Just Kids - Patti Smith

• Engelsk
• 25. juni
• 320 sider
• Originaltitel: Just Kids

For tre år siden så jeg de to fantastiske Mapplethorpe-udstillinger i Paris, og købte en biografi af ham. Jeg købte ikke Just Kids, som de selvfølgelig kun solgte på fransk. Men den kom så med posten forleden dag - og i går helligede jeg mig Patti og Robert hele dagen!

Jeg har aldrig været en stor Patti Smith-fan; det er ikke lige min type musik - og det ændrer bogen næppe ved. Til gengæld giver den et fantastisk indblik i New York i slutningen af 1960'erne og 1970'erne, hvor de to mødte hinanden. De var knap tyve år gamle, og viste ikke andet, end at de ville bo i New York, være en del af det pulserende og spændende liv. Mapplethorpe ville være rig og berømt - men havde endnu ikke fundet sit kald i fotografiet. 

De var kærester; han havde nemlig heller ikke fundet sit andet kald - mændene! Men når pengekassen var tom, så solgte han sin krop til tilfældige -og da var det mænd og ikke kvinder. Var det en undertrykt tiltrækning, der skulle afprøves? Sikkert!

Efter nogle år mærker Patti dog, at deres liv tager forskellige retninger - men de forbliver sjælevenner for altid. De boede sammen på det legendariske Chelsea Hotel; og når man læser om det, er det jo en 1970-udgave af Paris halvtreds år tidligere. Ikke længere Picasso & Co. der holdt hof, men den verden, der drejede omkring Warhol og de nye kunstneriske drejninger, der prægede en tid med frigjorthed, stoffer - og al den løsslupne sex, som blev fatal for så mange af dem.

Man skal måske være en anelse mere fascineret af Patti Smith for at få det fulde udbytte af bogen; det handler jo også om starten på hendes karriere. Der var jeg selvsagt lidt fortabt - men det var interessant at læse om Mapplethorpes spæde start med et kamera i hænderne - og så var det faktisk befriende at læse en version af hans liv, hvor det hele ikke handler om mændene.

Det handler om deres venskab; også om deres kampe - hver for sig og sammen - for at holde sammen på et venskab efter, at forholdet er slut. Et venskab, der bliver mere distanceret i 1980'erne, hvor Smith gifter sig og slår sig lidt til ro- og hvor Mapplethorpe gør alt det modsatte. Det var hans vildeste år på alle mulige måder; men også de år, hvor sygdommens grimme ansigt stak frem og man døde efter ganske få år. 

Det slutter med hans død, og deres genforening på sygelejet - og det er meget rørende læsning; for de havde uden tvivl et meget stærkt bånd. Det er underholdende læsning om tiden på Chelsea, og så er det jo et billede af en tid, som aldrig kan komme igen - ikke med den galskab og ubekymrethed, der sluttede med den generation.