil sikkert læse flere... blot fordi det er Afrika og interessant at se hendes blanding af fascination og forsigtighed, som er præcis den samme jeg selv føler, når jeg er dernede.

Friday, November 4, 2011

Dans l'or du temps - Claudie Gallay




























  • Fransk
  • 1.-4. november
  • 366 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Claudie Gallay har tidligere overrasket mig positivt med flere romaner, så jeg regnede denne som en sikker vinder også - og samtidig lidt god underholdning til ferien. Men jeg blev skuffet - og ydermere fordi de to tidligere romaner, jeg har læst af hende var så gode.

Historien er en underlig konstruktion, og jeg kom aldrig rigtigt ind i bogens rytme. Vi befinder os i Normandiet i en lang sommerferie, hvor den mandlige hovedperson keder sig i sit ægteskab og er besynderligt distanceret fra sine syv-årige tvillinger, som han betragter på afstand som en slags objekter. Han forsøger at forlade huset - og familien - og møder tilfældigt den gamle dame, Alice, som bor med sin søster i et gammelt hus.

De to bliver et umage par, og langsomt fortæller de med mådehold deres respektive livshistorier uden at kende hinandens navne. Alice fortæller ham om sin rejse med faderen til et indianerreservat under 2. verdenskrig sammen med blandt andet den berømte franske surrealist André Breton. Om denne del er sandfærdig ved jeg ikke, og det var netop disse indflettede historier, der ikke fængede mig.

Men under denne rejse skete der også ting, som er medvirkende til den gamle dames mystik - en voldtægt som ung pige, faderes dramatiske død som resultat af hans manglende interesse for datteren... og en fascination for Hopi-indianernes kultur. Mange kulturelle fejltrin, som medførte tragedier for de fleste, som var med på denne rejse. Den mandlige lytter interesserer sig for såvel den gamle dame som for historierne om den indianske kultur - men jeg forstod aldrig forbindelsen eller parallellen til hans eget mismod.

Det virkede på mig som to absolut afskilte historier, og der opstår ikke den symbiose mellem de to lidt stakkels skæbner, som der lægges op til i starten af romanen. Jeg var pudsigt lettet, da jeg nåede til vejs ende!

Monday, October 31, 2011

Zulu - Caryl Férey

























  • Fransk
  • 30.-31.oktober
  • 455 sider
  • Dansk titel: Zulu
Som mange andre var afrikanske krimier noget ganske nyt for mig - og forfatteren er også fransk; men handlingen er henlagt til Sydyafrika og som forfatter har han måttet sætte sig ind i zuluernes krigsritualer og sydafrikanske tilstande. Bogen har vundet et utal af priser i Frankrig, men jeg er ikke ekspert i krimier til at vurdere om det er velfortjent eller ej. Men underholdende og nem læsning var det - især i et fly på vej til Afrika!

Det er en utrolig barsk historie - startende med mordet på en ung hvid kvinde i et slumkvarter i Cape Town. Detektiverne, der bliver sat på opgaven, er den sædvanlige blanding af good cop/bad cop med et tvist af Nesbøs Harry-karakter og en PC-nørd, som man kunne mistænke inspireret af Stieg Larssons Salander. Men det er nok efterhånden uundgåeligt ikke at skabe stereotyper - og især PC-genier må høre med til krimier i vores tidsperiode.

En af de mere interessante karakterer er den sorte betjent, Ali Neumann, hvis fortid langsomt afsløres. En historie om apartheid, vold og mord, som har skæmmet ham psykologisk for livet. Desværre dør han i slutningen af bogen - det var ellers en karakter, jeg gerne ville have set en serie bygget op omkring; men det er næppe Féreys intention.

Bogens handling udvides hurtigt fra det aktuelle mord til at blive en samfundsskildring af et samfund med en ekstrem voldsstatistik og med barbariske metoder for overlevelse blandt samfundets laveste. Det er en højspændt bog i fuld fart - måske ikke den perfekte krimi, og ej heller for sarte sjæle. Men det var glimrende flylæsning! Pudsigt nok faldt jeg i flyet over en artikel om afrikanske krimiforfatterer - af afrikansk afstamning - og det er absolut nogen, der skal ses nærmere på!

Saturday, October 29, 2011

Le malentendu - Irène Némirovsky
























  • Fransk
  • 28.-29. oktober
  • 191 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Stadig meget begejstret for Némirovskys skrivning - og stadig lige glad, hver gang jeg finder en bog - det bliver jo sværere og sværere. Heldigvis er hendes genopblussede succes mere and tres år efter hendes henrettelse af nazityskerne medvirkende til en del genudgivelser. Det gælder også denne, som er hendes debutroman fra 1926, da hun var kun 23 år gammel - og inden hun i 1929 skrev David Golder, som blev hendes reelle litterære gennembrud.

Grundtemaet i denne roman bearbejder Némirovsky senere i andre romaner, hvor de bliver mere groteske i detaljerne samtidig med, at hun bevarer finessen i beskrivelserne.

Det er en kort lille historie om to mennesker, der mødes en sommer ved det franske hav. Denise er en rig ung kone, gift med en kedsommelig mand, som vi ikke hører meget til. På feriestedet møder de Yves, som manden kender fra 1. verdenskrig, hvor de delte hospitalsstue efter at være blevet såret. Manden skal på forretningsrejse, og Denise og Yves går ture, morer sig, leger med Denises datter - og ender med at blive elskende.

Forskellen på dem er dog, at Denise er umådeligt rig - via sin mand men også af fødsel - og Yves er fattig. Han kom af en rig familie, og har smagen for den riges verden; da hans forældre døde investerede han sine penge, og under krigen forvaltede hans familie dem så skidt, at han nu er fattig. Han har et almindeligt kontorjob i en bank, og sparer hele året for at give sig selv en fornemmelse af luksus de to måneder om året ved havet. Det tema berører Némirovsky i flere senere romaner, hvor sociale forskelle bliver grundstammen for konflikterne.

Det er uden tvivl et tema, der har beskæftiget hende en del, eftersom hendes egen familie mistede alle rigdomme under den russiske revolution, og måtte flygte via Finland til Frankrig. Hun var dog ikke af fattige kår selv - men har uden tvivl kendt til sin del af fattigdom i perioder.

Denise og Yves bliver elskere, da efteråret kommer og de er tilbage i Paris. Men problemerne opstår, da Yves kører surt i en verden som fuldmægtig, som han ikke føler er hans - og hvor han ikke kan lege med når Denise inviterer han på dyre steder. Denise på den anden side opfører sig som den forkælede rigmandstøs hun er og kan ikke forstå, at Yves ikke forguder hende og altid er henrykt for at se hende. Han vil ikke indrømme sine finansielle problemer - og hun vil ikke indrømme, at hun er ulykkelig med sin mand, men ikke kan affinde sig med at leve under sin standard.

Deraf den franske titel - Misforståelsen!

Måske er denne flirt blot tidsfordriv for dem begge - for der er ikke mange muligheder for reelt at være sammen - eller måske lever de begge i en fantasiverden? Bogen giver ikke et entydigt svar, men lader læseren bedømme ud fra personernes karaktertræk - præcis som Némirovsky gør det i senere romaner. På trods af hendes meget unge alder er det en fænomenal lille bog - ikke så detaljeret i ordenes dobbeltbetydning som i hendes senere værker; men man aner hendes yndlingstemaer og personbeskrivelserne er enestående.

Wednesday, October 26, 2011

Le dernier des Camondo - Pierre Assouline


Enhver, der er velberejst i Paris kender museet Nissim de Camondo i nærheden af Triumfbuen - men måske kender man ikke historien bag? Jeg gjorde i hvert fald ikke. Selvfølgelig vidste jeg, at det var et privat hjem, som var blevet overdraget til staten med det formål at blive til et museum.

Denne biografi fortæller først og fremmest historien om Camondo-slægten og om huset i Paris; men lige så meget fortæller den om jødernes historie på flugt gennem Europa igennem århundreder. Ikke hvilken som helst jødisk befolkningsgruppe - men de rige bankmænd, som monarker og hof gerne tiltrak; men de kunne ikke opnå statsborgerskab og de kunne ikke blive optaget i det pænere borgerskab.

Camondo-familien var én af den slags familier; de flygtede fra Spanien under Inkvisitionen til Konstantinopel - videre til Venedig og tilbage til Istanbul, som det imellemtiden var blevet til. Endelig kom de til Paris med en grevetitel givet til dem af den italienske konge. De færdedes blandt andre berømte slægter som Rothschild-familien, og var en del af det rigeste miljø i Paris i slutningen af det 19. århundrede.

Camondo-familiens overlevelse er slægten; men familien er lille og omkring 1890 er der kun to fætre tilbage. Den ene vil ikke giftes, og den anden får blot en søn og en datter. Uheldigvis bliver sønnen, Nissim, dræbt ved fronten under 1. Verdenskrig og faderen, Moise, bliver helt slået ud. Derfor testamenterer han sit hus til den franske stat - inden han selv dør i 1935. Måske ville han have handlet anderledes, hvis han havde vidst, at selvsamme franske stat var med til at udlevere jøder til tyskerne og hans datter, svigersøn og to børnebørn endte gassede i Tyskland nogle år senere? De blev de absolut sidste af en nu udslukt slægt!

Tilbage står huset, der er er perfektionen selv i et forsøg på at genskabe et lille Trianon. På den tid var det moderne at genskabe et nærmest royalt interiør udelukkende med genstande, som havde tilhørt den franske adel og kongehus inden revolutionen i 1789. Moise Camondo brugte stort set al sin tid på at opstøve disse værker, og han byggede huset rundt om kunsten og ikke omvendt. Det er absolut et besøg værd, hvis man er i Paris!

Pierre Assouline har tidligere skrevet en fantastisk biografi af Henri Cartier-Bresson, og jeg havde derfor relativt høje forventninger også til denne biografi. Jeg var faktisk lidt skuffet - der er meget roden rundt i tider, og mellem alle de forskellige jødiske familier. Der er lange forklaringer på konflikterne mellem ashkénaze og serafade jøder - og selvfølgelig Dreyfus-affærens indflydelse på datidens dagsorden. Men det er en anelse for rodet, og Camondo drukner lidt i det hele. Intentionen har afgjort været at skrive om Moise Camondo og hans familie, men der eksisterer tilsyneladende så lidt materiale, at det i stedet har været nødvendigt at fylde op med generelle historier om periodens jødeforfølgelse i franske medier.

Sunday, October 23, 2011

Femme blanche Afrique noire - Marielle Trolet Ndiaye


























  • Fransk
  • 22.-23. oktober
  • 375 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Denne fantastiske fortælling læste jeg første gang, da den udkom for seks år siden. Jeg havde tidligere læst Corinne Hofmanns fortælling om hendes liv i Kenya, da hun blev håbløst forelsket i en masaikriger. Denne historie er den rigtige historie om en fransk kvinde, der desillusioneret rejser til Senegal i håbet om at finde noget andet og mere end vores evindelige jagen efter karriere og materielle goder.

Da jeg læste den første gang havde jeg endnu aldrig sat min ben i Afrika; det gjorde jeg knap et år senere - og jeg følte som Marielle, at der var noget i det kontinents livsfilosofi, som var en del af mig - at jeg hørte til selvom jeg intet kendte til det. Mit første afrikanske land var også Senegal, og det blev også skæbnesvangert.

Bogen har i dag en helt anden betydning for mig; den landsby hun bosætter sig i med sin fiskermand, ligger ikke langt fra den lille landsby, hvor jeg tilbragte en ferie for et år siden. En ferie, der endnu en gang markerede mig så dybt, at jeg i marts tog en måneds orlov og lejede et hus i landsbyen for at leve mere på den afrikanske vis. Jeg vendte tilbage i juni i år, og jeg vender tilbage igen om en uge.

Da jeg var ved at forberede denne sidste forestående rejse, undersøgte jeg på nettet, hvad jeg kunne foretage mig og faldt over hendes hjemmeside. Der stod, at de lejede værelser ud i deres sammensætning af hytter, og jeg kontaktede hende straks. Hun udlejer ikke længere, men skrev til mig, at jeg endelig måtte ringe og komme forbi til den traditionelle tesmagning, når jeg var der. Og så fandt jeg bogen frem igen - for at genopfriske og forberede mig lidt...

Marielle har gennemgået en psykisk forvandling, som om noget gør hende i stand til at leve permanent i Afrika. Hun har ikke haft de samme problemer med at integrere sig i kutymer, religion og familie, som Corinne Hofmann havde i Kenya. Men hun har også været syg af malaria - til sidst så meget, at hun gravid med deres andet barn, vendte tilbage til Frankrig med manden. Den del af historien er ikke med i denne bog - men jeg ved, at de er vendt tilbage jo. Hun har skrevet en opfølger, hvor hun forklarer problemerne med at falde til i Frankrig. For hendes mand, der var vant til at fiske i Atlanterhavet og leve i og med naturen; for hende selv, der havde været væk i flere år - og for deres lille datter, der var vant til et frit liv i sol og varme.

Den bog vil jeg også læse - for det er den klassiske problematik; kan man omplante en afrikaner til vores kultur? Jeg har set, hvordan livet leves i de landsbyer, Marielle også omtaler... hvor langsomt tingene skal gå, hvor meget tålmodighed man skal have.. og jeg levede endda meget luksuriøst i forhold til hendes forhold omend fattigt i forhold til, hvad vi er vant til.

Derfor ved jeg også, at jeg nok aldrig ville kunne give slip på alting, som hun har gjort det. Jeg er nok for knyttet til min komfort i det lange løb - men jeg kan nyde at være i landet, og helt specielt i området, hvor hun bor og hvor der er usædvanligt smukt i naturen, og menneskene er imødekommende og smilende. Der er fupmagere alle vegne, og Marielle fortæller om de seje kampe, hun har haft. De historier er komiske fordi de er universelle for alle, der rejser i Afrika og lader sig besnære af fantasifulde historier - og bliver snydt! Det er en del af spillet!

Jeg håber, at jeg får mødt denne kvinde i virkeligheden i løbet af de næste par uger - det er dårlig timing på grund af en af de største muslimske fester; men jeg vil forsøge. Jeg er fascineret af den slags mennesker, der har så meget mod - og jeg er beæret over invitationen. Jeg ville meget gerne tale i fred og ro med et mennesker, der har prøvet så meget og tilsyneladende har et helt unikt livssyn.

Saturday, October 22, 2011

Les Misérables (3) - Victor Hugo




Tredje og sidste bind er læst; det blev intenst som spændingen steg og som jeg havde sværere og sværere at slippe Jean Valjean, Cosette og Marius. Der var tårer i øjenkrogene de sidste hundrede sider; og da sidste side var vendt kun en erklæret intention om aldrig at se den som film eller musical - men til gengæld at læse den igen!

Det tredje bind i min udgave indeholder den meget store del af fjerde del, Rue Saint-Denis eller Rue Plumet, som har en anden dansk titel. Det er en af de vigtigste store passager i bogen, mener jeg. Den omhandler borgeroprøret i Paris i 1832, hvor de utilfredse bygger barrikader og udkæmper en hård kamp mod myndighederne.

Ved denne barrikade i Rue Saint-Denis samles en stor del af personerne igen - Marius og hans ideologiske politiske kammerater er der selvfølgelig; den lille Gavroche, som så gerne vil være en mand, er der. Politibetjenten Javert dukker op og infiltrerer sig som spion, bliver afsløret og bundet til en pæl med lovning om henrettelse. Jean Valjean dukker op, da han har fundet et brev fra Marius til Cosette, og da han igen planlægger en flugt for at gemme sig men nu også gemme Cosette. Den aldrende mand er jaloux - og giver ikke gerne slip på den eneste kærlighed han har haft - nok så faderlig den end er!

Barrikaden bliver dermed også symbolet på alle de andre kampe, de skal udkæmpe med og mod hinanden. Passagen er langt mere farverig og levende end beskrivelsen af slaget ved Waterloo i første bind; man er med i gaderne og i kampene, og da den lille Gavroche falder for en kugle, er klumpen i halsen helt fremme.

Det er en lang passage, som igen afsluttes med en symbolsk rensning, da Valjean bærer den sårede og bevidstløse Marius gennem Paris' kloakker og hjem til bedstefaderen, som han endelig kan forsone sig med.

Alle trådene løses op til sidst; alle mysterier afklares for protagonisterne og for læseren - men læseren har nu ikke svært ved at følge med dem. Det er snarere et spørgsmål om at få afsluttet konflikter, få dømt de onde som de onde og erkendt de gode som de gode. Alles gode samvittighed har det godt til sidst!

Den skrivestil er selvfølgelig ikke brugt i dag, og kan virke irriterende - det gjorde den ikke på mig. Jeg var nok blevet uendeligt skuffet, hvis der ikke havde været de afgørende opklarende scener selvom de for læseren er unødvendige.

Det får lukket bogen, så man er mæt - man vil faktisk ikke have mere, for det var perfekt doseret lige som det var. Passende mængder af det hele - krig og kærlighed, had og passion, jalousi og ondskab... alle menneskets ansigter vises i denne bog.

Jeg har vitterligt knapt set nyheder i de to uger denne læsning har varet - det har til gengæld været så intenst og betagende læsning. Nu skal den hvile nogle år og læses igen - og til gengæld skal jeg have fat i mere Victor Hugo!

Sunday, October 16, 2011

Les Misérables (2) - Victor Hugo



Andet bind af Les Misérables har holdt mig i endnu større åndeløs spænding end første bind næsten! Jeg har måttet konstatere, at det absolut ikke er bøger, der egner sig til sporvognslæsning - eller 10-20 sider om morgenen inden jeg tager afsted. For det første fordi jeg ganske enkelt ikke læser den lige så hurtigt som en moderne roman - og for det andet fordi det ville være så synd! Den fortjener opmærksomhed - så glad var jeg, da fredag aften kom og jeg kunne hellige mig Victor ubetinget.

Andet bind i min udgave indeholder sjette til ottende bog af anden del, Cosette, derefter hele tredje del, Marius, og vi påbegynder fjerde del, L'idylle Rue Plumet, som hedder Fra Idyl Til Heltefærd på dansk.
Slutningen af Cosette er enestående - Cosette og Jean Valjean var i slutningen af første bind kravlet over muren til et ukendt sted for at gemme sig for den grumme inspektør Javert. Det viser sig at være i et kloster - og der kan de blive... men de må ud igen for at kunne komme lovformeligt ind. Hvordan skal det så foregå?

Her leverer Hugo en fantastisk historie - den er grotesk, den er grinagtigt morsom, den er spændende og den er symbolsk - den har alle elementer i sig med et persongalleri, der er eminent. Men Hugo har også en anden force, der gør, at læseren enten holdes fast i romanen - eller måske det modsatte... slipper den helt?

Der er et mønster i romanens opbygning, som man ser tydeligere efterhånden som den skrider frem. Hver af de store dele indledes med overordnede filosofiske, samfundspolitiske eller på anden vis analyserende og beskrivende tanker. I Cosette var det slaget ved Waterloo - krigen; i Marius er det samfundet - velfærdet men mest fattigdommen og i fjerde del er det 1830-revolutionen. Efter disse lange indledende kompakte sider, hvor ingen af personerne optræder zoomer han ind på den aktuelle scene - men stadig uden personerne. Han visualiserer sine tanker og analyser gennem andre ukendte personer, som blot er statister og ingen navne har - men de er den gennemsnitlige franskmand i den periode af historien, som romanen befinder sig i.

Endelig kommer han tilbage til vores personer, og handlingen fortsætter, hvor den slap og der forekommer igen dialog - ved at zoome ind i personernes historie igen, opbygger han endnu engang spændingsmomentet. For lige så snart et afgørende kapitel slutter med en uafklaret situation, må man tilbage til den overordnede synsvinkel. Det skaber en bølgegang, som gør, at man ikke alene får Hugos tanker om samfundet og dets politik, som jo er grundstenen for romanen - men også med vekselvirkning hans syn på militær, religion, politik... disse passager er så fremragende, at de i sig selv kan læses særskilt som en datidig samfundskritik. Og så fastholder det læseren og øger spændingen i historien.

Men der er jo stadig personerne, og Cosette er vokset til og blevet en ung dame. Hun bliver forelsket på afstand i en ung mand i parken - Marius. Hugo får så alle disse personer - Javert, Valjean, Cosette, Marius, men også værtshusejerne, som adopterede Cosette og en biperson fra slaget ved Waterloo til at flette deres livshistorier sammen. Det er den slags tilfældigheder, som man i en moderne roman ville anse for at være for søgt og usandsynlig - men hos Hugo er det ganske enkelt naturligt og uundgåeligt. Det forklarer samtidig, hvorfor en tilsyneladende uinteressant biperson, som optræder ganske kort, aldrig er det helt tilfældigt - og læseren skal være opmærksom.

Handlingen er nu flyttet til Paris, og det gør den endnu mere levende for mig - at genkende gadenavnene og gå i de samme fodspor, som historiens personer, er så livagtigt; jeg er sikker på, at der i Paris må være guidede ture eller anvisninger til at følge en Misérables-rute - husene nævnes med gadenavne og numre, og selvom de uden tvivl er erstattet af andre i dag, så ville man uden besvær kunne tage på en rejse tilbage til Hugos Paris.

Fortolkningen af personerne, deres handlinger og bevæggrunde er stadig for omfattende - der ville kunne (og er blevet) skrevet bøger alene med analyse, og som tidligere sagt, så vil jeg næppe kunne bidrage med noget mere intelligent. Det er heller ikke skjult på nogen måde - karikaturen er kunstfærdigt drejet, så vi stifter bekendtskab med menneskets bedste og værste sider. Det vil jeg derfor ikke give mig af med - blot anbefale og endnu engang understrege, at der intet 'svært' er i den!