Contessina (La Saga des Médicis I) - Sarah Frydman

 

• Fransk
• 12.-15. april
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg ved, at jeg aldrig får læst på en city-trip; man er ude og besøge byen hele dagen - og om aftenen er man fyldt op af indtryk, og fysisk udmattet! Men jeg kan godt lide at have en bog eller flere med hjem som minde fra en by, og i Firenze er der jo rigeligt med historie at tage af. En trilogi jeg så i en del museumsbutikker var denne af Frydman, som jeg for nylig læste to bind om en jødisk families liv i det 19. og 20. århundrede. Jeg var begejstret - og hele trilogien kom med hjem som ferieminde. 

Det skulle desværre vise sig at være en noget anden kvalitet end den tidligere saga.

Firenze og Médici-familien er jo temmelig reelle; og absolut veldokumenterede. Det er selvfølgelig en forfatters ret at brodere lidt i historisk fiktion, men jeg forventer dog, at man overholder basale historiske fakta - såsom årstal. I dette første bind er vi i starten af det 15. århundrede, hvor familien begynder at gøre deres indflydelse i byen gældende i kraft af deres stigende rigdom. De er dog ikke adelige, og skiftet fra adelens magt til deres styre var ikke uden problemer.

Vi følger primært Cosimo og hans hustru Contessina, som var født adelig. I bogen sættes hun til at være født omkring år 1400, mens alle kilder angiver det til at være 1390 - altså samme alder som sin mand. Cosimos bror, Lorenzo, bliver gift med en anden ung adelig kvinde, som dog er forelsket i en ligeledes adelig, Rinaldo de Albizzi. De fremstilles som værende jævnaldrende - men Albizzi er ifølge samtlige kilder født i 1370 og altså årtier ældre end han fremstår i historien. Er det så troværdigt, at den unge kvinde sværmer for ham?

Endnu værre bliver det med Cosimo og Contessinas børn. Officielt havde de to børn - og han havde uægte børn - men i bogen har de fire børn (og et par sider længere fremme er det pludselig fem), og det ender med seks børn. Det forstår jeg slet ikke behovet for? Man kan brodere fiktive personer ind i en historie, men reelle personers liv er i mine øjne faktuelt som det var. Især når man taler om så veldokumenterede og kendte personligheder som denne familie. Jeg bliver virkelig irriteret over det historiske sjusk - jeg kendte nogle årstal og begyndte at undre mig. Så begynder jeg at dobbelttjekke alt for mange fakta, og så kan jeg se, at der ingen respekt er for at holde sig til historien - ikke den fiktive, men den virkelige historiske sandhed.

Der er for meget kærlighedsroman til min smag; der er for lidt om den historiske kontekst, selvom jeg genfandt nogle af de mange steder vi besøgte i sidste uge. Jeg startede på andet bind, og kunne allerede efter ganske få sider se, at de historiske fejl bare blev ved og ved. Jeg kan ikke acceptere, at man på den måde fordrejer fakta - folk er jo nu engang født når de er. Så med ærgrelse måtte jeg tage alle tre bind og smide dem ud. Spild af penge - men ikke mindst spild af min tid.

La marche des vivants - Sarah Frydman

 

• Fransk
• 14.-18. februar
• 830 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Efter første bind strøg jeg videre i sagaen om de jødiske familier, vi først lærte at kende i Wien i slutningen af det 19. århundrede. Første bind slutter i 1944, da mange er forsvundne eller døde i lejrene. Frankrig er på vej til at blive befriet og krigen er ovre; men der er mange sår, der skal hele for de overlevende. De næste generationer skal lære at leve uden bedsteforældre og nogle gange forældre.

Der kommer nye personer til i galleriet, blandt andet en jødisk kvinde, der har fået et barn med en tysk soldat - i ren og skær kærlighed. Så er der efterkommerne af slægten fra Wien; primært den unge Myriam, der bor med sin far i Paris.

Der er en del politik i andet bind - efterkrigstiden var både skabelsen af staten Israel og Nürnberg-processerne. Det var kampen mellem ideologier som kommunisme og socialisme, og for alle et opgør med mellemkrigstidens traditioner. 

De overlevende holder sammen trods politiske uenigheder; deres liv bindes sammen på kryds og tværs.

Myriam vokser op og bliver socialt engageret; Frankrig er i krig i Algeriet og senere kommer krigene i Israel. Der er attentater mod jøder igen - og antisemitismen blomstrer - igen - op. Jeg synes dog forfatteren er lidt for radikal i sine holdninger til fx Vatikanet, men også kristendommen som helhed. I hendes øjne er kristne årsag til meget af den antisemitisme. Jeg levede jo selvsagt ikke dengang, og muligvis er der hold i nogle betragtninger, men de er temmelig rabiate.

Det er barsk at leve i en familie, hvor ingen i flere generationer er døde gamle og mætte af dage. Altid voldsomme dødsfald, og det fortsætter i 1960'erne, i 1980'erne... som den nu mytologiske fortælling om den vandrende jøde. Der er ingen tvivl om, at det er en svær debat og ikke gjort nemmere af den nuværende krig i Israel. Men der er for mig også forskel på staten Israel, og det jødiske folk, som i århundreder er  blevet fordrevet, forfulgt og dræbt på grund af deres tro. Det er 0.2% af verdens befolkning - meget mere minoritet bliver det næppe - som stadig er udsat for racisme baseret i årtusindgammel folklore.

Forfatteren er selv jøde og har som nævnt mistet en stor del af sin familie; og uanset at det er mange år siden, så er konsekvenserne stadig, at generationer af mennesker mangler og har manglet for dem, der voksede op. At selv unge i dag opdager et kæmpe hul i familietræet, og skal forholde sig til deres identitet.

De to bind dækker hundrede år af historien, men en væsentlig del fra den tid, hvor jøder havde en fremtrædende plads i samfundet inden det for alvor begyndte at spidse til. Det forklarer også den lange optakt til 2. Verdenskrig, og hvorfor problemet stadig eksisterer.

Les moissons mortes - Sarah Frydman

 

• Fransk
• 6.-13. februar
• 830 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Når en forfatter dedikerer sin roman til sine bedsteforældre dræbt i en pogrom i 1907; til hendes bedsteforældre dræbt i Auschwitz i 1942; til en tante dræbt i Auschwitz i 1943 og endelig til to andre tanter, en onkel, deres ægtefæller og børn dræbt i Auschwitz i 1942 - så ved man, at det bliver en stærk fortælling. Selvom den er fiktiv.

Men først skal vi tilbage til 1892, hvor fire unge mennesker ankommer til Wien fra Stopnica; en by, der dengang lå i det østrigske kejserrige. Wien var musikkens hovedstad på den tid, som Paris var malerkunstnernes. De fire unge mennesker - alle jøder - drømmer da også om en karriere indenfor musikken. 

Deres skæbner flettes sammen med den rige familie von Lichtfeld og deres seks børn for hvem de bliver musiklærere. Der var en rig jødisk elite i Wien; det var Secessionens tid og flere af disse kvinder blev portrætteret af Gustav Klimt. De var liberale i deres tro, og flere blev døbt katolsk og ingen skelede til trosretning i denne overklasse, som mødtes i operaen eller ved hofballer hos kejseren og den populære kejserinde Sissi. De fire unge mennesker kommer derimod fra fattige kår, og er opdraget traditionelt. 

I slutningen af det 19. århundrede bryder Dreyfus-affæren ud, og det blev startskuddet til en ny antisemitisme i Europa, som i sidste ende og af flere omveje ledte til 2, Verdenskrig. I de små byer startede etnisk udrensning - pogroms - i det små. Europa blev kastet ud i 1. Verdenskrig, og så kom Depressionen i 1929. Alt sammen små ting, der bar brænde til bålet til det banede vej for Hitlers overtagelse af magten.

Der er mange personer at følge i denne familiesaga, hvor alle har mange børn. Fælles for dem er dog, at de begynder at se farerne ved at blive i Østrig - eller Polen, som Stopnica nu hører under efter slutningen af 1. Verdenskrig. Nogle rejser til Palæstina; andre til Canada. Nogle mener, at de som lovlydige borgere gennem generationer ikke er målet for antisemitismen - det er de "andre"; de fattige østeuropæiske jøder. Og endelig er det pludselig for sent for mange af dem.

Der er mange bryllupper og dødsfald på kryds og tværs af familierne; de fire unge mennesker bliver med tiden gift ind i den rige familie, og deres bånd styrkes. Nogle personer når man mere i dybden med; men overordnet tjener de alle et formål - at beskrive diversiteten i de jødiske befolkning i Europa, og bredden af deres religiøse og politiske standpunkter, Det var en tid, hvor idéen om sionismen for alvor tog fart - og selvfølgelig også tiden, hvor nazismen stormede frem.

Vi slutter i 1944 i Frankrig, hvor vi er nået til den anden og tredje generation efter 1892; mange er væk. Dræbt, forfulgt og flygtet på tværs af Europa - Rusland, Polen, Østrig, Ungarn, Frankrig. Imperier faldt og grænser rykkede sig. Et nyt Europa blev defineret af de to verdenskrige, og ideologier blev testede for mennesker. 

I julen skulle jeg sortere læste bøger; en jævnlig øvelse, når de skal i alfabetisk rækkefølge ind på de allerede proppede hylder. Der fandt jeg en roman, jeg aldrig havde læst - men købt i 2002. Det var andet bind af denne saga, som ikke længere er i tryk. Så jeg fandt den antikvarisk i Frankrig, og heldigvis - for det var fantastisk og barsk læsning, og nu kan jeg endelig komme videre til andet bind, som fortsætter op i moderne tid.