Dubliners - James Joyce

• Engelsk
• 22. + 24. august
• 256 sider
• Originaltitel: Dubliners

Der er visse af de store klassikere, som jeg har erkendt, at jeg nok aldrig kommer til at læse. Proust er et godt eksempel - den tid ville uden tvivl blive fortabt for mig, mens jeg kæmper mig igennem hans mesterværk. Joyces Ulysses er helt sikkert én af de andre, hvor jeg har givet op på forhånd. Det er måske fjollet, for principielt havde jeg det lige sådan med Céline, som jeg jo endte med at forstå for dens berømmelse.

Men stadig er jeg ikke sikker på Joyce, og tænkte, at hans noveller så måtte være et godt sted at starte. Jeg er ikke god til at læse noveller; det går for hurtigt, og ved at læse dem alle så skal man hele tiden omstille sig til nye personer, en ny verden etc. Det er ligesom med digte - det egner jeg mig bare ikke til. Så jeg brød den op i to dage og puttede en lille dansk roman ind i mellem.

Jeg har set flere danske titler på denne - tidlige oversættelser kaldte den Dublin Fortællinger eller Dublinfolk; men det ser ud til, at den engelske nu bruges på dansk.

Det er er femten noveller; eller snarere fjorten noveller og en novella. Nogle er meget korte på blot 8-10 sider, men de bliver længere som bogen skrider frem. Lige sådan starter novellerne med børn, og hovedpersonerne bliver gradvist ældre indtil vi slutter med kortromanen The Dead. Der er en klar tidslinje i hele opbygningen, som virker tænkt fra starten.

Alle foregår de i Dublin blandt det almindelige småborgerskab; almindelige mennesker, der kæmper med hvert sit - forholdet til andre mennesker og forholdet til sig selv. Hvordan de håndterer små dagligdags hændelser som bliver tonegivende for deres liv.

De er særdeles forskellige, og i mine øjne af varierende interesse. Et par stykker fandt jeg virkelig fantastiske - som manden, der dagligt ydmyges på sit arbejde for at fortsætte hen til pubben og drukne sin sorg med de surt tjente penge. Man får fornemmelsen af et dybt ulykkeligt og ensomt menneske; indtil han kommer hjem til kone og fem børn, som lever i frygt for hans slag - den dæmon han møder på arbejdet dagligt tager fat i ham selv hver aften.

Således er der et pas stykker, der virkelig gjorde indtryk på mig; mens andre var for forældede fristes jeg næsten til at sige? Jeg må blot konstatere, at jeg ikke er intelligent nok til at fatte storheden i dem - og at noveller generelt set aldrig bliver mit speciale.

Det overbeviste mig også om, at Ulysses nok aldrig bliver læst. Visse ofre er simpelthen for store her i livet!