Dødens store billedbog - Stefan Pajung / Søren Hein Rasmussen

 

• Dansk
• 30.-31. december
• 355 sider

Da jeg hørte om denne bog, måtte jeg jo eje den - og med det samme! Det var heldigvis lige før jul, og jeg skyndte mig at proklamere til alle og enhver, at denne altså måtte ligge under træet. Det blev til den sidste læseoplevelse i 2020; et underligt læseår!

Det startede rimelig normalt; men i marts, da coronaen ramte gik jeg helt i baglås. Det stressede mig, og der var så mange dårlige nyheder hele tiden. Jeg havde endda tre ugers ferie - men det var virkelig umuligt for mig at finde lysten frem. Dette varede for en stor del af 2020; jeg læste langt færre bøger end tidligere år på trods af mere tid hjemme. Det må og skal der laves om på i 2021!

Men det var en smuk afslutning på året med billedbogen om døden. For en kunstaficionado som jeg var der selvfølgelig en del gammel lærdom, men opbygningen var interessant og de valgte illustrationer var smukke og for det meste godt forklaret med de tilhørende noter.

Døden er i kunsten (og i Bibelen) en påmindelse om vores perifære besøg på jorden, og i tidligere tider en løftet pegefinger om, at vi kunne ende et forfærdeligt sted. Malerier i kirker osv. tjente jo det glimrende formål at instruere de folk, der ikke kunne læse - og mens Bibelen stadig kun fandtes på latin.

Men døden som koncept holder ikke op med at fascinere os; det viser den sidste del af bogen, hvor der interessant nok tillige er højaktuelle illustrationer, hvor Covid-19 optræder. Der er altid ydre faktorer, som bidrager til at højne vores forskrækkelse for vores egen dødelighed. 2020 blev bestemt et år, hvor vi alle pludselig måtte erkende vores utilstrækkelighed overfor denne slags hændelser således som pesten i middelalderen skræmte folk. Den tilfældige rasering er en udfordring for vores intellekt.

Dermed er det både interessant læsning, men også smukke billeder - det er altid godt med en god lup til denne slags bøger, så man kan suge alle detaljer til sig. 

Illustrationerne er virkelig smukke - ikke mindst på grund af den fantastiske papirkvalitet; der er virkelig kræset for det her. Derfor er det også lidt ærgerligt, at et par grumme fejl har sneget sig ind.

Side 95 omtales den franske kunstner Gamelin (1738-1803), som levede som fattig kunstner indtil den franske revolution - hvorefter han i 1996 fik et professorat. 1996!!

Side 147 vises en illustration af Holbein, men i teksten står der, at dette arbejde har krævet stor præcision af Dürer!

Endelig på side 247 vises en fransk illustration med titlen Délivré par la mort, som oversættes til Leveret af døden. I denne sammenhæng er den korrekte oversættelse snarere tættere på det engelske ord relieved og skal ikke anses for en fysisk levering. Det franske sprog er mere facetteret - så det kan man måske forstå. 

Det ændrer dog ikke ved bogens overordnede fine kvalitet; det er en bog, man vil vende tilbage til blot for at beundre illustrationerne.

Og solen går sin gang - Ernest Hemingway

 

• Engelsk
• 27.-29. december
• 320 sider
• Originaltitel: The Sun Also Rises

Juledagene er ovre, og der kom selvfølgelig nye bøger til samlingen - men der blev også holdt lidt fri fra læsningen. 

Mine køb hos Shakespeare & Co. for nylig var ikke helt tilfældige bøger; der var bogen om vandringer i Paris skrevet af en forfatter, der bor i Sylvia Beachs hus. Og så var den denne meget smukke særdugave af Hemingways debutroman fra 1926. Det medfølgende digt her var et af Shakespeare - igen et passende valg!

Det var Gertrude Stein, der efter sigende først bragte udtrykket The Lost Generation på banen. Hun var ude at køre og stoppede for at få fyldt tanken op, og spurgte således mekanikeren om det ikke var svært at finde ordentlige folk her efter krigen. Hans svar var, at det gik udmærket, hvis man tog de helt unge mennesker. Dem, der ikke havde været i skyttegravene - og dermed var født i slutningen af det 20. århundredes første årti. De andre var "den tabte generation". Det blev så til the lost generation - primært dem som var født omkring 1883-1900, og dermed havde været voksne og aktive i 1. Verdenskrig.

Gertrude Stein og Hemingway havde et særpræget venskab; Hemingway beundrede hende, og så hende lidt som en mentor. Men hun var også hård i kritikken, da han viste hende udkastet til denne første roman. Et tidligere forsøg var gået tabt i en kuffert i et tog - men nu ville han altså skrive en hel roman i stedet for de noveller, han ellers udgav. I Woody Allens film Midnight in Paris, der jo er essensen af denne generation i Paris og dækker nogle af de begivenheder Hemingway senere beskrev i Der er ingen på Paris, ser man ham vise Stein manuskriptet. 

Romanen foregår i tre store dele; første del i og omkring Paris' fortovscafeer, hvor hovedpersonen Jake Barnes bruger det meste af sin vågne tid på at drikke. Han har godt nok et journalistjob - men primært mødes han med vennerne, og de har deres stamsteder omkring Montparnasse. I de første skitser, som er gengivet i slutningen af denne særlige udgave, er denne person Hemingway selv. Og der er virkelig også mange lighedspunkter! Barnes refererer til en skade i krigen, som ikke har gjort ham impotent - men på den anden side er hans libido ikke som det har været. Der har været mange spekulationer om Hemingway selv var impotent. Nok omgav han sig med mange kvinder, og var gift hele fire gange - men han havde også mangeårige venskaber med kvinder, fx Marlene Dietrich, som var helt platonisk - eller usynkroniseret lidenskab, som Hemingway sagde.

Han fik udløb for sin maskulinitet ved at jage i Afrika, fiske - eller se tyrefægtning i Spanien; dette er også scenen for den midterste del af bogen. En flok på fire mænd og en kvinde tager til Pamplona - Jake, hans amerikanske ven, Bill, hans jødiske ven, Cohn og den fraskilte smukke Brett med hendes seneste erobring Mike. Jake er håbløst forelsker i Brett; men det er Cohn også - og Bill bliver det selvfølgelig. Mike er en falleret alkoholiker; men Brett vil gifte sig med ham, fordi de er lige ustabile. Brett er symbolet på den nye generation af kvinder efter krigen, der ikke lader sig putte i bås i et ægteskab med børn. Hun er frigjort, seksuel og sensuel - og derfor en modsætning til Jakes manglende evne til at have sex. Det bliver destruktivt! Under en uges fest og druk i Pamplona ødelægges venskaber og Brett - den tankeløse egoistiske karakter - rejser væk med en ung tyrefægter; som jo er indbegrebet af maskulinitet og modsætningen til Jake. 

I det sidste kapitel, da alle er rejst hver sin vej delvist mærket af ugens interne og eksterne strabadser, beder Brett alligevel Jake om hjælp. Og det ender lidt tragisk med deres konklusion af alt, der kunne have været. 

Romanen er snart hundrede år gammel; og det mærkes i for eksempel ordvalg og dialog. Men det er også en del af Hemingway-stilen. Man finder mange af de samme temaer som hos Scott Fitzgerald - i fx Tender is the night - de er rundet af den samme tid, og de to mænd var tætte venner. Der er nogle fantastiske beskrivelser af tyrefægtningen, som dengang var en ypperlig sport - men også fiskeriet, som jo var en af Hemingways store passioner. 

Selve romanen er relativt kort på knap tohundrede sider; derudover er der endnu hundrede sider med virkelig interessante skitser, udkast etc., hvor man kan se Hemingways udstregninger og korrektioner. En stor klassiker, som sagtens tåler læsning i dag!

Abens år - Patti Smith

 

• Engelsk
• 21.-23. december
• 224 sider
• Originaltitel: Year of the Monkey

Patti Smith-fan bliver jeg aldrig - af hendes musik! Men hendes ord - de går lige ind.

Jeg har læst to bøger af hende tidligere; den første om hendes liv og venskab med Mapplethorpe, og den anden mere filosofiske med betragtninger over livet. I Abens år er vi i denne sidste genre; og til tider kan man virkelig have hende mistænkt for at være påvirket af ikke helt legale substanser. Dem har der sikkert også været nogle af i hendes ungdom i New York; men nu er hun vist mest på kaffetrip.

Alligevel er der mange underlige passage, hvor hun fortæller levende om sine drømme og de bliver meget virkelige for hende.

Abens år i den kinesiske astrologi er 2016, som viser sig at være et meget skelsættende år for hende - men også for verden.

Ved årets begyndelse rammes en af hendes ældste og tætteste venner af en hjerneblødning, og ligger i koma. Hun fylder 70 år i 2016, og det er også en milepæl hun har behov for at tilegne sig. Det amerikanske præsidentvalg er selvsagt et mareridt for en gammel hippie som hende. Og endelig er der skuespilleren Sam Shepard - en tidligere partner - som nu er ved at dø af ALS.

Et rent ud sagt skrækkeligt år på alle mulige måder. 

Hendes fortælling om året alt imens hun rejser lidt rundt på må og få, og møder pudsige personligheder på tværs af USA, er en reflektion over tiden, der går. Selv ældes hun, men hun er nu også i den alder, hvor vennerne begynder at falde fra. Det er ligesom i M Train meget magisk på en lidt syret måde.

I denne paperback udgave er der tilmed en epilog til epilogen, som er tilføjet i 2020. Smith er kommet ud af abens år; Sam er død i 2017 - men 2020 bliver et lige så dramatisk år. Der er selvfølgelig Covid-19 men også det kommende præsidentvalg, som hun håber vil ende mere opløftende end sidst. Dertil når vi ikke - men hun når at reflektere over dette nye årtis begyndelse, som ikke umiddelbart er særlig optimistisk.

Det er som altid smukt beskrevet med hendes referencer til kunst, litteratur, musik - og ledsaget af hendes sort-hvide Polaroidbilleder. Det er også specielt; og jeg måtte finde en stund, hvor jeg var i stand til at gå med hende for at kunne fordybe mig i bogen.

The Most Beautiful Walk in the World - John Baxter

 

• Engelsk
• 18.-20. december
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En af de absolut mest spændende boghandler ligger i Paris - selvfølgelig vil man næsten sige! Ikke alene med en spektakulær udsigt til Notre Dame, men også på grund af dens historie. Det læste jeg meget mere om i denne bog i foråret. Da de primært sælger engelsksprogede bøger, og da Paris har været meget hårdt ramt af lock-downs, har det knebet med kunderne. I efteråret kom de derfor med en appel på Instagram for at overleve; og jeg bestilte straks tre bøger, og nogle af deres noteshæfter.

Det var dog sin sag at få dem tilsendt; de kom i torsdags efter mere end 1½ måned. Det er jo svært at komme til forretningen for at pakke dem, hvis reglerne siger man kun må være 1 km fra sit hjem i en time! Men de kom - og de sikkert lidt dyrere end hos Amazon; men de redder en unik boghandler og så kommer de med særlige kendetegn.

For det første stempler de bøgerne med deres eget stempel, som bærer deres navn og indskriften KILOMETER ZERO PARIS; det er fordi alle afstande i Frankrig måles ud fra Notre Dame - og de bor som sagt lige ved siden af. Derudover kan man få et et lille digt med i sin bog; det skrives på en gammeldags skrivemaskine, og vælges tilfældigt. I denne bog fik jeg et digt af Walt Whitman. Begge dele koster 1 euro stykket - men det er sådan en skøn ting. Det betaler jeg gerne for!

Bogen er skrevet af en australier, der har boet i mere end 30 år i Paris; han bor desuden i det samme hus, som den første ejer af Shakespeare & Co. - Sylvia Beach - boede. Han skriver om sine vandreture i Paris, og anekdoter om de folk, der har boet i Paris. Ikke mindst den tabte generation - Hemingway, Scott Fitzgerald, ....

Jeg savner Paris så umådeligt under denne rejselock-down; så at læse sig tilbage i gaderne er ren fryd for mig. Desuden var der et par enkelte anekdoter om gader og stræder, jeg ikke kendte. Og der var et par gader, jeg aldrig har besøgt og nu står højt på min liste til når jeg kan komme tilbage.

Det er først og fremmest en bog for de, som kender Paris vil jeg mene. Ellers bliver det nok for uinteressant med gadenavne, man ikke kan placere eller forholde sig til. Men er man lige så forelsket i byen, som jeg er, og har boet der, som jeg har, er det ren nostalgi og tiltrængt rejse hjemme fra corona-sofaen. 

Den rødhårede kvinde - Orhan Pamuk

 

• Fransk
• 15.-17. december
• 352 sider
• Fransk titel: La femme aux cheveux roux

Min ottende roman af Pamuk; og det er mange år siden sidst - da jeg ikke var overbevist efter at have læst anmeldelserne af nogle af hans seneste romaner. Han skriver sædvanligvis meget intenst, men også til tider noget kryptisk. Man skal nok være i den rette stemning for fuldstændigt at kunne påskønne det og leve sig ind i hans historier.

Denne roman er fra 2016, men det tog noget tid inden den blev oversat og tilmed udkom i billigudgaven, som jeg foretrækker.

Den er mindre end andre af hans romaner; men vi forbliver i hans univers af lidt mystik og den evige kontrast mellem øst og vest. I religion og i kultur - og i denne roman også af myter, overtro og opdragelse.

Cems far er apoteker, men også politisk aktiv i Istanbul i midten af 1980'erne. En dag forsvinder han, og dermed familiens mulighed for en fast indtægt. Cem skal på universitetet, men må tage et sommerjob for at tjene penge til det, og får job som brøndgraver. Sammen med den ældre Mahmut leder de efter vand på en grund udenfor Istanbul; den ældre mand bliver symbolet på den faderskikkelse Cem savner i sit liv.

Om aftenen rundt om bålet fortæller de hinanden historier, og Mahmut genopliver de gamle koraniske vers, som får Cem til at fundere over deres betydning og hvordan han skal fortolke dem i sin moderne verden.

Men så kommer trup kunstnere til den nærliggende landsby, og Cem falder for en meget ældre rødhårede kvinde. En aften ender de i hinandens arme; og næste morgen sker en tragedie, som Cem bebrejder sig selv for og som markerer et skæringspunkt i hans liv.

Som voksen genser han sin egen far; men forholdet er ødelagt og det bliver omdrejningspunktet for hans liv. Forholdet til faderen som en idoliseret skikkelse eller som en man skal tage sit opgør med. Dette funderes på de forskellige myter - den vestlige græske myte om Ødipus, som dræber sin far for at være sammen med moderen .... men ingen skyld føler. Og på den anden side den arabiske traidtion med Kongebogen, hvor helten Rostam slår sin egen søn ihjel - som Cems far forlod, og forkastede ham.

Der er en del symbolik i historien; og det kan anbefales at tjekke nogle af myterne, der refereres til, hvis man ikke kender dem indgående. Men samlet set er der langt mere dialog end i hans tidligere bøger, hvilket gør dem mere tilgængelige måske. Det var dejligt igen at dykke ned i hans smukke tyrkiske verden, som altid er lidt mere krøllet end man forestiller sig det.

Det gode menneske - Rutger Bregman

 

• Engelsk
• 7.-14. december
• 496 sider
• Originaltitel: Humankind - A Hopeful History

Jeg tror, at mennesket i det 21. århundrede har behov for opløftende og positive historier; ikke mindst om os selv! Verden ser ud som om den er værre for hver dag, der går, som vi bombarderes med nyhedsindslag om ulykker og katastrofer. Vi er dårlige mennesker, skulle man tro - for vi passer dårligt på vores planet, og vi passer ikke på hinanden. Hvad konklusionen for 2020 ender med at blive er svært at sige nu - hvordan vil man om nogle årtier se tilbage på, hvad der skete i år, og hvordan vi alle opførte os? 

Den hollandske historiker, Rutger Bregman, forsøger i denne bog at gøre op med myten om, at vi grundlæggende er dårlige mennesker. Han fremfører eksempler fra virkelighedens verden og sammenligner dem med nogle af de teser berømte filosoffer som Hobbes, Rousseau og Machiavelli har bygget deres værker på.

En berømt klassiker er Fluernes herre, hvor det opholdet på øen bliver en barsk afslutning på de unge drenges sorgløse tilværelse. Men i virkeligheden var der en anden historie, hvor det gik langt bedre. I 1965 havnede seks drenge nemlig på en øde ø midt i Stillehavet, og boede der i femten måneder inden de blev reddet. De klarede sig ved at samarbejde og fordele arbejdsopgaverne; og forblev livslange venner.

I 1964 blev en ung kvinde dræbt i New York; hun blev stukket med en kniv og mens hun skreg og kæmpede for sit liv, kunne op til 38 vidner høre hende - uden at nogen gjorde noget. Det var en sag, som fik stor opmærksomhed ikke mindst i sociologiske studier; men i virkeligheden var der nogle, der handlede. Ikke mindst var der en nabo, der løb ned på gaden og holdt den unge kvinde i armene, da hun døde.

Så er vi så basalt dårlige mennesker? Det er hvad, Bregman forsøger at modbevise i sin bog. Der er en del referencer til bestselleren Sapiens af Yuval Noah Harari; ikke mindst i beskrivelserne af hvordan vores jægersamfund var opbygget - og hvordan konceptet af konflikt og krig primært opstod, da vi begyndte at slå os ned og eje land. Vi havde pludselig noget at skændes over og kæmpe for.

Alligevel er der mange krige, hvor soldaterne ikke selv ønskede at slås - eller dræbe! Mange studier viser, at hvor vi troede der var blodige slag, så undgik de menige soldater så vidt muligt at affyre deres våben. Langt de fleste døde af bomber, granater osv. som kan styres på afstand - hvor målet er ukendt og diffust; i modsætning til et menneske i kød og blod, som står lige overfor os.

Og medierne gør deres for at piske en stemning op; det beviste Hans Rosling allerede i hans fænomenale bog Factfulness. Der må jeg sige, at det virkelig undrer mig, hvordan Bregman overhovedet ikke nævner Rosling - en så markant forfatter indenfor netop dette felt indenfor de sidste par år. Han må da have læst Rosling, hvis han har læst Noah Harari? Det perspektiv mangler i mine øjne i bogen.

Derudover er det interessant læsning med beskrivelser af eksperimenter; en del af dem er i sagens natur fra 1960'erne, hvor der var stor fokus på adfærdsændring i et større kulturskifte efter verdenskrigene. Men der er også mere moderne eksperimenter med fx skoler, fængsler, medbestemmende samfund, politi osv. - og en del fra de nordiske lande ... selvfølgelig vil man måske sige?

Det er interessant at læse denne slags bøger for at lære noget grundlæggende nyt; men også for at modarbejde den pessimistiske dystopiske verden, vi ser beskrevet i nyhederne!

