Thursday, July 31, 2014

Le Roman des Châteaux de France I - Juliette Benzoni

























  • Fransk
  • 22.-30. juli
  • 600 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En ordentlig moppedreng af kondenseret historie - så derfor er andet bind lagt lidt på hylden! Juliette Benzoni er en af de absolut mest anerkendte specialister i fransk historie, og har skrevet et utal af romaner og biografier, hvilket til sidst inspirerede hende til at lave en gennemgang af de mest kendte franske slotte. Første bind gennemgår således omkring 75 forskellige slotte - men ikke som man ville forvente det.

Her er der ikke tale om en tør gennemgang af, hvornår slottet blev bygget og hvem, der boede der - ikke i traditionel forstand. Hun skriver en historie om en eller flere af de historier eller personer, der knytter sig til slottet. De kan nedstamme derfra men leve størstedelen af deres liv langt derfra. Derfor krydser en del af familierne og skæbnerne selvfølgelig hinanden, da de store franske prærevolutionære familier jo var indspiste - og indavlede.

Det springer i tid og geografi - og man bruger også en del tid på at krydstjekke af samme årsag; men det er måske min fejl som nysgerrig læser. Men jeg ville også gerne se et billede af slottet, og det indeholder bogen som den eneste mangel ikke. Til gengæld er der efter hvert kapitel en oversigt med websted og åbningstider, hvis slottet ikke er i privat eje eller endt som ruin.

Historierne rangerer fra kongelige politiske intriger til mindre kendte men ikke mindre hårrejsende historier. Som fx den om slottet Montségur-sur-Lauzon, hvor en ung pige i 1715 bliver viet til en ung greve. Alt åndede lutter idyl, da man efter en overdådiog middag besluttede sig for at lege gemmeleg i slottets krinkelkroge. I mange år havde hendes mor forbudt hende at gå ned i en bestemt nedlagt del af slottet - men hvilket bedre sted at gemme sig, når man vil vinde legen? 

Som sagt så gjort - og ingen kunne finde den unge Eloïse. Hele natten ledte de på slottet og i landsbyen og markerne omkring. Men hun blev aldrig fundet, og den unge brudgom drog i krig, og vendte aldrig tilbage til slottet. Brudens familie forlod også slottet i sorg over deres eneste datter.

I 1750 kom en anden ung greve på besøg med venner til det forladte slot. De skulle spise picnic og nyde naturen, da de faldt over gravstenen over den unge brud. Slottets vagtmand forklarede dem den grumme historie, og en af de unge mænd blev nærmest forelsket i historien om den tragiske brud. Mens de spiser i det grønne, bryder et uvejr løs, og de må gemme sig i slottet - og benytter ligesom bryllupsgæsterne 36 år tidligere - tiden til en lille gemmeleg. På mystisk vis havner den unge 'forelskede' greve samme sted som Eloïse 35 år tidligere - et hemmeligt værelse, som man kunne komme ind i; men kun ud, hvis man kendte den specielle mekanisme. Og derinde sidder Eloïse i en lænestol i sin brudekjole - kun et skelet.

Så forstår han, at han er fanget, og sikkert vil ende som hende. Men en kat kommer ind gennem en lille åbning, og han binder sit lommetørklæde med sine initialer rundt om dens hals, og lukker den ud igen. Efter et døgns søgning - og ved hjælp af katten - finder man ham sammen med skelettet. Han var dog blevet helt hvidhåret, og besluttede at gå i kloster efter den skrækkelige oplevelse og natten i selskab med skelettet af den unge pige, han var blevet forelsket i.

Der er mange dejlige historier; der er mere kendte om episoder i fransk historie, der er rene klassikere. Derfor gemmer jeg andet bind lidt - de kan næsten læses som små eventyr.

Tuesday, July 22, 2014

Politi - Jo Nesbø

























  • Dansk
  • 17.-21. juli
  • 527 sider

Så blev det tid til at tage afsked med Harry Hole i dette tiende og efter sigende sidste bind om den legendariske fordrukne, komplekse og dygtige kriminalbetjent. I afslutningen af Genfærd lå Harry i koma efter at være blevet skudt i hovedet af hans narkoafhængige stedsøn, Oleg. Derfor ved læseren vitterligt ikke, hvordan det står til med ham i begyndelsen af denne roman. Nesbø gør også alt for at holde spændingen og overraske sine læsere.

Så da det starter med mordene på kriminalbetjente, der alle dræbes på gerningssteder for tidligere uopklarede drab, er det med en vis nostalgisk hentyden til den, der mangler. Geniet, der samtidig var alles mareridt på grund af hans ustabile adfærd. Man følger parallelt de politifolk, der holder vagt foran døren til en hemmelig patient i koma - det er nemt at tolke det som Harry. Og så dør denne mystiske patient, mens mordene på politiets egne folk fortsætter.

Vi er ret langt inde i bogen inden vi møder Harry igen. En ædru og fattet mand, der har fået styr på forholdet til Rakel; som har fået reddet stedsønnen ud af kniben og sendt ham på afvænning i Schweiz. En mand, som har trukket sig fra korpset, og i stedet underviser på politiskolen - og som ved, at opklaringen af et mord er lige så vanedannende og farligt for hans psyke som alkoholen var det tidligere.

Mordene på betjentene trækker læseren med tilbage til en del af de grumme sager, man igennem årene har fulgt i de andre romaner - også her fornemmer man en form for afslutning af cirklen. Man støder på det uærlige makkerpar Mikael Bellmann og Truls Berntsen, som selv har mindst et liv på samvittigheden - og som stadig er Harrys ærkefjender. Men vi mister også en af de centrale personer gennem alle romanerne; og spørgsmålet er så om serien vil kunne fortsætte uden hende?

Plottet er som sædvanligt genialt; overraskende lige til sidste sekund - og flere gange forsøger Nesbø at få læseren til at tage afsked med Harry. Er det en måde at fortælle os på, at det må og skal komme - den afsked? 

Slutningen i denne roman er så tilpas anderledes end i de ni andre. Ingen vold. Ingen åbne ender (næsten). Og en Harry, som er helt afklaret med sit liv og måske endelig har fundet den indre og ydre ro, han har ledt efter i årevis. Dermed giver det mening at afslutte historien her - men Nesbø formår alligevel at plante to små ubetydelige paragraffer på sidste side, som kan udvikle sig til en nummer elleve - eller en spin-off?

Personlig var jeg ikke nær så glad for Headhunterne, og vil måske få lidt svært ved Nesbø uden Harry - men det skal gives en chance; for det er uden sammenligning den eneste læseværdige nordiske krimiforfatter!

Wednesday, July 16, 2014

Les gens heureux lisent et boivent du café - Agnès Martin-Lugand

























  • Fransk
  • 14.-16. juli
  • 189 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

"Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe" - det er da en titel, der appellerer til én! Det gjorde den også, da den først udkom for ca. to år siden. Den var lige ved at komme med hjem fra en togkiosk i tropisk varme Avignon for præcis et år siden - og alligevel tøvede jeg; anmeldelserne var nemlig ret delte. Og lige inden jeg pakkede kufferterne til Danmark, gik jeg nok lidt i panik ved tanken om at komme til at mangle franske bøger - og faldt lige i fælden.

Jeg er ret sikker på, at jeg har set en sødsuppefilm, som har præcis de samme ingredienser - muligvis med en happy end, som denne ikke eksplicit har. Men resten er der! Den stakkels unge kvinde, der mister mand og barn i en trafikulykke, og bruger det næste år i sin seng på at dyrke sin selvmedlidenhed. I modsætning til en Hollywood-udgave kan man i en fransk roman sagtens dyrke denne ved hjælp af overdrevne doser af nikotin og vin - alt sammen godt hjulpet af den legendariske bøsseven, som forsøger at hive en op af sorgmosen. Og så kan man ikke udholde hverken forældre eller svigerforældres velmenende råd, og ender med at fortrække til det kolde, regnfulde og ret beset kedelige Irland.

Her møder man så naboen, som er den værste macho på denne jord, og som konsekvent provokerer og kritiserer en; og det eneste man kan lide ved ham, er hans dejlige store hund. Men en dag er han pludselig enormt attraktiv, og lige da det første kys skal udveksles, tropper eksen op på dørtrinnet. Og lader som om, at hun absolut ikke er en eks. Og så har vi balladen! Indtil han vender brødebetynget tilbage og erklærer sin store kærlighed - hvorefter vores heltinde endelig kan tage en selvstændig beslutning, og vender hjem til Paris, bøssevennen og dagligdagen. Måske - måske ikke kommer hun sig en dag så meget, at han kan være i hendes liv. 

Som sagt er slutningen ikke Hollywood-agtig nok - men resten var så klichéagtigt, at man kunne have det mistaget for at være et plagiat af netop denne type film. Jeg var virkelig ikke overbevist og forstår dårligt den megen positive kritik. Det eneste, der virkelig generer mig er, at jeg ikke kan komme på navnet på sødsuppefilmen, som i sidste ende nok var mere interessant en regnvejrssøndag på sofaen!

Sunday, July 13, 2014

Sandheden om Harry Quebert-sagen - Joël Dicker

























  • Fransk
  • 9.-13. juli
  • 863 sider
  • Originaltitel: La Vérité sur l'Affaire Harry Quebert

Allerede da denne udkom på fransk, vidste man, at man havde med en kæmpesucces at gøre; men igen er jeg for stædig til at betale så mange penge for en hardcover-udgave - så jeg har måttet vente i meget lang tid. Blot for som ventet at sluge den på få dage!

Historien om Harry Quebert er en historie på uendelig mange niveauer, og først ved sidste side går det op for læseren, hvordan det hele hænger sammen - hvilket heller ikke gør en anmeldelse nemmere; for det er nemt at spolere handlingen. Men som læser bliver man også konfronteret med problematikken om netop forfatteren og hans rolle i en bog. Kan man altid stole på, at det er den forfatter, der står bag - og selvom det er opdigtet - er der så en grundig inspiration fra virkeligheden?

Marcus Goldman er en ung forfatter, som fik en kæmpe succes med sin første roman - hvorefter han levede det søde liv for alle pengene og badede sig i berømmelsens lys. Men nu er nyhedens interesse ved at aftage, og der er skarpe forventninger til den næste roman, som han allerede har skrevet kontrakt på. Problemet er blot, at han ikke kan få to sammenhængende ord ned på papiret. Så han søger hjælp hos sin tidligere universitetslærer, mentor og ven - Harry Quebert. Han har jo skrevet en af de sidste årtiers mest berømte amerikanske romaner; så han må kunne hjælpe ham! Det hjælper heller ikke meget og Marcus tager retur til New York med uforrettet sag, og en redaktør, der kimer ham ned med krav om kladder.

Men så kommer Harry i knibe; den unge pige, der forsvandt 33 år tidligere findes pludselig gravet ned i hans have - og Harry er selvfølgelig den hovedmistænkte. Marcus tager straks tilbage til den lille halvsovende mellemamerikanske provinsby, hvor verdenssituationen ordnes på den lokale diner Clark's. I øvrigt der, hvor den unge Nola arbejdede, og hvor det pludselig ser ud til, at de fleste potentielle mistænkte har deres gang. Marcus vil i første omgang blot rense sin vens omdømme; men hurtigt bliver det til en oplagt marketingsmulighed for redaktøren til at lukrere på den saftige skandale om den 15-årige pige, som havde et forhold til den 34-årige forfatter Harry; og som oven i købet har baseret sin succesroman (og efterfølgende berømmelse og rigdom) på deres kærlighedshistorie.

Som tingene skrider frem er det dog langt fra så åbenlyst; og den endelige sandhed er langt fra udgangspunktet så man som læser ikke ser udfaldet! Samtidig er der grotesk morsomme passager - ikke mindst i Marcus' forhold til den jødiske mor, som vil have sin søn gift og ser mysterier alle vegne. Jeg både morede mig, og sad fast i spændingen. 

Bogen er bygget op i 31 afsnit, hvor hvert af dem indledes med de gode råd, som Harry gav sin elev Marcus, da denne var ung - men i nedadgående rækkefølge, hvilket bidrager til den særlige effekt af bogen. Det er ikke blot historien om opklaringen af et mord. Det er også historien om den umulige kærlighed mellem den unge og den ældre; om aldrig at komme over savnet af den mistede. Det er historien om forfattere, og deres komplekse liv foran papiret - og endelig er det historien om et utroligt smukt venskab, som nødvendigvis må forandre sig, som opklaringen skrider frem. 

Det er en roman, der med rette har fortjent alle de priser, den har vundet - og nu er det jo spændende at se, om Joël Dicker kan følge den op med en lignende succes, eller om han ligeledes bliver ramt af det skrækkelige syndrom for forfattere, der skal følge en succes op med en mindst lige så god roman - som hans Marcus og hans Harry. En fantastisk roman, der var ventetiden værd.

Thursday, July 10, 2014

Le printemps des cathédrales - Jean Diwo

























  • Fransk
  • 28. juni - 8. juli
  • 411 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har om muligt slået min egen rekord i langsom læsning - sølle 411 sider over så mange dage. Det er der selvfølgelig flere grunde til! Endelig kom de store og voldsomme dage med flytning tilbage til Danmark efter 14 år i udlandet. Der var selvfølgelig en masse praktisk i den forbindelse - pakke ind og ud - men også en masse psykisk træthed oven på den enorme omvæltning i mit liv. Jeg kunne slet ikke slappe af i 10 minutter til at koncentrere mig om en bog - i stedet fangede mit øje hele tiden en kasse eller noget andet, der skulle laves.

Og så er der muligvis også den årsag, at den ganske enkelt ikke var god! Jeg købte den i maj på middelaldermuseet i Paris, og var overbevist om, at det lige var en historie for mig. Fejltagelse! Forfatteren formår slet ikke at bygge karakterer op om sine personer i denne familiesaga om fire generationer af katedralbyggere i det 12. og 13. århundrede. Han blander sin fiktive fortælling med reelle historiske begivenheder, hvilket jo er fuldt ud normalt - men det bliver for faglitterært i de afsnit og totalt afskåret fra handlingen om familien. Og historierne om Aliénor d'Aquitaine kan jeg nærmest i søvne - så jeg kedede mig grumt i hans udlægning af de konflikter Frankrig gennemgik på den tid.

Hans bog kan dog ikke mistænkes for at være et fransk plagiat af Folletts megasælgere - den udkom for lang tid efter den første, og inden den anden. Alligevel er det en tam forestilling, når man nu netop har nydt at være begravet i den enorme og fantastiske fortælling, som Follett skrev. Han formåede at puste liv i såvel mennesker som byggesten.

Så desværre lidt af en skuffelse til at tage mig igennem flytterodet - men jeg giver virkelig sjældent op, når der er investeret penge i det!