I morgen bliver bedre (2. Dronningen) - Karoline Stjernfelt

 

• Dansk
• 28. november
• 229 sider

Hele to tegneserier på én dag blev det til; andet bind af historien om Christian VII, Caroline Mathilde og Struensee er lidt tykkere end første bind. Kongen tager på en lang udenlandsrejse, og med på den kommer Struensee, der var læge i Altona. 

Om han forstår kongens sygdom - skizofrenien - bedre end andre eller om han blot er udspekuleret og ambitiøs er svært at vide i bagklogskabens klare lys. Men Christian VII kan lide ham, og tager ham med tilbage til hoffet i København.

Der er kommet en tronarving til - men ægteskabet mellem de to umage mennesker er jo ikke bedre af den grund, og Caroline Mathilde falder hurtigt i armene på den smukke Struensee. Igen er det svært at vide, om det var kalkuleret fra hans side - eller om der var tale om den store ægte kærlighed.

Jeg troede, at der kun var disse to bind i serien - men i slutningen af dette bind er begge meget i live selvom kongen nu ved, at de har en affære. Det berører ham ikke synderligt, da han selv har fået sin elskede Støvlet-Kathrine tilbage - et smart træk for at inddæmme hans anfald og holde ham glad.

Det er stadig smukke illustrationer - men det er også stadig min problematik med at læse, og ikke give nok plads til dem. Jeg tror oprigtigt, at det er en kunst at læse tegneserier - det er i hvert fald en kunst at lave dem; og disse er virkelig smukke. Så jeg vil absolut læse tredje - og sidste? - bind; men mest fordi det er en historisk tegneserie. Der er fx smukke tegninger af Københavns slotte og gader.

I morgen bliver bedre (1. Kongen) - Karoline Stjernfelt

 

• Dansk
• 28. november
• 157 sider

Det er meget sjældent jeg læser tegneserier - sølle tre styks ud af næsten femtenhundrede bøger på denne blog. Selvom det jo er en kunstart i sig selv.

Derfor blev jeg nysgerrig på denne serie af den danske illustrator og forfatter, Karoline Stjernfelt - og med et historisk indhold var det jo oplagt til min smag.

Historien om Christian VII, dronning Caroline Mathilde og Struensee er jo ikke ny (for mig); men at se den beskrevet i tegneserieformat var anderledes.

Første bind handler om deres bryllup og Caroline Mathildes ankomst fra England til Danmark; hvor hun opdager, at kongen er temmelig utilregnelig. Han er en marionet i en regering, der styrer ham med hård hånd og griner af ham bag hans ryg. Både kongen og dronningen er ikke andet end børn, da de bliver gift og kongen har ikke den store lyst til at leve som ægtefolk. Han vil dog gerne ture rundt i byen med letlevende damer og har et vel nok meget usundt forhold til alkohol. Det er almen viden i dag - ligesom det i dag er antaget, at kongen led af skizofreni. Den sygdom kendte man ikke i det 18. århundrede, så selvom man kunne se, at han var uegnet til tronen, så var der ikke noget alternativ til en enevældig konge. Andet end at tøjle han og føje ham.

Tegningerne er virkelig smukke; og måske mest, når der er flere sider med tegninger uden tekst. Der følte jeg virkelig, at historien stod skarpt i illustrationen og ikke havde behov for teksten. Desuden er jeg jo ikke god til tegneserier og har svært ved at abstrahere fra enten at læse eller at se illustrationerne.

Jeg forsøger at bremse mig selv lidt, og give tid til det visuelle - men det bliver aldrig min spidskompetence - og derfor kommer det altid til at gå for hurtigt. Men det er smukt arbejde og interessant at Danmarkshistorien på den måde bliver mere tilgængelig for at andet og større publikum.

Fimbulvinter - Søren Mosdal

• Fransk
• 15. marts
• 136 sider

Jeg er bestemt ikke tegneserielæser; men der er en lidt pudsig historie bag denne bog, som udkommer i Danmark den 3. april i år. I min kontorbygning ligger også det belgiske tegneserieforlag, Casterman, som er et af verdens mest kendte indenfor denne branche. Forleden var jeg på vej ud i forårssolen med en kollega for at spise frokost, da vi møder en af hendes venner - som er redaktør på forlaget. De hilser og småsnakker, og jeg bemærker, at de jo netop er blevet opkøbt af det store franske forlagshus, Gallimard - hvilket vist morede herren, at jeg vidste. Min kollega mente at skulle forklare, at jeg læste HEEEELE tiden og også skrev en bogblog - og, at jeg var dansker. Hvorefter han fortæller om denne danske tegneserie, de netop har trykt i Belgien - lavere omkostninger selvfølgelig. Så selvom jeg ikke er tegneserielæser insisterede han på at forære mig en kopi, som jeg modtog senere samme dag - i den franske udgave dog.

Da emnet jo var nordisk og bekendt er det ikke så svært for mig at synes om den - selvom jeg ikke bruger så meget tid som en tegneseriefan på at beundre hver lille tegning. Men jeg kan sagtens se det kæmpe arbejde bag, og det er nogle både imponerende og skræmmende tegninger, der passer til den grumme historie om Erik den Røde.

Historien er den klassiske saga om Erik den Røde, der bliver fordrevet fra Island efter at have begået drab og rejser til Grønland, og bygger en koloni der. Årtier efter ankommer hans søn sammen med en præst, der har omvendt mig til kristendommen og de to må have deres endelige opgør.

Det er en tegneserie med blodigheder og vold; tegningerne ledsager denne historie særdeles fint og jeg nød rent faktisk at læse den - nok lidt mod mine forventninger.

Tintin au Congo - Hergé

• Fransk
• 8. december
• 62 sider
• Dansk titel: Tintin i Congo

I 2007 da det forlød, at dette album kunne blive forbudt - eller i bedste fald totalt omskrevet, skyndte jeg mig at købe det. Der var ikke en advarsel hæftet udenpå, som det nu er tilfældet for bl.a. den engelske udgave. Tilmed er den franske udgave på nogle få punkter tættere på den originale end fx den danske - mere om det!

Ved første øjekast er det tydeligt, at dette er en tidlig tegneserie af Hergé; tegningerne er langt fra så detaljerede og finurlige som i senere albums - og de fleste af de velkendte personnager mangler. Faktisk møder vi kun Tintin og hunden (Milou på fransk), og i den indledende scene ses Dupont & Dupond blot som statister på banegården.

Dette album var bestillingsarbejde som en slags markedsføringskampagne for en katolsk belgisk avis, da Hergé var blot 23 år gammel. Avisen forsøgte at rekruttere folk til at rejse til belgisk Congo for at arbejde; og denne tegneseriestribe skulle være en del af en kampagne, som virker temmelilg moderne. Først annoncerede man afrejsen af Tintin - tilmed samme dag som det rigtige skib afsejlede på dets faste rute mellem Belgien og Congo. Dernæst kom de daglige bulletiner, og da serien var slut fik man en 14-årig udklædt dreng til at møde op på redaktionens balkon. Først senere - efter krigen - blev den samlet til et album, og totalt omskrevet.

Men den store polemik i dag går jo på det racistiske element - mere om det i næste indlæg - og hvorvidt den skal forbydes totalt. Hvis man dog udelukkende skulle dømme den ud fra de efterfølgende albums, så er det nærmest dårligt! En elendig storyline, hurtige skift - blandt andet er det påfaldende så meget jagt, der er, så Tintin kan få sine Big Five-trofæer. Jeg er ikke engang sikker på, at det var muligt i Congo på den tid! Hergé selv havde nemlig som 23-årig aldrig været i landet; han skrev og tegnede ud fra den opfattelse han kunne finde i Belgien. Selvsagt noget indskrænket og nedladende i 1930!

Det franske album adskiller sig stadig fra alle andre landes ved at have en anden scene på side 56 under næsehornsjagten. I den franske udgave bliver næsehornet sprængt i luften med dynamit, mens det i andre udgaver når at flygte ved lyden af et skud. Det er da også rent menneskeligt en mere brutal ung Tintin, man møder her - og uden de sædvanlige små moraler, som findes i senere albums.

Jeg synes ikke, at det skal forbydes - se næste indlæg; men det er heller ikke en perle i Tintin-samlingen. Men det er en del af processen, der gjorde Hergé til den tegner, han senere blev til!

Vol 714 pour Sydney - Hergé

• Fransk
• 20. november
• 62 sider
• Dansk titel: Rute 714 til Sydney
• Bogudfordringen 2011

Det var lidt sværere med denne måneds bogudfordring - jeg kunne finde forslag; men enten var de umulige at opdrive i diverse boghandler eller også havde jeg allerede læst dem. Men inspireret af den eufori, der har præget min adoptionsby de sidste par uger efter premieren på den nye Tintin-film, fik jeg faktisk lyst til at læse Tintin på fransk. Mine sidste Tintin-eventyr var da jeg var teenager og på dansk selvfølgelig - så nu har jeg købt nogle albums i hensigten at have dem alle på et tidspunkt; og netop dette udkom i 1968, som var det år jeg skulle bruge.

Det var derfor retur mange år tilbage, at jeg gik i gang med læsningen - jeg kunne faktisk ikke erindre at have læst dette album på dansk; men det må jeg have gjort for nok 25 år siden.

Der er alle de kendte skikkelser - dog ikke Dupond og Dupont - men det var sjovt at se Haddocks franske eder og forbandelser, og forsøge at fremkalde de tilsvarende danske. Det var kærlige gensyn med Professor Tournesol og Tintin, og hunden, som hedder Milou på fransk.

Samtidig er der lidt overnaturligt over det hele, da de misser et fly i Djakarta og ender midt i en skrækkelig historie - som sædvanligt. De når at stifte bekendtskab med overnaturlige væsener - og idéen om at prehistoriske statuer skulle være formet efter rumvæsener er ganske underholdende - og med rumskibe, der hypnotiseret bringer dem tilbage til den virkelige verden. Det er vel nok det eneste album, hvor Tintin & Co. efterfølgende rent faktisk ikke ved, hvad de har udrettet?

Jeg tror ikke, at jeg som teenager var klar over, hvor gamle historierne egentlig var? Jeg læste dem som nutidige tegneserier - lidet anende, at selv dette næstsidste i serien faktisk stammede fra mit fødselsår. Men de er stadig lige morsomme og finurlige - og aktuelle!