Tuesday, August 28, 2018

The Empathy Problem - Gavin Extence


























  • Engelsk
  • 26.-27. august
  • 416 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Denne gang lod jeg mig vist snyde af et lovende cover! Selvfølgelig læste jeg bagsiden; men forsiden virkede for seriøs i forhold til indholdet. 

Gabriel Vaughn er en 32-årig mand, der bor og arbejder i London. Eller måske skulle man bare sige 'arbejder' - for han har ikke rigtig et liv. Han arbejder i et investeringsselskab, og er uforskammet rig... og ganske enkelt bare uforskammet. Han er højt hævet over alle andre, og forsøger på ingen måde at forstå, at folk har valgt at leve i de nedre sociale lag - eller at nogle måske ikke havde andre muligheder.

Men en dag får han konstateret en ondartet tumor i hjernen; lægen giver ham under et år - men det skal helst ikke påvirke hans hverdag. Han fortsætter sit liv som tidligere; men med det særdeles ubehagelige problem, at han pludselig begynder at have følelser. Det kan udmunde i så ubehagelig en oplevelse for ham som at græde!!!! Total mangel på kontrol.

Nedenfor hans fine kontorbygning samles folk for at protestere mod koncentrationen af verdens rigdom i Occupy-bevægelsen; og det er en type mennesker, han jo principielt ikke har meget tilovers for. Så det ryster ham endnu mere, at han en dag bliver dybt berørt af den klassiske musik, som spilles af en ung violinist i "det besatte område".

Bogens bagside fortæller jo om denne rejse med tumoren, som destabiliserer ham totalt og pludselig gør ham til ... ja, et normalt menneske med empati! Men det bliver altså lidt for lyserødt - kærlighedshistorien med den akavede Caitlin, som ikke må kende til hans rigtige job og formue. De deraf følgende forviklinger, som er som skrevet til et filmmanuskript - Hollywood kan bare komme an!

Den eneste trøst er faktisk, at det ikke trods alt ender med at han bliver kureret for kræft. Det ville simpelthen have været for meget. Men selvom manden skal igennem denne metamorfose, så er jeg nu ikke synderligt imponeret over hans måde at forvalte formue og følelser på. Det handler stadig bare om at berige folk økonomisk - og ikke særlig meget om en kollektiv ændring.

Nej - det er lidt for nemt det hele! Og det havde jeg ikke forventet ud fra forsiden.

Nogle gange undrer jeg mig så over, om jeg skal investere i en ebogslæser? Jeg betalte hundrede kroner for bogen i lørdags, og læste den søndag og mandag. Det er ikke mange timers underholdning; på den anden side er det stadig billigere end en biografbillet, som varer kortere,
Jeg har også principielt været modstander af de papirløse bøger; men til en vis kategori af bøger kan det godt være en god løsning.

Men så kommer hele problematikken omkring, hvilken model man skal vælge?

Saturday, August 25, 2018

Dubliners - James Joyce




























  • Engelsk
  • 22. + 24. august
  • 256 sider
  • Originaltitel: Dubliners

Der er visse af de store klassikere, som jeg har erkendt, at jeg nok aldrig kommer til at læse. Proust er et godt eksempel - den tid ville uden tvivl blive fortabt for mig, mens jeg kæmper mig igennem hans mesterværk. Joyces Ulysses er helt sikkert én af de andre, hvor jeg har givet op på forhånd. Det er måske fjollet, for principielt havde jeg det lige sådan med Céline, som jeg jo endte med at forstå for dens berømmelse.

Men stadig er jeg ikke sikker på Joyce, og tænkte, at hans noveller så måtte være et godt sted at starte. Jeg er ikke god til at læse noveller; det går for hurtigt, og ved at læse dem alle så skal man hele tiden omstille sig til nye personer, en ny verden etc. Det er ligesom med digte - det egner jeg mig bare ikke til. Så jeg brød den op i to dage og puttede en lille dansk roman ind i mellem.

Jeg har set flere danske titler på denne - tidlige oversættelser kaldte den Dublin Fortællinger eller Dublinfolk; men det ser ud til, at den engelske nu bruges på dansk.

Det er er femten noveller; eller snarere fjorten noveller og en novella. Nogle er meget korte på blot 8-10 sider, men de bliver længere som bogen skrider frem. Lige sådan starter novellerne med børn, og hovedpersonerne bliver gradvist ældre indtil vi slutter med kortromanen The Dead. Der er en klar tidslinje i hele opbygningen, som virker tænkt fra starten.

Alle foregår de i Dublin blandt det almindelige småborgerskab; almindelige mennesker, der kæmper med hvert sit - forholdet til andre mennesker og forholdet til sig selv. Hvordan de håndterer små dagligdags hændelser som bliver tonegivende for deres liv.

De er særdeles forskellige, og i mine øjne af varierende interesse. Et par stykker fandt jeg virkelig fantastiske - som manden, der dagligt ydmyges på sit arbejde for at fortsætte hen til pubben og drukne sin sorg med de surt tjente penge. Man får fornemmelsen af et dybt ulykkeligt og ensomt menneske; indtil han kommer hjem til kone og fem børn, som lever i frygt for hans slag - den dæmon han møder på arbejdet dagligt tager fat i ham selv hver aften.

Således er der et pas stykker, der virkelig gjorde indtryk på mig; mens andre var for forældede fristes jeg næsten til at sige? Jeg må blot konstatere, at jeg ikke er intelligent nok til at fatte storheden i dem - og at noveller generelt set aldrig bliver mit speciale.

Det overbeviste mig også om, at Ulysses nok aldrig bliver læst. Visse ofre er simpelthen for store her i livet!

Friday, August 24, 2018

Himlen er min - Charlotte Grøhn Matthiesen



























  • Dansk
  • 23. august
  • 140 sider
  • ANMELDEREKSEMPLAR

Jeg var faktisk i gang med Joyces noveller; men med noveller har jeg det med at bryde dem op i bidder; og så kom denne lille roman som et anmeldereksemplar i postkassen.

På dansk bruger man ikke så meget udtrykket novella; på engelsk er der jo en ret klar adskillelse mellem en roman og en novella (en kortroman). Jeg ville nok kategorisere denne som en novella efter den engelske fortolkning, Det er en lille historie, hvor man hurtigt kommer ind til kernen af historien, og personerne trækkes kortere op.

Bogen er delt op i to hoveddele - Benedicte som barn, og Benedicte som 21-årig; med en kort epilog, hvor Benedicte er 32 år gammel.

Det er lidt svært at tidsfæste handlingen synes jeg; i barndommen snakker hun om mælkemanden, der kommer - og så er jeg jo tilbage i 1950'erne. Men det hænger ikke så godt sammen med voksenlivet, hvor hun har en mobiltelefon? Og da hun går ud for at snolde slik for en tier - det var allerede rigtigt mange penge, da jeg var barn; men der havde vi ikke længere en mælkemand. 

Benedicte er en følsom lille pige i en lykkelig familie med far, mor og en lillesøster, der ankommer i starten af historien. Hun er omgivet af personer, der vil hende det godt og så tanten, som man tydeligt ser for sig som gammeljomfruen uden forståelse for børns psyke. Det er et virkeligt fint og rammende portræt af barnets reaktioner på de voksne, der omgiver hende. Jeg kunne tydeligt genkende 'tanten' i en person fra min egen familie; dog en mand - men måden hun observerer og bedømmer den lille pige på. Voksne glemmer tit, hvor fintfølende børn er overfor voksne, der ikke rigtigt billiger dem.

Og så er der Manden, der altid ser Benedicte over skulderen, følger efter hende og er hendes truende skygge. I begyndelsen havde jeg lidt svært ved at placere ham - var det en afbildning af noget grimt, der var sket hende? Hvorfor skal det være en mand?

I anden del er Benedicte flyttet til Paris, og arbejder som au pair-pige - det gjorde jeg faktisk selv efter gymnasiet, og jeg genkendte absolut meget af det, hun beskriver. En følelse af Paris, som byen ikke er i dag - eller også er det mig, der har ændret mig,

Her møder hun Halfdan, som bliver hovedkulds forelsket i hende - men kan hun give slip?

Der er et par kapitler set fra Halfdans vinkel; som heller ikke er uden skygger. 

Herfra springer det ret hurtigt og brat til slutningen, hvor Benedicte jo er 32 år. "Manden" er der stadig, og fylder for meget i hendes voksne liv.

Afslutningen skal ikke afsløres her; men jeg må indrømme, at jeg sagtens kunne have brugt en mere dybdegående historie. Jeg synes, at den første del i barndommens perspektiv var fantastisk rørende og nøjagtig. Jeg havde ikke samme fornemmelse med voksendelen; måske fordi det går for hurtigt - og Halfdan også skal have sin plads i historien.

Jeg kan jo godt lide murstensromaner; jeg kan godt lide at forsvinde i dagevis ned i et andet univers, og det savner jeg desværre lidt ved disse kortere romaner. Specielt fordi der har var basis for at udbygge personerne langt mere.

Bogen udkommer den 8. september fra Skriveforlaget, som også udgav De der gik forud; og jeg er igen imponeret over kvaliteten! Det betyder desværre meget, at man ikke falder over stavefejl og deslige - det kunne mange større forlag lære af! Jeg undrede mig kun over en enkelt ting - da de på side 117 spiser veud froid - nu er fransk jo nærmest mit modersmål; men den ret har jeg aldrig hørt om - måske det skulle have været veau froid? Men det er en lille smutter i en ellers smuk lille roman - men for kort; der var meget mere i de personer, er jeg sikker på!

Wednesday, August 22, 2018

L'Excessive - Alexandra Lapierre



























  • Fransk
  • 20.-21. august
  • 288 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg skal lære at begrænse mig, når jeg bliver begejstret for en forfatter; men det er umådelig svært. Så efter at have læst Lapierres biografi om den russiske dobbeltspion Moura, skyndte jeg mig at bestille yderligere to bøger af samme forfatter. Det kan gå galt! Men man kan jo også få et langt kærlighedsforhold til en forfatter, som jeg har det med Rufin, Mabanckou, Pamuk, Gaudé ...

Ligesom i romanen om Moura skriver Lapierre også her en biografisk roman over en stærk kvinde. Man kan enten lide eller ikke lide den metode; for selvom der er kildemateriale til rådighed, så må forfatteren nødvengidvis brodere for at få dialoger og handlinger til at hænge sammen. Ydermere er vi så nu tilbage i det 18. århundrede, og kildematerialet er ikke så omfattende som den korrespondance Moura efterlod sig.

Hovedpersonen er den unge Elizabeth Chudleigh, som var af borgerlig byrd, og meget ung mistede sin far. Der var ingen penge i familien til en god medgift, og hendes udsigter var ikke gode. Men en ældre ven af familien skaffede hende en plads som hofdame hos kronprinsessen, Augusta, som hurtigt blev meget begejstret for den livlige unge dame. Det blev andre ved hoffet også - især den unge greve Hamilton. Men familien brød sig ikke om det, og sendte ham på dannelsesrejse i Europa i 2 år - hvor han dog lovede at skrive til hende dagligt.

Hendes tante gemte brevene, og forsøgte at overbevise hende om, at han havde glemt hende. I stedet skubbede man hende i armene på en ung søofficer, som havde udsigter til en titel - hvis hans bror døde; ikke en sikker fremtid, men dog...

De giftede sig i al hemmelighed, da gifte kvinder ikke kunne være hofdamer, og Elizabeth havde brug for pengene. Og manden var jo alligevel til søs! Men han nåede at gøre hende gravid - selvom barnet døde som spæd.

Det var en kæmpe fejltagelse, og det vidste de begge. Dog var skilsmisse besværlig - og ingen vidste jo noget om ægteskabet? Så de holdt sig fra hinanden, og Elizabeth levede det gode liv ved hoffet med elskere. Indtil hun mødte landets rigeste mand - greven af Kingston. De begyndte at leve sammen og var offentligt et par. Det kunne samfundet for så vidt acceptere, da han var ugift - men indimellem kom rygterne om hendes ægteskab frem til overfladen. 

I 1769 kom det for en domstol, som erklærede, at ægteskabet var ugyldigt, da der ingen registre eller underskrifter fandtes. Og endelig - som 47-årig - kunne hun gifte sig med den mand, hun virkelig elskede. Desværre også landets rigeste mand, hvilket jo måtte afføre jalousi.

Da han døde i 1773 havde hun arvet alt; hans direkte arving - nevøen - var fuldstændigt ude af testamentet. Nu kom skandalerne rullende - og mens Elizabeth levede det gode liv i Rom, forberedte man en retssag. Lidt til hendes redning i sidste sekund, døde den bror til hendes første (ulovlige) mand, som gjorde hende i det mindste til komtesse; det betød nemlig, at man ikke kunne smide hende i fængsel.

Ikke desto mindre blev hun fundet skyldig i bigami, men beholdt arven - man må nemlig testamentere til hvem man vil! 

Hun sluttede sit liv i sus og dus - ved Katharina 2.'s hof i St. Petersborg blandt andet - og holdt sig unge elskere.

Man kan diskutere om hun var særdeles udspekuleret og beregnende; eller blot en meget ung pige, der var blevet taget ved næsen?

Alt det er svært at vide; én ting er sikkert - hun blev offer for hoffets jantelov og snobisme. Hun var alt for meget for mange mennesker - som den franske titel "Den overdrevne" antyder.
Men hun var samtidig også blot et menneske, der elskede sin anden mand - og elskede livet (og alt det gode, det kunne give hende!)

Så jeg var fascineret af historien; en historie, jeg ikke kendte, og som jo er aparte - det var ikke hverdagskost for adelige at komme for retten.

Dog er der en ting, der virkelig undrer mig? Hvorfor pryde forsiden med et maleri af en anden person, som ingen relation til Elizabeth havde? Når der tydeligvis findes malerier af hende. Det kunne man sagtens have gjort bedre.

Sunday, August 19, 2018

Maigret i Vichy (Maigret LXVII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 18.-19. august
  • 189 sider
  • Originaltitel: Maigret à Vichy

Maigret er igen ude af sin komfortzone - i mere end en forstand.
Hans læge har ordineret en lang ferie kombineret med et kurophold i Vichy; hvor man drikker vand fra byens kilder - og absolut ikke nogle øl, vin, apéritif eller noget andet. Og så er han jo væk fra sit kontor i Paris og skal holde ferie fra forbryderne.

Maigret og fruen spadserer byen tyndt, og drikker vand. De observerer alle de andre kurgæster, og efter nogle dage begynder de jo at møde de samme ansigter, og lægger mærke til folks opførsel. Især en enlig dame pirrer deres nysgerrighed - hun sidder altid helt alene, ranl som et strå og virker yderst tilfreds med kun at være i sit eget selskab.

Pludselig findes denne dame myrdet i sin lejlighed; der er ingen tegn på tyveri, men morderen har ledt efter noget!

Maigret bliver uofficielt involveret i opklaringen; juridisk kan han ikke blande sig eller afhøre - men han kan jo godt komme med fif til sin lokale kollega.

Den myrdedes søster dukker op, og kommer med virkelig modstridende forklaringer - var søstrene tætte eller så de aldrig hinanden? Havde søsteren en elsker? Hvor kom alle de kontanter fra, som den myrdede placerede i banken med jævne mellemrum?

Den yngre søster har født et barn, som blev bortadopteret - men døde som spæd. Har dette nogen forbindelse til mordet?

Maigret når frem til, at det må være en kurgæst, som er i byen for første gang og ser hende - og genkender hende. Morderen forsøger at finde søsteren og det kræver en del telefonopkald - som han jo ikke kan foretage fra sit hotelværelse, så det må foregå fra en telefonboks. Og sådan finder de ham ...

En stakkels mand, som er blevet snydt af de to søstre - eller primært den myrdede. som i femten år har ladet ham tro, at det var hende, der havde født et barn. Hun lod ham tro, at barnet var hos hende og sendte detaljerede rapporter om barnets velfærd - og modtog til gengæld mange børnepenge... for et dødt barn!

Da manden endelig ser hende i byen, tror han, at han kan møde sin søn - men da hun ikke vil tale, kvæler han hende i effekt. Det er en tragisk - men særdeles velkonstrueret historie; det gør noget godt for Maigret at komme væk fra byen, må man sige!

Friday, August 17, 2018

La passion Lippi - Sophie Chauveau



























  • Fransk
  • 13.-17. august 
  • 496 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg er vist ved at være temmelig tørstende efter lidt gedigen renæssancekultur; det er ved at være noget tid siden - og der er jo desværre stort set ingen kunst i Danmark fra den periode. Men rejser er ikke i kalenderen lige nu, så jeg trøster mig med at læse.

Sophie Chauveau har specialiseret sig i biografier af kendte malere; i 2016 læste jeg hendes biografi af Manet, som var virkelig interessant. Denne gang er vi flere århundreder længere tilbage til Firenze i renæssancetiden.

Lippi er endnu en af mine favoritter fra perioden; han var inkarnationen af Quattrocento - samtidig med Fra Angelico (som var hans læremester), Donatello, Uccello og della Francesca blandt andet. Han var aktiv lige inden Botticelli, og døde inden da Vinci og Michelangelo overtog scenen.

Det er den mere primitive og absolut symbolsk religiøse malerkundst, der dominerer hans periode; men der er jo nogle perler imellem.

Lippi var en stakkels forældreløs unge, da han blev samlet op i gaden af Cosimo de Medici, og anbragt hos Fra Angelico, som dengang ikke var munk (og derfor ikke hed Fra Angelico endnu). Hans læremester var forundret over drengens talent, men forsøgte også at få noget retur i form af religiøs undervisning, da Lippi boede hos munkene.

Men Lippi var ikke specielt troende; selvfølgelig troede man på Gud dengang - men det afholdt ham ikke fra at tilbringe meget tid hos de prostituerede, hvor han fandt en form for familie.
Han havde en beskytter i kunstelskeren Cosimo - og senere blev denne søn Piero hans tætte ven.

Det var ret praktisk, for han havde det med at havne i problemer. Helt galt gik det, da han forelskede sig i en ung nonne, der sad model for ham. Han havde med vilje valgt en nonne, og ikke de sædvanlige prostituerede, som man brugte at gøre det. Men hun blev gravid - og det var lige skrapt nok. Ikke nok med, at hans egen sjæl var i fare - så ville skandalen også Medici-familien.

Parret flygtede fra Firenze, og barnet blev født i et lille hus ude på landet.
Efter et år gik Cosimo de Medici i forbøn for parret ved en privat audiens hos Paven; og primært ved at bestikke ham med to smukke malerier. De kunne vende tilbage til byen, og Lippi blev endnu mere populær end før - og parret blev reelt gift og fik endnu et barn; en lille datter.

Lippi var revolutionær i sin måde at forhandle på. Det var normal procedure at få betaling for sine malerier ved at udregne materialeforbrug og så fik man et honorar for fx hvor mange personer, der skulle males. Detaljerede ansigter blev faktureret per hovede - og den totale pris var en matematisk udregning. Men Lippi ville have flere penge; han ville have penge for sit geni! Så han begyndte at fakturere for 'sit penselstrøg'. Alle kunne jo levere baseret på den gamle regnemetode - men det tog jo også tid at finde inspirationen, og få det særlige touch, som var hans kendetegn. Det lykkedes ham faktisk - og det er vist den første maler, der overskred den grænse.

Han endte med at have Botticelli som lærling - og selvfølgelig sin egen søn, Filippino Lippi, som efterfulgte ham. Men som til faderens store sorg ikke havde den samme begejstring for prostituerede... han var lidt mere interesseret i sit eget køn, som en hel del af hans samtidige kolleger!

Jeg skal absolut have fat i flere af Chauveaus biografiske romaner - det er skøn læsning!

Sunday, August 12, 2018

The Immortalists - Chloe Benjamin



























  • Engelsk
  • 352 sider
  • 11.-12. august
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg har læst et par absolut enestående romaner i år; Cyril Averys hjerte i februar og En gentleman i Moskva i april står allerede som topscorere for 2018. Men denne kommer absolut også helt derop i kategorien af uforglemmelige bøger.

Året er 1969, og fire søskende opsøger en spåkone. Der er 13-årige Varya, broderen Daniel på elleve og lillesøsteren Klara på ni; og endelig den lille Simon på syv år. Spåkonen bor i en uhumsk lille lejlighed, og én for én kommer de ind til hende. Hendes kendetegn er, at hun kan forudse folks død. Ikke hvordan de dør, men hvornår; den præcise dato!

