Le dernier des Camondo - Pierre Assouline

• Fransk
• 24.-25. oktober
• 321 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
• Bogudfordringen 2011

Enhver, der er velberejst i Paris kender museet Nissim de Camondo i nærheden af Triumfbuen - men måske kender man ikke historien bag? Jeg gjorde i hvert fald ikke. Selvfølgelig vidste jeg, at det var et privat hjem, som var blevet overdraget til staten med det formål at blive til et museum.

Denne biografi fortæller først og fremmest historien om Camondo-slægten og om huset i Paris; men lige så meget fortæller den om jødernes historie på flugt gennem Europa igennem århundreder. Ikke hvilken som helst jødisk befolkningsgruppe - men de rige bankmænd, som monarker og hof gerne tiltrak; men de kunne ikke opnå statsborgerskab og de kunne ikke blive optaget i det pænere borgerskab.

Camondo-familien var én af den slags familier; de flygtede fra Spanien under Inkvisitionen til Konstantinopel - videre til Venedig og tilbage til Istanbul, som det imellemtiden var blevet til. Endelig kom de til Paris med en grevetitel givet til dem af den italienske konge. De færdedes blandt andre berømte slægter som Rothschild-familien, og var en del af det rigeste miljø i Paris i slutningen af det 19. århundrede.

Camondo-familiens overlevelse er slægten; men familien er lille og omkring 1890 er der kun to fætre tilbage. Den ene vil ikke giftes, og den anden får blot en søn og en datter. Uheldigvis bliver sønnen, Nissim, dræbt ved fronten under 1. Verdenskrig og faderen, Moise, bliver helt slået ud. Derfor testamenterer han sit hus til den franske stat - inden han selv dør i 1935. Måske ville han have handlet anderledes, hvis han havde vidst, at selvsamme franske stat var med til at udlevere jøder til tyskerne og hans datter, svigersøn og to børnebørn endte gassede i Tyskland nogle år senere? De blev de absolut sidste af en nu udslukt slægt!

Tilbage står huset, der er er perfektionen selv i et forsøg på at genskabe et lille Trianon. På den tid var det moderne at genskabe et nærmest royalt interiør udelukkende med genstande, som havde tilhørt den franske adel og kongehus inden revolutionen i 1789. Moise Camondo brugte stort set al sin tid på at opstøve disse værker, og han byggede huset rundt om kunsten og ikke omvendt. Det er absolut et besøg værd, hvis man er i Paris!

Pierre Assouline har tidligere skrevet en fantastisk biografi af Henri Cartier-Bresson, og jeg havde derfor relativt høje forventninger også til denne biografi. Jeg var faktisk lidt skuffet - der er meget roden rundt i tider, og mellem alle de forskellige jødiske familier. Der er lange forklaringer på konflikterne mellem ashkénaze og serafade jøder - og selvfølgelig Dreyfus-affærens indflydelse på datidens dagsorden. Men det er en anelse for rodet, og Camondo drukner lidt i det hele. Intentionen har afgjort været at skrive om Moise Camondo og hans familie, men der eksisterer tilsyneladende så lidt materiale, at det i stedet har været nødvendigt at fylde op med generelle historier om periodens jødeforfølgelse i franske medier.