Politi - Jo Nesbø

• Dansk
• 17.-21. juli
• 527 sider

Så blev det tid til at tage afsked med Harry Hole i dette tiende og efter sigende sidste bind om den legendariske fordrukne, komplekse og dygtige kriminalbetjent. I afslutningen af Genfærd lå Harry i koma efter at være blevet skudt i hovedet af hans narkoafhængige stedsøn, Oleg. Derfor ved læseren vitterligt ikke, hvordan det står til med ham i begyndelsen af denne roman. Nesbø gør også alt for at holde spændingen og overraske sine læsere.

Så da det starter med mordene på kriminalbetjente, der alle dræbes på gerningssteder for tidligere uopklarede drab, er det med en vis nostalgisk hentyden til den, der mangler. Geniet, der samtidig var alles mareridt på grund af hans ustabile adfærd. Man følger parallelt de politifolk, der holder vagt foran døren til en hemmelig patient i koma - det er nemt at tolke det som Harry. Og så dør denne mystiske patient, mens mordene på politiets egne folk fortsætter.

Vi er ret langt inde i bogen inden vi møder Harry igen. En ædru og fattet mand, der har fået styr på forholdet til Rakel; som har fået reddet stedsønnen ud af kniben og sendt ham på afvænning i Schweiz. En mand, som har trukket sig fra korpset, og i stedet underviser på politiskolen - og som ved, at opklaringen af et mord er lige så vanedannende og farligt for hans psyke som alkoholen var det tidligere.

Mordene på betjentene trækker læseren med tilbage til en del af de grumme sager, man igennem årene har fulgt i de andre romaner - også her fornemmer man en form for afslutning af cirklen. Man støder på det uærlige makkerpar Mikael Bellmann og Truls Berntsen, som selv har mindst et liv på samvittigheden - og som stadig er Harrys ærkefjender. Men vi mister også en af de centrale personer gennem alle romanerne; og spørgsmålet er så om serien vil kunne fortsætte uden hende?

Plottet er som sædvanligt genialt; overraskende lige til sidste sekund - og flere gange forsøger Nesbø at få læseren til at tage afsked med Harry. Er det en måde at fortælle os på, at det må og skal komme - den afsked? 

Slutningen i denne roman er så tilpas anderledes end i de ni andre. Ingen vold. Ingen åbne ender (næsten). Og en Harry, som er helt afklaret med sit liv og måske endelig har fundet den indre og ydre ro, han har ledt efter i årevis. Dermed giver det mening at afslutte historien her - men Nesbø formår alligevel at plante to små ubetydelige paragraffer på sidste side, som kan udvikle sig til en nummer elleve - eller en spin-off?

Personlig var jeg ikke nær så glad for Headhunterne, og vil måske få lidt svært ved Nesbø uden Harry - men det skal gives en chance; for det er uden sammenligning den eneste læseværdige nordiske krimiforfatter!