Wednesday, June 28, 2017

Maigret i New York (Maigret XXVII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 26.-28. juni
  • 190 sider
  • Originaltitel: Maigret à New York

Det er virkelig sløje læseperioder, når det tager mig tre dage at komme igennem sølle 190 sider. Juni bliver indtil videre den måned i 2017, hvor jeg får læst mindst! Forhåbentlig kommer koncentrationen snart retur, for jeg synes jo ikke, at tiden går med noget andet og mere spændende. 

Så selv en lille Maigret blev pludselig en stor ting - men det var det faktisk også for Maigret, da han ender helt i New York. Endnu engang er han blevet lokket ud af sit pensionseksil af en ihærdig "kunde"- denne gang en ung mand, hvis far er bosat i New York. Sønnen er bekymret for faderen, da der foregår mystiske rokeringer i familieformuen, og faderen virker mere stresset end tidligere. Så de stiger om bord på skibet, og pludselig er Maigret i New York. Maigret, som synes, at Côte d'Azur er lidt for voldsomt. Maigret, som ikke taler et ord engelsk. Maigret, som trives bedst i vante omgivelser - eller, hvor han hurtigt kan gøre dem til sine omgivelser. Det kan man ikke sådan lige i New York.

Sønnen forsvinder ved bådens ankomst. Faderen virker mildest talt ikke glad for at se Maigret. Men i stedet genser han den amerikanske kollega, som var i Paris og hjælpe ham i sagen i nummer XXII.

Han trøster Maigret lidt ved at tage ham med på et fransk brasserie i byen; og han forklarer Maigret om frihedsprincippet i Amerika. Det er svært at komme ind - men er man først inde, så kan politiet ikke blande sig i meget før der foreligger en reel forbrydelse. Nogle lidt andre metoder end Maigrets vanlige facon.

Det er gangsterstil med italiensk mafia, og folk, der køres ned på åben gade. Det er skumle værtshuse og fallerede cirkusartister. Og det er historien om to mænd, der sammen drog til Amerika for at finde lykken. Den ene måtte hjem til Frankrig i en periode, og da han vendte tilbage havde vennen taget hans kone - og hvordan kunne man vide, hvem der var far til det barn, der var født?

Maigret finder efterhånden sine rutiner i storbyen - selvom det jo stadig er forbandet, at de ikke snakker fransk, og drikker whisky i stedet for cognac. Det var sjovt at tage ham lidt ud af sin comfort zone, men som udgangspunkt er Maigret jo bedst på hjemmebane!

No comments: