The Immortalists - Chloe Benjamin

• Engelsk
• 352 sider
• 11.-12. august
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg har læst et par absolut enestående romaner i år; Cyril Averys hjerte i februar og En gentleman i Moskva i april står allerede som topscorere for 2018. Men denne kommer absolut også helt derop i kategorien af uforglemmelige bøger.

Året er 1969, og fire søskende opsøger en spåkone. Der er 13-årige Varya, broderen Daniel på elleve og lillesøsteren Klara på ni; og endelig den lille Simon på syv år. Spåkonen bor i en uhumsk lille lejlighed, og én for én kommer de ind til hende. Hendes kendetegn er, at hun kan forudse folks død. Ikke hvordan de dør, men hvornår; den præcise dato!

De fire søskende kommer alle rystede ud derfra; men ingen fortæller den dag de andre, havd de har fået at vide.

Historien er derfra delt op i fire store dele, hvor vi primært følger en af de fire søskende - i den rækkefølge, hvor de dør.

Da deres far nogle år senere dør, samles familien til begravelsen og den traditionelle jødiske shiva. Den aften taler de fire om besøget hos spåkonen, og deler delvist deres skæbnedato med de andre. Nogle siger datoen - andre blot, at de ikke bliver gamle. 

Simon, den yngste, flytter til San Francisco i 1978 for at kunne leve som han er. Dengang var San Francisco muligvis det eneste sted i USA, at homoseksuelle kunne leve frit - men det var også dér, at AIDS-epidemien ramte og skabte rygter og rædsel for gay cancer, som man kaldte den. Lige præcis denne "historiske historie" rører mig altid ubegribeligt. Fordi det var så frit og så levende - og så pludselig væltede det hele, og syndebukkene blev dem, der blot ville leve, som de var. Simon er ingen undtagelse!

Men hele dilemmaet består jo i, hvad den skæbnedato gør for et menneske? Hvad bruger man den information til? Lever man hurtigere eller bedre eller mere... bliver man skødesløs i tanken om, at intet vil ske før den dag?

Kan man glemme datoen eller vil den i sidste ende blive til et damoklessværd hængende over én, som det bliver det for Klara - og til dels for Daniel?

Dør de præcis, som spåkonen havde forudset det fordi det var forudbestemt af skæbnen - eller fordi de selv fremprovokerer det ved at leve som de nu nu gør med den viden? Eller holder de op med at leve - som Varya - i angst for datoen?

Jeg skal ikke afsløre mere her, da det virkelig ville være synd; men Benjamin tegner et så gribende portræt af de fire søskende, og deres indbyrdes forhold, at man må fælde at par tårer. For hvad gør man, når man ved, at man vil overleve alle de andre? Eller, at man er den første, der skal dø? Hader man så sine søskende - eller bebrejder dem deres valg?

Jeg brugte weekenden til at lukke mig totalt inde i den fantastiske boble, som historien var - og så er jeg ret lykkelig for ikke at vide, hvornår min dato er; det ville jeg ikke kunne håndtere!