- Fransk
- 1. september
- 336 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Monday, September 1, 2025
Tu verras, les âmes se retrouvent toujours quelque part - Sabrina Philippe
Sunday, October 27, 2019
Roissy - Tiffany Tavernier
- Fransk
- 26.-27. oktober
- 240 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Monday, January 8, 2018
The Loveliest Chocolate Shop in Paris - Jenny Colgan
- Engelsk
- 7.-8. januar
- 464 sider
- Dansk titel: Endnu ikke oversat
- Man tager på tur i Tuileries-haverne (som ligger foran Louvre), for der er så hyggeligt i skyggen af Eiffel-tårnet. Nu ligger Eiffel-tårnet på den modsatte Seine-bred 3 km derfra. Mit kendskab til astronomi gør mig desværre ikke i stand til at regne ud, om der på noget tidspunkt af året kan være et sammentræf som gør, at solen står således - men min logiske sans tvivler temmelig meget!
- Hun banaliserer Paris og gør det til en stereotyp fremstilling af byen, som den muligvis var for 50 år siden. Fx da hun taler om duften fra bagerierne, der er i gang hele døgnet. Det er de ikke. Lige så vel som de ikke bager brød i København døgnet rundt i de gamle bagerier (hvis vi altså havde nogle tilbage). I Paris kommer man tit sidst på dagen, og må gå derfra uden sit baguette. Så kan man gå til en fast food-kæde, der bager dårligt brød døgnet rundt - lidt ligesom 7Eleven herhjemme. Men det har da aldrig været indbegrebet af parisisk charme!
- Folk, der sidder ude i de lange sommeraftener ved fortovsrestauranterne på Concorde-pladsen??? Nu er Concorde-pladsen muligvis et af de steder i Paris, hvor der er længst til en fortovsrestaurant; for slet ikke at tale om, at der ikke er en eneste på selve pladsen. Man skal et godt stykke ned i Rue de Rivoli og til alle dens turistfælder eller op ad Champs-Elysées for at finde dem. Men på selve pladsen - nej, der er ikke en eneste, som enhver turist ved.
- På et tidspunkt kører de hjem fra Montmartre (nordpå - 18ème arrondissement) for at skulle til Ile de la Cité, som jo ligger midt i Seinen. De kommer ned ad Champs-Elysées - imponerende, da man skulle mene, at man aldrig kommer nær den, hvis man bare kører stik syd. Men de kommer sandelig også forbi Place des Vosges, som ligger langt østligere end den rute ville tage dem. Det virker som én af de elendige amerikanske film i Paris eller Rom, hvor de kommer forbi samtlige monumenter men i helt forkert rækkefølge.
- Så er de berømte kærlighedshængelåse, som nu hænger på Pont Neuf! Inden de blev permanent fjernet og forbudt i 2015 hang de nu ellers altid på Pont des Arts, som jo er en gangbro, hvorimod Pont Neuf er åben for biler. Det var måske derfor, at man valgte Pont des Arts? Blot en tanke!
- Da livets prøvelser er størst for vores uheldige heltinde vil hun ind i Notre Dame - men hun kan ikke komme hen til rækkerne for at bede, da hun ikke har penge til en adgangsbillet. Notre Dame - som alle kirker i Frankrig - har gratis adgang; men man skal betale for at komme op i tårnet. Men sandelig ikke for at komme til at bede i et katolsk land!
- En morgen står vores heltinde op for at tage på arbejde; hun overvejer at ringe til en veninde i London, hvor klokken så er 5 om morgenen - derfor må den jo være 6 i Paris. Men da hun nyder sin smukke udsigt, ser hun skolebørn, der står i kø for at komme med Bâteaux Mouches ud på Seinen! Det var godt nok meget, meget tidligt for franske forældre at have taget deres unger op, sendt dem i skole og allerede være på udflugt? Jeg siger ikke, at det ikke kan være sandt - men det virker jo lidt dumt, når jeg kan finde åbningstiderne på internettet på 3 sekunder - fra klokken 10 om formiddagen. Det er altså rigtig lang tid at lade børn vente!
- Endelig er alle forelskede og glade, og de spiser en superromantisk middag på en italiensk restaurant på Ile de la Cité; oppe på tagterrassen, som er på et udhæng, der dermed er ude ovre selve Seinen! Der er ikke et eneste hus på Ile de la Cité - eller i resten af Paris for den sags skyld, der ligger direkte ud til Seinen. Vi er jo ikke i Venedig! Der er altid en vej foran som første parket til floden. Og dermed ikke en eneste superromantisk tagterrasse, hvor man spejler sine kys i vandet... det ville da være hyggeligt, men ...
Wednesday, December 16, 2015
Hende du forlod - Jojo Moyes
- Engelsk
- 13.-14. december
- 516 sider
- Originaltitel: The Girl You Left Behind
Desværre har forfatteren slet ikke styr på sine egne facts!
Historien indledes i 1916 i Nordfrankrig, hvor en lille landsby er blevet overtaget af tyskerne. De to søstre, Sophie og Hélène, driver familiehotellet, mens deres mænd er ved fronten. Sophies mand er kunstner, og hun hænger hans portræt af hende synligt fremme i spisesalen, hvor alle kan se det. Det bekymrer søsteren, der advarer hende om tyskernes konfiskering af degenereret kunst.
Dette fænomen eksisterer dog slet ikke før 1937, hvor Hitler åbner en udstilling med primært jødisk beslaglagt kunst, og så er der selvfølgelig den store sag om kunstværkerne i saltminerne i Østrig, som der kan læses om her og her. Men det er altså en anden krig, og har intet at gøre i en historie om 1. Verdenskrig, som ikke fordømte eller beslaglagde kunstværker. Men det giver jo maleriet den særstatus, som forfatteren har behov for.
Parallelt med tilbageblikkene til 1916-17 møder vi den lettere neurotiske Liv, hvis arkitektmand er død nogle år forinden. Men her går det helt galt for forfatteren - de havde været gift i fire år, og han har været død i fire år. Ikke desto mindre skulle han have købt maleriet ti år tidligere, da de var på bryllupsrejse i Barcelona. Først kostede det 300 francs - selvom Spanien aldrig har haft den møntfod - men siden efter er det blevet til 200 Euros - og ingen vekselkurs mod en tidligere europæisk valuta kan passe på det. Forfærdeligt sjusk!
Men altså - nu dukker der nogle folk op, som vil have maleriet tilbage og dermed roder forfatteren sig ud i en parodi på de reelle sager om returnering af kunst; men som handler om 2. Verdenskrig. Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke blot henlagde sin historie til den tid?
De to kvinder - med 90 år interval - er selvfølgelig sjæleligt forbundne, og har samme karakterstyrke og vilje ... det er i hvert fald det, man som læser skal forstå. Og det hele ender godt - omend totalt utroværdigt og temmelig overdrevent sukkersødt. Men det værste er jo, at grundidéen ganske enkelt ikke holder fordi forfatteren ikke formår andet end at skrive lokumskærlighedshistorier.
Friday, October 30, 2015
Les Brumes de l'Apparence - Frédérique Deghelt
- Fransk
- 27.-30. oktober
- 370 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Tuesday, August 16, 2011
Un jour parfait - Melania Mazzucco
- Fransk
- 14.-16.august
- 391 sider
- Dansk titel: Heldigvis ikke oversat
Faktisk er bogen på 567 sider, men jeg synes allerede, at jeg bør have en præmie for at have klaret mig igennem de første 391 sider. En hurtig søgning på andre franske blogge viser mig, at de fleste har givet op allerede efter 50 sider - og allerhøjest 242. Jeg holdt ved min stædighed - men til sidst blev det altså for meget!
Historien er ganske banal - og man kunne næsten mistænke Mazzucco for at efterligne Ammanitis plot lidt. Den foregår i Rom over 24 timer, og hvert kapitel er en time i døgnet - er der ikke også en håbløs amerikansk tv-serie med samme koncept? I starten får man allerede at vide, at en politimand er fundet i sin lejlighed, hvor han har dræbt sin teenagedatter og lille søn efter skænderier med moderen, som han er skilt fra. Det minder unægteligt om diverse dramaer, man kan læse i hvilket som helst lands aviser dagligt - og spændingen var der da heller ikke.
Plottets interesse skulle så være de mange personnager, som blandes og mødes i løbet af det døgn. Antonio (politimanden) arbejder for Elio Firovanti (en Berlusconi-politiker, som er i genvalgsperiode) som body-guard. Hans søn Kevin går i skole med Elios datter Camilla. Så er der Zéro - Elios søn af første ægteskab, som er autonom, og forelsket i faderens anden kone. Selvsamme kone, som tvinges til at omgå Emma - Antonios ekskone og moder til Kevin og datteren Valentina. Emma er lidt vulgær, lidt billig - og temmelig meget på spanden som enlig mor, der må flytte hjem til moderen, der er pensioneret portnerkone. Alle samfundslag og politiske overbevisninger krydser hinanden - ikke at forglemme Sasha, Valentinas homoseksuelle italiensklærer, som Emma er småforelsket i.
Det kunne muligvis være interessant - og hvorfor har jeg så besluttet mig for at smide den i skraldespanden?
En ganske elendig oversættelse, og ikke mindst korrekturlæsning. Visse steder skriger den italienske sætningskonstruktion gennem den franske oversættelse, så man må krumme tæerne. En ting er en dårlig korrekturlæsning med stavefejl eller slåfejl - noget helt andet er dårlig oversættelse.
Et eksempel - Emma betragter i nostalgi de plader, hun udgav som ung ikke talentfuld sangerinde. De skrives som ces disques (de plader) i modsætning til ses disques (hendes plader).
Eller denne fodnote, som overhovedet ingen mening giver - man kan undre sig over, hvordan det kan slippe igennem:
Sidste december havde hun endda tilbudt at arbejde den 25*. Hun havde tilbragt en trist jul[...]
Og så fodnoten, der får en til at tro, at oversætteren må være på stoffer...
* Den 25. april, Modstandsbevægelsens fest, er en helligdag i Italien
Jeg var målløs - og det blev altså den berømte dråbe. Jeg orker ikke engang mere end 200 sider mere af den slags sjusk!
Thursday, March 31, 2011
World Trade Center, 47e étage - Bruno Dellinger
- Fransk
- 28.-30. marts
- 192 sider
- Dansk titel: Ikke oversat heldigvis
Bruno Dellinger er en fransk forretningsmand, som havde boet mange år i New York, og havde sit kontor i WTC på 47. etage. Han er netop ankommet til kontoret den tirsdag morgen, og ser flyet flyve ind i bygningen og mærker rystelserne; sammen med sine to ansatte forlader de derfor bygningen ad trapperne, og han kommer ud uden problemer inden det første tårn styrter sammen. Bogen fortæller om den dag; om hans reaktioner i tiderne efter, hvor han samtidig kæmper for at genopstarte sit firma - og hans angstanfald og tanker.
Dog - med fare for at lyde utroligt kynisk - synes jeg, at det er en noget tynd affære! Der var utroligt mange heldige og uheldige skæbner den dag - og der var utroligt mange som Dellinger, der kom roligt ud af WTC. Hvis de alle skulle skrive en bog ville vi blive oversvømmet af heltehistorier og historier om dårlig nattesøvn. Selvfølgelig sætter det sine spor - men der er intet i denne bog man ikke har læst på nettet eller set på TV; dvs. intet, der retfærdiggør en hel bog omend tynd. Det virker desværre som om, at Dellinger i kølvandet på franske mediers interview af ham, har set en mulighed for at tjene lette penge.
Den var utroligt irriterende og selvhøjtidelig synes jeg; og jeg havde svært ved at tage hans tårer seriøst, når han modtog utallige priser for at være en helt. Han handlede kun for sig selv og ud fra instinktet om overlevelse - og det er i sagens kerne en ganske tynd historie at skulle fortælle over næsten tohundrede sider. En temmelig pinefuld læsning!
Wednesday, February 23, 2011
Charlie Hotel Oscar Kilo - Maise Njor/Camilla Stockmann

- Danish
- February 21-22
- 226 pages
Bras! Det kunne jeg muligvis have sagt mig selv, da den kom med hjem efter at have været gratis give-away påklistret et dansk dameblad, jeg snuppede i Kastruop Lufthavn på en kort tur til hjemlandet i sidste uge. Hvis man kan give sine bøger gratis væk i dameblade, så er der et problem, som betyder, at man ikke vinder Nobel-prisen i litteratur. Jeg skulle have erindret, hvad der skete, da jeg på samme måde stiftede bekendtskab med Mari Jungstedt og Camilla Läckberg. Også bras!
Jeg overvejede seriøst at smide den ud undervejs; men jeg holdt stædigt ved selvom pinslerne var næsten endeløse. Og hvad er der så galt med den - i mine øjne?
For det første har jeg svært ved at tage metoden seriøs - at de skulle have udvekslet mails, og publiceret som så. Der er en masse redaktion bag, og det skal selvfølgelig ende med en filosofisk erkendelse af, at kærlighed besejrer alt - men i munden på et par 30-something Københavner-tøser, som går mere op i namedropping og deres Mulberry-tasker end verdens problemer.
Dernæst synes jeg, at det er usmageligt at deltage så direkte i en forfatters egne private - og til tider temmelig intime - samlivsproblemer. Ikke mindst taget i betragtning, at begge parter er hvad man ville kalde kendisser i den danske andedam. Det er for mig at se ligegyldigt, om det er sandt eller falsk... det står der.
Og så er der humoren! For det skal jo forestille at være enormt morsomt - underspillet morsomt med den intellektuelle drejning, som sådan nogle tjekkede journalister (der gerne vil se utjekkede ud) anlægger for at det skal virke naturligt. Men det er ikke morsomt; det er til tider elendigt og det er stort set hele tiden påtaget og unaturligt.
Så jeg kom igennem - jeg har lært min lektie med damebladsromaner nu; og den røg direkte i skraldespanden!!!
Sunday, January 2, 2011
De Ti Herskere - Christian Mørk
- Danish
- January 1-2
- 498 pages
Min første undren var blot et par sider inde i bogen, hvor jeg tænkte, at den sprogmæssigt virkede som en meget dårlig oversættelse fra engelsk. Det kunne jeg dog ikke få til at hænge sammen med en dansk forfatter; men da det endelig irriterede mig for meget, bladrede jeg til slutningen, hvor der ganske rigtigt står, at den oprindeligt er udgivet på engelsk. Det ses tydeligt!!! Fx. i sætninger som 'hun fik lavet sit hår' - totalt forkert på dansk, men en ordret oversættelse af det engelske begreb 'to get your hair done'.
Det var desværre blot et enkelt af mange eksempler, hvortil skal lægges grufulde stavefejl på dansk, sjusket korrekturlæsning og simple faktuelle fejl.
Jeg blev nok fanget af forsiden, og invitationen til læsning om Venedig i middelalderen - men måske skulle jeg have tænkt mere over, at de fem stjerner var givet af Ekstrabladet; det siger temmelig meget om niveauet desværre.
Om jeg forstår, hvornår dillen med at skrive romaner om okkulte hemmeligheder, som kan vælte den moderne verdensorden stadig kan sælge efter Dan Brown, Steve Berry og alt for mange andre dillettanter, som har forsøgt sig ud i genren? Det kan de åbenbart, selvom jeg kun mistede 69 kroner og nogle timer af mit liv, imens jeg trods alt kæmpede mig igennem endeløse sider af gentagelser og sødsuppekærlighedsscener på linie med, hvad Barbara Cartland sikkert skrev i sine skolehæfter som første håbløse udkast.
Ganske vist foregår historien i Venedig - men ikke i middelalderen, som man fejlagtigt forledes til at tro. Det er de første tyve sider; hvorefter vi bliver hevet ind i denne groteske historie om De Ti Herskere og moderne ris-DNA. De Ti Herskere har eksisteret - de eksisterer heller ikke længere; men principielt kan Mørk jo sagtens tage sig nogle friheder og forlænge deres eksistens med 200 år. Men så skal det gøres ordentligt, og ikke med side efter side med lejemordere, som tydeligt er inspireret af Lisbeth Salander & Co.
De sidste mange sider læste jeg virkelig diagonalt for at få den overstået - og der var da også et uendeligt skønt moment... da sidste side var vendt, og jeg lettet kunne rejse mig og smide den i skraldespanden, hvor den hører hjemme.
Sunday, October 24, 2010
La première nuit - Marc Levy

- French
- October 22-24
- 489 pages
- Dansk titel: Ikke oversat
Il n'y a pas plus d'excuse cette fois-ci que la fois précédente - sauf peut-être que je suis tombée dans le piège de la curiosité, et que j'ai voulu savoir comment se finissait cette aventure! Mr. Levy doit bien y compter pour remplir son compte en banque - car il aurait pu facilement comprimer les deux livres en un seul. D'autant plus que cette suite ne se comprend absolument pas sans avoir lu le premier - car il faut avouer qu'il y a un minimum à comprendre.
Mais si il avait effacé les répétitions, les phrases dignes d'un gamin de cinq ans et les blagues insupportables et horribles, il aurait pu mettre les deux sur 500 pages au lieu de 1000. Mais ça rapporte moins et il se moque ouvertement des gens avec ce livre - il a du l'écrire en une semaine en pensant aux chiffres d'affaires - tous les imbéciles qui comme moi l'ont acheté pour connaitre la fin.
Eh ben - la fin est aussi ridicule que le reste; et que les livres de Brown d'ailleurs! Le premier homme sur terre était une femme... et de toute probabilité elle venait de Mars. Donc ça évidemment il ne faut le dire à personne... et voilà! Seule consolation est que la douleur est courte puisque la moitié se lit en diagonale - tant c'est sans intérêt! Il ne part pas à la retraite bientôt?
PS! La seule phrase intéressante est celle qui précède le livre:
"Chacun de nous a en lui un peu de Robinson avec un nouveau monde à découvrir et un Vendredi à rencontrer."
Et ce n'est même pas lui qui l'a dit - mais c'est une phrase qui me parle au moins...
The Lighted Rooms - Richard Mason

- English
- October 10-20
- 500 pages
- Dansk titel: Ikke oversat
- Titre français: 17 Kingsley Gardens
Emnet lød for så vidt interessant - og nyt for mig; det lød også til den perfekte ferielæsning - men på trods af disse tiltalende aspekter, havde jeg mere end almindelig svært ved at komme til bunds. For det første var min sidste uge i Senegal travl med alt muligt andet - og for det andet kom jeg aldrig rigtigt ind i hverken historier eller personer.
Forfatterens egen bedstemor tilbragte som barn nogle år i en sydafrikansk koncentrationslejr under Boerkrigen, og dette var inspirationen til romanen - og emnet var til dels nyt for mig, og burde kunne give en masse spændende læsning. I romanen bygger Mason historien om fortiden op omkring den 80-årige Joan McAllister, som skal flytte på plejehjem - lidt mod sin vilje; men datteren - en succesfuld midaldrende børshandler, Eloise - insisterer.
Inden denne uafvendelige gerning tager de to sammen på en rejse til Sydafrika og genser nogle af de steder, hvor moderen boede som barn. Men denne passage er hurtigt overstået og fylder slet ikke det, den burde i bogen. Hjemme igen flytter Joan på plejehjem, hvor hun ifølge personalet udvikler en særpræget form for demens. Selv mener hun, at hun kan genkalde et par pianopedaler fra sin barndom - og når de er i hendes synsvinkel kan hun omdanne lokaler til at ligne fortidens.
Som sygdommen skrider frem forsøger hun at blande historier - hendes eget ulykkelige ægteskab med historien om familien, der byggede huset, der i dag huser plejehjemmet. Den familie havde også en fortid i Sydafrika og var muligvis på den forkerte side i Boerkrigen - dem, som torturerede børn og skamferede små piger. Hun forsvinder langsomt ind i denne underlige verden, hvor hun forsøger at forstå, hvad der egentlig skete dengang - men fordi det ses ud fra hendes demente tilstand kommer forfatteren aldrig tilbunds i sandhederne, som jo er nok så interessante.
Bogen handler vel i virkeligheden mere om frustrationerne mellem generationer - Eloise, som samtidig med, at hun skal klare et krævende arbejde, pines af dårlig samvittighed over moderens elendighed på plejehjemmet. Joan, som bebrejder Eloise og idoliserer sønnen, som til gengæld bor på den anden side af jorden og intet gør for at hjælpe.
Det hele bliver temmelig diffust, og den røde tråd forsvinder totalt - der er intet reelt fokus på nogle af de emner, Mason ambitiøst forsøger at tage op. Pudsigt nok afsluttes bogen med et brev forfatteren har modtaget fra Desmond Tutu som tak for en fond, han har oprettet til at hjælpe unge sydafrikanere - til minde om sin bedstemoder. Det vidner jo netop om, at der er en historie at fortælle, om hvad der skete i de lejre - han formår bare aldrig at komme ind til kernen i emnet. Muligvis fordi det må være en smertefuld historie at skrive for en forfatter i 20'erne - men så er det synd, at det bliver salgsargumentet for bogen.
Jeg læste den færdig - men den røg altså i skraldespanden!
Monday, September 6, 2010
Le premier jour - Marc Levy

- French
- August 29 - September 1
- 496 pages
Cette fois-ci Levy a decidé de sauter sur la vague Brown - à savoir les romans qui unit amour, mystère réligieux et mystique... une archéologue et un astrophysicien qui se (re)rencontre en se lançant dans la chasse aux morceaux d'une substance inconnue qui une fois mises bout à bout vont nous éclaircir sur les origines du monde et du premier homme sur terre.
On ne pense sérieusement pas qu'il puisse tomber plus bas - mais à chaque fois je suis étonnée. Là est bien la seule surprise - mais ça compte aussi! Il se dépasse sans cesse - malheureusement pas dans le bon sens. Ce livre est en plus bourré des fautes factuelles... et le pire c'est qu'il a écrit une suite qui reprend visiblement là où celui-ci se termine. Je ne devrais vraiment pas le lire... mais vraiment pas! Je vais essayer de tenir ma parole cette fois-ci et faire mes adieux.
Friday, May 15, 2009
Toutes ces choses qu'on ne s'est pas dites - Marc Levy

- French
- May 13-14
- 337 pages
- Dansk titel: Ikke oversat
Nogle gange læser man nogle virkeligt lette bøger - og så tænker jeg, at det kan gøre det ud for en let komedie i fjernsynet; og prisen er nogenlunde det samme som en biografbillet! Men det kan også blive for nemt! Hans seneste bog var i en helt anden genre end de normalt er - men denne er tilbage i den genre, hvor man kan mærke, at han skriver med en Hollywood-produktion i tankerne. Vi er tilbage i samme stil som de første med lidt overnaturlige fænomener, lidt romantik - tilsat en god dosis "det er aldrig for sent at lave om på sit liv".
Men her blev det simpelthen overdøvende irriterende - selvom det var så nem læsning, måtte jeg lægge den fra mig i ren arrigskab over en ophobning af floskler, dårlige replikker og forfatterens trang til at få afløb for alle de dårlige vittigheder han brændte inde med. Slutningen er forudsigelig, kedelig... selv som film ville den være elendig! Faktisk er der rigtigt mange dårlige film, jeg hellere ville have kedet mig til en aften! Jeg tror, at vi er slut med hinanden Marc Levy og jeg!
----------------------------------------------------------------------
Malheureusement ce livre ne vaut ni son prix en Euros, ni même de gaspiller le papier sur lequel il est imprimé. Marc Levy est retombé dans les clichés de ses premiers livres - un peu de mysticisme, de surnaturel, de romantique... de se confronter à ses démons du passé et les surmonter; se reconcilier avec tout et tout le monde et tout finit bien. Mais il a perdu le charme! Les phrases deviennent de plus en plus débiles - les échanges d'une stupidité par permise.
Je pense qu'il a voulu s'essayer dans un autre registre avec Les enfants de la liberté, qui a sans doute moins bien vendu. Il est donc revenu à un registre commercial et facile et si léger, qu'on le mets de côté tant cela devient insupportable. Ce n'est même plus un roman mais un script de film télé de catégorie B... voire P! J'avais presque du mal à le terminer, tant cela m'agacait à vrai dire. Et je suis persuadée d'avoir lu mon dernier Levy!







