Les déferlantes - Claudie Gallay

• French
• October 26-28
• 539 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er en skam, at Claudie Gallay ikke oversættes til dansk. Jeg var allerede ret begejstret for den første roman, jeg læste af hende sidste år - og denne var jeg totalt forsvundet ind i efter blot nogle minutter, som det sikkert kan anes af hastigheden, hvormed den blev læst.

Onde tunger kan påstå, at temaet ikke forandrer sig meget - der er fire år imellem de to romaner; men for denne har hun vundet et utal af priser i Frankrig - helt bestemt fortjent. Skrivestilen minder meget om Seule Venise - kort, kontant, koncis... der er ikke et komme for meget; der er ingen unødvendige beskrivelser og man får intet foræret. Hun starter lige på med personerne - ingen introduktion eller blid indføring. Man får tingene serveret og som regel opfatter man sammenhængen i den efterfølgende sætning. Man får langsomt fornemmelsen af den utrolige melankoli og tristhed, der præger både hovedpersonen og hele samfundet.

Hele handlingen foregår i et lille fiskermiljø ved den barske kyst i Normandiet; det er så levende, at man har skumsprøjt og triste grå dage, der siver ud igennem linierne. Hovedpersonens elskede er død - og de præcise omstændigheder får man aldrig forklaret - men hun isolerer sig der - med alle de sære personnager, sådanne landsbymiljøer som regel fostrer. Det er lidt Babettes gæstebud, indremissionsk Jylland og det hele hensat til en nyere tidsperiode og Frankrig.

Der er en samling utrolige skæbner; det er der sådanne steder - og stille og roligt kommer hovedpersonen ind under huden på dem, og deres hemmeligheder kommer for vejen. Men det er ikke en detektivroman - det er stille og rolige beskrivelser; det ender en anelse for happy end til min smag, men de første 500 sider var jeg totalt opslugt og beundrende overfor hendes måde at skrive på. Min intuition om hendes talent holdt stik - og nu vil jeg bestemt investere i flere af hendes romaner. Jeg er desuden overbevist om, at de ville passe glimrende til danske læseres temperament.

-------------------------------------------------------------------------

Après Seule Venise, j'avais envie de lire plus de cet auteure qui m'avait impressionnée par sa façon de construire des phrases courtes - tranchantes et concises. C'est sans doute une façon d'écrire qui cloche un peu avec l'amour des français de longues phrases et beaucoup de mots... surtout beaucoup de mots et difficulté pour montrer qu'on maitrise. Mais pour mon tempérament et ma culture nordique c'est une façon parfaite de s'exprimer.

Les paysages du roman - les côtes brutes de la Normandie - et le petit village reclus m'a rappelé par exemple Le festin de Babette de Blixen. Les personnages et leurs tristes destins m'ont rappelé toutes les chansons de Brel - je suis sûr qu'ils y sont tous... avec leurs tristesses et envies d'autres vies, mais aussi la résignation que la vie est ainsi sur ses terres sans compromis.

On pourrait reprocher à Gallay de reproduire le contexte de Seule Venise - ici c'est la femme devenue presque folle après le décès de son amoureux qui part se réfugier à La Hague. Elle veut vivre tranquille, mais petit à petit elle est entrainée dans la vie du village et mêlée à ces destins qui cachent des secrets qui ne doivent à tout prix pas venir bousculer les vies des villageois.

J'ai lu des critiques qui disent que c'est sans intérêt et qu'ils ont laissé tomber au bout d'un tiers du livre. J'étais absolument dedans au bout de 2 pages. Cette façon courte et précise de couper les phrases; la manière d'éviter toutes descriptions presque mais laisser au lecteur de découvrir les traits de caractère de chaque personnage. Je voyais sans problème le petit bar du port, l'atelier d'artiste... je sentais l'écume de la mer et les larmes de la femme venue se cacher. Il y a beaucoup de pudeur dans cette personne et dans le livre en général; j'étais totalement conquise et ne peut que le récommander!