Aryennes d'honneur - Damien Roger

 

• Fransk
• 6.-7. juni
• 368 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ventet et par år nu på, at denne skulle udkomme i paperback-udgave, men det ser ikke ud til at ske og til sidst lod jeg mig rive med af den "dyre" udgave. Jeg læste den i et stræk i weekenden - endnu et argument for udelukkende at købe paperback. Men historien var fascinerende, og selvom det er romantiseret, er det baseret på personer og hændelser, der har fundet sted.

I slutningen af det 19. århundrede var der en større gruppe aristokratiske og rige jødiske familier i Frankrig - især i Paris. Det kan man læse om i fx bogen om Camondo-familien eller historien om portrættet af Betty Rothschild. Det var et liv i en anden verden med enorme rigdomme, og meget lukkede cirkler, hvor man var en del af begrebet "De 200 familier", som betegnede den elite, der styrede Frankrigs industri, finans og handel - og dermed også kulturen og den selskabelige elite. Disse familier var ikke kun jødiske - det var adelen og borgerskabet, der havde den største indflydelse og magt i samfundet.

Derfor handlede det også om dynastiske alliancer og det skete, at døtrene i de jødiske familier blev gift med katolske mænd. Det modsatte skete sjældent, da det var vigtigt, at de jødiske mænd giftede sig indenfor religionen, da en jødisk mor jo er nødvendig for at bibeholde den genetiske arvelinje. 

Bogen følger tre af disse kvinder. Søstrene Marie-Louise og Lucie Stern fødes i 1879 og 1882, og bliver i begyndelsen af det nye århundrede gift med franke adelige. Det samme gør deres kusine Suzanne Stern, som er lidt yngre. De bliver markiser og konverterer til katolicismen i forbindelse med deres bryllupper. Deres børn opdrages og døbes i den katolske tro, og mødrenes oprindelse er irrelevant. Godt nok ses der nogle gange lidt skævt til dem - en blanding af "nye penge" og efterdønningerne af Dreyfus-affæren spiller en rolle.

Men da krigen bryder ud, ændrer alt sig. Pludselig er de igen jøder i henhold til Nürnberg-lovene, der statuerede, at personer med tre jødiske bedsteforældre var jøde. Deres mænd og børn er jo ikke omfattet af disse blodsbåndregler, og deres børn var ofte slet ikke klar over familiehistorien.

Især Marie-Louise (nu Chasseloup-Laubat) er tæt veninde med marskal Pétains hustru - lederen af den franske Vichy-regering, som arbejdede tæt sammen med den besættelsesmagten. I krigens første år lever de som alle andre med frygten for krigen, men også for deres personlige situation. Da loven om at bære en gul stjerne indføres i 1942 er de dog berørte. Marie-Louise sættes i fængsel, men familierne bruger deres bindeled til Pétain, som trods sin antisemitiske holdninger, skaffer dem den æresbetegnelse, som har givet bogen dens titel: Æresariere. Det er skræmmende i dag, og det må have været skrækkeligt for disse kvinder.

De rejser rundt mellem deres slotte eller fra den frie til den besatte zone indtil det også ophører. Lucie er dog enke, og måske mindre beskyttet end de to andre kvinder, og tages til fange i 1944. Familien gør alt for at få hende ud, men breve krydser hinanden, og da det opdages er hun allerede på et tog til Auschwitz, hvor hun kommer direkte i gaskammeret på grund af sin alder (61 år) og dårlige helbred.

Det er et helt særligt kapitel i fransk historie, hvor disse familier måtte bruge deres forbindelser til at overleve på trods af moralske skrupler. Det sætter spor i ægteskaberne, hvor mænd pludselig skal forholde sig til en etiket på deres hustruer, de slet ikke tænkte over. Der fortælles ligeledes en del om Pétains politik, som stadig er en skamplet på den periode. 

Der er ingen skæbner, der er mere forfærdelige end andre i nazismens uhyrligheder. Disse kvinder giftede sig ikke for at fjerne et stigma fra deres person; det er blot en barsk fortælling set fra en anden vinkel end mange af de andre forfærdelige skæbner.