L'Excessive - Alexandra Lapierre

• Fransk
• 20.-21. august
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg skal lære at begrænse mig, når jeg bliver begejstret for en forfatter; men det er umådelig svært. Så efter at have læst Lapierres biografi om den russiske dobbeltspion Moura, skyndte jeg mig at bestille yderligere to bøger af samme forfatter. Det kan gå galt! Men man kan jo også få et langt kærlighedsforhold til en forfatter, som jeg har det med Rufin, Mabanckou, Pamuk, Gaudé ...

Ligesom i romanen om Moura skriver Lapierre også her en biografisk roman over en stærk kvinde. Man kan enten lide eller ikke lide den metode; for selvom der er kildemateriale til rådighed, så må forfatteren nødvengidvis brodere for at få dialoger og handlinger til at hænge sammen. Ydermere er vi så nu tilbage i det 18. århundrede, og kildematerialet er ikke så omfattende som den korrespondance Moura efterlod sig.

Hovedpersonen er den unge Elizabeth Chudleigh, som var af borgerlig byrd, og meget ung mistede sin far. Der var ingen penge i familien til en god medgift, og hendes udsigter var ikke gode. Men en ældre ven af familien skaffede hende en plads som hofdame hos kronprinsessen, Augusta, som hurtigt blev meget begejstret for den livlige unge dame. Det blev andre ved hoffet også - især den unge greve Hamilton. Men familien brød sig ikke om det, og sendte ham på dannelsesrejse i Europa i 2 år - hvor han dog lovede at skrive til hende dagligt.

Hendes tante gemte brevene, og forsøgte at overbevise hende om, at han havde glemt hende. I stedet skubbede man hende i armene på en ung søofficer, som havde udsigter til en titel - hvis hans bror døde; ikke en sikker fremtid, men dog...

De giftede sig i al hemmelighed, da gifte kvinder ikke kunne være hofdamer, og Elizabeth havde brug for pengene. Og manden var jo alligevel til søs! Men han nåede at gøre hende gravid - selvom barnet døde som spæd.

Det var en kæmpe fejltagelse, og det vidste de begge. Dog var skilsmisse besværlig - og ingen vidste jo noget om ægteskabet? Så de holdt sig fra hinanden, og Elizabeth levede det gode liv ved hoffet med elskere. Indtil hun mødte landets rigeste mand - greven af Kingston. De begyndte at leve sammen og var offentligt et par. Det kunne samfundet for så vidt acceptere, da han var ugift - men indimellem kom rygterne om hendes ægteskab frem til overfladen. 

I 1769 kom det for en domstol, som erklærede, at ægteskabet var ugyldigt, da der ingen registre eller underskrifter fandtes. Og endelig - som 47-årig - kunne hun gifte sig med den mand, hun virkelig elskede. Desværre også landets rigeste mand, hvilket jo måtte afføre jalousi.

Da han døde i 1773 havde hun arvet alt; hans direkte arving - nevøen - var fuldstændigt ude af testamentet. Nu kom skandalerne rullende - og mens Elizabeth levede det gode liv i Rom, forberedte man en retssag. Lidt til hendes redning i sidste sekund, døde den bror til hendes første (ulovlige) mand, som gjorde hende i det mindste til komtesse; det betød nemlig, at man ikke kunne smide hende i fængsel.

Ikke desto mindre blev hun fundet skyldig i bigami, men beholdt arven - man må nemlig testamentere til hvem man vil! 

Hun sluttede sit liv i sus og dus - ved Katharina 2.'s hof i St. Petersborg blandt andet - og holdt sig unge elskere.

Man kan diskutere om hun var særdeles udspekuleret og beregnende; eller blot en meget ung pige, der var blevet taget ved næsen?

Alt det er svært at vide; én ting er sikkert - hun blev offer for hoffets jantelov og snobisme. Hun var alt for meget for mange mennesker - som den franske titel "Den overdrevne" antyder.

Men hun var samtidig også blot et menneske, der elskede sin anden mand - og elskede livet (og alt det gode, det kunne give hende!)

Så jeg var fascineret af historien; en historie, jeg ikke kendte, og som jo er aparte - det var ikke hverdagskost for adelige at komme for retten.

Dog er der en ting, der virkelig undrer mig? Hvorfor pryde forsiden med et maleri af en anden person, som ingen relation til Elizabeth havde? Når der tydeligvis findes malerier af hende. Det kunne man sagtens have gjort bedre.