- English
- October 10-20
- 500 pages
- Dansk titel: Ikke oversat
- Titre français: 17 Kingsley Gardens
Emnet lød for så vidt interessant - og nyt for mig; det lød også til den perfekte ferielæsning - men på trods af disse tiltalende aspekter, havde jeg mere end almindelig svært ved at komme til bunds. For det første var min sidste uge i Senegal travl med alt muligt andet - og for det andet kom jeg aldrig rigtigt ind i hverken historier eller personer.
Forfatterens egen bedstemor tilbragte som barn nogle år i en sydafrikansk koncentrationslejr under Boerkrigen, og dette var inspirationen til romanen - og emnet var til dels nyt for mig, og burde kunne give en masse spændende læsning. I romanen bygger Mason historien om fortiden op omkring den 80-årige Joan McAllister, som skal flytte på plejehjem - lidt mod sin vilje; men datteren - en succesfuld midaldrende børshandler, Eloise - insisterer.
Inden denne uafvendelige gerning tager de to sammen på en rejse til Sydafrika og genser nogle af de steder, hvor moderen boede som barn. Men denne passage er hurtigt overstået og fylder slet ikke det, den burde i bogen. Hjemme igen flytter Joan på plejehjem, hvor hun ifølge personalet udvikler en særpræget form for demens. Selv mener hun, at hun kan genkalde et par pianopedaler fra sin barndom - og når de er i hendes synsvinkel kan hun omdanne lokaler til at ligne fortidens.
Som sygdommen skrider frem forsøger hun at blande historier - hendes eget ulykkelige ægteskab med historien om familien, der byggede huset, der i dag huser plejehjemmet. Den familie havde også en fortid i Sydafrika og var muligvis på den forkerte side i Boerkrigen - dem, som torturerede børn og skamferede små piger. Hun forsvinder langsomt ind i denne underlige verden, hvor hun forsøger at forstå, hvad der egentlig skete dengang - men fordi det ses ud fra hendes demente tilstand kommer forfatteren aldrig tilbunds i sandhederne, som jo er nok så interessante.
Bogen handler vel i virkeligheden mere om frustrationerne mellem generationer - Eloise, som samtidig med, at hun skal klare et krævende arbejde, pines af dårlig samvittighed over moderens elendighed på plejehjemmet. Joan, som bebrejder Eloise og idoliserer sønnen, som til gengæld bor på den anden side af jorden og intet gør for at hjælpe.
Det hele bliver temmelig diffust, og den røde tråd forsvinder totalt - der er intet reelt fokus på nogle af de emner, Mason ambitiøst forsøger at tage op. Pudsigt nok afsluttes bogen med et brev forfatteren har modtaget fra Desmond Tutu som tak for en fond, han har oprettet til at hjælpe unge sydafrikanere - til minde om sin bedstemoder. Det vidner jo netop om, at der er en historie at fortælle, om hvad der skete i de lejre - han formår bare aldrig at komme ind til kernen i emnet. Muligvis fordi det må være en smertefuld historie at skrive for en forfatter i 20'erne - men så er det synd, at det bliver salgsargumentet for bogen.
Jeg læste den færdig - men den røg altså i skraldespanden!
No comments:
Post a Comment