Thursday, October 24, 2013

Stealing the Mystic Lamb - Noah Charney

























  • Engelsk
  • 17.-22. oktober
  • 319 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg læste Girl in a Green Gown fik jeg genopfrisket min passion for van Eyck, og jeg var især begejstret for ideen om i en bog at fortælle hele maleriets historie - såvel det symbolske som maleriets færden gennem århundrederne. Så læste jeg en romaniseret version af en historie fra van Eycks liv, men også her handlede det en del om hans mest berømte kunstværk. Jeg besluttede mig for, at det var på tide med en udflugt til Gent for at beundre det igen - men fandt så en biografi af maleriet ud fra samme princip som Arnolfini-portrættet. Så skulle den læses inden maleriet skal ses!

Altertavlen i Gent betegnes som verdens vigtigste maleri - mange vil måske mene, at det er Mona Lisa; men det er i den populære folketro, og ikke blandt fagfolk. Det er en moderne version af tingene, som ikke tager højde for århundreders kunst. van Eycks altertavle adskiller sig nemlig på mange kunstneriske punkter ved at have været banebrydende - i hans valg af maleteknik, i hans valg af portrættering af ansigter osv. Og det blev også det mest værdifulde maleri at stjæle - selvom Mona Lisa havde været nemmere i stedet for de 12 paneler i tunge trærammer.

Hvis man vil nærstudere maleriet, er der et glimrende websted, hvor man kan granske alle detaljer - og det var en nødvendighed for mig, da jeg læste bogen, hvis illustrationer selvsagt ikke kan få de helt små detaljer med.

Myterne er mange - der skulle være skjulte budskaber i maleriet, som fx en henvisning til den hellige gral eller Jesu' regalier såsom tornekronen. Der er bittesmå detaljer, som ikke anes med det blotte øje, men som kunsthistorikere i århundreder har forsøgt at finde løsningen på - og ganske givet er det kun van Eyck selv, der havde den. Men havde han et skjult motiv i sit maleri eller er det blot en fortolkning af datidens måde at udlægge Bibelen på? Det er fascinerende nok til, at man kan tilbringe timer med at zoome og kigge på detaljerne.

Charneys bog kan slet ikke nå i bund med samtlige detaljer af det enorme maleri, og det er heller ikke hans hensigt. Han fortæller om de overordnede symoler i hvert enkelt panel, og derefter om den omtumlede tilværelse det har gennemlevet siden det blev præsenteret for offentligheden i 1432.

Det er det maleri i verden, der har været stjålet flest gange - ikke mindst i forbindelse med krige og uro; den franske revolution og den omfattende plyndring, som Napoleon satte i gang i starten af det 19. århundrede. Men hver gang vendte det tilbage til katedralen i Gent i mere eller mindre komplet stand. Der var altid et panel, der manglede og befandt sig et andet sted - indtil Versailles-traktaten i 1919, hvor Tyskland måtte returnere de paneler, de var i besiddelse af. I ganske få år var det hele samlet, hvor det hørte hjemme!

I 1934 blev det ene af de nedre paneler stjålet - men hvert af vingepanelerne har jo to malerier. Det ene blev hurtigt returneret til katedralen mod en løsesum, mens det andet stadig er forsvundet. Der er stadig mange fantastiske teorier om, hvor det kan være - en del mener, at det stadig er i kirken men gemt et sted. Det er en af belgisk histories mest underlige krimisager, hvor en mand på sit dødsleje afslører nogle ting til sin advokat - men er det sandheden eller blot advokatens mulighed for at tillægge en død mand en ugerning? Det er nu erstattet af en kopi, som igen skaber myter - det skulle efter sigende indeholde et portræt af den belgiske konge Albert I, som ligeledes døde i 1934 under, hvad der anses for mystiske omstændigheder - et kamoufleret mord?

Med starten på 2. Verdenskrig ændrede tingene sig igen. Maleriet blev bragt i sikkerhed i Frankrig, men tyskerne var ude efter det. Nazisternes kunstplyndring er et stort, mørkt og mere ukendt kapitel i den grumme krigshistorie. Men Hitler ville bygge det ultimative museum i sin hjemby, Linz, i Østrig. Han var jo som bekendt selv kunststuderende til han blev smidt ud af akademiet i Wien - en torn i øjet på den lille mand. Med dette museum ville han hævne sig, og det skulle indeholde alt det smukkeste kunst i verden - malerier, skulpturer, møbler. Nazisterne rømmede kæmpe museer, og såvel Hitler som Göring nuppede samtidig anselige samlinger til personligt brug. Desværre fik de også ødelagt en del vigtig kunst - fx Klimt, hvoraf der i dag stort set ikke findes meget af det originale; det hørte til den 'degenererede kunst', som nazisterne udryddede.

De fik fat i altertavlen - som for dem også havde en symbolsk betydning. Hitler var overbevist om, at det mytologiske Thule var en form for nordisk Atlantis; et hemmeligt mytologisk sted, som var oprindelsen for den ariske race. Og van Eycks 'hemmelige' inskriptioner i maleriet ville angive, hvor Thule kunne findes!

Man behøver ikke at læse Dan Brown - virkeligheden overgår som sædvanligt langt fantasien; og det er til tider mere end gyser end en kunstbiografi man har i hænderne.

Nazisterne samlede al denne kunst fra hele Europa i en saltmine i Østrig - Altaussee. Det var en hårrejsende kamp til stregen for de allierede at få adgang til minen, da dens pedantiske inspektør havde fortolket Hitlers ord som, at alt skulle ødelægges i tilfælde af nazisternes nederlag. Det kunne være endt med, at tusindvis af verdens mest kendte værker var blevet ødelagt. En skræmmende tanke!

Da jeg læste biografien af portrættet af Rothschild - som ligeledes endte i Altaussee - refererede den til en Rose Valland, som arbejdede på Jeu de Paume-museet i Paris, og samtidig for den franske modstandsbevægelse. Hun optræder også i denne bog, og har en afgørende rolle i redningen af mange af disse kunstværker. Pudsigt nok opdagede jeg forleden, at der er en film på vej om de amerikanske Monuments Men - den særlige division af de allierede, som var ansvarlige for udgravningen af minen og efter krigen at restituere kunstværkerne til deres retmæssige ejere.

Bogen i sig selv var fascinerende - mere end nogen fiktiv roman kan blive; men emnet om Altaussee og nazisternes kunstplyndringer skal udforskes nærmere. Og jeg skal tilbage og sidde foran altertavlen og nyde den i timer!

No comments: