Harry Augusts første femten liv - Claire North

• Engelsk
• 3.-7. marts
• 405 sider
• Originaltitel: The First Fifteen Lives of Harry August

Jeg blev hurtigt tiltrukket af ideen om denne roman - titlen fanger nemt nysgerrigheden, og historien om Harry, der efter hver død fødes samme tid og sted var tankevækkende. Der er jo noget ved tidsrejser, udødelighed og alt andet, hvor mennesket sætter sig over naturen - eller Gud, hvis man er mere filosofisk anlagt - som pirrer til noget i os! Sådan har det alle tider været, tror jeg.

For hvad er det med udødeligheden for eksempel? Det absolut bedste stykke litteratur skrevet om det er Simone de Beauvoirs "Alle mennesker er dødelige", hvor hun forsøger at vise os, at man intet opnår ved den eftertragtede udødelighed fordi alle de mennesker, vi holder af, vil forsvinde. I hendes fortolkning er udødeligheden den ensomste eksistens - og den er skrevet som en sensitiv eksistentiel roman.

Men Harry August lever og dør. Og lever og dør. 

Han fødes første gang i 1919, og dør som en ældre herre - og genfødes så nøjagtig samme tid og sted. Der begynder han så at fornemme, at noget er anderledes ved ham. Han kan selvfølgelig udnytte dette til at gamble og vinde penge. Til at undslippe krige og katastrofer - eller dræbe Hitler? Men for det meste lever han ret normalt - i nogle liv gifter han sig, i andre ikke. I nogle liv er han læge mens han i andre liv uddanner sig til forsker eller jurist. Undervejs får han kontakt til en klub af ligesindede; Cronus Club kan hjælpe medlemmerne til hurtigere at komme videre til deres venner - for når de fødes, skal de jo stadig igennem en barndom og begynder som regel først i 4-5 års alderen at erindre de tidligere liv.

Så hvert enkelt liv kan udvikle sig forskelligt, og Harry dør ikke i samme alder og samme sted hver gang - det er her, det bliver en anelse kompliceret i bogen; og forfatteren gør da også et stort nummer ud af at referere til hvilket nummer liv, vi nu er i. Især fordi der konstant springes frem og tilbage i livene; der er ikke en lineær kronologi.

I det store og hele går det jo så ret begivenhedsløst - indtil han i sit ellevte liv ligger på sit dødsleje, og en lille pige kommer for at fortælle ham, at verden er ved at gå under. I kraft af deres egenskaber kan disse personer kommunikere langt ud i tiden, da de ældre fortæller de yngre, hvad der er sket og de fortæller det til de tidligere generationer, når de er børn igen. Harry lever i et liv helt til 2002 - og kan som barn i 1920'erne fortælle de gamle fra det 19. århundrede, hvad der sker i det 21. århundrede - og det gælder selvfølgelig også opfindelser og anden vital information. Problemet med dem er, at de per definition ikke vil blande sig i verdens gang - der er fx ingen, der må blande sig konkret for at afværge en katastrofe - Holocaust fx - men heller ikke skabe dem. Det gør dem til lidt passive uinteressante personnager i bogen.

Den slags er det selvfølgelig ikke alle, der kan håndtere at have til rådighed, og i et af sine liv møder Harry den lidt yngre Vincent; han vil bruge al sin akkumulerede viden til at styre verden - og agere som en slags Gud. Her begynder bogen at tage form af en science-fiction-roman og der er så meget fysik, at jeg følte mig hensat til klasselokalet i 9. - hvor fysik for mig personligt bestemt også føltes som science-fiction.

Harry bruger nu sine liv på hurtigt at vokse op for at finde Vincent, og finde ud af, hvor langt han er kommet. Hans plan er jo at stoppe Vincent - den ultimative måde er at finde ud af, hvor og hvornår han er født - da Harry er ældre end ham gælder det om at undgå, at han fødes.

Bogen forsøger at beskæftige sig med ideen om What If? - hvad nu hvis han rent faktisk dræbte Hitler - hvordan ville verdenshistorien have udviklet sig? Eller helt banalt - at hvert enkelt sekund kan være afgørende i alle menneskers liv; en trafikulykke kan undgås - eller ej. Et barn kan undfanges - eller ej. Men her bliver alle disse filosofiske betragtninger druknet i protoner og elektroner og alt muligt andet, der ikke siger mig noget.

Der var ingen steder, hvor forfatteren beskæftiger sig med Harrys følelser omkring dette uendelige liv. Problemet med at elske og binde sig til en person. Problemet med venner, man ikke kan fortælle om sin tilstand. 

Derfor bliver Harry for upersonlig for mig, og historien bliver alt for meget science-fiction; jeg havde håbet på en udvikling til sidst - men da den kom, var det en temmelig flad fornemmelse. Jeg havde periode, hvor jeg virkelig ikke kunne se, hvordan jeg skulle nå enden; og da jeg nåede den, var det så stor en skuffelse. Jeg forstår ikke al virakken omkring denne bog - læs meget hellere Beauvoirs meget smukke historie. Den er selvfølgelig anderledes - udødelighed er et andet koncept; men der er personer i hendes roman.