Maskefald - Anne-Grethe Bjarup Riis & Thomas Rydahl

 

• Dansk
• 13.-14. juli
• 448 sider

Man skal være tålmodig når man giver sig i kast med serier! Jeg læste første bind af denne planlagte trilogi, der åbenbart også skal filmatiseres. Men de venter nok på sidste og tredje bind for at kunne binde det sammen til en sammenhængende historie. Dog ses det, som jeg allerede skrev om første bind, at det er tiltænkt den store skærm. Manuskriptet er stort set klart i bogen, og det fjerner lidt af magien ved litteraturen.

Vi starter i 1875 i Paris, hvor Jessie er på bryllupsrejse men samtidig møder præstesønnen Johannes hjemmefra, som hun havde et godt øje til inden hun blev forlovet. Det skaber visse problemer - men derudover er det lidt svært at se, hvad denne parentes i Paris skal gøre for historien.

Dernæst springer vi tre år til optakten til det store maskebal, hvor både den danske og den svenske konge skal deltage. Her får man jo virkelig associationer til den første Downton Abbey-film, hvor den engelske konge besøger godset. Der er tydelig temmelig meget inspiration - lidt for meget kan man fristes til at synes. Der er intrigerne i køkkenregionerne om måltidet til de fine gæster og her møder vi igen kokkepigen Oda, der stadig vil frem i verden. 

Samtidig kæmper Jessie med forældrene om at få lov til selv at passe sit barn og få frihed til at udføre sine idéer til maskeballet som skal baseres på Elverhøj. Hendes mand kæmper for at blive anerkendt af svigerfaderen, men hans moderne idéer om landbrug er ikke velsete - og hans eneste ven synes at være Oda. 

Der er andre intriger på spil, som staldkarlen Stig, der vender tilbage efter nogle år i storbyen - Odense!!! - for at genvinde sin elskede, men stadig må kæmpe mod godsforvalteren. Så sceneskiftene er hyppige og giver en god rytme i historien, som er virkelig hurtigt læst. Det er hyggeligt men jeg forstyrres noget af hele tiden at kunne se filmmanuskriptet i bogen, og mangler dybde i personerne. 

Der er dog ingen tvivl om, at det er god og nem hyggelæsning, og hvis det bliver filmet på Egeskov kan man glæde sig til en god tv-serie. 

Lázár - Nelio Biedermann

 

• Dansk
• 14.-15. juni
• 360 sider

Det er måske farligt at blive udråbt som et geni som blot 23-årig; ikke desto mindre er det, hvad der er sket for den unge schweiziske forfatter Nelio Biedermann med hans internationale debutroman Lazar.  

Det starter i en udefinerbar tid på et slot langt ude i en skov. Her fødes Lajos von Lázár som søn af baronen og baronessen, og er et underligt gennemsigtigt barn. Slottet ligger i det østrig-ungarske rige, så vi ved, at vi er inden udbruddet af 1. Verdenskrig. Baronen mistænker barnet for ikke at være hans eget, og baronessen lever i sin egen verden. Det gør baronens bror også - eller rettere han lever i en bogs verden lukket inde i et tårnværelse på slottet for ikke at bringe skam over familien.

Skoven omkring slottet både beskytter dem og opsluger dem; som Lajos' søster Ilona, der forsvinder derud den dag hun får sin menstruation og vender forandret tilbage. Hele stemningen er gotisk og magisk, og sætningerne konstrueret med uendelige indskudte sætninger, så man flere gange må læse forfra for at følge med i dens oprindelige hensigt. Her fornemmer man måske mest tydeligt, at det er oversat fra tysk og man kan glimrende forestille sig den virkelig komplekse tyske sætningskonstruktion. Det giver frygtelige minder fra skoletiden, hvis man ikke var begejstret for det sprog!

Som historien skrider frem bliver den dog mere konkret og tidsbestemt. Der er 1. Verdenskrig med opløsningen af imperiet og fødslen af den ungarske stat. Fascisterne kommer, og baronen må deltage i udryddelsen af jøderne, som Ungarn var særdeles effektiv og brutal i. Ethvert besøg til Budapest vidner om de rædsler regeringen og befolkningen sanktionerede under krigen. 

Efter krigen bliver Ungarn en del af det russiske kommunistiske styre indtil de skæbnesvangre dage i efteråret 1956, hvor oprøret sender Lajos' børn Pista og Eva på flugt til Schweiz. Så der har vi forbindelsen til Neilo Biedermann, der selv stammer fra en adelig ungarsk familie, der flygtede i samme periode.

Mændene i familien - Lajos, hans far Sandor og onklen Imre - er ikke stærke nok til at klare den omvæltning historien byder dem. De bliver sindssyge; de drikker; de er utro. Kvinderne, Lajos' mor Maria og hans hustru Lilly, er indbegrebet af adelig ynde, der ikke helt synes det er rimeligt, at verdenshistorien sådan skal gribe ind i deres privilegerede liv. Men Pista og Eva formår at forstå den nye verdensorden, acceptere nederlaget og komme væk.

Rundt om familien er der en skare af skæve skikkelser, der også er med til at illustrere, hvad der skete i Ungarn i de år. En katolsk præst, der kritiserer Hitler. Pistas ungdomskærlighed, Matilda, som han slet ikke havde forstået var jøde. Diverse elskere og elskerinder, tjenestefolk, huslærere og endog Stalin.

Jeg troede i starten, at det ville blive en kompleks læsning på grund af de lange komplicerede sætningskonstruktioner. Men så kom jeg ind i universet, og flød igennem uden at kunne stoppe. Den ændrede dog mærkbart karakter i slutningen, hvor det blev langt mere konkret, og magien forsvandt desværre en anelse. Desuden synes jeg han forlader et par vigtige personer - Lajos, Lilly og Imre - lidt brat og uafklaret.

Men ingen tvivl om, at det er en storslået roman, hvor man tages med til et univers, der minder om Allende men sat i en østeuropæisk kontekst. Det bliver spændende at se, hvad han kan blive til! 

Oliva Denaro - Viola Ardone

 

• Dansk
• 12.-13. juni
• 308 sider

Jeg havde set denne flere gange på biblioteket, men normalt læser jeg helst italienske romaner i fransk oversættelse. Sproget er tættere på og oversættelserne derfor tit mere melodiøse synes jeg. Men anmeldelsen på Peters Verden overbeviste mig, og det fortrød jeg ikke - så meget desto mere som jeg jo var på Sicilien i april.

Oliva er seksten år i 1960 i en lille siciliansk landsby, der stadig lever efter århundreders gamle regler om kvinders og pigers opførsel. Hun kender alle reglerne - og hun er smerteligt bevidst om, at de adskiller sig fra de regler, der gælder for hendes tvillingebror Cosimino. Oliva elsker at løbe, hun elsker at samle snegle og frøer sammen med faderen, som de sælger på markedet sammen med den indtægt de får fra det, de dyrker på jorden. Men nu er hun ved at blive voksen, og pludselig ændrer reglerne sig.

Olivas far er fåmælt og moderen brokker sig konstant over hans apati. I virkeligheden er han feminist før sin tid, og respekterer hendes selvstændighed. 

Da Oliva får en beundrer i bagerens søn, Paternò, er hun først flatteret - moderen har aldrig syntes hun er en køn pige. Men nu står Paternò og fløjter udenfor deres hus hver aften. Oliva ved hun skal overholde reglerne, selvom hendes kommunistiske veninde Liliana fortæller hende, at kvinder kan blive politikere og i det hele taget andet end blot at gifte sig, føde børn og blive hjemme i huset. Da hun en dag møder Paternò på gaden, giver han hende en appelsin, som hun tager imod. Vi er på Sicilien - så det er ikke et æble; men betydningen er den samme. Det er syndefaldet, som det senere udlægges af folkedomstolen i landsbyen.

Historien er baseret på en virkelig historie fra perioden, hvor begrebet fuitina - den lille flugt - var en accepteret skik på Sicilien. Det var unge, der stak af fra familien og fuldbyrdede deres forhold for at opnå retten til at gifte sig. Men det var også unge mænd, der bortførte unge piger, voldtog dem - og måtte gifte sig med dem for at genoprette pigens ære og selv slippe for straf. En straf, der ansås for at være hypotetisk i folks øjne - for det var som regel pigens skyld. Hun havde nok ikke overholdt reglerne!

Olivas liv og fremtidsmuligheder ændres på et øjeblik, men hun nægter at give efter. Hun kæmper mod traditionerne og kvindens lod. I sin kamp viser faderen sig pludselig at træde i karakter og stå ved hendes side, og selv den traditionsbundne mor overgiver sig. Men det har fatale konsekvenser for hele familien og deres liv i det lille samfund.

Anden del af historien foregår tyve år senere, hvor kapitlerne fortælles på skift af Oliva og faderen. Vi får et tilbageblik på, hvad der skete i årene efter og hvordan det formede familien lige til brorens livsvalg. 

Det er en stærk feministisk roman om traditioner og personlig frihed. Det er Olivas kamp for at blive fri for traditionerne, og skabe sit eget liv på trods af omkostningerne for alle omkring hende. Men det er også et stykke kulturhistorie om den praksis, der først i 1981 ophørte med at fritage voldtægtsmanden for straf ved giftermål. Det virker absurd i vores verden - ikke desto mindre er det kort tid siden i en kultur, der nok var præget af mafiametoder, men alligevel i et moderne civiliseret samfund ... på papiret.

Den første drøm - Martin Møller Geertsen

 

• Dansk
• 31. maj
• 180 sider
• Anmeldereksemplar

I sidste uge læste jeg to noveller, og måtte igen forholde mig til mit forhold til denne genre. Det er komplekst. Hvis forfatteren formår at skabe et rum indenfor ganske få sider, som fremstår helstøbt og med en handling ag afslutning, der afrunder historien, så kan jeg overbevises. Når jeg kigger tilbage i anmeldelserne af novellesamlinger, jeg har skrevet, er det dog nærmest umuligt at begejstre mig.

De femten noveller i denne lille samling varierer fra fire sider til lidt mere end tyve sider, men gennemsnitligt er de på lidt mere end ti sider. Det er nok også den største forskel; for indholdsmæssigt er variationen langt mindre.

Der er en så tyk rød tråd igennem alle historierne, at jeg til sidst følte jeg læste den samme persons historie. Det er øl, whisky, cigaretter, dunkle værtshuse og deraf følgende triste menneskeskæbner. En hverdagsrealisme, der på omslaget beskrives som "mennesker, der er på vej gennem et liv, de ikke genkender". 

Det er historier om fraskilte mennesker, der ikke kan finde deres nye ståsted og drukner sorger og usikkerhed i spiritus. Det er historier om korte møder, der ikke fører nogen vegne. Og det gør novellerne heller ikke rigtig synes jeg. Der er sjældent en morale eller klar afslutning på de små historier, og når man har læst størstedelen af dem, bliver man lidt deprimeret ved tanken om, at resten fortsætter i samme spor. Det virker desværre alt for fastlåst i én fortælling set fra forskellige vinkler; hvor det ville have været en reel styrke, hvis forfatteren var i stand til at variere sine historier og perspektiver.

Det foregår i en tid - 1980'erne vil jeg sige - hvor alle ryger indenfor (og hele tiden), og alligevel er der en del anakronismer. Der er desværre også en del sjuskefejl i korrekturen. Man "tykker" ikke mad. Man holder sig ikke i "skinnet". Og man er ikke på "afvending". For blot at nævne nogle eksempler. Det er irritationsmomenter for mig desværre. Det, sammenholdt med den overordnede pessimistiske deprimerende stemning, der mangler variation i perspektiv og afslutning af novellerne overbeviste mig ikke. 

El Greco maler storinkvisitoren & Vi er Utopia - Stefan Andres

 

• Dansk
• 27.-28. maj
• 148 sider

Nogle gange lader jeg mig nok rive med lidt for hurtigt uden at undersøge sagerne til bunds! Da jeg så en forside med El Grecos maleri af kardinal Guevara måtte jeg læse den. El Greco er uden tvivl én af mine yndlingsmalere, og jeg nåede slet ikke at tænke at det kunne handle om andet end ham. Det gjorde det jo også - men det viste sig at være to noveller af den tyske forfatter, der levede fra 1906 til 1970.

Den ene handlede således om situationen, hvor El Greco i Sevilla bliver bedt om at male portrættet af kardinalen, der var en stor fortaler for den spanske inkvisition. El Greco er langt mere humanistisk i sin filosofi, men man siger jo ikke nej til en kardinal - og slet ikke én, der kan bruge det imod én.

Det er en kort novelle på knap fyrre sider, og selvom vi tages med på rejsen i El Grecos overvejelser omkring maleriet, så var jeg ikke overbevist. Det var for overfladisk for mig - og hvor grundet i virkelighed er det reelt? Det handler selvfølgelig om dualiteten mellem magten, og set i lyset af novellens udgivelse i 1936 er det nemt at drage paralleller til den virkelighed han så i Tyskland. Ved at placere historien i en reel historisk kontekst har det været svært at censurere den - og det er nok i denne symbolik vi skal læse den i dag.

Den anden novelle - Vi er Utopia - er noget længere på knap hundrede sider, og foregår under den Spanske Borgerkrig. Den udkom i 1942 - altså midt under krigen - og da Andres boede i eksil i Italien med sin jødiske hustru.

I novellen følger vi Paco, der er tidligere munk, som blev sømand, da de spanske klostre blev lukket af Franco. Nu er han tilbage i klostret, som nu bruges som fængsel for krigsfanger som ham. Han beder om at få sin gamle munkecelle som fængselscelle - der havde han nemlig allerede forberedt en mulig flugt fra fængslet. Nu har han reelt den mulighed og kan samtidig redde alle de andre fanger.

Fangevogteren, Gutierrez, er en skruppelløs morder, der stod bag udryddelsen af klostrest munke. Men overfor den tidligere munk har han nu behov for at skrifte, og Paco bliver fanget i et moralsk dilemma. Skal han dræbe Gutierrez for at redde mange flere mennesker og dermed også handle mod sin kristne overbevisning - eller skal han give ham syndsforladelse fordi han blot er en soldat, der følger ordrer.

Hele handlingen foregår i et kompakt tidsrum, hvor tanker om skyld, tro, frihed og menneskets frie vilje tages op. Paco troede i sine unge dage på et Utopia, hvor alle levede lykkeligt og i harmoni; men hans gamle læremester sagde til ham, at verden ikke kan eksistere uden lidelse. 

Der er jo klare paralleller til det tyske regime, og pudsigt nok blev denne heller ikke censureret midt under krigen. Den er i dag et integreret del af tysk kultur og er genskabt på teater og i film. 

Jeg er ikke stor fan af noveller, men den sidste fungerede for mig, da den var længere og man nåede mere ned i personernes karakter. 

Resten af livet - Roberta Recchia

 

• Dansk
• 12.-14. maj
• 348 sider

Udråbt til at være en helt fantastisk debutroman på trods af forfatterens ikke helt unge alder, lod mig jeg friste til at låne den danske oversættelse fra italiensk.

Vi starter i Rom i 1950'erne, da Marisa forlades af sin forlovede netop som hun opdager, at hun er gravid. En skandale i datidens Italien og for hendes lille familie, der lever af en lille købmandsforretning i et beskedent kvarter af byen. Men hun finder en anden mand, Stelvio, og de bliver lykkelige. Men lykke har det med at ende pludseligt, som det gør for Marisa og Stelvio den august morgen deres 16-årige datter, Betta, findes voldtaget og død på stranden nedenfor deres sommerhus i 1980.

Familien går nærmest i stykker, og ingen tænker på at spørge Miriam, Bettas kusine, som var på ferie hos dem, hvad hun vidste. Miriams forældre er velhavende og kendte, og de vil gøre alt for at skærme datteren - og de to pigers mormor, der som den eneste, aner uråd, hun tier stille.

Marisa falder i en dyb depression, og ægteskabet bliver en parodi. Miriam udvikler udover en depression også anoreksi og stofmisbrug. Igen uden at nogen aner uråd.

Indtil Miriam en dag møder Leo; en smådealer med en transseksuel bror, som bliver hendes redning. Men Leo vil også til bunds i hendes problemer, så de kan få et "normalt" parforhold. Han sætter jagten ind på gerningsmændene og pludselig er det hele ude i det åbne. At Miriam faktisk var til stede på stranden den nat. At hun ved noget.

Det er lige del krimi og en historie om sorgen, der overvælder én. Men det er også en anelse for meget med alle de personnager, der ligesom skal fylde hele spektret - fra nonner til overklasse; fra narkohandlere til transvestitter. Det hele iblandet passager, som kunne være taget ud af en Cartland-roman, hvor følelserne skal udpensles i stedet for at insinuere. Visse steder bliver det direkte en karikatur med overdrevne metaforer eller blot banale beskrivelser af følelser. Der fornemmer man debutromanens svagheder. Dertil lægges at den danske oversættelse måske ikke er den stærkeste og at korrekturen visse steder har haltet så gevaldigt, at man flere gange bytter rundt på personernes navne. Der er for meget sjusk i forlagets arbejde desværre - men store dele af romanen fungerer glimrende, hvis forfatteren havde haft mere styr på sin struktur.

Afdelingen for magisk tænkning - Morten Münster

 

• Dansk
• 4.-5. maj
• 352 sider

Morten Münster havde enorm succes med sine to bøger om Jytte i marketing, der udkom i 2017 og 2020. De var - og er - både lærerige og skrevet med humor og eksempler vi alle kan relatere til. Man tænker ofte med denne slags bøger, at det er logik for perlehøns - men nogen skal konkretisere det.

Således er det jo også med denne bog om kunsten at være middelmådig.

Det lyder decideret taberagtigt og usympatisk, ikke? Vi omgives af budskaber om at skulle være "hurtigere, højere og stærkere" uanset om det er på arbejdspladsen, i vores sociale relationer eller vores fysiske præstationer. Der er ikke noget sexet i bare at være leverpostej!

Det vil Münster modbevise. Og han gør det med en række gode - og til tider skræmmende - eksempler.

Et stort tema er sundhedsvæsenet og her er det ikke for sarte sjæle. Et eksempel er overbehandlingen i det danske sygehusvæsen, som potentielt forkorter levetiden for terminale patienter og forringer livskvaliteten. Det var ambivalent for mig at læse om som tidligere kræftpatient, hvor jeg selv har oplevet en behandling blive forkortet i antal behandlinger. For man tænker jo, at det er for at spare penge og man vil jo bare gerne have de sidste to behandlinger for nu at være"helt sikker". Men hvis der nu er evidens for at "helt sikker" er opnået med to behandlinger mindre - skal jeg så ikke stole på det, og værdsætte at det frigiver ressourcer til andre opgaver - og mennesker? Samtidig har jeg også fravalgt behandling af egen vilje, fordi det ikke harmonerede med min livskvalitet.

Et andet nok endnu mere skræmmende eksempel er sagen om supersygehusene, som jeg ærligt må indrømme ikke at kende omfanget af. Måske også fordi der gøres en aktiv indsats for at neddysse skandalen! Men i al sin essens går det jo ud på, at de byggerier skulle have brugt andre byggerier som reference (blandt en del andre eklatante fejl). Det giver jo mening - og det forklarer middelmådigheden.

Den skal ikke forstås som et afslag i ambitioner. Det er snarere en gevinst ved at genbruge eller gå efter laveste fællesnævner måske? At erkende at det ikke er en fiasko ikke at være unik, men i stedet værdsætte at man kan genbruge fra andre. 

Det samme gælder for vore egne ambitioner. Vi stiller urimelige krav til fx sport - hvis vi vil løbe hver dag, og allerede om tirsdagen ikke får gjort det (life happens!), så sætter vi en ny startdato til mandagen efter og æder og drikker resten af ugen. I stedet for at finde pyt-knappen frem, og løbe om onsdagen. Lidt mere middelmådigt men så meget bedre end alternativet.

Så ja - der er mange indlysende eksempler, som vi alle godt ved findes. Vi relaterer bare mere til toppræstationerne og de uopnåelige mål. Jeg ved jeg er blevet meget bedre til "godt nok er mere end nok" i nogle sammenhænge - jeg orker ikke længere at arbejde 60 timer om uger for et resultat Preston-kurven jo viser mig ikke giver noget. Det er ikke fordi jeg er uambitiøs synes jeg; jeg vil blot have et balanceret liv, hvor der er tid til alt det andet.

Det er som altid skrevet med humoristiske eksempler; i starten synes jeg måske der var lidt for meget stand-up komik men seriøsiteten fylder præcis som den skal. Det er en hurtig læst bog - der er trods alt en del blanke sider imellem, og man flyver igennem fanget af emnet. Man lukker den med stof til eftertanke! 

Caravaggio - En rejse i tid og sted - Lis Nielsen

 

• Dansk
• 19. april
• 268 sider

I modsætning til forfatterens påstand om, at Caravaggio er meget lidt kendt i Danmark, så er han blandt mine absolut yndlingsmalere. Det er ikke uden grund jeg siger min interesse for kunst stopper i 1610 - et er nemlig året for hans død. Så kom barokken, rokoko, romantikken og alt muligt indtil jeg igen har et lille vindue åbent i perioden 1865-1930.

Så jeg kender altså Caravaggio med alle hans skavanker! Jeg har læst den franske historiker Dominique Fernandezs helt fantastiske roman om ham, men også flere faglitterære værker. Jeg har set hans malerier i Paris, Madrid, Milano, Firenze, Rom, Napoli, Wien og Malta er på rejselisten udelukkende for at kunne se hans malerier i Valletta.

Så jeg forventede jo ikke at lære noget nyt, men fandt det interessant, at en dansker havde skrevet en bog om ham. Forfatteren er åbenbart blevet kunstelsker i en sen alder, og startet på kunsthistoriestudiet som voksen netop på grund af opdagelsen af Caravaggio.

Den passion vil hun så gerne dele med os andre - og det er jo dejligt at være så begejstret. Men det gør desværre ikke én til forfatter.

Bogen er opbygget kronologisk far Caravaggio fødes i 1571 med fotos af de steder, han har boet eller har kunnet færdes. Noget forbliver jo gætteri for os alle med nogle hundrede års afstand.

Samtidig ser vi hans malerier med forfatterens kommentarer til fortolking, hvilket jo altid vil være subjektivt. Det er ikke sikkert jeg ser et angrende blik i en bøddels øjne, hvor andre gør det - men det er jo kunstens ret at vi hver især kan tolke den anderledes.

Det er selvfølgelig dejligt med en bog med stort set alle hans malerier samlet i en flot gengivelse. Men er der masser af andre bøger, der også tilbyder. Her var det desuden et par ting, er irriterede mig.

For det første måden vi belæres om fortiden på - det er tilsyneladende ikke skrevet for folk, der ved blot det mindste om tiden før det 21. århundrede - som fx når hun nævner"at dengang var det de voksne, der bestemte" i forbindelse med Caravaggios læreplads som maler. For det første er det en infantil formulering, for det andet forudsætter det, at læseren virkelig intet ved.

Men det næste punkt er for mig faktisk mere irriterende. Teknikken chiaroscuro opstod i Italien anført af fx da Vinci, men blev om noget Caravaggios kendetegn, da han skubbede grænserne længere end nogen andre før ham. Den franske oversættelse clair-obscur er senere oversat fra italiensk, men det er den, der bruges i bogen, hvor chiaroscuro jo for mig ville være det oplagte valg.

Så måske ved danskerne ikke meget om Caravaggio. Der er sikkert mange emner, vi ikke ved meget om. Men jeg håber ikke, at vi skal belæres om dem alle af selvudgivende entusiaster.

har døden taget noget fra dig så giv det tilbage - Naja Marie Aidt

 

• Dansk
• 18.-19. april
• 168 sider

Jeg er ikke god til for alternativ litteratur - eller digte for den sags skyld. Det er ligesom moderne kunst, som for mig er alt efter 1610. Jeg kan bare bedst lide en godt konstrueret fortælling - fiktiv eller ej - men ikke mere vildt end det.

Så jeg blev udfordret i denne historie om forfatterens tab af sin søn, da denne var 25 år gammel. En dybt tragisk historie, og som Naja Marie Aidt bearbejder ved at skrive om sorgen og tabet.

Det er ikke en lineær historie; det er spring frem og tilbage. Det er fortællingen om selve opkaldet om ulykken og tiden til hans død, som gentages mange gange, men hver gang starter man lidt senere i fortællingen. Man får dog gentaget starten fra sidste version hver gang.

Dertil kommer dagbogsnotater fra da hendes søn var lille. Der er digte eller citater af berømte forfattere, der har mistet - typisk også et barn. Der er enkeltstående sætninger, som nogle gange er skrevet i bittesmåt og andre gange i store versaler. Der er digte i brudstykker over en side med ganske få ord. Det udfordrede mig mildest talt!

Der var dog også ting, der undrede mig. Det er som sagt en tragisk fortælling om en ung mand, som pludselig hopper ud fra fjerde sal af sin lejlighed i en svampepsykose. Det er ikke svært at forestille sig det fysiske resultat, og det må have været absolut forfærdeligt at skulle se ham ligge i en respirator på hospitalet indtil hjernedøden kunne erklæres.

Aidt skriver om vreden til politiet og hvad der kan tolkes som misforståelser i alarmopkaldet fra hans ven, der var sammen med ham i svampeforsøget. Det er en sag, der ikke munder ud i noget. Men der er ingen vrede overfor sønnen og hans handlinger? Det ændrer intet nu - men det gør sagen mod politiet jo heller ikke! Men hvorfor bliver man ikke rasende og vred over, at en ung mand kan ødelægge sit liv med noget så absolut åndssvagt som stoffer, som jeg betragter det som?

Der er dyb dyb sorg. Og afmagt. Urinstinkter, der popper op. Der er tid, der ikke læger noget som helst, men ændrer perspektivet og sorgen. Jeg synes der burde være vrede.

Leoparden - Giuseppe Tomasi di Lampedusa

 

• Dansk
• 4.-6. april
• 253 sider

Dette er måske min rekord i at gemme bøger - den havde stået i reolen siden 1999; men man skal aldrig smide ud eller give op! Nu skulle jeg en uge til Palermo, og hvis der er en roman, der definerer Palermo er det vel denne. Måske lige med undtagelse af Godfather - men det er jo mere Sicilien i sin helhed.

Måske er det den sædvanlige ærefrygt overfor de store klassikere, der har afholdt mig fra at gå i lag med den - men som så ofte før finder man ud af, at det er pjat! Leoparden er ikke mere eller mindre svær end andre bøger af nyere dato. 

Lampedusa skrev sin roman sent i livet, og den aristokratiske historie inspireret af hans egen familie passede ikke ind i tidens kommunistiske ånd i Italien. Han fik flere afslag på en udgivelse, og døde inden den endelig udkom i 1958.

Historien er centreret om den sicilianske adelsfamilie Salina, som er del af øens absolutte elite. De er landbesiddere af den gamle skole, og hele familier og landsbyer afhænger af dem. Men vinden er begyndt at vende i Italien, da den revolutionære Garibaldi er gået i land med sine tropper for at kæmpe for et samlet Italien under en ny konge. Fyrst Salina ser til mens den verden han kender ændrer sig - og der er en vis nostalgi at spore mens han erkender de nu berømte ord - "alting må forandres, så alting kan blive det samme".

Hans nevø, Tancredi, som han sætter højere end sine egne børn, går helhjertet ind for de nye tider og forelsker sig endog i en borgerlig pige. Adelen, der blander sig med det nyrige borgerskab. 

Historien følger familien primært i årene 1860-1862, hvor deres liv ændres samtidig med, at de stadig afholder baller og besøger deres paladser uden for Palermo. Vi springer til 1883, hvor den gamle fyrste - leoparden - dør; og endelig til 1910, hvor alt, der er tilbage er hans tre ugifte døtre som nu er gamle enlige kvinder, der holder fast i en levestil og traditioner, der ikke længere findes. 

Det er absolut ikke en svær bog at læse; men man skal uden tvivl kende en smule til italiensk historie for at kunne følge det politiske spil. Leoparden - den gamle fyrste - er symbolet på en tid, der svinder med ham og han ser til uden at kunne ændre noget. Der var selvfølgelig mange referencer til Palermo og steder i byen, som jeg så ved selvsyn nogle dage senere - helt perfekt timing!

Min sidste tak - Glenn Vindfeldt

 

• Dansk
• 25. marts
• 104 sider

Jeg er i gang med en tung historisk bog, men så blev det min tur i køen på biblioteket til denne. Det er en meget lille bog, så den kunne læses på en time om aftenen som et lille afbræk i fransk historie.

At den er lille, gør den dog ikke ubetydningsfuld. Hvis man så programmerne i DR's serie Min sidste gave vil man genkende denne unge mand, der fik konstateret brystkræft som 29-årig. Det er uhyre sjældent mænd får brystkræft. Jeg har jo selv været igennem den sygdom, og erindrer tydeligt den nærmest chokbølge, der gik igennem venteværelset på Rigshospitalet, da en mand trådte ind blandt gruppen af skaldede kvinder. Ikke som pårørende - men som patient.

I dette tilfælde er det dog meget alvorligt, og opdages alt for sent. Det har spredt sig til lymfer, knogler, hud og senere hjerne. Det er et tragisk kort forløb for en alt for ung mand, der netop skulle til at starte et nyt stort kapitel i livet - parforholdet og fremtiden.

Bogen er skrevet som en refleksion over hans liv, der var langt mere barsk end man ser i tv-udsendelsen. Det er en tak til de mennesker, der betød noget og dem, der stod ved hans side i de få intense måneder han fik efter diagnosen.

Man kan nok vurdere om denne bog havde fået samme brede resonans uden tv-programmet og det offentlige kendskab. Men man skal også huske, at den er skrevet af en person, der ikke er forfatter og som var uhelbredeligt syg. Hans første præmis om at skrive bogen til sine nære og kære er smuk, og det er nok den, man skal huske på. Som tidligere kræftpatient eller blot som menneske kan det dog ikke undgå at røre ved noget i én.

Sort hjerte - Silvia Avallone

 

• Dansk
• 20.-21. marts
• 424 sider

En vanvittig stærk samtidsroman fra den for mig ukendte italienske forfatter Silvia Avallone - men med denne succes er der måske håb for at flere af hendes tidligere romaner bliver oversat; ellers findes de på engelsk eller fransk.

Historien foregår i en øde landsby langt oppe i bjergene i Norditalien - Sassaia. En dag i november ankommer Emilia for at installere sig i sin afdøde tantes hus i den forladte by, der kun har to andre beboere. Den ene er den gamle kunstmaler, Basilio, og den anden er Bruno - en 36-årig skolelærer med en smertefuld fortid. 

De indleder hurtigt et forhold, men Emilia vil intet sige om sig selv. Den gamle Basilio kender sandheden, men som læser får vi kun bidder ad gangen i tilbageblok fra et ungdomsfængsel, hvor Emilia tilbragte så lang tid, at hun nu som 31-årig er jomfru, og ikke kender til fx Google. Det lægger et pres på deres forhold, da Bruno er forelsket og åbner op sin tragedie. 

Han er offeret - men Emilias hemmelighed gør hende til en bøddel. Hun har sonet sin straf, men spørgsmålet er om man kan få et normalt liv igen? Kan man indlede et forhold til en person, man ved rummer en så kompleks fortid?

Til tider kan man synes det bliver lige lovlig svulstigt i følelserne og personlighederne; men samtidig er der en helt utrolig tæthed i stemningen i den lille bjerglandsby, så man ser den for sig. Jeg var oprigtigt forberedt på en forfærdelig slutning, da gruen virkelig er intens for Emilia. Men også i deres forhold, hvor de skal blotlægge sig.

Jeg synes de italienske romaner, jeg har læst de senere år (selvom det ikke er mange) alle er baseret på samfundskritiske voldsomme scenarier - det gælder Elena Ferrante men også Niccolo Ammaniti. Det reflekterer måske den politiske desillusion og en social voldsomhed, der præger landet mere end hos os. Det mærkes i hvert fald tydeligt og det giver en anderledes og meget stærk litteratur.

Jeg var så opslugt af den, at jeg slugte den på to dage - selvom det dog heller ikke er en tung bog at læse.

Lucias sidste rejse - Vetle Lid Larssen

 

• Dansk
• 9.-13. marts
• 569 sider

Nogle mennesker går på museum - eller i en kirke - og ser kun en masse gammelt bras. Jeg bliver dybt fascineret af, at det i det hele taget har overlevet frem til, at jeg kan beundre det. Så tænker jeg på, hvordan rejsen har været hertil? Hvor mange vægge har et maleri hængt på? Hvem købte det først - og hvorfor? Hvorfor kom det videre ud i verden? Hvem har bragt det til lige dette sted?

Det sidste spørgsmål er der desværre tit en trist forklaring på i form af krige, der har flyttet kunstskatte langt fra deres oprindelsessted. 

Relikvier er om ikke altid kunstskatte, så i hvert fald kulturskatte - og for nogle har de jo en enorm betydning, som illustreret i denne bog, der rejser i sporene på de tolv apostles rester. Der er mange rester af hellige personer. Så mange, at de ville have flere arme og ben mange gange; men Sankt Lucia er hel og intakt... næsten da.

Det er en fantastisk idé at følge hendes rejse fra hun i år 304 dør - anklaget for at være kristen af en forsmået forlovet, og dømt til at arbejde i et bordel, inden hun henrettes. En romersk general fatter alligevel medlidenhed, og hun får en kristen begravelse. Hun stedes til hvile i Siracusa på Sicilien, men snart bliver hendes gravfred forstyrret.

Det første årtusinde var turbulent, og Sicilien lå i farezonen mellem muslimsk og katolsk herredømme hvilket forårsagede flere krige. Hun kommer derfor også til Konstantinopel, inden byen falder og hun igen føres til Italien men denne gang til Venedig. Nogle bortfører hende for vindings skyld - der er mange penge i at have en hel helgen i sin kirke. Andre gør det for at beskytte hende - og nogle forsøger men mislykkes.

Vi møder fiktive og virkelige personer - som Dante, der sendes på en mission til Venedig; eller den danske general Dahlerup, som skal angribe Venedig i 1849. De ti kapitler efter Lucias egen historie strækker sig fra 878 til 1981, hvor hun stjæles fra kirken, og hovedet blev frigjort fra kroppen og  lev tilbage. Ved et mirakel blev hun fundet netop til Lucia-dagen, den 13. december - en dag, vi kender godt til selv i vores protestantiske tradition.

Der er selvfølgelig historier, der er bedre end andre iblandt de ti. Den eneste røde tråd er nemlig Lucia, og alle de andre kommer fra vidt forskellige lande og baggrunde. Men det er netop alt det, der skaber fortællingen - alle de strabadser, hun har været udsat for; og som mange andre kunstværker også har prøvet. Det samme fortæller Pierre Assouline i sin bog om et maleri, der dog pudsigt nok fortælles af maleriet selv. 

Jeg lærte også nyt om fx bombningen af Venedig ved slutningen af 2. Verdenskrig - og så var det jo en interessant indgangsvinkel til min snarlige rejse til Sicilien selvom jeg ikke kommer til Siracusa. Men det var kunst og historie i en skøn blanding, som jeg elsker det.

Bag facaden af glas - Marie Louise Cornelius

 

• Dansk
• 1.-2. marts
• 527 sider

Jeg læste første bind af den københavnske familietrilogi for næsten to år siden, og ærgrede mig allerede dengang over at være gået i gang inden hele serien var tilgængelig. Nu er andet bind udkommet, og man kunne jo havde håbet på en elegant opsummering af første bind - fx i form af referencer i dialoger - til handlingen fra første bind. Det er der stort set ikke!

Ligesom første bind er det virkelig let læsning, og derfor sidder alle detaljer nok heller ikke så fast i erindringen to år senere. Jeg har trods alt læst 214 bøger siden, og jeg må erkende, at der var nogle huller, som jeg ikke blev hjulpet med som læser. Det er lidt ærgerligt når der er så lang tid mellem udgivelserne.

Men nu er vi altså i 1911 og følger stadig herskab og tjenestefolk i København. Landsdommer Kroghs datter, Dottie, er raget uklar med faderen og har forladt hjemmet. Ikke nok med det søger hun nu også arbejde, og finder et job som altmuligmand på Nordisk Film, som tager sine spæde skridt indenfor filmens verden. Det er endnu ikke en anerkendt kunstart, og der ses ned på film fra kultureliten. Dottie møder nogle af dem, der senere bliver dansk films første stjerne som Asta Nielsen, og på mange måder er det historiens force, at samtidens historie så fint flettes ind. Det gælder også kvindernes kamp for ligeværd og stemmeret, som også hendes veninde Rebecca kæmper med. Hun vil læse medicin som sin bror, der til gengæld hader sit studie, og ikke egner sig til det.

Der er utrolig mange historier, og derfor bliver det også i overfladen selvom personerne fremstår fint. Men nogle af de tungere emner strejfes blot. Der er ellers rigeligt af dem. Tjenestepigen Marie, der voldtages af dommer Krogh, og bliver gravid. Det koster hende pladsen efter en illegal abort. Eller Dotties søster Helene, der kaster sig for fødderne af Dotties forsmåede forlovede for at ende i hvad, man kan se bliver et ulykkeligt ægteskab startet på en løgn. Hele to personer opdager, at de er homoseksuelle, hvilket heller ikke er nemt at håndtere i datidens miljø - men det forbliver uudtalt og også her kunne man godt være gået langt mere i dybden.

Bogens ældre generation af kvinder - Agnete og Caroline - kæmper med deres traumer. Agnetes søn, som blev sat i pleje på et hjem men løjet død, og nu plager hendes samvittighed. Det tærer på ægteskabet og hun indleder en affære med doktor Bergsøe, hvis kone Caroline til gengæld blomstrer op, da en ung medicinstuderende kommer ind i hjemmet. Hun vil til bunds i sin afroamerikanske afstamning, men manden vil gøre alt for at opretholde en facade af normalitet.

Så bag alle disse facader - af glas - nedbrydes normer. Det er en spændende tid her lige inden 1. verdenskrig, hvor kvinders liv for alvor ændres og kvinderne står absolut også stærkest i romanen. Der er måske lidt for mange tråde - ikke at holde styr på; det er ret enkelt. Men til at man kommer et dyk længere ned, hvor det virkelig bliver interessant. Der bliver en del tråde at rede ud i sidste bind, hvis der da ikke kommer flere - og under alle omstændigheder bliver det nok igen med en lang ventetid.

Sicilianerne forklaret for turister - Augusto Cavadi

 

• Dansk
• 28. februar
• 84 sider

Jeg nåede lige en bog mere i februar, da jeg under min tur på biblioteket fandt denne "guide" til sicilianerne. Jeg skal for første gang til Sicilien snart, og det kræver jo lidt forberedelse Rejseguides er gode, men det er endnu bedre at læse noget kulturhistorie skrevet af lokale. 

Jeg forventede derfor en humoristisk og interessant indførsel i den lokale kultur, men blev desværre skuffet.

Jeg forstår faktisk ikke helt, hvorfor denne bog er udgivet med denne titel - for som udenforstående får man ikke meget mere viden om Sicilien. 

En del af de mange små kapitler er kronikker, der tidligere er udgivet i den italienske presse og handler om samfundsrelevante emner. Det er jo fint, men giver ingen mening for en turist og der er meget lidt, der reelt gav mig en fornemmelse af at "opdage" den sicilianske kultur. Jeg lærte dog lidt om øens helgeninde, Rosalia, og selvfølgelig om deres konfliktuelle forhold til fordommene om siciliansk mafia.

Men det blev ved det desværre. Heldigvis har jeg andre bøger i baghånden - og ikke mindst muligheden for at danne mig mine egne indtryk!

Sovjetistan - Erika Fatland

 

• Dansk
• 22.-25. februar
• 474 sider

Så har jeg - desværre - læst alle Erika Fatlands rejsebeskrivelser. Jeg startede med den nyeste, og slutter med den ældste, som udkom i 2014. Her handler de om de fem tidligere sovjetrepublikker nu kendt som stan-landene: Turkmenistan, Kazakhstan, Kirgisistan, Tajikistan og Uzbekistan. Et kæmpe område af Centralasien med en rig og turbulent historie fra Silkevejen til moderne diktaturer for de flestes vedkommende.

Igen er hun taget på rejse - i dette tilfælde to længere ophold. Først til Turkmenistan og Kazakhstan, og senere til de sidste tre lande. Betegnelsen stan-landene bruges ofte som et fælles begreb, og dog er de fem lande vidt forskellige på mange områder.

Kazakhstan er verdens niende største land i areal med "kun" 20 millioner indbyggere. Tajikistan er det mindste men det tættest befolkede, mens Kirgisistan er det mindst befolkede. Nogle er dækket af ørken, andre af bjerge. Nogle har naturlige ressourcer som gas, mens andre producerer bomuld. 

Fælles for dem alle er dog, at de opstod som selvstændige lande efter Sovjetunionens fald i 1991 - deraf titlen - og i dag stadig til dels kæmper med at finde et selvstændigt demokratisk ståsted. Turkmenistan og Tajikistan er deciderede diktaturer, mens Kazakhstan og Uzbekistan er meget autoritære regimer. Lande, hvor kæmpe plakater af præsidenten fylder gadebilledet. Hvor befolkningen stemmer ensidigt på den siddende præsident igen og igen - hvis man altså skal tro regimets udlægning af valgresultater. Lande, hvis ledere allerede var prorussiske inden 1991, og i stor udstrækning viderefører en lederstil fra den kommunistiske æra.

De er overvejende muslimske, men sekulære og meget bevidste om den geopolitiske "fare" ved deres geografiske tæthed til fx Afghanistan og Iran, og håndhæver en del regler om religiøs udfoldelse. Men kvinders rettigheder er begrænsede - ikke mindst i Kirgisistan, der som det eneste "demokrati" også har en udbredt tradition for bruderov. Hvis man bortfører en kvinde, er hun tvunget til at gifte sig med manden. Selvom det er forbudt ved lov, antages det, at 12.000 kvinder kidnappes årligt.

Det er fascinerende lande - billederne af de kæmpe moderne monumenter (til diktatorernes ære) flyder sammen med marmorbelagte moskeer fra mytiske byer som Samarkand, hvor Silkevejens kulturarv fascinerer. Det er også deprimerende historier om økologiske katastrofer som udryddelsen af Aral-søen og Darvaza-krateret i Turkmenistan, som har brændt siden 1971.

Det er ikke nemt at rejse i alle disse lande - og slet ikke som enlig kvinde, der må skjule sin identitet som forfatter og journalist. Fatland formår allerede i denne første bog at blande historie, politik og anekdoter på en underholdende og levende måde. Dog aner man, at hun stadig var ung - knap 29 år - og der mangler en vis respekt til tider. Det er nok også mere relevant i dag, men det chokerer mig når hun i personbeskrivelser skriver fx at "hun var stor som et hus". Hun er god til at møde mennesker, men personlige fysiske beskrivelser er næppe relevante - og slet ikke i den nedgørende facon. Det er hun trods alt kommet efter i de senere bøger, og på mange måder er denne faktisk en af de bedste.

De er alle fantastiske - men ved at fokusere så intenst på blot fem lande, kommer vi nok mere i dybden end i Højt, hvor hun rejser på kryds og tværs af mange lande. I Grænsen besøger hun fjorten lande på ikke mange flere sider, og i Søfareren er det ikke mindre end tyve lande på flere kontinenter. 

Sovjetistan har heldigvis et efterskrift fra 2022, hvor det desværre ikke oser af positivitet. Ingen af disse lande bevæger sig med store skridt mod mere demokrati, men det er en god afrunding. 

Disse bøger kræver jo flere års rejse og arbejde, så der går nok en rum tid inden hun udgiver mere - men jeg vil glæde mig til at se, hvilken verdensdel hun så vender sig mod!

Den dag Nils Vik døde - Frode Grytten

 

• Dansk
• 16. februar
• 164 sider

Jeg læser ikke meget dansk - eller skandinavisk - litteratur generelt. Der er noget med melodien og rytmen, der ikke fanger mig på samme måde. Der er en specifik skandinavisk stil synes jeg, som er minimalistisk hverdagsrealisme skåret helt til benet. Men så er det dejligt at blive overrasket - og overvældet en gang imellem!

Frode Grytten kendte jeg ikke; men jeg kan se, at han har skrevet flere digtsamlinger og mange noveller. Netop det sidste forklarer måske hvorfor han lykkes så fantastisk godt med at skrive en roman, der blot fylder 164 sider og alligevel får mig til at føle, at jeg har været medpassager på et langt livs rejse.

Nils Vik er bådfører et sted i Norge - oppe i fjordene, hvor både var transportmidlet indtil broer blev bygget. Et beskedent job, han har passet hele livet men samtidig vitalt for de mennesker, der boede på hver sin side af fjorden, og var afhængige af ham og hans båd. Denne morgen står Nils Vik op, og gør sig klar til dagen som alle andre morgener. Men det er den sidste dag. Det ved han. Men derfor skal rutinen ikke ændres.

Da alt er i orden, går han ned til sin båd og stævner ud i fjorden. Og da ser han dem. Alle dem, der er gået forud, og som har haft en betydning for ham. Først er det hunden Luna, der kommer ombord. Så er det en ung knægt, han tog under sine vinger, da denne var på vej ud i småkriminalitet. Det er den gamle skolelærerinde, som faktisk flyttede til fjorden fordi hun var forelsket i en lokal kvinde. Det er broderen Ivar, som havde et trist liv, der endte lige så trist. Selvfølgelig også hustruen Marta, der var hans modpol og døde efter to hjerneblødninger. Og den udenlandske mand, der kom til fjorden og nær havde taget hans Marta fra ham.

Man kan jo undre sig over, hvordan Nils Vik ved han skal dø? Eller hvordan han rent faktisk dør? Et det selvmord? Livstræthed? Han sejler, samler de døde op og forsvinder til sidst ud i solnedgangen rent bogstaveligt. Måske er han ikke i sin båd men i en seng et sted, og drømmer sig ind i denne sidste fase af livet, som han ville have haft det til at ende? Måske er han en form for Charon, der styrer sin båd mod dødsriget?

Der kommer lidt vel meget patos over de sidste sider og de sidste minutter, som godt kunne være skruet lidt ned. Men i hele resten af bogen er man med Nils Vik bag roret, og ser ud over fjorden, som han så den dag ud og dag ind i årtier med alle de menneskeskæbner, der blev en del af hans liv. De kommer kun ind med en kort beskrivelse af hvem og hvordan - alligevel føler man, at de bliver helstøbte personer i Nils Viks liv. Det er smukt gjort i så lille en roman.

Det er helt almindelige liv, der har omgivet Nils Viks eget stille liv i sin båd. Nu ender det, og han tager imod minderne og de afdøde sjæle som man muligvis ser tilbage på et levet liv lige inden det slutter.

Højt - Erika Fatland

 

• Dansk
• 9.-14. februar
• 675 sider

Man kan roligt sige, at jeg er betaget af Erika Fatlands rejseskildringer - og jeg burde nok sprede dem lidt ud over tid, men det rækker min tålmodighed ikke til, når jeg først er så begejstret.

Denne bog udkom i 2020 og er den tredje i rækken af hendes fire rejseskildringer, og denne gang tager hun os med til Himalaya. Fatland er jo ikke bjergbestiger og mange af de bøger man finder om emnet er netop det: Beskrivelser af turen op til Mount Everest.

Men Himalaya er også så meget mere end blot Mount Everest - selvom bedriften jo i sig selv er imponerende. Fatland interesserer sig ikke for de andre rejsende, der tager til Himalaya for at møde en spirituel guru eller udfordre deres egen dødelighed på et bjerg.

Fatland har rejst i månedsvis - i to perioder af flere måneder har hun krydset landene, som deler denne region i Asien, hvor himlen er lidt tættere på - Indien, Pakistan, Nepal, Kina, Bhutan og Tibet. Hun rejser alene og i øjenhøjde med lokalbefolkningen. Hun vandrer ruter for at krydse grænser, hvor turister tager en bekvem helikopter. Hun sover hos de lokale eller i et telt, og spiser og lever sammen med dem. Hun kommer til de mest afsides egne af bjergdalene, hvor civilisationen først ankom for få årtier siden. 

Hun taler med de lokale, og i nogle ad disse lande er det ikke uden risici. Flere steder kan hun kun rejse med en statslig anvist guide, som nøje fører hende ad accepterede ruter, og som ikke kan eller vil svare på spørgsmål, der er kritiske eller ligger uden for doktrinen. Men som Leonard Cohen siger: "There is a crack, a crack in everything. That's how the light gets in".

Netop det lys finder hun - altid! De mennesker, der åbner op og fortæller om, hvordan det virkelig er at leve lige der i verden. Under politisk diktatur eller under klimaets ubarmhjertige magt. I kongeriger, der ikke længere findes med årtusindgamle traditioner eller i nyoprettede byer, der skal vise et andet ansigt til de tilrejsende pengestærke turister.

Hun kommer også til Mount Everest selvfølgelig men kun til den nederste del af baserne; det i sig selv er en bedrift og en stærk fortælling. Men alligevel mindre stærk end hendes utallige møder med folk og fæ fra egne, der er så fjerne, at man har svært ved at forestille sig det. Jeg fascineres af disse rejser i så barske områder, hvor der er så langt til nærmeste nabo. Man kunne ønske sig at være der på et øjeblik for at indsuge den stemning af isolation og magtesløshed overfor en voldsom natur. 

Så tager jeg mig selv i at lede efter disse små byer på Google Earth for at forstærke fornemmelsen - men i virkeligheden behøver jeg kun hendes ord. 

Månen i min kuffert - Roxana Kia

 

• Dansk
• 31. januar - 1. februar
• 400 sider

Jeg var så heldig at få en bog i gave af nogle gæster - og jeg slugte den i weekenden, da den var umulig at lægge fra mig!

