Den dag Nils Vik døde - Frode Grytten

 

• Dansk
• 16. februar
• 164 sider

Jeg læser ikke meget dansk - eller skandinavisk - litteratur generelt. Der er noget med melodien og rytmen, der ikke fanger mig på samme måde. Der er en specifik skandinavisk stil synes jeg, som er minimalistisk hverdagsrealisme skåret helt til benet. Men så er det dejligt at blive overrasket - og overvældet en gang imellem!

Frode Grytten kendte jeg ikke; men jeg kan se, at han har skrevet flere digtsamlinger og mange noveller. Netop det sidste forklarer måske hvorfor han lykkes så fantastisk godt med at skrive en roman, der blot fylder 164 sider og alligevel får mig til at føle, at jeg har været medpassager på et langt livs rejse.

Nils Vik er bådfører et sted i Norge - oppe i fjordene, hvor både var transportmidlet indtil broer blev bygget. Et beskedent job, han har passet hele livet men samtidig vitalt for de mennesker, der boede på hver sin side af fjorden, og var afhængige af ham og hans båd. Denne morgen står Nils Vik op, og gør sig klar til dagen som alle andre morgener. Men det er den sidste dag. Det ved han. Men derfor skal rutinen ikke ændres.

Da alt er i orden, går han ned til sin båd og stævner ud i fjorden. Og da ser han dem. Alle dem, der er gået forud, og som har haft en betydning for ham. Først er det hunden Luna, der kommer ombord. Så er det en ung knægt, han tog under sine vinger, da denne var på vej ud i småkriminalitet. Det er den gamle skolelærerinde, som faktisk flyttede til fjorden fordi hun var forelsket i en lokal kvinde. Det er broderen Ivar, som havde et trist liv, der endte lige så trist. Selvfølgelig også hustruen Marta, der var hans modpol og døde efter to hjerneblødninger. Og den udenlandske mand, der kom til fjorden og nær havde taget hans Marta fra ham.

Man kan jo undre sig over, hvordan Nils Vik ved han skal dø? Eller hvordan han rent faktisk dør? Et det selvmord? Livstræthed? Han sejler, samler de døde op og forsvinder til sidst ud i solnedgangen rent bogstaveligt. Måske er han ikke i sin båd men i en seng et sted, og drømmer sig ind i denne sidste fase af livet, som han ville have haft det til at ende? Måske er han en form for Charon, der styrer sin båd mod dødsriget?

Der kommer lidt vel meget patos over de sidste sider og de sidste minutter, som godt kunne være skruet lidt ned. Men i hele resten af bogen er man med Nils Vik bag roret, og ser ud over fjorden, som han så den dag ud og dag ind i årtier med alle de menneskeskæbner, der blev en del af hans liv. De kommer kun ind med en kort beskrivelse af hvem og hvordan - alligevel føler man, at de bliver helstøbte personer i Nils Viks liv. Det er smukt gjort i så lille en roman.

Det er helt almindelige liv, der har omgivet Nils Viks eget stille liv i sin båd. Nu ender det, og han tager imod minderne og de afdøde sjæle som man muligvis ser tilbage på et levet liv lige inden det slutter.