Thursday, October 10, 2013

Le portrait - Pierre Assouline

























  • Fransk
  • 9.-10. oktober
  • 327 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Pierre Assouline er manden bag romanen om Camondo-familien; den jødiske familie, der var en del af samme etniske jet-set i Paris i slutningen af det 19. århundrede. Deres skæbne endte tragisk, som så mange andre jødiske familiers - selvfølgelig. Men en af de familier, som kun 'heldigt'ud af 2. Verdenskrig var Rothschild-familien. De blev ikke udryddet; de kom ud af Frankrig i tide og i sikkerhed i USA fx.

En af de tidligere familiemedlemmer var Betty Rothschild - gift med James de Rothschild. Han var den lidt kejtede og hun var den noget yngre og yderst elegante og mondæne hustru. I 1848 fik hun sit portræt malet af en af datidens mest populære kunstnere, Ingres. Det er portrættet, der taler til læseren i den lille finurlige roman. Det er Betty, der taler som en person gemt væk inde bar lærredet - og giver læseren en ny vinkel på hendes liv.

Romanen starter stort set med hendes død i 1886, hvor hun ser ned på de efterladte - hendes børn. Derfra springer hun tilbage i tiden, og fortæller om det overdådige liv, det jødiske borgerskab førte i Paris på den tid. Men også om, hvordan hendes efterkommere senere blev ramt af Dreyfuss-affæren som alle andre velhavende jøder på den tid.

Hun fortæller om de berømte mennesker, der blot var dagligdag i hendes salon, som blev anset som en af de mest raffinerede i Paris - og hun fortæller om anekdoter bagom portrættet. Men også om portrættets videre færd - om udstillinger, hvor hun længes hjem til sin egen væg. Og den helt store og grumme rejse, da tyskere under 2. Verdenskrig plyndrer kunstkollektioner over hele Europa og gemmer dem væk i en saltmine i Østrig, hvor de var tæt på helt at blive destrueret.

Portrættet af fru Rothschild var langt fra det mest berømte eller dyrebare maleri tyskerne havde gemt af vejen, men som portræt fortæller det en bedre historie end et landskabsmaleri - og man griner nærmest, da "hun" forklarer udtrykket af væmmelse på Eigrubers ansigt, da det går op for ham, at det er et portræt af en jøde, han beundrer.

Personligt er det for mig en nydelse at finde ne bog, som er velskrevet og samtidig omhandler malerkunst selv i romantiseret form. Det er jo den bedste kombination af mine hovedinteresser, og det slutter samtidig cirklen med andre bøger fra samme miljø og periode.

No comments: