Une pension en Italie - Philippe Besson

 

• Fransk
• 10.-11. juni
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Selvom jeg har kendt til Philippe Besson i årevis, er det først for et par år siden jeg er begyndt at læse hans romaner. De er desuden altid at finde på fransk på biblioteket, hvilket jo vidner om hans popularitet - og nogle få er endog oversat til dansk som En sommeraften.

Ligesom den roman er også denne en historie fra hans eget liv og hans egen familie.

Besson har altid vidst, at familien skjulte på en hemmelighed om morfaderen, men det var et tabu ingen kom i nærheden af. Da hans mor i 2013 er syg og døende, går han hende dog på klingen og får den ene version af historien. Den anden må han selv finde for at forstå hele pusplespillet.

I 1964 er Bessons mor 18 år, da familien rejser på bilferie til Firenze fra Nice. Faren, Paul, den 44 år gamle italiensklærer; moderen, Gaby, der arbejder i postvæsenet og de to døtre - Suzanne, 18 år, og Colette, 10 år. De indlogerer sig på en B&B i en lille pittoresk landsby, hvorfra de hver dag tager på udflugt efter faderens stramt tilrettelagte program. Pensionen drives af en ældre kvinde hjulpet af stuepigen, Graziella, og kokken, Sandro.

Gæsterne spiser sammen hver aften omkring langbordet, og Sandro serverer maden mens han kigger intenst på Paul. Suzanne bemærker det - men forstår ikke hvorfor. Nogle dage senere får Paul solstik og solskoldninger, og må holde sig hjemme i ro. Så sker "katastrofen"... Sandro kommer med mad til ham; og de to mænd er alene. Det er de i de næste tre dage, mens det går op for Paul, at hans liv har været en løgn. Det får store konsekvenser for den lille familie - især da Gaby vender hjem med sin version af sandheden. De to døtre ser aldrig deres far igen, og forestiller sig, at stuepigen er årsagen - selvom Suzanne undrer sig.

Med denne forklaring drager Besson til Italien. Faderen ved de er død, men han finder Sandro - og får endelig hele historien. Hvad der skete i de tre dage - og i de fyrre år, der gik derefter til faderen døde. 

Det er en bittersød historie for Besson, som jo lever åbent og frit som homoseksuel, og behandler emnet i mange af sine romaner. Men det forklarer den omerta, der har hvilet over morfaderens navn hele hans liv. Det forklarer andre pudsigheder - som hvorfor Colette er så meget yngre end sin storesøster. Det fortæller den sociale stigma og byrde det var at komme ud i en tid, hvor homoseksualitet var så tabubelagt.

Bessons romaner er altid relativt korte, men så meget desto mere intense. Han lever sig ind i stemningen i den rejse til Italien, så man føler sig som en flue på væggen. Stilen er flydende, hurtig og med den rette dosis følelser. Det er delikat og elegant, selvom handlingerne var så fatale og voldsomme for alle implicerede. Besson er virkelig poppet op på min hitliste nu!