Saturday, October 10, 2020

The Great Believers - Rebecca Makkai

 


  • Engelsk
  • 5.-10. oktober
  • 528 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Selvom jeg nu har opdaget fordelen ved de danske offentlige biblioteker, så skal jeg jo stadig opbygge biblioteket derhjemme. Det gør jeg så primært ved at investere i bøger, som jeg er sikker på er ud over det sædvanlige. Det er jo svært at vide - men man må sige, at jeg ramte plet med dette køb.

For ca. 30 år siden, da jeg netop var flyttet til Paris som au pair, læste jeg And the Band Played On, som snerre blev filmatiseret. Det var i slutningen af 1980'erne og for os unge var HIV/AIDS en reel ting. Der var skræmmekampagner allevegne, og vi skulle tænke os godt om i mange henseender. Det var i årene efter, at fx Freddie Mercury døde og verden var i chok over at opdage, at han havde AIDS.

Men det var også efter de allerførste skrækkelige år, hvor en bestemt befolkningsgruppe blev stigmatiseret - og måske endnu mere i USA, hvor Reagan var nyvalgt republikansk præsident, som var deicderet homofob. And the Band Played On er i mine øjne den absolut bedste bog nogensinde skrevet om emnet; det er for en stor del non-fiction, og der er nogle temmelig tunge afsnit, hvor de medicinske aspekter beskrives. Men det er også en 360-graders beskrivelse af sygdommens opdagelse og udbredelse på verdensplan. Den er skrevet af en amerikansk forkæmper for LGBT-rettigheder, som selv døde af sygdommen nogle år efter udgivelsen.

Men nu er vi i 2020, og det er mange år siden det var en sygdom, man var så bange for - i Europa i hvert fald, hvor medicinen er tilgængelig, og man nu kan leve et langt og normalt liv med HIV. Jeg har faktisk selv venner, der lever med den og tager deres medicin hver dag. Venner, hvor jeg ikke vidste det fra starten, og aldrig ville have overvejet det. Det er ikke de homoseksuelle med store plamager af Kaposis Sarcoma, som dem i min generation husker fra 1980'erne.

Så kan man spørge sig selv, om der stadig er et publikum til en roman om emnet? Der skrives stadig bøger om alle mulige historiske begivenheder, og AIDS-udbruddet i USA's homoseksuelle miljø må jo siges at være en historisk begivenhed nu.

Makkais historie foregår i to tempi. I 1985 i Chicago begynder man at gå til begravelser for alt for unge mænd, der er døde af sygdommen. Oftest er det blot en mindehøjtidelighed, da familien skammer sig og foregiver andre årsager - og de vil slet ikke have den afdødes homoseksuelle venner tilstede ved ceremonien. Det er unge mænd, som er døde på hospitaler, hvor man ikke ville røre dem og hvor vennerne oftest er dem, der plejer dem i deres sidste timer.

Yale og Richard er i modsætning til mange af deres venner monogame; de har været sammen i fem år og bor og lever som et etableret ægtepar. Deres ven Nico er nu død ganske ung, og hans lillesøster, Fiona, er en del af venneslænget, der passer og plejer vennerne efterhånden som de bliver syge.

Mange vil slet ikke testes, da de er bange for, at deres data opbevares og overvåges af regeringen. Men Yale og Charlie har taget testen, og er helt rolige efter et negativt resultat. Yale arbejder som kunstkurator på universitetets museum, hvor han nu får tilbudt en usædvanlig samling tegninger af Nora, som er 90 år gammel. Hun fortæller om sin ungdom i Paris i 1920'erne, hvor hun stod model for blandt andet Modigliani; men Yale skal overbevises og ikke mindst bevise kunstens ægthed.

I den parallelle historie følger vi Fiona, som i 2015 rejser til Paris for at finde sin datter Claire, Hun har været forsvundet i tre år, siden hun blev involveret i en sekt - men Fiona mener at have set hende i en video fra Paris. Her indlogerer hun sig hos en gammel ven, Richard, som er fotograf og en del af den gamle klike.

Fionas historie er historien om et liv, der gjorde hende ansvarlig for at beskytte de unge mænds minde og værne om det. Måske på bekostning af hendes eget liv og personlige forhold - som til datteren. 

De to historier udfolder sig skiftevis i kapitlerne; til tider må man tro, at lineære historier ikke længere skrives overhovedet. Men det fungerer fint her, da Fiona er det bindende led.

Yales og Charlies forhold er præget af Charlies sygelige jalousi; han mistænker konstant Yale for at have affærer - men i sidste ende viser det sig, at han var den utro af de to. Det ødelægger deres forhold; og senere testes de begge positivt. Men spørgsmålet er jo, om det sidespring var årsagen?

Ligesom for Fiona er der meget selvbebrejdelse, selvransagelse og skyldfølelse involveret. Men også Noras historie fra 1920'erne lægger sig op ad de andre - det er også historien om en periode, der slutter, da alle de unge talentfulde mænd drager ud i 1. Verdenskrig. Da Fiona er i Paris i 2015 er det præcis i november, hvor terrorattentaterne sker - endnu en tragisk historisk begivenhed, der dræber uskyldige mennesker. I en krigslignende situation som 1. Verdenskrig, og som den fart, hvormed AIDS udsletter hele Yales og Fionas omgangskreds.

Hele bogen indledes med nedenstående citat af F. Scott Fitzgerald fra 1918; som medlem af det, der kaldes The Lost Generation er det et symbol på den generation, der oplevede 1. Verdenskrig ændre verdensbilledet - men det passer lige så godt på Yales verden i 1985; og på Fionas og vores moderne verden med terror. Hver generation mister en form for jomfruelighed med den generations rædsler:

We were the great believers. 
I have never cared for any men as much as for these who felt the first springs when I did, and saw death ahead, and were reprieved - and who now walk the long stormy summer.

HIV/AIDS var så grufuld markant netop fordi det var en tid, hvor man endelig begyndte at nærme sig en accept af miljøet - og så kom denne sygdom, som alle associerede med homoseksuelle. De blev beskyldt for spredningen - og fordi det var en minoritet tog ingen forskning eller helbredelse alvorligt i lang tid. Desværre som det stadig sker i mange lande verden over, hvor det stadig er dødeligt.

Men Makkai minder os om, at det var en frygtelig tid for en bestemt befolkningsgruppe. Romanen udkom inden Corona - men er vi nu en ny Lost Generation? Den generation, der husker, hvordan det var at rejse, feste og gå rundt uden restriktioner og mundmasker? Meget muligt.... 

No comments: