Thursday, March 31, 2016

Ireland Awakening - Edward Rutherfurd



























  • Engelsk
  • 23.-30. marts
  • 941 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Da jeg var færdig med første bind i sagaen om den irske historie, ville jeg jo kaste mig glubende over den næste - og jeg havde påskeferie og alverdens tid til min rådighed. Men så kom attentaterne i Bruxelles - min hjemby i mere end 14 år ... og så sad jeg lammet foran fjernsynet en hel dag, og skulle samtidig opdatere mig på venners sikkerhed.

Men da jeg kom i gang, var jeg igen helt opslugt - og måske især fordi jeg hér virkelig lærte noget om et land, som jeg ikke kender meget til.

Man må dog sige, at der er visse personer i verdenshistorien, der virkelig formår at ændre den for evigt - helt uden at ville det; og især uden at kende til de vidtrækkende konsekvenser.
Hvis Katherine af Aragon havde født Henry VIII en søn, så havde verden absolut set anderledes ud. Ikke blot i årene efter - men selv her snart femhundrede år senere! Det er da imponerende.

For så ville Henry VIII ikke havde brudt med den katolske kirke, og udråbt sig selv til overhovede for den anglikanske protestantiske kirke. Det ville igen have medført, at irerne i fred og ro kunne have fortsat deres katolske tro uden indblanding fra Cromwell og hans kumpaner - og uden at landet blev splittet i en religionskrig, som vel egentlig ikke sluttede før udgangen af det 20. århundrede - og da var mange menneskelig gået tabt. Der står virkelig altid en kvinde bag! Og så selvfølgelig religion ...

Anden del af historien starter nemlig lige efter reformationen, hvor vi stadig følger de samme familier - de rige, de fattige, de kriminelle - og alle deres historier. Men det drejer sig hele tiden om forholdet til overmagten - englænderne.

Rutherfurd gav mig et helt utroligt indblik i landets opbygning, og årsagerne til disse stridigheder - men også baggrunden for den store kartoffelpest i midten af det 19. århundrede, som kostede en million menneskeliv; mens en anden million udvandrede til USA og grundlagde den store irske befolkningsgruppe der. At tænke sig, at de spiste så mange kartofler, at der ikke var andet, da de var væk. 

Historien følges op til Irlands uafhængighed efter Påskeopstanden i 1916 og afslutningen af 2. Verdenskrig; en krig, som ikke omhandles specielt, da det faktisk mere handler om deres egne interne krige. Men igen er man naglet til sine sider, og har meget svært ved at slippe den .... og så fik jeg en afsindig lyst til at tage til Dublin og se byen. Og det må virkelig siges at være en succes for en forfatter så, da det ellers er ret fjernt fra mine præferencer.

Rutherfurd kan sin historie uden at læseren slipper eller fortaber sig i de mange personer. Jeg må tvinge mig selv til en lille pause inden jeg kaster mig over den næste Rutherfurd - udelukkende for at få personerne på afstand.



Tuesday, March 22, 2016

Dublin - Edward Rutherfurd



























  • Engelsk
  • 15.-21. marts
  • 816 sider
  • Originaltitel: Dublin: The Foundation

Endnu en mesterlig saga fra Rutherfurd - denne gang om Irland og Dublins oprindelse. Irland er netop et land med en kultur, der er så speciel, og som jeg ved forfærdeligt lidt om. Det er druider og gamle traditioner, og en historie, der selvfølgelig er tæt knyttet til Englands historie.

Historien starter i 430 og følger byens udvikling i tæt symbiose med landets historie frem til 1533 - mere end tusind års familiefejder, krige indbyrdes og mod England, som styrer landet via udsendte repræsentanter for kongen, som holder sig hjemme i London.

Vi følger, som i alle hans bøger, en række familier fra forskellige sociale lag - og som i løbet af historien bevæger sig op og ned i disse lag, mens de også gifter sig på kryds og tværs og gør handlingen flydende og interessant. Nogle følger man mere intenst end andre - men fælles for dem alle er, at de tager form i læserens indre. Det hele understøttes fremragende af Rutherfurds informationer om den historie, der omgav dem.

En stor del af romanen omhandler tiden inden det første årtusindskifte, og det er jo en sindsoprivende interessant periode med netop Irlands traditioner og den store indblanding fra Skandinavien med vikingernes togter til landet. 

Rutherfurd formår virkelig at levendegøre historie, og selvom der til tider springes et par århundreder frem i tiden, så mister man aldrig overblikket. Det er bøger, som tvinger én dybt ned i sofaen og langt væk fra alt andet. Og mens jeg læste den, opdagede jeg, at der er en efterfølger, som fortsætter frem til moderne tid - så den måtte jeg fluks have fat i, så jeg kan fortsætte med at følge alle de irske familier. 

Tuesday, March 15, 2016

A House Divided - Catherine Cookson



























  • Engelsk
  • 13.-14. marts
  • 478 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fik jo købt to romaner af den for mig ukendte Cookson, som åbenbart sprøjtede dem ud på samlebånd - næsten 100 bøger på 50 år, hvoraf en del udkom efter hendes død i 1998.

Alt det anede jeg jo intet om; og selvom jeg ikke brød om den moralske lærdom i den sidste bog, så havde jeg jo den anden stående.

Det er jo lidt engelsk socialrealisme indhyldet i lyserødt tyl - eller noget.
En klassisk historie om soldaten, der bliver blind under 2. verdenskrig, men forelsker sig i sin sygeplejerske, som redder ham fra selvmord, vanvid og sikkert alt muligt andet.

Sygeplejersken er dog halvt forlovet med en ung mand hjemme fra landsbyen, som tager hendes nej temmelig tungt; så meget, at han banker hende og hendes bror, og hun flygter skræmt tilbage til byen og genforenes med sin elskede. Men tyrannen følger efter, og hun må nu rykke ind i den nye forlovedes hus. Det er et mindre herresæde med tyende - med en bestemt bedstemor, som minder om Maggie Smith i Downton Abbey samt en syg far og en mor, der lider under et kærlighedsløst ægteskab. Og så er der broderen, der altid har været jaloux på sin bror, og nu mener, at han er et bedre parti for den unge smækre kvinde eftersom han er seende. Derudover er der den nye chauffør, som er fra en anden social klasse, hvilket han til tider glemmer - og fungerer som hofnarren i hele opsætningen.

Der er jo alle de klassiske ingredienser, som har fungeret siden ... altid! Rig og fattig; heldig og uheldig; kærlighed, had - sex, drugs & rock'n'roll  i en eller anden form har fungeret siden Biblen og op gennem tiderne med Molière, Holberg men også Danielle Steel og Barbara Cartland. Ingredienserne er universelle og når de koges sammen af nogle - som Molière eller Holberg - er det stor kunst; og når det er af andre, så er det jo ikke helt fint nok.

Og det er da bestemt heller ikke litteratur, der vil gå over i verdenshistorien - men mennesket har jo brug for den slags historier indimellem.

Det er hurtigt læst; det er beroligende fordi man ved, hvordan det ender. I går fik jeg en meget trist besked om en tidligere kollega og vens død; og jeg var selvsagt lidt rystet. Jeg gik i seng og læste de sidste sider - ukompliceret comfort reading på en dag, hvor jeg bestemt ikke havde kunnet klare andet. Og det skal der jo også være plads til - til hendes forsvar må man sige, at de slet ikke er dårligt skrevne; plottet er blot ufatteligt klassisk.

Monday, March 14, 2016

The Tudor Age - Jasper Ridley



























  • Engelsk
  • 9.-12 marts
  • 384 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en udsalgsbog til den fine sum af 40 kroner; og som samtidig var lige inden for mit interessefelt i historiske perioder. Måske endda en anelse for meget, da der begynder at blive en anelse for mange gentagelser i livet omkring disse konger og dronningers liv, når man efterhånden har læst så mange bøger om den periode.

Men det er en rigtig fint opbygget bog til folk, der er 'nybegyndere' indenfor engelsk historie fra denne periode. Det er nemlig rimelig let tilgængeligt - og derfor for nogle måske en anelse for overfladisk. Jeg synes, at den manglede lidt fokus, og ikke forholdt sig stringent nok til den opdeling, forfatteren nu engang har valgt at foretage. Men det er nok min tilgang til lærdom, der egner sig fint til at store fordybelser.

Bogen indledes med en hurtig historisk gennemgang af Tudor-perioden, som varede fra 1485 til 1603 - tre konger og tre dronninger; men heraf regerede nogle ikke i lang tid. Henry VII og Henry VIII sad i perioden 1485 til 1547; og så kom der lige tre hurtige med seks år, en lille uges tid og så fem år inden Elizabeth I kom til tronen. Alligevel er det en markant og markerende periode i engelsk historie, ikke mindst på grund af Henry VIII, Mary I og Elizabeth I - men også de statsmænd, der prægede tiden - Wolsey, More, Cromwell.

Derefter er den opdelt i kapitler omhandlende boligen, maden, fritid/underholdning, landmændenes forhold, strafferet osv. Der er underholdende fakta, som bindes sammen med de forskellige regenters personlige overbevisninger - ikke mindst i kampen mellem protestantisme og katolicisme, som England skiftede frem og tilbage imellem i den periode. Men også informationer om helt almindelige hverdagsting; måske ikke de helt store revolutionerende informationer - men det skyldes uden tvivl min baggrundsviden, og ikke forfatteren.

Tuesday, March 8, 2016

Harry Augusts første femten liv - Claire North



























  • Engelsk
  • 3.-7. marts
  • 405 sider
  • Originaltitel: The First Fifteen Lives of Harry August

Jeg blev hurtigt tiltrukket af ideen om denne roman - titlen fanger nemt nysgerrigheden, og historien om Harry, der efter hver død fødes samme tid og sted var tankevækkende. Der er jo noget ved tidsrejser, udødelighed og alt andet, hvor mennesket sætter sig over naturen - eller Gud, hvis man er mere filosofisk anlagt - som pirrer til noget i os! Sådan har det alle tider været, tror jeg.

For hvad er det med udødeligheden for eksempel? Det absolut bedste stykke litteratur skrevet om det er Simone de Beauvoirs "Alle mennesker er dødelige", hvor hun forsøger at vise os, at man intet opnår ved den eftertragtede udødelighed fordi alle de mennesker, vi holder af, vil forsvinde. I hendes fortolkning er udødeligheden den ensomste eksistens - og den er skrevet som en sensitiv eksistentiel roman.

Men Harry August lever og dør. Og lever og dør. 

Han fødes første gang i 1919, og dør som en ældre herre - og genfødes så nøjagtig samme tid og sted. Der begynder han så at fornemme, at noget er anderledes ved ham. Han kan selvfølgelig udnytte dette til at gamble og vinde penge. Til at undslippe krige og katastrofer - eller dræbe Hitler? Men for det meste lever han ret normalt - i nogle liv gifter han sig, i andre ikke. I nogle liv er han læge mens han i andre liv uddanner sig til forsker eller jurist. Undervejs får han kontakt til en klub af ligesindede; Cronus Club kan hjælpe medlemmerne til hurtigere at komme videre til deres venner - for når de fødes, skal de jo stadig igennem en barndom og begynder som regel først i 4-5 års alderen at erindre de tidligere liv.

Så hvert enkelt liv kan udvikle sig forskelligt, og Harry dør ikke i samme alder og samme sted hver gang - det er her, det bliver en anelse kompliceret i bogen; og forfatteren gør da også et stort nummer ud af at referere til hvilket nummer liv, vi nu er i. Især fordi der konstant springes frem og tilbage i livene; der er ikke en lineær kronologi.

I det store og hele går det jo så ret begivenhedsløst - indtil han i sit ellevte liv ligger på sit dødsleje, og en lille pige kommer for at fortælle ham, at verden er ved at gå under. I kraft af deres egenskaber kan disse personer kommunikere langt ud i tiden, da de ældre fortæller de yngre, hvad der er sket og de fortæller det til de tidligere generationer, når de er børn igen. Harry lever i et liv helt til 2002 - og kan som barn i 1920'erne fortælle de gamle fra det 19. århundrede, hvad der sker i det 21. århundrede - og det gælder selvfølgelig også opfindelser og anden vital information. Problemet med dem er, at de per definition ikke vil blande sig i verdens gang - der er fx ingen, der må blande sig konkret for at afværge en katastrofe - Holocaust fx - men heller ikke skabe dem. Det gør dem til lidt passive uinteressante personnager i bogen.

Den slags er det selvfølgelig ikke alle, der kan håndtere at have til rådighed, og i et af sine liv møder Harry den lidt yngre Vincent; han vil bruge al sin akkumulerede viden til at styre verden - og agere som en slags Gud. Her begynder bogen at tage form af en science-fiction-roman og der er så meget fysik, at jeg følte mig hensat til klasselokalet i 9. - hvor fysik for mig personligt bestemt også føltes som science-fiction.

Harry bruger nu sine liv på hurtigt at vokse op for at finde Vincent, og finde ud af, hvor langt han er kommet. Hans plan er jo at stoppe Vincent - den ultimative måde er at finde ud af, hvor og hvornår han er født - da Harry er ældre end ham gælder det om at undgå, at han fødes.

Bogen forsøger at beskæftige sig med ideen om What If? - hvad nu hvis han rent faktisk dræbte Hitler - hvordan ville verdenshistorien have udviklet sig? Eller helt banalt - at hvert enkelt sekund kan være afgørende i alle menneskers liv; en trafikulykke kan undgås - eller ej. Et barn kan undfanges - eller ej. Men her bliver alle disse filosofiske betragtninger druknet i protoner og elektroner og alt muligt andet, der ikke siger mig noget.

Der var ingen steder, hvor forfatteren beskæftiger sig med Harrys følelser omkring dette uendelige liv. Problemet med at elske og binde sig til en person. Problemet med venner, man ikke kan fortælle om sin tilstand. 

Derfor bliver Harry for upersonlig for mig, og historien bliver alt for meget science-fiction; jeg havde håbet på en udvikling til sidst - men da den kom, var det en temmelig flad fornemmelse. Jeg havde periode, hvor jeg virkelig ikke kunne se, hvordan jeg skulle nå enden; og da jeg nåede den, var det så stor en skuffelse. Jeg forstår ikke al virakken omkring denne bog - læs meget hellere Beauvoirs meget smukke historie. Den er selvfølgelig anderledes - udødelighed er et andet koncept; men der er personer i hendes roman.

Thursday, March 3, 2016

Afrikas grønne bjerge - Ernest Hemingway



























  • Engelsk
  • 1.-2. marts
  • 200 sider
  • Originaltitel: Green hills of Africa


Hemingway har jeg et lidt særpræget forhold til; jeg er vild med manden - det han stod for; hans fandenivoldskhed og levevis på godt og ondt. Han kunne være dybt usympatisk med sine antisemitiske meninger og hans manglende respekt for mangt og meget. Men samtidig var han jo så autentisk som det overhovedet er muligt. Der var ingen forstillelse eller hykleri omkring noget - og han levede sit liv præcis som han ville det; og døde jo på samme måde.

Alligevel har jeg aldrig læst nogle af hans romaner; jeg startede for mange år siden på For Whom the Bells Toll - men på fransk; og jeg var nok ikke gammel nok til at forstå Hemingway. Til gengæld er hans bog om ungdomsårene i Paris jo helt eventyrlig, og faktisk steg den helt til tops i bestsellerlisterne efter attentaterne i Paris i november 2015. 

Hans rejsebeskrivelse fra 1935 er således heller ikke fiktion; men en beskrivelse af rejsens oplevelser - fokuseret på jagten, som var en af hans store passioner. Han er af sted med sin anden kone, Pauline, og nogle andre personer, som har skiftende 'kælenavne' bogen igennem. 

Når man læser bogen skal man jo nok især huske den tid, hvor den er skrevet og hvor så mange ting anskuedes med et noget mere liberalt syn end i dag. Det gælder jagten selvfølgelig - en rejseform, hvor de lidt mere velstillede tog ud for at bekræfte sig selv som 'rigtige mænd', mens konerne sad hjemme i lejren under myggenettet og læste bøger. Der er intet odiøst i at dræbe selv truede dyrearter, fordi de endnu ikke var truede. 

Men Hemingway har alligevel et gentleman-agtigt syn på drabet. Han vil kun skyde, hvis han er sikker på at ramme dødeligt, og det betyder en del for ham under bogens jagter, at han ikke lader et dyr lide. Under den sidste jagt i bogen rammer han et smukt dyr, men det slipper væk - og han bruger timer på at lede efter det ved tanken om den langsomme død, det sikkert lider. Selv da de indfødte har givet op, fortsætter han stædigt til mørket falder på, og de må give op.

Han siger også et sted, at han kun vil skyde så længe han kan ramme med et dræbende skud. Når det er slut, så vil han aldrig skyde længere. Det virker nærmest lidt profetisk, når man tænker på hans død - hvor han måske indså, at alternativet til selvmord ville være psykiatriske hospitaler og ikke meget fest og farver. Han ville styre sin egen skæbne!

Forholdet til de lokale er selvfølgelig også anderledes; det er ikke racistisk - men dette er i kolonitiden, og det er naturligt for Hemingway, at de skal ordne hans tø, hans våben og åbne hans ølflasker for ham under hele turen. Han knytter venskaber med nogle, men gør også åbenlyst grin med andre - fordi han gennemskuer det spil de stiller an for den hvide mand og hans penge.

Indimellem jagterne sidder de jo så i lejren, og spiser og drikker. Drikker mest. Og diskuterer filosofiske spørgsmål ofte omkring litteratur. Det er i denne bog, at man finder den nu berømte udtalelse om amerikanske forfattere: 

The good writers are Henry JamesStephen Crane, and Mark Twain. That's not the order they're good in. There is no order for good writers.... All modern American literature comes from one book by Mark Twain called Huckleberry Finn. If you read it you must stop where the Nigger Jim is stolen from the boys. That is the real end. The rest is just cheating. But it's the best book we've had. All American writing comes from that. There was nothing before. There has been nothing as good since.

Hemingway er jo ikke specielt ydmyg i forhold til sine egne præstationer - hverken i forhold til jagt, kvinder, fiskeri, krige eller litteratur. Han har tit og ofte udtalt sig barsk om de mennesker, der ikke beundrede ham næsegrus - men det gør ham jo netop så elskværdig. Jeg er mere og mere moden til noget seriøs Hemingway, tror jeg.