Wednesday, February 25, 2026

Sovjetistan - Erika Fatland

 


  • Dansk
  • 22.-25. februar
  • 474 sider

Så har jeg - desværre - læst alle Erika Fatlands rejsebeskrivelser. Jeg startede med den nyeste, og slutter med den ældste, som udkom i 2014. Her handler de om de fem tidligere sovjetrepublikker nu kendt som stan-landene: Turkmenistan, Kazakhstan, Kirgisistan, Tajikistan og Uzbekistan. Et kæmpe område af Centralasien med en rig og turbulent historie fra Silkevejen til moderne diktaturer for de flestes vedkommende.

Igen er hun taget på rejse - i dette tilfælde to længere ophold. Først til Turkmenistan og Kazakhstan, og senere til de sidste tre lande. Betegnelsen stan-landene bruges ofte som et fælles begreb, og dog er de fem lande vidt forskellige på mange områder.
Kazakhstan er verdens niende største land i areal med "kun" 20 millioner indbyggere. Tajikistan er det mindste men det tættest befolkede, mens Kirgisistan er det mindst befolkede. Nogle er dækket af ørken, andre af bjerge. Nogle har naturlige ressourcer som gas, mens andre producerer bomuld. 

Fælles for dem alle er dog, at de opstod som selvstændige lande efter Sovjetunionens fald i 1991 - deraf titlen - og i dag stadig til dels kæmper med at finde et selvstændigt demokratisk ståsted. Turkmenistan og Tajikistan er deciderede diktaturer, mens Kazakhstan og Uzbekistan er meget autoritære regimer. Lande, hvor kæmpe plakater af præsidenten fylder gadebilledet. Hvor befolkningen stemmer ensidigt på den siddende præsident igen og igen - hvis man altså skal tro regimets udlægning af valgresultater. Lande, hvis ledere allerede var prorussiske inden 1991, og i stor udstrækning viderefører en lederstil fra den kommunistiske æra.

De er overvejende muslimske, men sekulære og meget bevidste om den geopolitiske "fare" ved deres geografiske tæthed til fx Afghanistan og Iran, og håndhæver en del regler om religiøs udfoldelse. Men kvinders rettigheder er begrænsede - ikke mindst i Kirgisistan, der som det eneste "demokrati" også har en udbredt tradition for bruderov. Hvis man bortfører en kvinde, er hun tvunget til at gifte sig med manden. Selvom det er forbudt ved lov, antages det, at 12.000 kvinder kidnappes årligt.

Det er fascinerende lande - billederne af de kæmpe moderne monumenter (til diktatorernes ære) flyder sammen med marmorbelagte moskeer fra mytiske byer som Samarkand, hvor Silkevejens kulturarv fascinerer. Det er også deprimerende historier om økologiske katastrofer som udryddelsen af Aral-søen og Darvaza-krateret i Turkmenistan, som har brændt siden 1971.

Det er ikke nemt at rejse i alle disse lande - og slet ikke som enlig kvinde, der må skjule sin identitet som forfatter og journalist. Fatland formår allerede i denne første bog at blande historie, politik og anekdoter på en underholdende og levende måde. Dog aner man, at hun stadig var ung - knap 29 år - og der mangler en vis respekt til tider. Det er nok også mere relevant i dag, men det chokerer mig når hun i personbeskrivelser skriver fx at "hun var stor som et hus". Hun er god til at møde mennesker, men personlige fysiske beskrivelser er næppe relevante - og slet ikke i den nedgørende facon. Det er hun trods alt kommet efter i de senere bøger, og på mange måder er denne faktisk en af de bedste.

De er alle fantastiske - men ved at fokusere så intenst på blot fem lande, kommer vi nok mere i dybden end i Højt, hvor hun rejser på kryds og tværs af mange lande. I Grænsen besøger hun fjorten lande på ikke mange flere sider, og i Søfareren er det ikke mindre end tyve lande på flere kontinenter. 

Sovjetistan har heldigvis et efterskrift fra 2022, hvor det desværre ikke oser af positivitet. Ingen af disse lande bevæger sig med store skridt mod mere demokrati, men det er en god afrunding. 

Disse bøger kræver jo flere års rejse og arbejde, så der går nok en rum tid inden hun udgiver mere - men jeg vil glæde mig til at se, hvilken verdensdel hun så vender sig mod!

No comments: