- Fransk
- 10.-15. oktober
- 573 sider
- Dansk titel: De Elendige
Andet bind af Les Misérables har holdt mig i endnu større åndeløs spænding end første bind næsten! Jeg har måttet konstatere, at det absolut ikke er bøger, der egner sig til sporvognslæsning - eller 10-20 sider om morgenen inden jeg tager afsted. For det første fordi jeg ganske enkelt ikke læser den lige så hurtigt som en moderne roman - og for det andet fordi det ville være så synd! Den fortjener opmærksomhed - så glad var jeg, da fredag aften kom og jeg kunne hellige mig Victor ubetinget.
Andet bind i min udgave indeholder sjette til ottende bog af anden del, Cosette, derefter hele tredje del, Marius, og vi påbegynder fjerde del, L'idylle Rue Plumet, som hedder Fra Idyl Til Heltefærd på dansk.
Slutningen af Cosette er enestående - Cosette og Jean Valjean var i slutningen af første bind kravlet over muren til et ukendt sted for at gemme sig for den grumme inspektør Javert. Det viser sig at være i et kloster - og der kan de blive... men de må ud igen for at kunne komme lovformeligt ind. Hvordan skal det så foregå?
Her leverer Hugo en fantastisk historie - den er grotesk, den er grinagtigt morsom, den er spændende og den er symbolsk - den har alle elementer i sig med et persongalleri, der er eminent. Men Hugo har også en anden force, der gør, at læseren enten holdes fast i romanen - eller måske det modsatte... slipper den helt?
Der er et mønster i romanens opbygning, som man ser tydeligere efterhånden som den skrider frem. Hver af de store dele indledes med overordnede filosofiske, samfundspolitiske eller på anden vis analyserende og beskrivende tanker. I Cosette var det slaget ved Waterloo - krigen; i Marius er det samfundet - velfærdet men mest fattigdommen og i fjerde del er det 1830-revolutionen. Efter disse lange indledende kompakte sider, hvor ingen af personerne optræder zoomer han ind på den aktuelle scene - men stadig uden personerne. Han visualiserer sine tanker og analyser gennem andre ukendte personer, som blot er statister og ingen navne har - men de er den gennemsnitlige franskmand i den periode af historien, som romanen befinder sig i.
Endelig kommer han tilbage til vores personer, og handlingen fortsætter, hvor den slap og der forekommer igen dialog - ved at zoome ind i personernes historie igen, opbygger han endnu engang spændingsmomentet. For lige så snart et afgørende kapitel slutter med en uafklaret situation, må man tilbage til den overordnede synsvinkel. Det skaber en bølgegang, som gør, at man ikke alene får Hugos tanker om samfundet og dets politik, som jo er grundstenen for romanen - men også med vekselvirkning hans syn på militær, religion, politik... disse passager er så fremragende, at de i sig selv kan læses særskilt som en datidig samfundskritik. Og så fastholder det læseren og øger spændingen i historien.
Men der er jo stadig personerne, og Cosette er vokset til og blevet en ung dame. Hun bliver forelsket på afstand i en ung mand i parken - Marius. Hugo får så alle disse personer - Javert, Valjean, Cosette, Marius, men også værtshusejerne, som adopterede Cosette og en biperson fra slaget ved Waterloo til at flette deres livshistorier sammen. Det er den slags tilfældigheder, som man i en moderne roman ville anse for at være for søgt og usandsynlig - men hos Hugo er det ganske enkelt naturligt og uundgåeligt. Det forklarer samtidig, hvorfor en tilsyneladende uinteressant biperson, som optræder ganske kort, aldrig er det helt tilfældigt - og læseren skal være opmærksom.
Handlingen er nu flyttet til Paris, og det gør den endnu mere levende for mig - at genkende gadenavnene og gå i de samme fodspor, som historiens personer, er så livagtigt; jeg er sikker på, at der i Paris må være guidede ture eller anvisninger til at følge en Misérables-rute - husene nævnes med gadenavne og numre, og selvom de uden tvivl er erstattet af andre i dag, så ville man uden besvær kunne tage på en rejse tilbage til Hugos Paris.
Fortolkningen af personerne, deres handlinger og bevæggrunde er stadig for omfattende - der ville kunne (og er blevet) skrevet bøger alene med analyse, og som tidligere sagt, så vil jeg næppe kunne bidrage med noget mere intelligent. Det er heller ikke skjult på nogen måde - karikaturen er kunstfærdigt drejet, så vi stifter bekendtskab med menneskets bedste og værste sider. Det vil jeg derfor ikke give mig af med - blot anbefale og endnu engang understrege, at der intet 'svært' er i den!
No comments:
Post a Comment