Kniv - Jo Nesbø

 

• Dansk
• 1.-6. december
• 503 sider

Det er mere end tre år siden, at jeg læste den sidste Nesbø-krimi! Jeg er nok lidt sent ude - men pludselig opdagede jeg, at der var kommet en tolvte krimi i 2019; og nu var den i paperback.

Harry Hole skuffer aldrig - og jeg er glad for, at Nesbø har fundet tilbage til ham. Men det spørgsmål man stiller sig selv hver eneste gang er jo, om det er den sidste? Han udgiver flere og flere uafhængige krimier - men stadig vender han tilbage til helten og antihelten Harry.

I Tørst levede han et langt mere stille liv, og var endelig lykkelig med sin Rakel. Men han kommer igen og igen tilbage til faget som kriminalefterforsker ude i marken; og det er altid barsk.

I Kniv kommer han om muligt længere ud og ned end nogensinde før; han kommer til at konfrontere alle sine indre og ydre dæmoner, og det trækker tråde tilbage til en del af de historier og personer, vi har stiftet bekendtskab med tidligere.

Jeg tror sagtens, jeg en dag ville kunne læse dem alle igen - netop fordi der er en kronologi, og en parallel historie om Harrys liv og alle de andre personer omkring ham. Man skal nemlig læse dem kronologisk.

Det er svært at skrive noget som helst uden at afsløre for meget. Det ville være synd.

Men man kan konkludere, at Harry er som en meget gammel hankat - han har været i masser af slagsmål; han har ar på sjæl og krop - men ligesom en kat har han mere end et liv!

Et forjættet land - Barack Obama

 

• Engelsk
• 768 sider
• 20.-30. november
• Originaltitel: A Promised Land

Hans hustru overhalede ham jo lige med hendes bog, der udkom sidste år - men der er vi altså i en lidt anden kaliber end her. Den var eminent - ingen tvivl om det; men det er vist et anderledes stykke arbejder, der ligger bag denne monumentale erindringsbog.

For det første skriver Obama i hånden; senere er der uden tvivl finskrivninger osv. - men han starter med et stykke papir og en blyant. For det andet fungerer hans hjerne uden tvivl på sin helt egen måde - for han kan ikke lade være med at forklare et problem uden at gå tilbage til Adam og Eva hver gang. Er det krigen i Afghanistan, skal vi lige have en temmelig lang geopolitisk forhistorie - og han siger selv i begyndelsen af bogen, at det var hans svaghed under valgkampen. Han taler ganske enkelt for meget og mister tilhørernes koncentration undervejs.

Det er ikke en erfaring han har gjort brug af her; for det er intenst på et niveau, jeg sjældent har set. Mange fremtrædende aviser som The Guardian, NY Times etc. har påpeget netop længden og kompleksiteten - og det er ikke uden grund! For reelt set dækker dette første bind "kun" optakten til præsidentembedet og de første lidt mere end to år i det Hvide Hus.

Han starter ikke så langt tilbage som Michelle; men jeg formoder, at hans barndom og ungdom dækkes i nogle af hans tidligere bøger, som jeg ikke har læst. Han starter snarere da han beslutter sig for at stille op til valget som senator i 2004. Næste del omhandler så præsidentvalgkampen - og de næste dele tiden som præsident frem til foråret 2011, hvor man fanger og dræber bin Laden; en symbolsk afslutning, hvor amerikanerne jubler over nyheden mens han selv undrer sig over, hvorfor den samme entusiasme ikke fænger befolkningen, når det handler om at stemme for hans Healthcare eller at redde landet fra en finanskrise?

Obama overtog ikke landet i fin form; faktisk var den store finanskrise lige brudt ud - og selv om han var blevet valgt på præmisser om forandring og håb, blev det pludselig mere relevant at håndtere finanskrisen og dens globale implikationer. Han må gå på kompromis med sine egne idealer, og som erindringerne skrider frem fornemmer man også et skift i hans ideologi og karakter.

Han må fremstå som en stærk Commander in Chief - øverste leder for verdens eneste supermagts militær; ham som er mere pacifistisk anlagt. Han må kæmpe med at skaffe flertal til sine mærkesager om Healthcare og miljø - og for ikke-amerikanere er det en temmelig langsommelig gennemgang af detaljer om procedurer, valgmænd og lovprocedurer.

Der er perifære beskrivelser af det private liv med familien og alle de ændringer hans karriere betyder for dem. Han tilføjer også passende patos til visse episoder; og som læser bliver man grebet af hans sejre og nederlag. Hans beskrivelse af COP-15 forhandlingerne i København i 2009 er en fortælling af Superman, der på en enkelt dag flyver ind og ud af byen med sin Air Force One for at redde verden (og Lars Løkke Rasmussen). 

Dertil skal lægges, at der er nogle interessante beskrivelser af andre statsledere som Merkel, Sarkozy men også de mange mellemøstlige ledere han møder. Man er ikke et sekund i tvivl om hans personlige mening om alle disse personligheder; og visse beskrivelser er virkelig rammende og morsomme (Sarkozy tager dog prisen!).

Den ER lang! Jeg betragter mig selv som en rimelig hurtig læser; men her måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne nå mere end 25 sider i timen. Derfor satte jeg nogle dage et delmål for mig selv - et kapitel, et afsnit (dem er der dog ikke mange af) eller en større milepæl. Dette betyder dog ikke, at jeg ikke nød det - for det var spændende det meste af tiden, og jeg vil uden tvivl læse anden del, som efter planen udkommer i 2022. Men kunne han dog ikke bare kondensere det en anelse?

Endelig vil jeg varmt anbefale at læse den på engelsk; så meget går tabt i en oversættelse - specielt med hans ord, hvor man kan høre hans stemme som baggrundstæppe til sin læsning.

Vaniljehuset - Mich Vraa

 

• Dansk
• 17.-19. november
• 446 sider

Mich Vraa fik kæmpe succes med sin trilogi om Danmarks rolle i slavehandlen i Vestindien; det var en af mine helt store læseoplevelser i 2018 og jeg slugte de tre bind på to uger. Siden har jeg faktisk ikke undersøgt, om der var andre romaner - men i min nyfundne kærlighed til de offentlige danske biblioteker så jeg så, at der var en ny roman. 

Denne gang har Vraa skrevet om sin egen families historie. Han bruger andre navne, da han jo ikke kan tillægge de for længst afdøde personer alle ord og handlinger. Men som han skriver i epilogen, så er tidslinie og årstal sammenfaldende - og den overordnede historie er den samme.

Vraas forfader hed Lauritz Duch - i historien møder vi Dusinius Dick; som navnet antyder er han det tolvte barn i familien. En skomagerfamilie i Odense, hvor nogle af de ældste børn er udvandret til Amerika mens andre er blevet hjemme og det er indlysende, at de skal overtage faderens forretning eller gå i lære som håndværkere indenfor andre fag. For faderen er der nemlig ikke rigtigt andre muligheder - som ordsproget siger, så bliver man ved sin læst - og man forsøger ikke at bryde klasseskellene.

Det ser Dusinius dog stort på, og allerede som 8-årig tjener han sine første penge ved at sælge nissesprællemænd på torvet, hvor han møder byens herreekviperingshandler. Ja, der er da lidt Matador over det - men Dusinius er dygtig; han forstår hurtigt principperne i moderne kapitalisme - selvom hans succes flere gange skyldes hændelser, som måske er lidt ufine.

Alt det sidder han nu og filosoferer over - i 1929 på Hareskov Kuranstalt efter nogle hjerteproblemer. For det har altid handlet om arbejde; der har dog været tid til kærlighed, og dele af historien fortælles af hustruen Jonna. Om de første spændende dage som nyforelskede - men også hvordan hun blev til husmoderen hjemme med børnene; og den stigende utilfredshed i ægteskabet. Det var selvfølgelig ikke noget man som kvinde kunne lufte der i starten af det tyvende århundrede.

Dick må dog også fundere over, om det var det hele værd? Ja, han har penge. Men han aner knap nok, hvad de yngste børn hedder - og den eneste søskende han har kontakt til er en bror, som gerne snyder og bedrager sig til rigdom. Han er kun knap 50 år gammel - men allerede ved at gøre sit liv op; og det viser sig at være en god idé.

Historien fortælles ligesom i Vestindien-trilogien af flere stemmer: Dusinius i 1929 men også i den kronologiske historie, Jonnas historie og endelig historien om den spanske soldat, der havner i Odense under Napoleonskrigene, hvor mange tropper pludselig var fanget i landet, mens det bølgede frem og tilbage på den internationale politiske scene. Det er både en eminent slægtsroman - men også et stykke Danmarkshistorie (igen) og fremragende personportrætter. 

The Confession - Jessie Burton

 

• Engelsk
• 9.-12. november
• 464 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg har haft det lidt ambivalent med Jessie Burtons romaner; den første interesserede mig på grund af historien i Amsterdam og det dukkehus, som man i dag kan beundre på Rijksmuseum. Der var jeg hjemme både i perioden og i byens gader, som jeg kender så godt. 

Hendes anden roman havde jeg det anderledes svært med; igen skulle kunsten væves ind i historien - men det blev for rodet. Så der var ingen tvivl om, at jeg ikke ville investere i endnu en roman - men da den nu var på biblioteket, så gav jeg den en chance.

Vi er stadig i en rammefortælling - i 2018 og i 1980-82, og det er stadig kunstnere, der er omdrejningspunktet.