De fire søskende kommer alle rystede ud derfra; men ingen fortæller den dag de andre, havd de har fået at vide.

Historien er derfra delt op i fire store dele, hvor vi primært følger en af de fire søskende - i den rækkefølge, hvor de dør.

Da deres far nogle år senere dør, samles familien til begravelsen og den traditionelle jødiske shiva. Den aften taler de fire om besøget hos spåkonen, og deler delvist deres skæbnedato med de andre. Nogle siger datoen - andre blot, at de ikke bliver gamle. 

Simon, den yngste, flytter til San Francisco i 1978 for at kunne leve som han er. Dengang var San Francisco muligvis det eneste sted i USA, at homoseksuelle kunne leve frit - men det var også dér, at AIDS-epidemien ramte og skabte rygter og rædsel for gay cancer, som man kaldte den. Lige præcis denne "historiske historie" rører mig altid ubegribeligt. Fordi det var så frit og så levende - og så pludselig væltede det hele, og syndebukkene blev dem, der blot ville leve, som de var. Simon er ingen undtagelse!

Men hele dilemmaet består jo i, hvad den skæbnedato gør for et menneske? Hvad bruger man den information til? Lever man hurtigere eller bedre eller mere... bliver man skødesløs i tanken om, at intet vil ske før den dag?

Kan man glemme datoen eller vil den i sidste ende blive til et damoklessværd hængende over én, som det bliver det for Klara - og til dels for Daniel?

Dør de præcis, som spåkonen havde forudset det fordi det var forudbestemt af skæbnen - eller fordi de selv fremprovokerer det ved at leve som de nu nu gør med den viden? Eller holder de op med at leve - som Varya - i angst for datoen?

Jeg skal ikke afsløre mere her, da det virkelig ville være synd; men Benjamin tegner et så gribende portræt af de fire søskende, og deres indbyrdes forhold, at man må fælde at par tårer. For hvad gør man, når man ved, at man vil overleve alle de andre? Eller, at man er den første, der skal dø? Hader man så sine søskende - eller bebrejder dem deres valg?

Jeg brugte weekenden til at lukke mig totalt inde i den fantastiske boble, som historien var - og så er jeg ret lykkelig for ikke at vide, hvornår min dato er; det ville jeg ikke kunne håndtere!

Friday, August 10, 2018

Maigret og hans tyveknægt (Maigret LXVI) - Georges Simenon


























  • Fransk
  • 9.-10. august
  • 190 sider
  • Originaltitel: Le voleur de Maigret

Maigret er på vej på arbejde, og er glad for at have fundet plads på en af de busser/sporvogne med en udendørs platform, så han kan ryge sin pibe. Vi er nu i midten af 1960'erne i Simenons tid - og de skal skiftes ud med overdækkede, hvor man ikke må ryge indendøre. Da han står der, bliver hans pung stjålet - det er lidt ydmygende for den store kommissær. Det er også irriterende, da han vil få en bøde for at erstatte sin badge, som lå i pungen. Han så endda tyven; men kan ike finde ham i nogle registre.

Men et par dage senere kommer det hele retur i en konvolut - alt intakt! Derefter modtager han et telefonopkald fra tyven, som vil mødes med ham. Nu mener denne jo, at hans personlighed og integritet er bevist. 

Problemet er nemlig, at hans kone er død - dræbt af et skud i deres lejlighed.

De var et bohèmepar - grænsende til de hippier, som vi tidsmæssigt nærmer os; og Maigret konfronteres med folk, der lever helt anderledes end i hans eget ægteskab. Fri kærlighed og kvinder i bukser! Aldrig har man set mage...

Den unge mand er ludfattig; men returnerede jo Maigrets pung. Til gengæld havde konen en elsker og indtil flere løse forhold. Manden forsøger at bruge den returnerede pung som garant for ham selv - men Maigret lader sig ikke narre to gange af den samme person.

Det er en hurtig opklaring, og meget fokuseret på Maigret - vi ser hverken fru Maigret eller vennen Pardon. Jeg ved ikke om Simenon begynder at blive træt; men der er en del gentagelser af Maigrets metoder, som han efterhånden har gentaget som små anekdoter i en del krimier.

