Maigret og hans tyveknægt (Maigret LXVI) - Georges Simenon

• Fransk
• 9.-10. august
• 190 sider
• Originaltitel: Le voleur de Maigret

Maigret er på vej på arbejde, og er glad for at have fundet plads på en af de busser/sporvogne med en udendørs platform, så han kan ryge sin pibe. Vi er nu i midten af 1960'erne i Simenons tid - og de skal skiftes ud med overdækkede, hvor man ikke må ryge indendøre. Da han står der, bliver hans pung stjålet - det er lidt ydmygende for den store kommissær. Det er også irriterende, da han vil få en bøde for at erstatte sin badge, som lå i pungen. Han så endda tyven; men kan ike finde ham i nogle registre.

Men et par dage senere kommer det hele retur i en konvolut - alt intakt! Derefter modtager han et telefonopkald fra tyven, som vil mødes med ham. Nu mener denne jo, at hans personlighed og integritet er bevist. 

Problemet er nemlig, at hans kone er død - dræbt af et skud i deres lejlighed.

De var et bohèmepar - grænsende til de hippier, som vi tidsmæssigt nærmer os; og Maigret konfronteres med folk, der lever helt anderledes end i hans eget ægteskab. Fri kærlighed og kvinder i bukser! Aldrig har man set mage...

Den unge mand er ludfattig; men returnerede jo Maigrets pung. Til gengæld havde konen en elsker og indtil flere løse forhold. Manden forsøger at bruge den returnerede pung som garant for ham selv - men Maigret lader sig ikke narre to gange af den samme person.

Det er en hurtig opklaring, og meget fokuseret på Maigret - vi ser hverken fru Maigret eller vennen Pardon. Jeg ved ikke om Simenon begynder at blive træt; men der er en del gentagelser af Maigrets metoder, som han efterhånden har gentaget som små anekdoter i en del krimier.

Måske havde han en periode, hvor inspirationen haltede lidt; i 1965-67 skrev han kun en enkelt krimi om året, hvor det tidligere var flere. Hans mest produktive år var 1931, hvor han skrev hele otte krimier. Men i starten af 1960'erne fornemmer man en vis apati hos Simenon.