Rose er midt i trediverne, og bor sammen med sin kæreste gennem ni år, som har en lidt håbløs fremtidsplan om en food truck, som ikke rigtigt bliver til noget. Hun har aldrig kendt sin mor, men ved blot, at denne forsvandt mange år tidligere, da hun var spæd. Men en dag fortæller hendes far pludselig lidt mere. At moderen var kæreste med Constance Holden; en berømt forfatter, der ikke har udgivet noget siden starten af 1980'erne og lever isoleret og uden for mediernes søgelys.

Rose får ved snyd skaffet sig et job som assistent for Constance - under et falsk navn: Laura Brown.

Hun kommer meget tæt på Constance, som er ved at skrive en ny roman - men Constance holder hele tilbage, hvis Rose/Laura bliver for personlig i sine spørgsmål om fortiden og hendes privatliv.

Parallelt med dette følger vi historien om Elise - Roses mor - som i 1980 er ganske ung, da hun møder Constance. Da hendes debutroman bliver solgt til filmatisering flytter de til USA under optagelserne; men Elise synker dybere og dybere ned i en depression. Hun trives ikke i det overfladiske filmmiljø og er jaloux på den kvindelige skuespiller, der spiller hovedrollen og som er lidt for interesseret i Constance.

Det bliver til et trekantsdrama - eller flere endda... da Elise indleder et forhold til Roses far; men inderst inde stadig længes efter Constance. Elise er en neurotisk usikker ung kvinde; og på mage måder ender Rose med at ligne moderen i sin ubestemmelighed i og over tilværelsen.

Der er en temmelig lang opbygning til klimaks her synes jeg; det er absolut en bedre historie end den sidste roman - men hun mangler stadig helt at mestre kunsten at være koncis. Slutningen er desuden temmelig diffus, hvilket jo er i hendes fulde ret - og det kan fungere fint, hvis resten står helt skarpt, Det er underholdende, bevares - men så er det heller ikke mere. 

Faster Hildas testamente - Jeanne Goldschmidt

 

• Dansk
• 8. november
• 263 sider

Ernst Goldschmidt var en dansk maler og kunstkritiker, der blev født i København i 1879; og som navnet antyder var han af jødisk familie. Han studerede ved Kunstakademiet, og tog på flere studierejser i udlandet; men talentet forblev dog en anelse middelmådigt og i stedet kastede han sig over en karriere som kunstkritiker, og udgav flere bøger om fransk malerkunst i den periode i starten af det 20. århundrede, som var en brydningstid. Han mødte blandt andet Matisse, og kom en overgang i inderkredsen af jødiske kunstnere i Paris, som selvfølgelig talte Modigliani, Chagall og Soutine for blot at nævne nogle.

Privat var han en forfløjen fugl! Han blev gift første gang med Augusta, og de fik en søn, Ervin - selvom hendes moderlige instinkt var temmelig fraværende. Da de blev skilt, fik han således forældremyndigheden over sønnen. Hans andet ægteskab var med den ligeledes jødiske Karen Levysohn, og de fik sønnen Herman. Deres ægteskab gik også i stykker - ikke mindst fordi Goldschmidt havde behov for sine månedlange rejser til Paris og Karen ville ikke blot sidde hjemme i København og vente. Hun forelskede sig ganske enkelt i sin svoger!

Goldschmidt giftede sig ikke igen; men bekendtskaber skortede det ikke på! Han tilbragte somrene i sommerhuset ved Gilleleje, hvor Karens tante Hilda blev hans faste hjælper med det praktiske. Hun var gammeljomfru - men en enkelt gang glippede det, og under indflydelse af Goldschmidts gode cognac endte de i hans soveværelse.

Goldschmidts skæbne bliver dog også forholdet til sønnerne; forholdet til den anden ekshustru har aldrig været godt og Herman slår som ung mand hånden af sin far. Ikke mindre tragisk bliver det, da Ervin i 1936 dør mens Goldschmidt er i Paris. Det bliver en lang togrejse hjem, hvor han møder den unge Meyer, som ivrigt forsøger at få hans opmærksomhed.

Da krigen kommer må Goldschmidt flygte til Sverige i 1943, da situationen i Danmark bliver for farlig; og lige præcis den del er måske en af de mest interessante dele af bogen. Muligvis også den første så detaljerede beskrivelse jeg har læst?

Da Hilda blot nogle år senere dør, efterlader hun et testamente, som fortæller Goldschmidt, at der kom et barn ud af deres ene besøg i soveværelset. Men hun bortadopterede det ved fødslen i 1907; og har lovet aldrig at tage kontakt eller give sig til kende. 

Som Goldschmidt efter krigen sidder alene og ensom tilbage i København, bliver det en tanke han vender tilbage til - den mulighed for at have gjort noget rigtigt i forhold til sine børn. Men han finder ham aldrig; selvom det mere end antydes, at Meyer - som gennem tiden besøger ham - kunne være denne mystiske søn.

Det hele bygger på breve, dagbogsnotater osv. og er skrevet af hans barnebarn; i dag en moden dame.

Så hun har jo nok en interesse i at fremstille ham i et lidt flatterende lys. Der bliver ikke lagt skjul på hans svaghed for kvinder; men i forholdet til de to forliste ægteskaber bliver det meget ensidigt, og mange andre end Goldschmidt selv får meget svært var at træde i karakter. Men måske det passer på en mand med et ego som hans?

Det er en lille bog; og det er fint nok - mere ville have været for meget. Som sagt er det et farvet billede set fra en enkelt vinkel - og flere steder virker det for konstrueret.

An American Marriage - Tayari Jones

 

• Engelsk
• 2.-5. november
• 320 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Den tidligere præsident Obamas læselister er altid god inspiration. Der er selvfølgelig en del politisk non-fiction, og i romangenren er der ofte afroamerikanske forfattere - men det passer mig fint! Ikke mindst er jeg ret sikker på, at det altid er et sikkert valg for min smag.

An American Marriage var på hans 2018-liste; og jeg vil da håbe, at den snart udkommer på dansk for de, som ikke læser på originalsproget.

Intensiveringen af BLM-bevægelsen i 2020 har bestemt ikke gjort den mindre relevant!

Celestial og Roy er et afroamerikansk ungt ægtepar. Han kommer fra fattige kår, mens hendes professorfar kom til penge, da han solgte en opfindelse. De er ikke vanvittigt velhavende men bestemt i den øvre middelklasse. Roy er ung dygtig forretningsmand, der vil frem i verden mens Celestial er kunstner - med et talent, der lægges mere og mere mærke til. 

Deres forhold er præget af deres fortid; Roys fornemmelse af utilstrækkelighed på grund af hans anderledes familiebaggrund. Situationen har heller aldrig været helt nem mellem Celestial og svigermoderen; den ældre kvinde synes nok, at den unge kunstner er lidt for snobbet til deres familie.

Det skaber konflikter i det unge ægteskab; Roy kan heller ikke helt droppe flirteriet. Han er jo ikke utro; men han skal bare lige afprøve om han stadig kan udøve sin magi på andre kvinder. Så der er mange skænderier selvom de kun har været gift et et og et halvt år.

Da de en dag besøger Roys familie går det galt. Roy har booket et hotelværelse fordi han vil fortælle Celestial, at hans far faktisk ikke er hans biologiske far. Svigermoderen bliver sur over, at de er for fine til at sove i huset - og anklager Celestial. Tilbage på hotellet ender det i et stort skænderi, da Roy fortæller hende, at moderen blev gravid som 16-årig, og han ikke aner, hvem hans far er. Celestial tager det som en mangel på tiltro til hende - og for at få luft tager de en 15-minutters pause, som er deres aftalte signal under disse skænderier.

Men det bliver skæbnesvangre 15 minutter! Roy henter isterninger, og undervejs møder han en dame, som han falder i snak med. Næste morgen vækkes de, da politiet stormer værelset - damen fra aftenen før er blevet voldtaget og Roy er den oplagte unge sorte kriminelle.

Han bliver idømt tolv års fængsel uden den store retssag; det virker jo som en åbenlys sag for alle. 

Men hvordan kommer man igennem sådan en adskillelse? Tolv år er lang tid at pendle frem og tilbage på fængselsbesøg, selvom Celestial ved han er uskyldig. Deres ægteskab var meget ungt - og ikke uden problemer - og nu skal det stå distancen med fængselsstraf; alt imens Celestial forsøger at skabe en karriere som kunstner.

Igennem deres breve ser man hvordan deres forhold udvikler sig; man får tilbageblik i deres fælles men også individuelle historie; og alt det, der sker i og uden for fænglset for dem begge.

På et tidspunkt var jeg simpelthen så nervøs for, hvor det ville ende - alt det, det gør ved folk at være uskyldigt dømt; men også efterladt uden manden. Og man skal begge leve i alle de år og måske er det i hver sin retning....

Det store plot skal ikke afsløres her; det var en hjerteskærende historie om, hvad fængelslivet gør ved en - men også det etiske spørgsmål, om hvor lang tid man skal vente på den, der sidder inde.

Selvfølgelig er det ikke kun en sort historie; hvide bliver også uskyldigt dømt - men måske ikke i lige så høj grad! Så jo, det er en også en form for BLM-roman.

Pigen på flyet - Michel Bussi

 

• Fransk
• 25.-28. oktober
• 576 sider
• Originaltitel: Un avion sans elle

Hvad er chancen for at falde over to romaner, der handler om et flystyrt, hvor kun en enkelt person overlever? For lidt mere end en måned siden læste jeg nemlig denne roman; og det var ikke en fantastisk oplevelse vil jeg sige.

I flere år har jeg vægret mig ved at investere i Michel Bussis romaner; jeg havde en skarp mistanke om, at de nærmede sig det (lave) litterære niveau som Marc Lévy og Guillaume Musso. Det er bøger jeg ikke engang ville købe til en flyrejse.... I ved, dengang man satte sig ind i et fly for at forlade sit eget land for en kortere periode! Men nu hvor jeg kunne få den på biblioteket, og oven i købet på fransk, så skete der jo ikke meget ved det.

Som sagt handler det igen om et flystyrt! Lillejuleaften 1980 styrter et fly ned i et bjerg tær ved den fransk-schweiziske grænse; et bjerg som oven i købet hedder Mont Terrible. Det minder faktisk lidt om er meget berømt flystyrt i 1992, hvor et fly fløj direkte ind i et bjerg i samme region - dog overlevede ni personer dette styrt.

Men tilbage til vores fly... da redningsfolkene kommer frem efter et par timer, finder de et spædbarn uden for flyet. Den lille pige er knap 3 måneder gammel - og identificeringen er derfor besværlig. Der var to små piger ombord - født med et par dages mellemrum. De to par bedsteforældre indleder nu en sej kamp for at få barnet; og selvfølgelig er den ene stenrig og den anden en arbejderfamilie i en fattig østlig region af landet.

I 1998 fylder pigen 18 år; hun kaldes Lylie som en kombination af de to spædbørns navne - Emilie og Lyse-Rose. Hun er vokset op i den fattige familie sammen med sin bror - men som voksne er de forelskede i hinanden. I de 18 år har en privatdetektiv arbejdet på sagen - betalt af den anden part.

Hans arbejde skulle stoppe, da pigen fylder 18 - men et par minutter inden denne deadline kommer, ser han pludselig tingene i et helt nyt lys!

Størstedelen af romanen foregår på en enkelt oktoberdag, hvor hvert kapitel er tidsstemplet. 

Men jeg var igen ikke imponeret.... det er alt for langtrukkent på næsten sekshundrede sider.

Jeg læste den til sidst relativt hurtigt fordi jeg bare skulle til enden - og den var slet ikke overraskende eller spændende. Det er bestemt ikke en forfatter, jeg skal læse mere af - og kun glad for den var gratis!

The Mistress of the Ritz - Melanie Benjamin

 

• Engelsk
• 20.-24. oktober
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nogle gange er det som en pudsig forbindelse i underbevidstheden, der leder en fra en bog til den næste; i Hellebergs slægtsroman var en af de centrale scener Hotel d'Angleterre i København, som var nazisternes hovedkvarter under krigen. Så faldt jeg over denne roman på biblioteket, som viste sig at være baseret på reelle personer - og foregår på hotel Ritz i Paris, som selvfølgelig også var blevet rekvisitioneret som indkvartering for de tyske højtstående militærfolk - de havde i hvert fald god smag!

Historien handler om Claude Auzello og hans kone Blanche; de mødes i Paris i 1923, hvor hun er rejst til i håbet om en strålende filmkarriere. Hun har en elsker - en arabisk prins - som selvfølgelig ingen intentioner har om at gifte sig med hende. Da det endelig går op for hende, gifter hun sig med Claude. Kort efter får han stillingen som manager på Ritz, som på den tid var mødestedet for folk som Capa, Hemingway, Scott Fitzgerald - hele den Lost Generation, som levede det vilde liv i Paris i 1920'erne.

Deres ægteskab viser sig hurtigt at blive ret svært. Claude mener, at Blanche skal være den typiske franske hustru, der styrer hjemmet - men hun kan ikke koge et æg. Han informerer hende ganske høfligt om, at torsdage afterner er han hos sin elskerinde - som enhver franskmand med respekt for sig selv. Blanche får derimod gennemført, at de flytter permanent ind på Ritz - og tit flyver vaserne igennem deres suite under skænderierne.

Og så kommer krigen, og tyskerne overtager hotellet.

Blanche bebrejder Claude, at han fedter for tyskerne og opvarter dem. Claude mener, at han dermed gør sit bedste for, at de er i godt humør og ikke dræber tilfældige franskmænd. 

Claude bebrejder Blanche, at hun bare sidder i baren og drikker dagen lang - og ofte også med tyskerne. Blanche mener, at der jo er nogle iblandt som ikke er nazister og som også vil have denne krig til at slutte.

Men som krigen skrider frem, begynder de begge at arbejde for modstandsbevægelsen. Dog uden, at den anden ved det. Det er en misforstået beskyttelse af hinanden, for ægteskabet har aldrig været dårligere. Til gengæld ved ingen af dem noget, som kan presses ud af dem ved et forhør.

De når dog at betro hinanden alle deres hemmeligheder inden Blanche tages til fange af tyskerne og sendes til en lejr udenfor Paris. Deres helt store hemmelighed var nemlig også, at Blanche var jøde. Da hun giftede sig med Claude fik hun et nyt falsk pas, og fremstod som katolik - selv i 1920'erne var der en underforstået aftale blandt byens luksushoteller om at begrænse antallet af jødiske gæster. En antisemitisme, som ulmede lang tid før nazisterne kom - og i kølvandet på Dreyfus-affæren, som havde rystet hele Frankrig,

Krigen sluttede, og Auzello-parret blev genforenet - men det var ikke en nem tid for Ritz; luksushoteller var der ikke råd eller plads til i efterkrigsårene. Claude Auzello blev også ældre, og havde svært ved at omstille sig til en ny verden - krigen havde ændret så mange ting.

Det er på sin vis en meget tragisk historie; for da han blev pensioneret i 1969 - under tvang - tog parret til deres nye lejlighed. Claude skød Blanche inden han begik selvmord! Han magtede ikke faldet fra tinderne, og kollapset af den perfekte verden, som han også forsøgte at opretholde for tyskerne. 

Var det kollaboration at fortsætte som før på Ritz? Man havde nok ikke noget valg - og hotellet var jo også centrum for handlinger i begge retninger. Coco Chanel boeder der permanent, og havde en tysk elsker. Men der var helt sikkert modstandsbevægelse - og blandt andet en plan om at dræbe Hitler, skulle være udtænkt i hotellets bar.

Det lignede virkelig en absolut chick-lit roman på omslaget; men det viste sig at være spændende historisk og med to personer, som virkelig kom til live med alle deres svagheder og kampe.

Efterladt - Jean-Louis Fournier

 

• Fransk
• 18. oktober
• 160 sider
• Originaltitel: Veuf

I 2008 udgav Fournier den kontroversielle lille roman om sine to multihandicappede sønner; i 2010 dør hans partner, som han havde været sammen med i 40 år. Hun faldt pludselig om af et hjerteanfald som 65-årig, og så var han enkemand - som er den franske titel på bogen. Lidt mere korrekt end den danske titel, synes jeg.

Formatet er det samme som i den tidligere bog - små korte epistler oftest kun på en enkelt side, hvor han nedfælder sine tanker om hende, dem, sin enkestand... anekdoter, morsomme og triste tanker om livet og døden. 

Det er også en smuk hyldest til en kvinde, han elskede, beundrede - og måske var utro - hvis man læser lidt mellem linierne. Men et ægteskab på godt og ondt, som slutter brat. 

Det er meget hurtigt læst på grund af den lille smule tekst på hver side; men jeg kan godt lide hans små betragtninger og finurligheder.

Søstrene fra Thy - Maria Helleberg

 

• Dansk
• 14.-17. oktober
• 430 sider

Det krævede et par læsefri dage at komme sig oven på den intense oplevelse af sidste bog, men så var jeg også klar til at fortsætte Maria Hellebergs slægtshistorie. I første bind var vi knapt kommet ind i det 20. århundrede med Maria Hellebergs bedsteforældres generation. Nu er vi ved 2. Verdenskrig, og Maria Hellebergs mor er en meget ung pige.

Ud af de mange børn som Maria Hellebergs mormor, Marie Dusine, fik, er det primært de to døtre Ruth og Gerda vi følger her. Ruth er i huset i København - i Charlottenlund - og Gerda skal på besøg hos hende og broderen, Thomas, som også bor i København med sine fine hustru, Lizzie. 

Dagen efter hendes ankomst lige fra den jyske muld, besættes Danmark af tyskerne.

Ruth synes måske det er lidt spændende, og hiver Gerda med på Strøget, hvor de promenerer. Men Ruth er også livlig, selskabssyg, pyntesyg - og først og fremmest ung! S hun flirter med de unge mænd - og heldet (eller snarere uheldet) vil, at en tysker får kig på hende.

Det får fatale konsekvenser; for han er ikke en gemen menig soldat, men SS-officer, der er indkvaretret på hotel d'Angleterre. De er forelskede, men han er også magtfuld og familien er forfærdede, da de opdager forholdet. Der er dermed nogle fantastiske tidsbilleder af København fra krigstiden; også ting, jeg ikke vidste om - naziflaget på d'Angleterre, eller den organiserede måde, hvorpå tyskerne klarede deres danske elskerinder (ikke mindst, hvis der opstod ubelejlige problemer som graviditeter).

Gerda - som skal blive Hellebergs mor - er den yngste; og nu er hun ung i en krigstid. Familien stiller hende konstant i en håbløs situation. Hun skal være hjemme i Thisted for at passe den gamle og syge mor. Hun skal rejse til København, da Thomas og Lizzie får deres første barn for at passe ham. Hun skal agere mellemmånd for søsterens breve til tyskeren - og dække over løgnehistorier. Men der er ikke mange, der reelt tænker over, hvad hun vil i og med livet.

Det får hun endelig en lille del af, da hun får job hos den lokale boghandler i Thisted og tilmed bliver involveret i modstandsbevægelsen. Men hun begynder også at se en ung mand - og han er dansker fra Slesvig-Holsten. Nok så dansk i sindet; det eneste folk ser, er den tyske uniform.

Bogen strækker sig over en kortere periode - fra 1940-47 - men der lægges op til en efterfølger i de sidste par linier; det ville være dejligt for det er spændende Danmarkshistorie iblandet en god slægtsroman.

The Great Believers - Rebecca Makkai

 

• Engelsk
• 5.-10. oktober
• 528 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Selvom jeg nu har opdaget fordelen ved de danske offentlige biblioteker, så skal jeg jo stadig opbygge biblioteket derhjemme. Det gør jeg så primært ved at investere i bøger, som jeg er sikker på er ud over det sædvanlige. Det er jo svært at vide - men man må sige, at jeg ramte plet med dette køb.

For ca. 30 år siden, da jeg netop var flyttet til Paris som au pair, læste jeg And the Band Played On, som snerre blev filmatiseret. Det var i slutningen af 1980'erne og for os unge var HIV/AIDS en reel ting. Der var skræmmekampagner allevegne, og vi skulle tænke os godt om i mange henseender. Det var i årene efter, at fx Freddie Mercury døde og verden var i chok over at opdage, at han havde AIDS.

Men det var også efter de allerførste skrækkelige år, hvor en bestemt befolkningsgruppe blev stigmatiseret - og måske endnu mere i USA, hvor Reagan var nyvalgt republikansk præsident, som var deicderet homofob. And the Band Played On er i mine øjne den absolut bedste bog nogensinde skrevet om emnet; det er for en stor del non-fiction, og der er nogle temmelig tunge afsnit, hvor de medicinske aspekter beskrives. Men det er også en 360-graders beskrivelse af sygdommens opdagelse og udbredelse på verdensplan. Den er skrevet af en amerikansk forkæmper for LGBT-rettigheder, som selv døde af sygdommen nogle år efter udgivelsen.

Men nu er vi i 2020, og det er mange år siden det var en sygdom, man var så bange for - i Europa i hvert fald, hvor medicinen er tilgængelig, og man nu kan leve et langt og normalt liv med HIV. Jeg har faktisk selv venner, der lever med den og tager deres medicin hver dag. Venner, hvor jeg ikke vidste det fra starten, og aldrig ville have overvejet det. Det er ikke de homoseksuelle med store plamager af Kaposis Sarcoma, som dem i min generation husker fra 1980'erne.

Så kan man spørge sig selv, om der stadig er et publikum til en roman om emnet? Der skrives stadig bøger om alle mulige historiske begivenheder, og AIDS-udbruddet i USA's homoseksuelle miljø må jo siges at være en historisk begivenhed nu.

Makkais historie foregår i to tempi. I 1985 i Chicago begynder man at gå til begravelser for alt for unge mænd, der er døde af sygdommen. Oftest er det blot en mindehøjtidelighed, da familien skammer sig og foregiver andre årsager - og de vil slet ikke have den afdødes homoseksuelle venner tilstede ved ceremonien. Det er unge mænd, som er døde på hospitaler, hvor man ikke ville røre dem og hvor vennerne oftest er dem, der plejer dem i deres sidste timer.

Yale og Richard er i modsætning til mange af deres venner monogame; de har været sammen i fem år og bor og lever som et etableret ægtepar. Deres ven Nico er nu død ganske ung, og hans lillesøster, Fiona, er en del af venneslænget, der passer og plejer vennerne efterhånden som de bliver syge.

Mange vil slet ikke testes, da de er bange for, at deres data opbevares og overvåges af regeringen. Men Yale og Charlie har taget testen, og er helt rolige efter et negativt resultat. Yale arbejder som kunstkurator på universitetets museum, hvor han nu får tilbudt en usædvanlig samling tegninger af Nora, som er 90 år gammel. Hun fortæller om sin ungdom i Paris i 1920'erne, hvor hun stod model for blandt andet Modigliani; men Yale skal overbevises og ikke mindst bevise kunstens ægthed.

I den parallelle historie følger vi Fiona, som i 2015 rejser til Paris for at finde sin datter Claire, Hun har været forsvundet i tre år, siden hun blev involveret i en sekt - men Fiona mener at have set hende i en video fra Paris. Her indlogerer hun sig hos en gammel ven, Richard, som er fotograf og en del af den gamle klike.

Fionas historie er historien om et liv, der gjorde hende ansvarlig for at beskytte de unge mænds minde og værne om det. Måske på bekostning af hendes eget liv og personlige forhold - som til datteren. 

De to historier udfolder sig skiftevis i kapitlerne; til tider må man tro, at lineære historier ikke længere skrives overhovedet. Men det fungerer fint her, da Fiona er det bindende led.

Yales og Charlies forhold er præget af Charlies sygelige jalousi; han mistænker konstant Yale for at have affærer - men i sidste ende viser det sig, at han var den utro af de to. Det ødelægger deres forhold; og senere testes de begge positivt. Men spørgsmålet er jo, om det sidespring var årsagen?

Ligesom for Fiona er der meget selvbebrejdelse, selvransagelse og skyldfølelse involveret. Men også Noras historie fra 1920'erne lægger sig op ad de andre - det er også historien om en periode, der slutter, da alle de unge talentfulde mænd drager ud i 1. Verdenskrig. Da Fiona er i Paris i 2015 er det præcis i november, hvor terrorattentaterne sker - endnu en tragisk historisk begivenhed, der dræber uskyldige mennesker. I en krigslignende situation som 1. Verdenskrig, og som den fart, hvormed AIDS udsletter hele Yales og Fionas omgangskreds.

Hele bogen indledes med nedenstående citat af F. Scott Fitzgerald fra 1918; som medlem af det, der kaldes The Lost Generation er det et symbol på den generation, der oplevede 1. Verdenskrig ændre verdensbilledet - men det passer lige så godt på Yales verden i 1985; og på Fionas og vores moderne verden med terror. Hver generation mister en form for jomfruelighed med den generations rædsler:

We were the great believers. 

I have never cared for any men as much as for these who felt the first springs when I did, and saw death ahead, and were reprieved - and who now walk the long stormy summer.

HIV/AIDS var så grufuld markant netop fordi det var en tid, hvor man endelig begyndte at nærme sig en accept af miljøet - og så kom denne sygdom, som alle associerede med homoseksuelle. De blev beskyldt for spredningen - og fordi det var en minoritet tog ingen forskning eller helbredelse alvorligt i lang tid. Desværre som det stadig sker i mange lande verden over, hvor det stadig er dødeligt.

Men Makkai minder os om, at det var en frygtelig tid for en bestemt befolkningsgruppe. Romanen udkom inden Corona - men er vi nu en ny Lost Generation? Den generation, der husker, hvordan det var at rejse, feste og gå rundt uden restriktioner og mundmasker? Meget muligt.... 

Les sept mariages d'Edgar et Ludmilla - Jean-Christophe Rufin

 

• Fransk
• 30. september - 4. oktober
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fortsatte direkte med endnu en roman af Rufin - én, jeg oven i købet har ventet længe på, da jeg aldrig ville købe i Gallimard-format. De er skønne at læse; fantastisk kvalitet - men 2-3 gange dyrere end paperback-udgaverne. Men biblioteket havde den! Jeg er helt i ekstase over de muligheder, jeg nu har - og alle de penge jeg kan spare.

Dette var endnu bedre, som historien skred frem og jeg gled længere og længere ned i sofaen... af kedsomhed!

Jeg forstår ikke helt, hvordan Rufin udvikler sig som forfatter nu? Det er som om det stikker i alle retninger. Så er det fantastiske romaner, så er det krimier... hvor vil han hen?

Edgar er en ung mand uden de store finansielle midler, der i 1958 kommer med på en reportagerejse til Ukraine og URSS. De er nøje overvåget af en speciel turistguide - men i en landsby ser han pludselig en ung nøgen kvinde oppe i et træ. Det er Ludmilla!

Han kommer tilbage til Paris, men arbejder kun på at komme retur og hente den mystiske kvinde. Det lykkes, og for hende var det også kærlighed ved første blik. Men de kan ikke tale et eneste fælles sprog; de har ingen penge og det bliver en svær start på et liv sammen i Paris.

Så de bliver skilt! Det bliver de faktisk seks gange, for som titlen indikerer er de gift syv gange.

Det specielle ved romanen er, at den fortælles af svigersønnen, som er fascineret af parret, og efter han har mødt deres datter, Ingrid, vil fortælle deres livshistorie. Fra denne persons mund får vi historien om deres op- og nedture samtidig med verdenshistorien, som den udvikler sig i årene fra 1960 og frem til det nye årtusinde. De flytter rundt i verden, og skilles og mødes igen. 

Men jeg kunne aldrig rigtigt komme ind til hverken Edgar eller Ludmilla; måske fordi fortællestilen var som den var - eller ganske enkelt fordi Rufin forvirrer mig.

Der var nogle elementer, som var ret identiske til noget i hans krimi, som er skrevet nærmest parallelt med romanen - jeg er forvirret ganske enkelt. Det var i hvert fald ikke på højde med de bedste af hans romaner fra nogle år tilbage.

Les trois femmes du consul - Jean-Christophe Rufin

 

• Framsk
• 29. september
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste efterår læste jeg den nye krimi fra en af mine franske yndlingsforfattere - men var ikke helt så begejstret, som jeg har været for andre af hans romaner. Jeg havde derfor besluttet mig for ikke at købe den næste i det, der skal være en serie - i det mindste ikke før den kom i paperback. 

Heldigvis har de danske biblioteker - eller Hovedbiblioteket i København i det mindste - et mindre udvalg af fransksprogede bøger. Jeg ville aldrig selv have betalt 20 EUR for denne krimi i stort format; og slet ikke, når den er læst på en enkelt dag. Jeg startede om eftermiddagen - og lukkede den lige inden sengetid. Den fangede mig dog også!

Rufin har jo en karriere som både læge, diplomat, forfatter og alt muligt andet - en mangfoldig herre!

Han er også meget forelsket i Afrika, hvor han har boet i flere omgange - og hans krimier med antihelten Aurel foregår for første og andet binds vedkommende i Afrika. Fra Guinea er Aurel nu rkket til Mozambique, hvor han stadig plejer sit uudtalte talent for at lave mindst muligt om dagen, og drikke sig sanseløst beruset hver aften.

Men nu er en franskmand blevet dræbt og fundet død i svømmepølen på sit hotel. Han var en absolut usympatisk type - den klassiske mavesure desillusionerede hvide mand, som ender sine dage som alkoholiker i Afrika. 

Hurtigt viser det sig, at der er en del kvinder omkring ham - deraf titlen - og det kunne muligvis være et motiv?

Der er ekskonen fra Frankrig, som stadig får penge af ham; der er hans afrikanske kone - og nu en langt yngre elskerinde, der oven i købet er gravid.

Aurel bliver begejstret; han gider ikke det almindelige administrative ambassadearbejde - men et mysterie, hvor han kan arbejde uden opsyn er lige ham.

Hans antihelt-facon fungerer til at skabe tillid; han virker bestemt hverken farlig eller truende - og specielt disse kvinder betror sig hurtigt til ham.

Årsagen skal dog findes et helt andet sted! Som stor forkæmper for miljøet får Rufin drejet historien over til krybskytter, som smugler elfenben ud af landet. I den første krimi var det narkotrafikken langs de afrikanske kyster, der var i fokus - og selvom det ikke var en kæmpe overraskelse, så bragte det jo lidt flere elementer ind i historien.

Jeg var langt mere begejstret for denne - måske ydermere fordi det var hurtig og graits underholdning!

Kvinderne fra Thy - Maria Helleberg

 

• Dansk
• 25.-28. september
• 381 sider

Med mit nye bekendtskab med de offentlige biblioteker, stod danske romaner højt på ønskelisten - de er nemlig for dyre (i mine øjne og med mit forbrug) til jeg får købt dem.

Maria Helleberg har skrevet mange historiske biografier; desværre var jeg ikke begejstret for de sidste jeg læste - den ene blandt andet på grund af det enorme sjusk med korrekturlæsningen. Men historien om hendes egen familie er udkommet på et andet forlag - og det ser faktisk ud til at være en ret god idé!

Maria Hellebergs familie stammer fra Nordjylland - i Thy i et stærkt indremissionsk miljø ude på den barske jyske slette.

Hellebergs oldemor, Mariane, er født i midten af det 19. århundrede i en tid, hvor kvinderne blev hjemme og passede hus, hjem og børn. De fødte mange børn, og brokkede sig ikke, når manden klattede pengene væk på brændevin. 

Mariane havde en bejler i skolelæreren - men han var for fin til hende; og da faderen har spillet gården væk, skal det gå hurtigt med at få hende gift. Det bliver en stille bondemand, som hun ikke kender og hun flytter ud på gården, hvor hun skal leve med svigermoderen. Manden viser sig at være svag i karakter; han formår konstant at gøre hende gravid - men alt andet er der ikke meget succes med. Så en dag rejser han bare til Amerika - og har faktisk ikke tænkt sig at komme tilbage. Det sætter Mariane i en underlig situation, for hun er ikke enke og samtidig er hun jo bare en kvinde. Men hun er stærk, og formår at skabe sig et ry som den bedste jordemoder på egnen.

Det er barske kår for kvinder på den tid; og Helleberg beskriver det virkelig fint og detaljeret.

Ligeledes da Marianes yngste datter, Marie Dusine, forsøger at komme fri af den skæbne, der ellers var stukket ud. Kærlighed og omsorg for børnene rakte ikke meget længere end at forsøge at få dem til at overleve til de kunne hjælpe til med at skaffe penge til husholdningen.

Marie Dusine vælger dog anderledes, og kommer først i huset i Thisted - den farlige storby - inden hun bliver hattemagerske. Hun gifter sig af kærlighed; men er ikke heldigere end moderen virkelig. Hendes mand mangler også karakterstyrke, og de ender i noget ringere kår.

Men trods disse livsvilkår har begge kvinder langt mere i sig; Mariane har et liv, som hendes børn ikke opdager før efter hendes død. Marie skal skabe sig et liv, hvor hun er den stærke for dem alle.

Jeg var helt fortabt i disse kvinders historie; og faktisk også lidt fascineret af, hvor kort tid siden det jo egentlig er! Vi undres i dag over fremmede kulturer, hvor vi mener, at kvinder undertrykkes, holdes i hjemmet, ikke må vise deres kroppe osv. Men i Marianes tid var det uhørt for en kvinde at vise sit hår frem - det var skjult under et tørklæde; og familieforøgelser skete ved at iklæde sig en særlig natkjole med et hul placeret et passende sted. De var hjemme ved gryderne, og havde ingen mening om noget.

Så vi kan have nok så travlt med at mene om andre kulturer, hvad vi vil - men vi skal huske, at alle kulturer principielt kom fra den ideologi - og vi er blot nu et andet sted.

Dear Edward - Ann Napolitano

• Engelsk
• 22.-24. september
• 352 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

I september havde jeg tre ugers 'sommerferie' - og da udlandsrejser jo var lidt problematisk, blev det til en staycation; altså helt hjemme hos mig selv! Det fik mig så faktisk til endelig at tage et stort skridt! Jeg gik på biblioteket, og fik oprettet en lånerprofil. Det virker jo meget simpelt; men siden jeg flyttede til(bage) til Danmark for seks år siden, har jeg ikke fået taget mig sammen til at finde ud af teknikaliteterne.

Jeg kan godt lidt at eje mine bøger; men det tager meget plads - og nogle sjældne gange sker det jo, at man får købt en bog, som man faktisk ikke kan lide. Desuden læser jeg ikke mange danske romaner, da de ofte koster mindst 300 kroner - og jeg læser dem ganske enkelt for hurtigt. Der er biblioteket jo også en fantastisk mulighed.

Så da jeg var oprettet og klar, gik jeg på opdagelse og kom hjem med et par bøger allerede.

Denne havde jeg for eksempel nok aldrig selv købt; men den virkede som god hyggelæsning til ferien.

Inspireret af det tragiske flystyrt i 2010, hvor en ni-årig hollandsk dreng som den eneste overlevede styrtet, har Napolitano skrevet Edwards historie.

Edward er tolv år gammel, da han sammen med sin familie skal flytte til Los Angeles fra New York.

Forældrene rejser sammen med Edward og hans storebror på femten år; moderen flyver business class mens de tre andre sidder sammen. Ombord på flyet er selvfølgelig en del andre passagerer, og i bogen lærer vi nogle af dem at kende.

Flyet styrter ned, og Edward overlever - han skal bo hos sin moster og onkel; men rejsen tilbage til at blive et helt menneske, og samtidig gå fra teenager til voksen er lang og smertefuld. Han knytter sig tæt til naboens datter, Shay, som også er en lidt skæv person - og sammen kæmper de sig igennem; men også mod deres voksne selv.

Bogen skifter mellem Edwards historie efter styrtet, og dagen for styrtet, hvor kapitlerne er navngivet efter tidspunktet på den seks timer lange flyrejse. I disse kapitler får vi indblik i de andre passagerers liv - hvorfor rejser de, hvor skal de hen, hvem skal de se eller hvem har de forladt? Der er jo altid mange forskellige skæbner ombord på et fly; og når det falder ned, er der lige så mange tragiske historier om dem, der måske ikke skullet have været med og alle de sidste ord, der aldrig blev sagt efter et sidste skænderi måske.

Det var absolut for en stor del en meget gribende roman; men jeg synes det blev til en Young Adult-roman hen mod slutningen, hvor jeg savnede lidt mere dybde i personerne og afrundingen af historien.

Men det er jo netop fordelen ved biblioteket - det var en helt gratis formøjelse!

Det store bogtyveri - Stéphanie Surrgue / Lea Korsgaard

• Dansk
• 21. september
• 224 sider

Jeg så denne bog, da en af forfatterne flashede den på sin IG-profil for et stykke tid siden. Da jeg virkelig godt kunne lide Surrugues bog om Prins Henrik og jeg samtidig blev fascineret af historien, som jeg intet kendte til, så måtte jeg på jagt. Den er ikke længere at finde i handlen - forståeligt nok for at dansk bogpublikum; men heldigvis fandt jeg et antikvarisk eksemplar, der var i fin stand. I øvrigt også en noget bedre økonomisk disposition eftersom den er meget hurtigt læst!

Som sagt så vidste jeg intet om denne sag - de mange, mange sjældne og værdifulde bøger, der igennem en årrække var blevet stjålet fra Det Kongelige Bibliotek. Jeg var selvfølgelig for ung til at være informeret, da der var lidt røre om det i pressen i 1970'erne. Da retssagen kørte i 2004 efter afsløringen af de store boglagre i en villa i Espergærde, boede jeg ikke i Danmark. Der foregik selvsagt mange ting herhjemme i de år, som jeg ikke ved noget om - man følger jo pressen i det land, man bor.

Det er jo en fascinerende historie; på samme vis som vi fascineredes af en Britta Nielsen - disse (offentligt) ansatte, som stjæler fra deres arbejdsplads i årevis uden, at det opdages! Tanken om, at det er muligt undrer os - hvorfor er den ingen, der opdager noget? Hvordan kan en familie ikke undre sig over, hvor alle de penge pludselig kommer fra?

Frede Møller-Kristensen er ligesom Britta Nielsen "blot" en funktionær i et normalt betalt job, som stjæler af kassen! Eller i dette tilfælde af bogreolerne. Alle de bøger - og vi snakker jo mere end tusind - står hulter til bulter i villaen, uden at konen undrer sig. I slutningen af 1990'erne begynder de at sælge dem via auktionshuse - og det foregår på en så fordækt vis, at det er ganske enkelt en lodret løgn, at familien ikke er klar over det. Hustruen Eva, og sønnen Thomas Møller-Kristensen er særdeles involverede ligesom svigerdatteren og en ven af huset. De skovler ind i 'kommission" for at sende bøgerne ud af landet, og sælge dem, hvor det ikke vækker opsigt.

Men man kan da ikke tro, at ens far ved et tilfælde har bøger stående, der pludselig hiver millioner hjem på en auktion? Og da slet ikke, når arbejdspladsen hedder Det Kongelige Bibliotek? Det er ikke god tro i mine øjne! Ingen med det lønniveau ville kunne investere i bøger af den kaliber - men de slipper pudsigt nok meget nemt af med det.

Frede Møller-Kristensen var jo et stakkels menneske; alkoholiker, tyveknægt, og han levede på en livsløgn - hverken kolleger, venner eller familie kan bagefter sige, at de kendte og respekterede den mand. Men ikke desto mindre fortsatte de salget af bøgerne selv efter hans død. I god tro????

Han slap selv for straf; hans familie fik bemærkelsesværdigt lave straffe - og Danmark mistede en uerstattelig bogskat. Det er meget svært at finde opfølgende information siden bogen her udkom i 2005; men det betyder desværre nok, at de bøger aldrig kom tilbage til Danmark. Det burde man straffes langt hårdere for! 

The House of Special Purpose - John Boyne

 

• Engelsk
• 17.-20. september
• 496 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

John Boyne er blevet en anden favorit og det er nu den tredje af hans romaner, jeg læser i år. Jeg er gået tilbage til de tidligere romaner, og denne er helt tilbage fra 2009. Titlen er baseret på det navn den russiske regering gav det hus, hvor Romanov-familien den 17. juli 1918 blev myrdet.

Det er en langt mere historisk roman end andre af hans romaner; ikke mindst fordi den giver en af hovedrollerne til fyrstinde Anastasia om hvem der i mange år efter var divergerende historier om, at hun skulle have overlevet. Indtil flere kvinder udgav sig igennem det tyvende århundrede for at være Anastasia; men den historie er endegyldigt lukket efter man i 2007 fandt de sidste grave, og ved hjælp af DNA-tests kunne bekræfte, at hele familien altså døde i 1918 i kælderen i huset.

I 1981 besøger Georgy sin kone, Zoya, på et hospital i London, hvor hun er døende af kræft. Det er et langt livs parforhold, ægteskab og kærlighed, der er ved at ende. Men som bogen skrider frem bliver historien mere nuanceret.

Historien foregår i to tempi; hvert andet kapitel er tiden efter, hvor der fortælles ned fra 1981 til 1970, 1953, 1941, 1935, .... indtil vi er i huset i Rusland i 1918. Hvert andet kapitel tæller op - startende med den usle bondesøn Georgy, som redder tsarens fætter fra et attentatforsøg i 1915, og som belønning tages med til Skt. Petersborg, hvor han får arbejde som personlig vagt for den syge tsarevitch - tronfølgeren, som lider af en blødersygdom, som ingen må vide noget om.

Derfor gætter man jo ret hurtigt, at Zoya i realiteten er Anastasia; og det er her filmen knækker lidt for mig! Jeg bryder mig ikke om de historier, hvor man omskriver virkeligheden, så kendte personer og handlinger pludselig forandres. Nok så meget jeg beundrer Boyne for hans evne til at fortælle en historie på en helt fantastisk måde, så irriterer det mig, at denne Georgy, som i realiteten ville være ingenting i det imperiale hierarki, pludselig er til stede, da Rasputin myrdes og smides i Neva-floden. Det er en begivenhed, som er fyldestgørende dokumenteret med, hvem der var tilstede den nat. Og igen at bringe denne historie om Anastasia, der skulle have overlevet - og endog bliver genkendt et par gange igennem sit liv - er ganske enkelt ikke plausibelt for mig.

Jo, han kan skrive fantastisk gribende og levende; hans emner er altid forskellige og hans protagonister som regel virkelig levende. Altså pånær de to hovedpersoner lige her; bevares som fiktive personer ville de stå skarpt. Men der er noget urealistisk i situationerne, de gennemlever og i hele den præmis, at Anastasia skulle have overlevet og boet i England i mere end tres år efter massakren på resten af familien.

Man kan undre sig over, hvorfor Boyne skriver denne roman netop som der er blevet sat et punktum for spekulationerne? Måske var det den fornyede omtale, der gav ham inspirationen - men havde jeg læst den i 2009 ved udgivelsen, hvor man samtidig havde medieomtalen frisk i erindring, ville den jo ikke have kunnet fænge mig.

Nu tror jeg, at det må være Boynes nye udgivelser, jeg skal fokusere på; jeg kan se, at nogle af dem, jeg mangler er i samme kategori af reelle hændelser, der genfortælles. Det er nok kendetegnet ved hans tidlige romaner - så den skuffelse vil jeg spare mig selv for. 

Blonde Roots - Bernardine Evaristo

 

• Engelsk
• 14.-16. september
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Evaristo er nu på listen over mine absolutte favoritter; det er mesterværk efter mesterværk! Det er selvfølgelig præget af hendes feministiske synspunkter - og det er i den grad BLM-litteratur; selvom den altså udkom i 2008. Men bogens tema er - desværre - stadigt aktuelt.

Titlen er allerede et hint til Alex Haleys berømte storroman Rødder; men med omvendt fortegn! For nu er slaverne den hvide race. I indledningen er der et verdenskort; og her er Aphrika, som Evaristo kalder det, på den nordlige halvkugle mens Europa ligger, hvor vi i dag ser Afrika. Mod vest ligger de vestjapanske øer, som en opdagelsesrejsende ved en fejltagelse navngav, da han troede, han havde funet vejen til Japan (!!!). Mere mod vest ligger så Amarika, hvortil slaverne fragtes i stor stil. Lige vest for Aphrika ligger Great Ambossa - som er en kopi af Storbritannien i geografisk form.

Evaristo er født af en engelsk mor, og en nigeriansk far - så hendes referencer er naturligt nok England som holdepunkt for denne spejlvending af verdenshistorien.

For det er det, det handler om - at forestille os, at det hele var omvendt! En temmelig skræmmende tanke for mange hvide mennesker sikkert; men hvad nu hvis...

Evaristo har gennemtænkt hver detalje; de hvide kaldes Whytes eller som skældsord Wigger.... de fjernes med magt fra Europa, og fragtes til Amarika, hvor de betales med rigdomme, som igen fragtes tilbage til Great Ambossa, hvor mange af slavehandlerne bor.

Doris bor i Europa med sine forældre og tre søstre, da hun kidnappes og sendes på et slaveskib til Great Ambossa. Hun er en af de heldige - hun får arbejde som husslave, da hun kan læse og skrive - men nu skal hun hedde Omorenomwara; for de håbløse navne, de har på det Grå Kontinent (Europa) kan ingen jo forstå! I Great Ambossas hovedstad Londolo stræber de hvide slaver efter at komme til at ligne deres ejere. De vil have gjort huden mørkere, have lavet fladere næser og afrohår - for som det forklares i anden halvdel af bogen, så er det jo videnskabeligt bevist, at den aphrikanske hjerne er formet anderledes, og dermed er det den overlegne race. Den hvide mands hovedform indikerer tydeligt, at han er doven, ude af stand til at føle smerte - eller andre humane følelser. Der er fuld knald på satiren her!

Doris/Omorenomwara forsøger dog at flygte; i Londolos undergrund findes resterne af en metro, som nu bruges som flugtvej for slaverne; de hjælpes af nogle aphrikanere, som har medlidenhed med deres sag - her er vi jo direkte inde i Colson Whiteheads The Underground Railroad - som dog udkom næsten ti år senere. Men Evaristo bruger mange af de velkendte historier og klichéer, og vender dem så på hovedet.

Således kan man genkende dele af Rødder, Onkel Toms Hytte og lignende klassikere - og selvom man kan finde det humoristisk - og det ER det sandelig også; så er der en underliggende dybt tragisk satire.

Bogen er opdelt i tre dele; først da Doris forsøger at flygte fra Londolo og samtidig ser tilbage på sit liv som slave. Anden del er fortalt af den sorte slavehandler, som giver sin retfærdiggørelse af, hvorfor de hvide egner sig bedst til slaver - i bedste engelske overklassestil fra det 18. århundrede. Endelig kommer Doris til Amarika, som straf for sit flugtforsøg - og her får historien en finurlig afsløring.

Jeg kan ikke erindre nogensinde at have læst noget så eminent! Satire kan jo noget helt utroligt her - det groteske bliver mere grotesk; og får os virkelig til at tænke over "tilfældigheden" i, at historien blev som den blev. Og selvfølgelig samtidig uretfærdigheden, grusomheden, skammen... alt det, der gjorde slavetiden til et så grumt kapitel; og som stadig er tilstede i vores verdensbillede, når vi ser fx BLM-bevægelsen. Det er ikke ovre! Desværre...