Friday, June 30, 2017

Maigret og sølvknivens hemmelighed (Maigret XXVIII) - Georges Simenon


























  • Fransk
  • 29.-30. juni
  • 190 sider
  • Originaltitel: Les vacances de Maigret

Det var en noget lang og snørklet titel på den danske oversættelse; det lyder lidt Harry Potter-agtigt?

Den franske titel er jo Maigrets ferie, for han er nemlig på ferie ved vandet - men bruger ikke meget tid i de små badehytter på forsiden. Fru Maigret er nemlig blevet opereret for blindtarmsbetændelse, og ligger nu rekonvalescerende på et hospital drevet af nonner. Så Maigret er helt alene, og får sine dage til at gå med sine faste rutiner ... et glas hvidvin på en café om formiddagen; et opkald til hospitalet; frokost med en lille armagnac bagefter og kl. 3 hver eftermiddag besøger han fruen.
Derefter er det tid til endnu en café og en lille en, hvor han ser byens bedre borgerskab, der spiller bridge.

En dag finder han dog en seddel i sin lomme, der indtrængende beder ham om at se patienten, der ligger på stue 15. Det når Maigret ikke, for næste morgen er hun død af et kraniebrud, hun pådrog sig ved et fald ud af en bil. Chaufføren var ingen ringere end byens respekterede læge, som er en del af bridgeklubben.

Maigret keder sig, og når man ligefrem smider et mysterie foran næsen på ham... så han besøger lægen, hvor han ser en teenagepige forlade huset i al hast. Han vil meget gerne finde pigen igen, da hun tilsyneladende er den eneste, der har adgang til lægefruens værelser - og ører!

Men den unge pige findes kvalt i sin seng næste morgen, og så er Maigret fyr og flamme. Godt nok er han på ferie, og godt nok er det slet ikke hans opgave at blande sig i andre politikredses arbejde, men han kan jo ikke lade være!

Og han ender jo med at opdage to mord - og et selvmord forårsaget af de to andre mord. En skøn intrige om ulovlig kærlighed og familiehemmeligheder. Ikke just en afslappende ferie; men selv fru Maigret kan jo se under hans daglige besøg, at han trives bedst således.

Wednesday, June 28, 2017

Maigret i New York (Maigret XXVII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 26.-28. juni
  • 190 sider
  • Originaltitel: Maigret à New York

Det er virkelig sløje læseperioder, når det tager mig tre dage at komme igennem sølle 190 sider. Juni bliver indtil videre den måned i 2017, hvor jeg får læst mindst! Forhåbentlig kommer koncentrationen snart retur, for jeg synes jo ikke, at tiden går med noget andet og mere spændende. 

Så selv en lille Maigret blev pludselig en stor ting - men det var det faktisk også for Maigret, da han ender helt i New York. Endnu engang er han blevet lokket ud af sit pensionseksil af en ihærdig "kunde"- denne gang en ung mand, hvis far er bosat i New York. Sønnen er bekymret for faderen, da der foregår mystiske rokeringer i familieformuen, og faderen virker mere stresset end tidligere. Så de stiger om bord på skibet, og pludselig er Maigret i New York. Maigret, som synes, at Côte d'Azur er lidt for voldsomt. Maigret, som ikke taler et ord engelsk. Maigret, som trives bedst i vante omgivelser - eller, hvor han hurtigt kan gøre dem til sine omgivelser. Det kan man ikke sådan lige i New York.

Sønnen forsvinder ved bådens ankomst. Faderen virker mildest talt ikke glad for at se Maigret. Men i stedet genser han den amerikanske kollega, som var i Paris og hjælpe ham i sagen i nummer XXII.

Han trøster Maigret lidt ved at tage ham med på et fransk brasserie i byen; og han forklarer Maigret om frihedsprincippet i Amerika. Det er svært at komme ind - men er man først inde, så kan politiet ikke blande sig i meget før der foreligger en reel forbrydelse. Nogle lidt andre metoder end Maigrets vanlige facon.

Det er gangsterstil med italiensk mafia, og folk, der køres ned på åben gade. Det er skumle værtshuse og fallerede cirkusartister. Og det er historien om to mænd, der sammen drog til Amerika for at finde lykken. Den ene måtte hjem til Frankrig i en periode, og da han vendte tilbage havde vennen taget hans kone - og hvordan kunne man vide, hvem der var far til det barn, der var født?

Maigret finder efterhånden sine rutiner i storbyen - selvom det jo stadig er forbandet, at de ikke snakker fransk, og drikker whisky i stedet for cognac. Det var sjovt at tage ham lidt ud af sin comfort zone, men som udgangspunkt er Maigret jo bedst på hjemmebane!

Sunday, June 25, 2017

Just Kids - Patti Smith




























  • Engelsk
  • 25. juni
  • 320 sider
  • Originaltitel: Just Kids

For tre år siden så jeg de to fantastiske Mapplethorpe-udstillinger i Paris, og købte en biografi af ham. Jeg købte ikke Just Kids, som de selvfølgelig kun solgte på fransk. Men den kom så med posten forleden dag - og i går helligede jeg mig Patti og Robert hele dagen!

Jeg har aldrig været en stor Patti Smith-fan; det er ikke lige min type musik - og det ændrer bogen næppe ved. Til gengæld giver den et fantastisk indblik i New York i slutningen af 1960'erne og 1970'erne, hvor de to mødte hinanden. De var knap tyve år gamle, og viste ikke andet, end at de ville bo i New York, være en del af det pulserende og spændende liv. Mapplethorpe ville være rig og berømt - men havde endnu ikke fundet sit kald i fotografiet. 

De var kærester; han havde nemlig heller ikke fundet sit andet kald - mændene! Men når pengekassen var tom, så solgte han sin krop til tilfældige -og da var det mænd og ikke kvinder. Var det en undertrykt tiltrækning, der skulle afprøves? Sikkert!

Efter nogle år mærker Patti dog, at deres liv tager forskellige retninger - men de forbliver sjælevenner for altid. De boede sammen på det legendariske Chelsea Hotel; og når man læser om det, er det jo en 1970-udgave af Paris halvtreds år tidligere. Ikke længere Picasso & Co. der holdt hof, men den verden, der drejede omkring Warhol og de nye kunstneriske drejninger, der prægede en tid med frigjorthed, stoffer - og al den løsslupne sex, som blev fatal for så mange af dem.

Man skal måske være en anelse mere fascineret af Patti Smith for at få det fulde udbytte af bogen; det handler jo også om starten på hendes karriere. Der var jeg selvsagt lidt fortabt - men det var interessant at læse om Mapplethorpes spæde start med et kamera i hænderne - og så var det faktisk befriende at læse en version af hans liv, hvor det hele ikke handler om mændene.

Det handler om deres venskab; også om deres kampe - hver for sig og sammen - for at holde sammen på et venskab efter, at forholdet er slut. Et venskab, der bliver mere distanceret i 1980'erne, hvor Smith gifter sig og slår sig lidt til ro- og hvor Mapplethorpe gør alt det modsatte. Det var hans vildeste år på alle mulige måder; men også de år, hvor sygdommens grimme ansigt stak frem og man døde efter ganske få år. 

Det slutter med hans død, og deres genforening på sygelejet - og det er meget rørende læsning; for de havde uden tvivl et meget stærkt bånd. Det er underholdende læsning om tiden på Chelsea, og så er det jo et billede af en tid, som aldrig kan komme igen - ikke med den galskab og ubekymrethed, der sluttede med den generation. 

Saturday, June 24, 2017

La Porte - Magda Szabó



























  • Fransk
  • 20.-24. juni
  • 352 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Magda Szabó er en ungarsk forfatter, der døde i 2007 - 90 år gammel. Men berømtheden er som for så mange andre kommet posthumt - i hvert fald uden for landets grænser.

'Døren' udkom i Ungarn i 1987, og blev oversat til engelsk i 1995. I 2003 blev den oversat til fransk, og modtog en fin litterær pris; og nu er den uvist af hvilken grund sprunget op på salgslisterne igen - hvor jeg så den. Hun er ikke oversat til dansk; men jeg er overbevist om, at denne historie sagtens ville appellere til et dansk publikum.

Bogen er skrevet fra fortællerens og synderens synspunkt; det er en form for lang syndsforladelse, der indledes med bekendelsen af at have dræbt Emerence. Vi ved ikke endnu, hvem Emerence er eller hvordan hun døde. Fortælleren er nu selv en gammel dame, men disse minder forfølger hende i drømme. Hun skal af med sin historie, og så får vi historien om Emerence og fortælleren, som er en populær forfatter - uden, at det dog antydes om det er selvbiografisk. Dog hedder fortælleren også selv Magda.

Magda og hendes mand har behov for en hushjælp, og de forhører sig i nabolaget. Dog bliver det Emerence, der ansætter dem til sidst - for de skal på prøve som arbejdsgiver, og først når hun har set dem og deres snavs an vil hun beslutte sig - og fastsætte en pris. Emerence er ikke ung længere, men hun arbejder døgnet rundt, og sover aldrig. Hun er samtidig portnerske, og selvom ingen må komme ind i hendes bolig, så ved man, at hun ikke ejer en seng - men sidder ret op og ned i sofaen om natten.

Magda stræber efter Emerences kærlighed og anerkendelse, som et barn vil en mors. Men Emerence kaster i stedet sin kærlighed på parrets hund, som udviser nærmest overnaturlige evner i hendes tilstedeværelse. De to kvinder har et kompliceret forhold, og Magda forbander hende langt væk - men kan ikke undvære hende. Men hun vil så gerne have noget igen. Emerence til gengæld har sine principper, og hun siger det, hun vil - når hun vil. Således får Magda i brudstykker hendes livshistorie - men aldrig den hele. Andre får andre småbidder, så hele gaden har noglebrikker til puslespillet - men igen ved, hvem der har de, der mangler.

Emerence værger helligt om sit hjem og den dør, der ikke må åbnes ind til huset. En enkelt gang får Magda lov at komme ind, da Emerence skriver hende ind i sit testamente. Det er nok den ultimative kærlighedserklæring, selvom Magda ikke ser det som sådan på tidspunktet.

En streng vinter bliver hun syg; hun nægter at søge læge og til sidst lukker hun sig inde bag sin dør.

Magda finder på en undskyldning til at lokke hende ud; men må selv haste væk til et tv-show, da naboer og læger bryder den berømte dør ned. Det bliver dette svigt, der kommer til at koste Emerence livet i en forstand - og som kommer til at forfølge Magda resten af livet. Det bliver hendes ultimative lærdom i humanitet på trods af hendes dybe religiøse tro, som Emerence altid gjorde grin med.

Magda troede vel selv, at hun var bedre end Emerence i kraft af sine gerninger og villigheden til at elske den gamle dame. Den gamle dame elsker hende også; men ved, at hun ikke kan regne med hende, når det virkelig gælder - og det er det eneste tidspunkt, vi virkelig har behov for trofasthed.

Der sker i lange perioder ikke meget i bogen, og dog er den vanvittigt kompakt og fængende. Mange sætninger er ½-1 side lang, og det er et fortryllende tungt og religiøst sprog, der fører os igennem de to kvinders dans om livets kerne. Der er manden, hunden og de andre naboer - men de er alle sekundære i den kamp de to kvinder udspiller med hinanden i mere end tyve år.

Det er absolut ikke mainstream; og jeg måtte give den tid. Men hvis den udkommer på dansk, kan den kun anbefales - ellers er den jo på engelsk!

Tuesday, June 20, 2017

Maigret se fâche (Maigret XXVI) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 19. juni
  • 156 sider
  • Dansk titel: Ikke fundet

Mine læsestunder lider desværre lidt under al det andet, der sker omkring mig; så jeg slapper ikke af ved læsningen, som jeg ellers plejer. Men jeg fortsatte da med novellerne i Maigret-kronologien - selvom jeg efterhånden ikke kan finde rundt i den.

Jeg har taget kronologien ud fra udgivelsestidspunktet i diverse lister fundet på Wikipedia etc. Der findes, så vidt jeg kan se, ingen værker, der omhandler Maigret-serien - set i sammenhæng. Det kunne ellers være interessant at se en analyse af tidslinien, de andre protagonister (som hans inspektører Lucas, Janvier etc.). For tidslinien er lidt flydende!

Denne krimi udkom i 1947, men i slutningen af bogen skriver Simenon selv, at den er skrevet i 1945 i Canada. Muligvis blev den ikke udgivet på tidspunktet på grund af krigen? Desuden optræder den ikke på nogle danske lister over hans krimier, så jeg kan ikke finde den danske titel. Men nu er Maigret igen tilbage i sin pensionisttilværelse i Loire-dalen - hvorfra han ellers var vendt retur i nummer 20, som udkom i 1939. Så man skal nok ikke hænge sig meget i den kronologi - og den alder, som Maigret vil have fremover, da den ikke følger tidens udvikling.

Men nu sidder han i sin have - ikke helt roligt; for faktisk savner han jo livet på Politigården - så han er da nem at lokke, da en ældre autoritær dame lokker ham ud af sit skjul. Hendes barnebarn er fundet druknet, og hun vil have Maigret til at tage med tilbage for at undersøge sagen.

Ankommet til Orsenne, som byen hedder, opdager han dog, at familien blandt andet består af en hans gamle skolekammerater. En mand, som er sig sin status meget bevidst, og ser lidt ned på Maigret. De vil faktisk meget gerne af med ham - men Maigret lugter ballade. Barnebarnet har givetvis taget livet af sig selv, som man officielt siger - men der er jo en grund til det!

Maigret kommer tilbage til Politigården i Paris, hvor alle behandler ham, som havde han blot været på en kort ferie. Det er vist ret uortodokst blot at kunne vade ind og overtage en efterforskning ... men vi er jo trods alt 70 år tilbage i tiden!

Han genfinder sin yndlingsbar Le Dauphiné, og sagen løser sig med en lystig ledsagelse af fadøl og andre genstande; alt er ved det gamle! Plottet er også finurligt; familieskeletter, der vælter ud af skabe og gamle mennesker, der behandles som umyndige børn. En værdig retur for vores kommissær - uanset, hvor og hvordan den ellers skal placeres i hans livshistorie.

Monday, June 12, 2017

The Deadly Sisterhood - Leonie Frieda



























  • Engelsk
  • 5.-11. juni
  • 430 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


Jeg fik da indkøbt en enkelt bog med delvis tilknytning til Milano på min rejse dertil; sidste uge skulle så vise sig at være som taget ud af et mareridt ... misbrugt bankkort med efterfølgende spærring af kort, og en god ven, som gik bort. Det er ikke optimale forudsætninger for at kunne nyde sine læsestunder.

Men det var faktisk en interessant omend lidt rodet fortælling. Udgangspunktet var de forskellige kvinder, som spillede en afgørende rolle i Italiens renæssanceperiode. Der var en del - Catherine Sforza, som jo kan knyttes til Milano; Este-søstrene Beatrice og Isabella, som dystede om at få det mest prestigefyldte ægteskab. Der varogså Lucrezia Borgia - pavens uægte datter, som alligevel formåede at gifte sig til ære og rigdom - og så selvfølgelig nogle de Medici-kvindfolk, som spillede en rolle ved Medici-familiens endeligt som Firenzes herskere med udgangen af det 15. århundrede.

Det er ret mange personerat skulle flette sammen; de var nogenlunde samtidige - men jo ikke helt. Hvilket bevirker, at biografien springer en del rundt i tid - men også geografisk, da de hver især endte i forskellige af de mange småstater, som Italien bestod af på den tid.

Renæssancen udmærkede sig måske netop ved, at kvinder (i Italien i hvert fald) havde en del at skulle have sagt - hvis de viste sig at have en lidt stærk personlighed. Deres mænd rendte jo rundt og legede krig i en uendelighed; stater overgik konstant til andre fyrster enten gennem giftemål eller brudte eller genskabte alliancer. Hertil kom, at man nemt kunne komme i unåde hos Paven, så han gav og tog lidt hist og pist.

Så kvinderne skulle blande sig - ofte vedrørte det jo også deres egen arv, som var indgået i giftermål - og hermed var deres finansielle sikkerhed. Catherine Sforza var en af dem, der virkelig forstod at jonglere det politiske - selvom hun endte lidt trist. Lucrezia Borgia etablerede sit rygte som en ægte fyrstinde, der klarede skærene, da hendes tredje ægtemand var i krig. Ofte var det også kvinderne, der skabte relationer til renæssancens store kunstnere; de var alle som en temmelig forfængelige - og kunst var lige så attråværdigt som smukt tøj.... og så ville de jo foreviges i al deres storhed!

Det er så også et af bogens svage punkter; jeg købte paperback-udgaven, og der er en liste over illustrationer, men de er kun i hardback-udgaven. Hvorfor fjerner man så ikke det i den nyoptrykte paperback?

Ligeledes var der et gevaldigt rod i stamtavlerne. Der var ret mange - Medici, Sforza, della Rovere, Este, Borgia, Gonzaga og Aragona. Da de samtidigt giftede sig på kryds og tværs var ikke alle oplysninger ens alle vegne - naturligt nok! For de fik jo børn med forskellige partnere, og optræder derfor uens i de forskellige stamtavler. Derfor må man dog alligevel forvente, at årstal er korrekte - hvis man dør i et bestemt år er dette korrekt; og man dør vel på samme tid uanset hvilket stamtræ, man står i?

Da de samtidig ikke var uhørt opfindsomme med navne, brugte jeg en del tid på at tjekke frem og tilbage, hvornår en Isabella eller en Lucrezia reelt var død - og hvordan det placerede vedkommende i historien. Det irriterer mig grusomt med den slags fejl - og visse af dem var virkelig grumme.

Lærte jeg så noget nyt? Ikke om Este-søstrene eller de Medici-familien; men om Sforza-familien gjorde jeg- og netop efter at have besøgt slottet var det interessant og jo også formålet med indkøbet.

Men det er ikke en historieskriver jeg har tiltro til rent teknisk desværre.

Sunday, June 4, 2017

Maigret møder en kollega (Maigret XXV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 3.-4. juni
  • 192 sider
  • Originaltitel: L'inspecteur Cadavre

Så er jeg nået igennem en tredjedel af Maigret-seriens 75 krimier; jeg læser dem jo ikke lige efter hinanden men afbrudt af andre romaner. Ellers ville mit stakkels hoved nok blande det hele godt sammen.  Da jeg startede i november 2016, kan jeg nok regne med at blive færdig i sommeren 2018!

Den danske titel er forklarende i forhold til handlingen; men den franske titel er noget mere underholdende! Maigret er blevet bedt om at tage til den lille by Saint-Aubin-les-Marais af en kollega; det er ikke en officiel undersøgelse - men kollegaens svoger i problemer efter, at byen svirrer med rygter om, at han skulle være indblandet i et dødsfald, hvor en ung mand er kørt over af et tog. Da Maigret stiger af toget ser han en tidligere kollega, Cavre, som de i huset dengang kaldte for Hr. Cadavre - behøver vist næppe en oversættelse.

Maigret kan ikke forstå, hvad den anden laver der - han er nemlig privatdetektiv nu; så hvem har bestilt ham?

Familien tager da fint mod ham, og han spiser særdeles glimrende. Men de er ikke meget for at tale, og hele byen ser skævt til ham. Der er en tydelig klasseopdeling mellem 'dem' og 'dem' - byens arbejderklasse, hvor den myrdede kom fra og byens borgere, hvor de andre hører til. Men netop familiens unge datter havde et forhold til den unge mand, og påstår nu, at hun venter hans barn.

Familien har også en 'ven af huset', som tilbringer mere tid der end derhjemme. En svag karakter, som straks irriterer Maigret. Især da han opdager, at denne huser privatdetektiven - og at hele familien ikke havde forventet, at Maigret ville dukke op og være så ivrig. Nu vil de gerne have ham væk inden han opdager, hvordan det hænger sammen!

Netop den slags provokerer jo vores kære Maigret, og han finder da også hurtigt frem til motivet, hvor faderen til det ufødte barn er vennen af huset - og den unge mand blot brugt for at flytte skandalens blik et andet sted hen. Selv den unge mands mor ved det; men hun er tilfreds med de blodpenge hun får - og alle de skyldige rejser til Sydamerika, og gemmer sig for loven! Maigret begrunder denne løsning med, at der jo ingen beviser findes ... det var virkelig en anden tid!

Friday, June 2, 2017

Maigret og den stædige pige (Maigret XXIV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 2. juni
  • 160 sider
  • Originaltitel: Félicie est là

Jeg er jo stadig i en kronologi, hvor krimier afbrydes af noveller - så de skal puttes ind i min læseorden.

Den 24. krimi i Maigret-serien er er dog igen lidt anderledes i stil end de tidligere krimier; Simenon udvikler sig tydeligt over tid. Der bruges langt mindre tid på at rekonstruere selve gerningen, og i stedet fokuserer han på sine tanker omkring de implicerede - ikke mindst den unge Félicie.

Félicie er tjenestepige hos den gamle eneboer Jules Lapie, som også kaldes "Træben" efter han mistede et ben under en sejlads til Sydamerika. En sejlads han aldrig skulle have været på; men han faldt fuld i søvn på skibet og endte langt væk hjemmefra. Ellers levede han meget stille og roligt - indtil han en dag myrdes i sit soveværelse, mens Félicie er ude at handle.

Félicie ved noget - men hun vil ikke tale. Hun lever i en drømmeverden, hvor hun har en forlove, som forlader hende - og hun nedfælder alle disse indbildte drømme i sin dagbog. I virkeligheden er hun hemmeligt forelsket i sin arbejdsgivers nevø, som tilbragte nogle måneder hos dem året inden.

Han kommer i et betændt miljø omkring Pigalle i Paris, hvor han også forsøges myrdet - og det får Maigret til at binde trådene sammen. Jules Lapie var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, da hans hjem blot var blevet brugt til at gemme udbyttet fra en anden sag, som Maigret var på nogle år inden ... nemlig i krimi nummer nitten.

Det er tydeligere som man kommer frem i tiden, at Maigret refererer til tidligere sager i historierne. Det er ikke altid helt nemt lige at huske, hvilket nummer det var - nu hvor jeg er nået så langt i serien; men han har jo sine faste miljøer og et af dem er netop Pigalle.

Det er en fin lille krimi, hvor Félicie træder tydeligt frem som person og forholdet mellem hende og Maigret bliver en integreret del af historien med en god portion humor.

An Italian Education - Tim Parks



























  • Engelsk
  • 28. maj - 1. juni
  • 400 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg køber stort set altid en bog eller flere, når jeg er ude at rejse. Det bliver til et minde om rejsen, og som regel er det bøger fra de kunstmuseer, jeg besøger - eller bøger, der på anden måde er relateret til det sted, jeg har været.

Således skulleder også bøger med hjem fra Milano; men på museerne var de fleste udelukkende på italiensk - eller det var blot almindelige turistguides, som jo er lidt dumme at tage med hjem!
Men i en meget smuk boghandel i det meget smukke Galleria Vittorio EmanueleII fandt jeg denne bog om italiensk kultur. Jeg havde faktisk en fornemmelse af, at forfatteren ikke var mig ubekendt ... men der stod jeg uden WiFi og kunne ikke tjekke bogbloggen.

Da jeg landede hjemme, fandt jeg dog hurtigt den anden bog, jeg havde læst af ham for knap et år siden, da min "Italiens-længsel" begyndte. Heldigvis havde jeg da ikke købt den samme bog. Men jeg havde alligevel forset mig en anelse, for jeg genfandt meget hurtigt den irritation, jeg havde med den første.

I sin anden bog om sit liv som italiener, fokuserer Parks på, hvad der gør os til dem vi er som kultur. Hvorfor er italienere bare så italienske - når vi jo som udgangspunkt er født ret ens?

Derfor beskriver han her Italien ud fra sine børns forløb i vuggestuer, børnehaver, skoler - men også de lege, de leger; hvordan de behandles af forældre, bedsteforældre og andre. Er det her, det sker? Det udefinerlige, der sætter sit kulturellepræg på os som mennesker?

I starten er jeg ganske godt underholdt; man genfinder den finurlige italienskhed, som gør dem så pokkers charmerende. Men jeg kører lidt træt i de mange gentagelser, og de til tider forlange udredninger og monologer, som virker til kun at skulle forlænge sideantallet.

Der er bestemt pudsige, interessante og gode historier iblandt; men jeg vil mene, at det hele kunne være klaret på det halve antal sider for at holde et godt tempo. Jeg kæmpede mig møjsommeligt igennem de sidste 150 sider - og nu husker jeg forhåbentligt min fejl til næste gang.

For selv om det drejer sig om Italien, så er visse deleret universelle - og som jeg observerede i hans første bog, så kunne disse betragtninger sagtens have være skrevet alle mulige andre steder.