Måske havde han en periode, hvor inspirationen haltede lidt; i 1965-67 skrev han kun en enkelt krimi om året, hvor det tidligere var flere. Hans mest produktive år var 1931, hvor han skrev hele otte krimier. Men i starten af 1960'erne fornemmer man en vis apati hos Simenon.

Wednesday, August 8, 2018

Oprindelse - Dan Brown



























  • Engelsk
  • 6.-8. august
  • 704 sider
  • Originaltitel: Origin

Den sidste Dan Brown-roman læste jeg for lidt mere end fire år siden; det tager manden tid at komme på nye gåder og mysterier, der skal løses af hans helt Robert Langdon. Og jeg er ret sikker på, at tiden er fuldstændigt løbet fra denne type romaner - faktisk var den det allerede i fjerde bind. Men det afholder ham ikke fra endnu engang at ville komme med en politisk korrekt roman, som i sidste ende viser sig at være en total fuser.

I Inferno var emnet Jordens stigende befolkning; og igen tager Brown et tidsaktuelt emne op - nemlig vores afhængighed af teknologi, og hvordan vi bliver overtaget af denne. Det er jo virkelig smart - det er kommercielt tænkt, og på ingen mulig måde interessant i sig selv, da der ikke kommer nogle nye ting frem. Tværtimod er Brown nødsaget til at starte ud med en massiv kritik af religioner - for blot at trække det langsomt i sig, da hans bankkonto sikkert ville lide under et så voldsomt angreb på noget, som stadig - og berettiget - er en stor del af menneskehedens liv.

Langdon er i Bilbao, hvor han skal overvære hans tidligere elevs Edmund Kirschs åbenbaring til verden. Denne har Kirsch nogle dage inden delt med repræsentanter for de tre monoteistiske religioner, og de var åbenbart i dybt chok over afsløringerne. Men Kirsch bliver myrdet mens han står på scenen - og i overværelse af museumsdirektøren, den unge smukke Ambra Vidal, som tilmed er forlovet med den spanske kronprins. Her tænker man jo nødvendigvis på kærlighedshistorien mellem den rigtigt tidligere kronprins med en tv-vært - ikke opfindsomt, og faktisk problematisk at lægge personer så tæt op af virkeligheden, som fx den gamle konge med Franco-historien som baggrund.

Det hele foregår i løbet af et døgn; selv her har Brown overgået sig selv i forhold til de tidligere romaner. Men det virker desværre urealistisk.

Langdon og Vidal begynder den hektiske rejse mellem Bilbao og Barcelona for at finde kodeordet, der kan frigive Kirschs præsentation; alt imens de kommunikerer med Winston - Kirschs supercomputer - som antager særdeles menneskelige attributter. 

Tesen går ud på, at vi kommer af materie - og ikke af en guddommelig handling; men at vi risikerer at blive opslugt af teknologien. Dette er jo ikke en revolutionær påstand, når man ser vores afhængighed af smartphones, tabletter etc. - vi går en dystopisk verden i møde.

Men Brown formår alligevel at redde os mennesker og religionen ved til sidst at gøre Winston (og teknologien) til en kynisk maskine, som aldrig vil kunne erstatte menneskelig empati og følelser.
Det er så politisk korrekt og kommercielt timet, at det grænser til kvalme! Samtidig er det spækket med product placement, så man uvilkårligt må tro, at firmaer som Tesla, Starbucks, etc. har sponsoreret ham under skriveperioden. 

Nej, Brown skulle bestemt være stoppet efter Engle og dæmoner - eller i det mindste Da Vinci-koden, som blev det kommercielle gennembrud. Jeg håber virkelig, at Langdon snart går på pension - eller alternativt, at jeg kan holde mig i skindet, hvis han skulle få den vanvittige idé at udgive endnu en roman i 2022-2023!

Sunday, August 5, 2018

Moura - Alexandra Lapierre



























  • Fransk
  • 29. juli - 5. august
  • 864 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det var et tilfælde, at jeg faldt over Alexandra Lapierre, som skriver historiske biografier - som jeg jo elsker! Jeg faldt først og fremmest over denne, som omhandler en kvindes liv - en kvinde, som jeg aldrig havde hørt om før. Ikke desto mindre må hun siges at have haft et liv ud over det sædvanlige.

Det er skrevet i romanform men med utallige historiske dokumenter, såsom breve og andre arkiver, der stadig er tilgængelige. Det er ikke en person, jeg kunne finde utallige informationer om på nettet; og det beskriver ganske fint, hvordan hun formåede at navigere livet igennem omkring de mange spekulationer, der er. Hun findes uden tvivl i en del forseglede arkiver hos efterretningstjenester i Europa - og forfatteren har arbejdet dygtigt for at finde frem til disse informationer. I sidste ende står man med et levende portræt af en usædvanlig kvinde.

Moura - fødenavn Maria Ignatievna Zakrevskaya - er født ind i en rig adelig ukrainsk familie i 1893, som den yngste af fire børn. De boede i Skt. Petersborg og frekventerede tsar-familien og hele dens udvidede netværk. Moura var en energisk ung kvinde, og efter faderens død fik hun overtalt sin mor til at lade hende rejse til Berlin for at besøge en søster. Begge hendes tvillingesøstre havde giftet sig udenom familiens ønsker - og med lidt skam til følge - men de var lykkelige. Det ville Moura også - og da hun mødte den estiske officer Benckendorff, ville hun absolut giftes på trods af sine kun 18 år.

Men nogle år efter kommer revolutionen, og Moura må som mange andre se familiens huse og formue forsvinde. Hun er dog relativt positiv overfor ideologien; og slet ikke enig med sin mand. De lever adskilt - han med deres børn i Estland, og hun i Moskva og Skt. Petersborg, hvor hun indleder en affære med den britiske diplomat Bruce Lockhart. Han er sendt til Rusland for at få russerne til at samarbejde mod tyskerne; de bliver begge smidt i fængsel - Moura indtil flere gange.

Moura bliver af russerne anklaget for at spionere for England i kraft af hendes forhold til Lockhart; mens såvel England, Frankrig og Tyskland mener, at hun er russisk spion. Eller dobbelt- eller triplespion!

Lockhart bliver udvekslet med et russisk "gidsel" i England, og rejser - hun venter forgæves på, at han skal kontakte hende. Men han glemmer hende og finder tilbage til sin hustru. Mouras mand bliver myrdet i Estland og hun sidder uden en øre, og bliver kun reddet, da forfatteren Maxim Gorky møder hende. Han har et helt harem af elskerinder, men de to bliver en form for soulmates med deres fælles interesse for litteratur og politik. Hun bliver hans nærmeste rådgiver, og opnår endelig tilladelse til at forlade Rusland for at repræsentere ham i udlandet. Men hun er altid under overvågning - og fra alle sider; hun er aflyttet, hendes korrespondance bliver læst og hvert skridt hun foretager sig overvåges.

Så møder hun den engelske forfatter H. G. Wells - og igen opstår der den uundgåelige tiltrækningskraft mellem to stærke personligheder. Moura må jonglere mellem alle disse roller - hun spiller højt spil med sine mænd; og samtidig skal hun give lidt til russerne for at kunne rejse frit ind og ud af landet.

Var hun så en spion? Der findes ingen endegyldige beviser på det, og Lapierre giver os heller ikke svaret. Hun væver til gengæld et fantastisk portræt af en yderst kompleks kvinde, som må være mere end snu ofr blot at overleve. Hun gifter sig igen med en mand, der kan give hende statsborgerskab og et nyt ikke-russisk pas; men til gengæld skal hun skaffe ham til Sydamerika - det er beregnende, og det forvirrer jo efterretningstjenester alle steder. Sandsynligvis har hun spillet højt spil - men udelukkende for at overleve. Hendes børn lever hun stort set adskilt fra; og selv hendes adskillige elskere skal hun håndtere taktisk klogt.

Det er lang roman - med masser af politik; Lenin, Stalin, KGB, etc. hvor vi følger Moura primært indtil 1936. Efter det slår hun sig definitivt ned i London, og hendes liv er knapt så action-spækket i de næste mange år. Men hun er uden tvivl gået i graven i 1974 med en del interessante hemmeligheder.

Lapierre får hende bragt til live i en helt eminent biografi; og jeg vil bestemt kigge nærmere på andre af hendes romaner, som alle er i samme stil af historiske biografier.