I sommeren 2022 opstod bevægelsen Kvinde! Liv! Frihed! i Iran efter drabet på den blot 22-årige Jina Amini, der nægtede at bære slør. Demonstrationer og protester bredte sig til store dele af verden - og hendes død blev desværre ikke den eneste. Nu er vi mere end tre år senere og muligvis på kanten af en ny konflikt, som kan vise sig at være afgørende for landets præstestyre.

Hver gang konflikter opstår i et land, man er flygtet fra, konfronteres de flygtede med den virkelighed igen. Således også Roxana Kia, som har boet i Danmark siden hun var 29 år. Men hun flygtede fra Iran efter shah-styrets fald i 1979, og boede i mange år i Sverige, hvor hendes mor stammer fra.

Nu sidder hun dér og ser og hører, hvad der foregår i Iran, og kæmper med at sove om natten. Hun finder en gammel kuffert frem, hvor nogle af familiens minder overlever. Hun ser tilbage på en barndom men også på forældrenes ungdom og første møde.

Vi springer rundt i tid og sted, men uden at det bliver forvirrende. Nedslag i hendes barndomsminder i et Iran, hvor hendes farfar var en af shahens tætteste rådgivere og familien tilhørte den absolutte overklasse i landet. Hendes far var endda udset til at blive gift med shahens søster, men han havde læst i Sverige og da han som ung vendte tilbage mødte han Amy, hendes mor. Hun blev gravid, og hurtigt måtte de gifte sig, og senere flyttede de til Teheran og ind hos svigerfamilien.

Det er også en historie om kulturchok for Amy. Både i forhold til, at flytningen til et så fremmed land i 1960'erne, men også den magt og rigdom, der er og som hun forventes at repræsentere sammen med Roxanas far, Freddy. En mand, som ligesom sin egen far, lever et dobbeltliv kvinderne forventes at acceptere. Der er utroskab - og halvsøskende - og spillegæld. Der er vold og jalousi. Men Amy bliver alligevel.

For den voksne Roxana er der også tvivlen og dualiteten i at være flygtning men repræsentere et styre, som muligvis har blod på hænderne. De fleste flygter jo fordi et nyt regime indebærer en politisk fare for dem fordi de var knyttet til det gamle. I dette tilfælde er hendes familie dog fra den absolutte top af dette tidligere regime, og kufferten bugner af fotos af bedsteforældrene sammen med præsidenter og statsledere. Roxana finder sammen med andre iranske kvinder i Danmark, og genopdager sine iranske rødder men hvor meget skal hun sige om sin egen familie?

Historien følger familien særligt fra forældrene mødes og til starten af 1980'erne, da de er flygtet. Det går lidt hurtigere med de efterfølgende år og hvorfor hun præcis landede i Danmark står ikke klart. Der mangler måske nogle detaljer, men historierne om den familie og deres liv i Iran er ganske fængslende.

Så hvorfor er det - igen - at danske forlag ikke kan gøre tingene helt korrekt? Der var mindst én grov faktuel fejl i årstal og en hel del sjuskefejl i korrekturen. Det skurrer virkelig, når man ellers nyder en virkelig god og stærk personlig fortælling. Ydermere når det er så åbenlyse fejl, at en hurtig gennemlæsning ville have været nok. 

Sprogligt er den ellers fantastisk poetisk med et islæt af mellemøstligt eventyr - med månen som ledetråd igennem historien, og som pejlemærke for den voksne Roxana, som skal slutte fred med en del familiedæmoner.

Kongeligt queer - Lars Oskan-Henriksen

 

• Dansk
• 20.-25. januar
• 592 sider

Historiske biografier er altid et hit - og denne har et twist!

Forfatteren er selv aktivist indenfor LGBTI+-bevægelsen, og har sat sig for at kortlægge de kongelige personer gennem historien, der bekræftet eller ej var queer. I denne forstand skal udtrykket måske tolkes lidt bredere - nemlig i betydningen, at de trådte ved siden af den opfattelse man havde til deres opførsel som kongelige personer. 

De 39 personer kommer fra hele Europa - fra Rusland, Frankrig, Østrig-Ungarn, Tyskland, Bayern, Osmannerriget, Rumænien, Bulgarien, Danmark, Sverige, Holland, Spanien, Monaco og England. Den ældste biografi er af Edward II af England, der levede fra 1284 til 1327 og den yngste af den nulevende Lord Mountbatten i England, som er født i 1962. 

Der er en del regenter iblandt, men som ses af tilfældet Lord Mountbatten også andre personer i kongelige familier, som ikke er direkte magthavere. Det er nogle gange kronprinser eller hustruer - eller andre i den royale indercirkel.

Som sagt er det svært at kende de intime detaljer om folks seksualitet - især når de har været døde i århundreder. Det gøres ikke mindre besværligt af, at der i fx middelalderen og renæssancen var helt andre normer for seksualitet. Andre kulturer - som Osmannerriget - havde igen andre acceptable regler og homoseksualitet var ikke en identitet, som vi anser det i dag.

I nogle tider og nogle kulturer var det acceptabelt og anerkendt med homoerotiske forhold i ungdommen - så længe en tronarving i sidste ende gjorde det en tronarving skal: Sikre den næste i rækken! For andre var dette et nødvendigt onde og man giftede sig for at sikre arvefølgen og opretholde facaden, mens man levede sit liv i det private med elskere eller elskerinder.

For nogle er det dog uomtvisteligt, at de havde en homoseksuel identitet - uden måske selv at tænke i de baner - mens det for andre mere handler om at stikke ud fra mængden, og udfordre vores tankegang. Det er sådan man skal se fx afsnittet om prinsgemalen Henrik, som i sin levetid blev mere kritiseret for sin franske væremåde og først fik sin oprejsning efter sin død i 2018.

Der var en del overraskende biografier af personer, jeg kendte men med en helt anden tilgang til deres biografi. Der var andre, hvis liv og levned er velkendt som værende homoseksuelt - og det handler absolut ikke kun om deres privatliv. Vi får samtidig en fortælling om deres samtid med krige og alliancer, der var med til at sætte dagsordenen for royale ægteskaber.

Det er også en smuk bog; dejligt illustreret og med en god inddeling i kronologiske geografiske afsnit. Derfor er det desto mere ærgerligt med de fejl, der altså har sneget sig ind, og som virker til at tage til som den tykke bog skrider frem. Faktuelle fejl som forkerte årstal - hvis man er født i 1566 er man ikke 12 år gammel i 1568 - men også navne, der blandes sammen udover de vanlige sjuskefejl i korrekturen, som danske forlag er mestre i.

Bogen stiller dog også nogle væsentlige spørgsmål i det afsluttende kapitel. Er kongehusene af i dag gearet til at håndtere et eventuelt homoseksuelt regentpar og hvordan skal en arvefølge så sikres? De fleste kongehuse optræder i en eller anden form som protektorer for LGBTI+-projekter - men er det politisk korrekthed eller en reel intention om at integrere en ny identitet i en oldgammel institution?

Det bringer interessante debatter til bords set i lyset af de mange liv, der blev ulykkelige eller forkortede fordi man ikke kunne håndtere, at der blev trådt uden for de royale etikettegrænser.